Indhold
Dette afsnit beskriver Skattestyrelsens godkendelse eller kritik af dødsboets værdiansættelser.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv..
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der skiftes som
- privat skifte
- forenklet privat skifte efter DSL § 33
- solvent bobestyrerbo.
Reglen omfatter også begrænset skattepligtige dødsboer.
Regel
Når en værdiansættelse i en boopgørelse ikke er fastsat ved en sagkyndig vurdering, er Skattestyrelsen ikke bundet af dødsboets egen værdiansættelse. Se BAL § 12, stk. 2.
Skattestyrelsen har to muligheder for at få ændret værdiansættelsen.
Skattestyrelsen kan
- anmode skifteretten om at udmelde en eller flere sagkyndige til at foretage en vurdering eller
- ændre den værdiansættelse, som dødsboet selv har foretaget.
Når Skattestyrelsen vil ændre ansættelsen uden sagkyndig vurdering, skal dødsboet og skifteretten modtage meddelelse om ændringen inden 3 måneder efter, at Skattestyrelsen har modtaget boopgørelsen. Se BAL § 12, stk. 2, 2. pkt.
Når Skattestyrelsen ønsker sagkyndig vurdering, skal Skattestyrelsen inden samme frist rette henvendelse til skifteretten herom. Se BAL § 12, stk. 2, 3. pkt.
3-månedersfristen er ikke til hinder for, at Skattestyrelsen efter AL § 45, stk. 3, ændrer parternes fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af en overdragelse. Her gælder den almindelige frist i SFL § 26. Se SKM2008.773.LSR
Se også
Se afsnit
- C.E.9.2.3 om sagkyndig vurdering
- C.E.9.2.4 om dødsboets klagemuligheder, når værdiansættelser ændres.
Bemærk
Reglen gælder også for den særlige boopgørelse, som begrænset skattepligtige dødsboer skal sende ind til Skattestyrelsen efter DBSL § 57, stk. 1 og 2. Se bemærkninger til § 57 i 1996-97 -L 90 (som fremsat): Forslag til Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven).
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2008.773.LSR
|
SKATs ændring af parternes fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på overdragne aktiver efter AL § 45, stk. 3 er ikke omfattet af BAL § 12, stk. 3. Den almindelige frist i SFL § 26 gælder i stedet.
|
|