Parter

H1
(advokat Christian Alsøe)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Tom Holsøe)

Biintervenient

Assurance H2
(advokat Henrik Dichman)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 24. september 2004.

Påstande

Appellanten, H1, har påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 ikke hæfter for told og afgifter vedrørende gods transporteret under TIR-carnet nr. ..., ..., ..., ..., ... og ....

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Biintervenienten, Assurance H2, er indtrådt til støtte for H1's påstand.

Anbringender

Skatteministeriet har supplerende anført, at H1 ikke ved brevet af 3. juni 1993 med bilag til Told- og Skattestyrelsen har opsagt/suspenderet sit ansvar for de TIR-carneter, der er omhandlet af sagen.

Såfremt Højesteret finder, at TIR-konventionens artikel 11, stk. 3, 2. punktum, ikke afskærer H1 fra at anfægte fordringen mod organisationen, har Skatteministeriet yderligere henvist til artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1593/91, som er videreført som artikel 455, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93.

H1 har fastholdt, at brevet af 3. juni 1993 indeholder en delvis tilbagekaldelse af garantihæftelsen, der også omfatter de 6 TIR-carneter.

Supplerende sagsfremstilling

Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2006 afslået Skatteministeriets anmodning om forelæggelse for EF-domstolen af spørgsmål vedrørende forståelsen af TIR-konventionens artikel 11, stk. 3, 2. punktum.

Den 27. februar 1984 blev der indgået aftale mellem CESMAD og IRU med bl.a. følgende ordlyd (i dansk oversættelse):

"6. Organisationen skal opbevare opdateret dokumentation, der gør det muligt når som helst at få oplysninger om kvantitet, serienummer, udstedelsesdato og udløbsdato for de TIR-carnets, der er udstedt til en specifik virksomhed, samt at se hvilken virksomhed der har fået tildelt et TIR-carnet med et givet serienummer. Af disse årsager skal alle TIR-carnets registreres ved udstedelse."

Den fulde ordlyd af ToldSkats cirkulæreskrivelse af 22. juni 1993 er:

"Som følge af en stigning i antallet af overtrædelser af told- og afgiftslovgivningen i de kontraherende stater i forbindelse med anvendelse af TIR-carneter ved transporter med tobak og alkohol har IRUs (International Road Union) genforsikringsselskab tilbagetrukket forsikringsgarantien for forsendelser, som indeholder disse varetyper.

Som følge heraf har IRU set sig nødsaget til midlertidigt at indstille udstedelsen og forbyde anvendelsen af TIR-carneter i forbindelse med tobak- og alkoholforsendelser, der overstiger 500 kg. pr. carnet.

I konsekvens heraf har Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, der er repræsentant for IRU, med virkning fra 4. juni 1993, indstillet udstedelsen af TIR-carneter og TIR-carneter, Tabac til transporter indeholdende tobak og alkohol ud over nævnte mængde. Disse forholdsregler er meddelt brugerne.

Ved telex af 7. juni 1993 har EF-kommissionen henledt medlemsstaternes opmærksomhed på nødvendigheden af, at overvågningen af TIR-carneter, som de omhandlede, forstærkes.

Det kan imidlertid ikke forhindres, at der trods de forholdsregler, der er taget, anvendes tidligere udstedte TIR-carneter til transporter indeholdende tobak og alkohol.

EF-kommissionen har i nævnte telex meddelt, at sådanne carneter skal accepteres af toldmyndighederne i medlemslandene, således at grænsepassage og eventuel afslutning af TIR-transporter indeholdende nævnte varer, der opfylder forsendelsesordningens øvrige betingelser, uden videre vil kunne finde sted.

Told- og skatteregionerne anmodes imidlertid om at påse, at der ikke her i landet startes forsendelse på grundlag af TIR-carneter, indeholdende disse varetyper i et kvantum, der overstiger 500 kg."

Af de forklarende bemærkninger til TIR-konventionens artikel 11, stk. 2, (gengivet i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 14. september 1978 nr. L 252/39) fremgår:

"Såfremt den garanterende organisation i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 11 bliver anmodet om at betale de i artikel 8, stk. 1 og 2, nævnte beløb og ikke gør dette inden for den i konventionen fastsatte frist på tre måneder, kan de kompetente myndigheder kræve det pågældende beløb betalt på grundlag af deres egen lovgivning, for der er i så fald tale om misligholdelse af en aftale om sikkerhedsstillelse, som den garanterende organisation har indgået i henhold til den nationale lovgivning."

Højesterets begrundelse og resultat

Ved toldbehandlingen af et TIR-carnet skal afgangstoldstedet alene beholde den blanket i hæftet, der er betegnet Volet No. 1. Et TIR-dokuments gyldighedsperiode fremgår ikke af denne blanket. De TIR-carneter, der er omhandlet af sagen, er udstedt af CESMAD, der ifølge aftalen med IRU var forpligtet til at opbevare opdateret dokumentation, der gør det muligt bl.a. at få oplysning om udløbsdatoen for udstedte carneter. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at det påhviler H1 at godtgøre, at de omhandlede TIR-carneter er åbnet i Danmark efter gyldighedsperiodens udløb. Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret endvidere, at H1 ikke har godtgjort dette.

Fire dommere - Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen og Vibeke Rønne - udtaler herefter:

Det fremgår af artikel 8, stk. 1, i TIR-konventionen, at den garanterende organisation skal forpligte sig til at betale skyldige afgifter, der er påløbet i det land, hvor uregelmæssigheden i forbindelse med en TIR-transport er konstateret. Når en forsendelse kommer ind i eller påbegyndes på Fællesskabets toldområde, er den garanterende organisation ifølge artikel 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 791/91 ansvarlig over for myndighederne i hvert enkelt af de medlemsstater, hvis område TIR-transporten passerer.

Det følger af artikel 6, stk. 1, i TIR-konventionen, at en kontraherende stat kan fastsætte de betingelser og garantiforpligtelser, der skal opfyldes, for at en organisation kan autoriseres.

I medfør af denne bestemmelse har Direktoratet for Toldvæsnet autoriseret H1 til at udstede TIR-carneter. I autorisationen er det i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, bestemt, at H1 hæfter over for det danske toldvæsen for ethvert krav, der er opstået i forbindelse med transporter på grundlag af TIR-carneter, der bærer IRU's navn og er udstedt af en udenlandsk autoriseret organisation.

Det fremgår af autorisationen, at den er meddelt indtil videre, og at den til enhver tid kan tilbagekaldes af direktoratet. En tilbagekaldelse berører ifølge autorisationen ikke forpligtelser, der måtte være indtrådt for TIR-carneter, der er udstedt inden tilbagekaldelsen.

Vi finder på denne baggrund, at H1's hæftelse er en integreret del af autorisationsordningen, og at H1 ikke var berettiget til ensidigt at fralægge sig sin hæftelsesforpligtelse for så vidt angår alle TIR-carneter - herunder gyldigt udstedte carneter - vedrørende bestemte varetyper som angivet i H1's brev af 3. juni 1993 til Told- og Skattestyrelsen.

Det kan give anledning til tvivl, om H1's brev af 3. juni 1993 indeholdt en tilkendegivelse om, at H1 ikke ville hæfte for TIR-carneter vedrørende tobaks- og alkoholforsendelser på mere end 500 kg. Efter det foran anførte er det imidlertid ikke nødvendigt for os at tage stilling til dette spørgsmål.

Med denne begrundelse stemmer vi for at stadfæste dommen.

Dommer Peter Blok udtaler

H1's skrivelse af 3. juni 1993 til Told- og Skattestyrelsen og den vedlagte skrivelse til brugerne af TIR-ordningen må efter min opfattelse forstås således, at H1 dels anmodede Told- og Skattestyrelsen om at foranledige, at told- og skatteregionerne ophørte med som afgangstoldsteder at modtage ("åbne") TIR-carneter vedrørende tobaks- og alkoholforsendelser på mere end 500 kg., jf. herved ToldSkats cirkulæreskrivelse af 22. juni 1993 til told- og skatteregionerne, dels tilkendegav, at H1's hæftelse som garanterende organisation i henhold til TIR-konventionen ikke ville omfatte forsendelser, som måtte blive modtaget i strid hermed.

Efter TIR-konventionen indebærer en autorisation til at udstede TIR-carneter, at den pågældende organisation samtidig skal påtage sig en garanti for betaling af skyldige told- og afgiftsbeløb i tilfælde af uregelmæssigheder. Denne forpligtelse har - da autorisationen er frivillig - karakter af en privatretlig kautionsforpligtelse, således som det også fremgår af de forklarende bemærkninger til konventionens art. 11, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt H1 var berettiget til ved skrivelsen af 3. juni 1993 at opsige sin kautionsforpligtelse i det foran nævnte omfang, er ikke reguleret i TIR-konventionen og må herefter afgøres efter kautionsretlige regler. En kautionist kan i almindelighed opsige sin forpligtelse over for kreditor med virkning for krav, som opstår senere, og hvis opståen kreditor kan hindre. Med samme virkning må der også kunne ske delvis opsigelse, i hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor væsentlige hensyn til kautionisten taler herfor. Jeg finder således, at H1 ved skrivelsen af 3. juni 1993 gyldigt har opsagt sin kautionsforpligtelse for så vidt angår TIR-carneter vedrørende tobaks- og alkoholforsendelser på mere end 500 kg., som senere måtte blive åbnet af told- og skatteregionerne.

Skatteministeriet har ikke gjort gældende, at man af tidsmæssige eller andre grunde ikke havde mulighed for at hindre, at ToldSkat åbnede de omhandlede 6 TIR-carneter, hvilket skete i perioden fra den 4. til den 22. juni 1993.

Af de grunde, der er anført af landsretten, er jeg enig i, at H1's indsigelse om ikke at hæfte som følge af, at kautionsforpligtelsen var opsagt i relation til de omhandlede TIR-carneter, ikke kan anses for afskåret efter fristreglen i TIR-konventionens art. 11, stk. 3, 2. pkt. Heller ikke de øvrige fristregler, som Skatteministeriet har påberåbt sig for Højesteret, kan anses for anvendelige på denne indsigelse. Efter indholdet af H1's skrivelse af 22. december 1994 er der ikke grundlag for at fastslå, at H1 har anerkendt en betalingsforpligtelse vedrørende de omhandlede TIR-carneter.

Jeg stemmer herefter for at tage H1's påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.