Klagen skyldes, at A Maskinstation ikke er anset for berettiget til godtgørelse af energiafgifterne for forbrug af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd i perioden 1997-2000.

Det er oplyst, at klageren, der blev registreret den 1. marts 1972 er organiseret som et enkeltmandsfirma under branchekode 014110 - Landbrugsmaskinstationer. Virksomhedens hovedomsætning er maskinstationsarbejde udført for landmænd. Udover dette udføres der også entreprenørarbejde for landmænd (dræningsarbejde m.v.) samt i mindre målestok entreprenørarbejde for andre.

Det er endvidere oplyst, at regionen den 2. juli 2001 foretog en regnskabskontrol hos klagerens revisor. Regnskabskontrollen omfattede perioden 1. juli 1997 - 31. december 2000. Ved kontrollen og ved oplysninger fra revisor blev det konstateret, at klageren havde fået godtgjort energiafgifterne for udførelse af vedligeholdelsesarbejde (udskiftning af etablerede drænrør) for landmænd og for andre virksomheder. Det blev samtidig konstateret, at klageren ikke havde ført løbende regnskab over forbruget af olie til motorbrændstof for hver enkelt køretøj, som foreskrevet i bekendtgørelse nr. 241 af 4. april 2000 om dokumentation for olieafgiftsgodtgørelse § 3. Klageren og dennes revisor har efterfølgende udarbejdet en opgørelse af olie- og CO2-afgift på grundlag af klagerens omsætning og et skønnet forbrug, som regionen har godkendt.

Regionen har ved den påklagede afgørelse efteropkrævet i alt 40.167,00 kr. i energiafgifter efter følgende opgørelse:

Regionen har som begrundelse for afgørelsen anført, at i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, kan afgiften som anvendes som motorbrændstof ikke tilbagebetales, medmindre motorbrændstoffet anvendes som nævnt lovens § 11, stk. 3. Der kan således alene ske tilbagebetaling, såfremt motorbrændstoffet udelukkende er anvendt til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven. Dette gælder for virksomheder med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, hvilket også gælder når arbejdet udføres af en maskinstation. Imidlertid er arbejdet med vedligeholdelse af dræn ikke omfattet af den nævnte bestemmelse, hvorfor godtgørelse ikke kan ske. Som følge heraf kan der ligeledes ikke ske godtgørelse af CO2-afgiften, cf. kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1.

Regionen har henvist til Punktafgiftsvejledningens afsnit F.6.10.2. og F.6.10.4, hvoraf fremgår eksempler på forbrug af motorbrændstof, der ikke er godtgørelsesberettiget, bl.a. entreprenørarbejder, fx dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv., selv om arbejdet udføres for landbrugsvirksomheder, ligesom det fremgår, at en evt. godtgørelse er betinget af, at der føres et forbrugsregnskab, hvilket ikke er sket i nærværende sag.

For så vidt angår repræsentantens henvisning til Landsskatterettens kendelse af den 28. april 2000, hvor retten fandt, at det af virksomheden udførte arbejde med vedligeholdelse af skove og rensning af vandløb mv. måtte anses for skovarbejde omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, er dette arbejde ikke sammenlignelig med arbejdet i nærværende sag.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedr. forbruget af olie i forbindelse med vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd i perioden 1997-2000.

Repræsentanten har gjort gældende, at vedligeholdelse af drænrør mv. på samme måde som vedligeholdelse af vandløb m.v. giver adgang til godtgørelse af energiafgifterne. Repræsentanten har samtidig erklæret sig enig i, at anvendelse af olie i forbindelse med selve nyetableringen af drænene, på samme måde som ved nyetablering af vandløb, ikke giver adgang til godtgørelse af energiafgifterne.

Repræsentanten har endvidere henvist til Landsskatterettens kendelse af 28. april 2000 samt kendelse af 6. december 2002.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, kan afgiften for varer, der anvendes som motorbrændstof, ikke tilbagebetales, medmindre motorbrændstoffet anvendes som nævnt i lovens § 11, stk. 3. Endvidere kan der i henhold til kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1, ske tilbagebetaling af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

Der kan således alene ske tilbagebetaling, såfremt motorbrændstoffet udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. den nugældende bestemmelse i lovens § 11, stk. 3.

Bestemmelsen blev oprindeligt og med en anden formulering indsat ved lov nr. 1029 af 19. december 1992. Af bemærkningerne til § 11, stk. 3, fremgår bl.a., at der herved er foretaget en præcisering af, at fritagelsen for landbrug, gartneri mv. også gælder for maskinstationer mv., der udfører markarbejder. Endvidere fremgår det, at der fremover ikke kan gives afgiftsgodtgørelse for olie mv., som landmænd anvender til andet arbejde end egentlig landbrugsarbejde.

Ved § 3 i lov nr. 435 af 26. juni 1998 blev bestemmelsen i lovens § 11, stk. 3, indsat med den nugældende formulering med virkning fra den 1. januar 1999. Af bemærkningerne fremgår bl.a., at som en konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne om det særlige momsregister for landbrug og fiskeri mv. foreslås det at omformulere bestemmelsen, således at de aktiviteter, der giver mulighed for godtgørelse, nævnes direkte i lovbestemmelsen. Det er ikke hensigten at ændre praksis vedrørende afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Landsskatteretten bemærker, at den afgiftspligtige periode vedrører såvel den tidligere formulering af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, samt den nugældende formulering, der blev indsat ved lov nr. nr. 435 af 26. juni 1998. Retten finder i denne forbindelse ikke, at der ved vurderingen af det her omhandlede forbrug skal ske en adskilt bedømmelse af forbruget før og efter lovændringen, idet der ikke med den nævnte lovændring har været tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Landsskatteretten finder, at det af klageren udførte arbejde med vedligeholdelse, herunder udskiftning af drænrør ikke kan anses som virksomhed med jordbrug som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Der er herved lagt vægt på, at det af forarbejderne til mineralolieafgiftsloven fremgår, at det, der kan gives afgiftsgodtgørelse for, er egentlig landbrugsarbejde. Uanset om vedligeholdelse af dræningssystemer er en forudsætning for fx. udøvelse af virksomhed med jordbrug, findes arbejdet hermed ikke at kunne karakteriseres som egentlig landbrugsarbejde.

Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at klageren ikke er anset for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende det omhandlede olieforbrug.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.