Dato for udgivelse
12 Mar 2003 10:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18. februar 2003
SKM-nummer
SKM2003.126.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-3178-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Motorcykel, markedsværdi, hovedaktionær, kørselsregnskab, bevisbyrde, værdiansættelse
Resumé

Skatteyderen anset for skattepligtig i henhold til LL § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. SL § 4, litra b, 1. pkt., af værdien af fri motorcykel ejet af sagsøgerens hovedaktionærselskab, som af selskabet blev stillet til skatteyderens fri rådighed.

Bevisbyrden for, at motorcyklen ikke var anvendt privat, påhvilede skatteyderen (dvs. samme retsstilling som efter LL § 16, stk. 4), og denne var ikke løftet ved det fremlagte efterkonstruerede kørselsregnskab og forklaringerne i øvrigt.

Skønnet over den skattemæssige værdi ikke tilsidesat som værende udøvet på urigtigt grundlag eller åbenbart urimeligt

Reference(r)

Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra b
Ligningsloven § 16, stk. 3
Ligningsvejledningen 2002 A.B.1.9.22

Parter

A
(Advokat Troels Lind Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Mikael Sjöberg, Karen-Anke Tørring og Helle Degnbol (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 5. november 2001 har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om principalt, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 nedsættes med henholdsvis 15.000 kr. og 36.000 kr., subsidiært, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Landsskatteretten afsagde den 6. august 2001 sålydende kendelse:

"Klager:

A

                                     

Indkomstår:

1997 og 1998

Klagen vedrører klagerens indkomstopgørelse for indkomstårene 1997 og 1998 på følgende punkt:

Indkomståret 1997

Personlig indkomst

 

Værdi af fri motorcykel, ansat til

43.125 kr.

 

Indkomståret 1998

Personlig indkomst

 

Værdi af fri motorcykel, ansat til

103.500 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i indkomstårene 1997 og 1998 var ansat som direktør i det af ham 100 pct. ejede selskab H1 Holding ApS (retteligt A/S).

Selskabet anskaffede den 30. juni 1997 en motorcykel af mærket Honda Goldwing 1500 for 202.182 kr. I indkomstårene ejede selskabet en Saab 9000 CDT indtil den 17. juni 1997 og herefter en LEXUS 400.

Klageren blev i indkomstårene beskattet af værdi af fri bil. Motorcyklen har i perioden fra anskaffelsen til 16. juni 1999 kørt godt 5.500 km. Motorcyklen har uden for normal arbejdstid været parkeret på arbejdspladsen.

Mellem klageren og selskabet er der ikke indgået aftale om klagerens rådighed over motorcyklen, og klageren har ikke ført kørselsregnskab.

Klageren har i sidste halvdel af indkomståret 1997 været i Australien i en måned.

Klageren har ikke for indkomstårene 1997 og 1998 medtaget værdi af fri motorcykel ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse anset klageren for skattepligtig af værdi af fri motorcykel med 43.125 kr. for indkomståret 1997 og med 103.500 kr. for indkomståret 1998, idet nævnet har fundet, at klageren har haft rådighed over selskabets motorcykel til 202.182 kr. i 2 1/2 måned i 1997 og i 6 måneder i 1998. Nævnet har fundet, at markedsværdien af en motorcykel og udstyr pr. dag udgør 575 kr.

Skatteankenævnet har ved afgørelsen henset til, at det påhviler klageren som hovedanpartshaver i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets motorcykel, der er indregistreret til privat personbefordring, har stået til rådighed for dennes private brug. Da klageren ikke har ført kørebog har nævnet ikke fundet, at klageren har afkræftet denne formodning.

Klagerens advokat har principalt over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998 nedsættes med henholdsvis 43.125 kr. og 103.500 kr. Subsidiært har advokaten nedlagt påstand om, at der ved værdiansættelsen skal tages højde for, at der er tale om et længerevarende lejeforhold.

Advokaten har helt overordnet gjort gældende, at værdi af fri motorcykel beskattes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 3, jf. statsskattelovens § 4. Beskatningen sker således på baggrund af den faktiske benyttelse ctr. rådigheden over en andens formuegode.

Advokaten har til støtte for sin principale påstand anført, at motorcyklen alene har været anvendt erhvervsmæssigt, og at klageren derfor ikke skal beskattes. Advokaten har i den forbindelse henvist til, at motorcyklen i perioden fra den 30. juni 1997 til den 16. juli 1999 alene har kørt ca. 5.500 kilometer. Advokaten finder, at dette forhold støtter hans påstand om, at motorcyklen alene har været anvendt til møder og lignende. Advokaten har endvidere henvist til en af klageren på baggrund af kvitteringen og sin kalender udarbejdet kørselsoversigt, hvoraf det fremgår, at motorcyklen alene har været anvendt privat en gang. Advokaten har endeligt henvist til, at klageren og dennes familie i forvejen havde to biler til deres rådighed.

Til støtte for sin subsidiære påstand har advokaten nedlagt påstand om, at værdien af den frie motorcykel, som myndighederne har ansat til 575 kr. pr. dag, nedsættes. Advokaten har i den forbindelse henvist til, at man som lejer af en bil vil kunne nedbringe den daglige leje væsentligt ved at leje bilen i en længere periode, og har herefter henvist til et konkret tilbud fra et udlejningsselskab, hvor prisen pr. dag ved dagsleje er 585 kr. og ved leje i en længere periode udgør 260 kr. pr. dag eller 260*30=7.800 kr. pr. måned.

Til støtte for, at den af de stedlige skattemyndigheder ansatte værdi er for høj har advokaten endvidere sammenholdt ansættelserne med reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, om værdi af fri bil, hvor en bil efter disse regler ville udløse en månedlig beskatning på 23 pct. af 202.182 kr./12 eller 3.875 kr. Advokaten finder, at man ved ansættelsen, uanset at ligningslovens § 16, stk. 4, ikke finder anvendelse, må skele til disse regler, da de i henhold til lovmotiverne skal udformes med sigte på, at beskatningen af firmabil tilnærmelsesvis skal svare til, hvad det koster at holde en tilsvarende bil som privatperson, og da ligningslovens § 16, stk. 3, netop beskatter værdien af det sparede privatforbrug.

Landsskatteretten skal udtale

Klageren er skattepligtig af værdien af den private benyttelse af selskabets motorcykel i medfør af statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt., ".. Vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods."

Det påhviler klageren som hovedanpartshaver og direktør i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets formuegoder, der egner sig til privat benyttelse, ikke har været benyttet til privat brug, jf. princippet i afgørelsen offentliggjort i TfS 2000.860 samt Højesterets dom af 11. november offentliggjort i TfS 1999.919.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har godtgjort, at motorcyklen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt. Retten har herved henset til, at klageren ikke i forbindelse med motorcyklens faktiske anvendelse har ført kørselsregnskab.

Værdien af den fri motorcykel skal herefter ansættes til markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Den skattemæssige værdi af et gode, der har karakter af lån af et formuegode i en periode, fastsættes til den leje, som godet kan lejes for i låneperioden på det frie marked, jf. cirkulære til ligningslovens nr. 72 af 17. april 1996 punkt 12.4.3.

Landsskatteretten finder, at værdien af den fri motorcykel skønsmæssigt kan ansættes til 6.000 kr. pr. måned i 2 1/2 måned i 1997 og i 6 måneder i 1998. Den påklagede ansættelse vil være at ændre i overensstemmelse hermed.

Indkomståret 1997

Personlig indkomst

 

Værdi af fri motorcykel, ansat til 43.125 kr. ændres til

15.000 kr.

 

Indkomståret 1998

Personlig indkomst

 

Værdi af fri motorcykel, ansat til 103.500 kr., ændres til

36.000kr.

..."

Af R 75 for 1997 vedrørende sagsøgeren fremgår bl.a., at sagsøgeren er hovedaktionær i H1 Holding A/S, og at selskabet og sagsøgeren har samme adresse.

Sagsøgeren har efterfølgende udarbejdet et udateret, rekonstrueret kørselsregnskab for perioden den 26. juni 1997 til den 28. oktober 1999. Af bilaget fremgår bl.a.:

"...

Dato

Morgen

Aften

Kørt  

 Kørt    

Kørt

Kommentarer

 

Miles

Miles

Miles

 Fra

Til

 

26-06-97

7647

7856

209

 Y1-by

Y2-by

Afhentet motorcyklen

27-06-97

7856

7863

7

 Y2-by

G1

Opstalding

01-07-97

7863

8016

153

 Y3-by

G2

Køb udstyr

07-07-97

8016

8049

33

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

08-07-97

8049

8084

35

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

09-07-97

8084

   

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

       

 G3

G4

Arbejde på G3 Køb udstyr

   

8257

173

 G11

Y2-by

Hjem

11-07-97

8257

8288

31

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

12-07-97

8288

8317

29

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

14-07-97

8317

8358

41

 Y2-by

G3+Y3-by

Arbejde på G3

15-07-97

8358

8388

30

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

16-07-97

8388

8425

37

 Y2-by

G3+Y3-by

Arbejde på G3

17-07-97

8425

8458

33

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

18-07-97

8458

8490

32

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

19-07-97

8490

8520

30

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

21-07-97

8520

8559

39

 Y2-by

G3+Y3-by

Arbejde på G3

22-07-97

8559

8567

8

 Y2-by

Y3-by

Opstalding

28-07-97

8567

8576

9

 Y3-by

Y2-by

Afhentet motorcyklen

29-07-97

8576

8607

31

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

30-07-97

8607

   

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

       

 G3

Y3-by Retur

Arbejde på G3

   

8664

57

 G3

Y2-by

Arbejde på G3

31-07-97

8664

8695

31

 Y2-by

G3

Arbejde på G3

07-08-97

8695

8730

35

 Y2-by

G3 & Y3-by

Arbejde på G3

08-08-97

8730

8742

12

 Y2-by

Y3-by

Arbejde på G3

11-08-97

8742

   

 Y3-by

G3

Arbejde på G3

   

8766

24

 G3

Y2-by

Arbejde på G3

13-08-97

8766

8827

61

 Y2-by

G3 & G3

Arbejde på G3

14-08-97

8827

9142

316

 Y3-by

Sverige

Køb udstyr

18-08-97

9142

   

 Y3-by

G3

Arbejde på G3

   

9166

24

 G3

Y2-by

Arbejde på G3

19-08-97

9166

9174

8

 Y2-by

Y3-by

Opstaling

02-09-97

9174

9267

92

 Y3-by

Y4-by G5

Køb udstyr

04-09-97

9267

9422

155

 Y3-by

G6

Underskrivelse af
købekontrakt Lexus

30-09-97

         

Pladerne deponeret

24-04-98

         

Pladerne hentet

24-04-98

9422

9564

142

 Y3-by

Y5-by

Byggeri ved vand

26-04-98

9564

9779

215

 Y5-by

Y6-by-Y2-by

Byggeri ved vand

27-04-98

9779

9830

51

 Y2-by

Y7-by

Møde med adv BF

29-04-98

9830

9895

65

 Y2-by

Y7-by-Y3-by

Møde med adv BF

01-05-98

9895

9913

18

 Y2-by

Y3-by

Arbejde på G1

02-05-98

9913

10068

155

 Y2-by

Y8-by

Byggeri ved vand

03-05-98

10068

10070

2

 Y2-by

Y2-by

Køretur til konfirmation

04-05-98

10070

10078

8

 Y2-by

Y3-by

Opstalling

28-07-98

10078

10268

190

 Y3-by

Y9-by SS

Møde med G7

05-08-98

10268

10355

87

 Y3-by

?

G1 udlånt

..."

Ifølge bilaget har sagsøgeren i perioden fra den 25. maj 1999 til den 18. juni 1999 anvendt motorcyklen til arbejde i selskabet G1 i 17 tilfælde.

Sagsøgeren har endvidere fremlagt kalenderoptegnelser for perioden juni - august 1997.

Sagsøgeren har endelig fremlagt kopi af 2 benzinkvitteringer vedrørende tankning af benzin hos Q8 i G10 henholdsvis den 7. juli og den 11. august 1997.

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af A og vidneforklaringer af HO og JL.

Sagsøgeren, A, har forklaret bl.a., at han er ansat i H1 Holding A/S, og at han ejer 51 % af aktiekapitalen. Selskabet erhvervede den 10 år gamle motorcykel for 202.000 kr. for at skabe opmærksomhed om sagsøgerens person. Den blev brugt til arbejdsmæssig transport og som reklamesøjle for selskabet, idet den er markant i gadebilledet i Y3-by. Nyprisen var 450.000 kr. Motorcyklen stod efter aftale med direktøren for G1, HO, parkeret i en speciel boks hos G1. Når sagsøgeren skulle bruge motorcyklen, kørte han i bil til G1, hentede motorcyklen og parkerede den hjemme, til han ikke skulle bruge den mere, hvorefter han afleverede den hos G1 igen. Der er nummerplader på motorcyklen 6 måneder om året. Han blev tilkaldt akut til firmaet G3, som er et forbrændingsanlæg, da deres regnskabschef var syg i 2-3 måneder. Han varetog herefter regnskabsfunktionen gennem H1 Holding A/S i juli og august 1997. Han har ikke efterfølgende været tilknyttet G3. I 1999 varetog han regnskabsfunktionen hos G1.

I 1997 og 1998 brugte de hustruens BMW og hans Lexus 400 til privat kørsel. Han har kun brugt motorcyklen til privat kørsel en gang. Det var den 3. maj 1998, hvor hans søn blev konfirmeret.

Han har udfærdiget det i sagen fremlagte kørselsregnskab ca. 1 ½ år efter, at kørslerne har fundet sted. Det er udfærdiget på baggrund af hans mødekalender, faktureringer til kunder samt efter benzinregnskab. Han har regnet sig frem til miles-angivelserne ud fra de liter benzin, som efter benzinkvitteringerne blev påfyldt motorcyklen. Milesangivelserne er således ikke helt nøjagtige. For så vidt angår benzinkvitteringerne tror han aldrig, at han kun har fyldt 20 liter benzin på Lexusen, der kan rumme 80 liter.

Han havde ikke nummerplader på motorcyklen i år 2000, da han blev klar over, at skattemyndighederne krævede et kørselsregnskab, hvilket han var uenig i, da motorcyklen ikke anvendes til privat kørsel.

HO har forklaret bl.a., at han siden 1987 har været administrerende direktør i G1, som producerer lysanlæg til lufthavne. I 1987 indtrådte sagsøgeren i bestyrelsen i G1. I 1990'erne udførte sagsøgeren konsulentarbejde for virksomheden. Når sagsøgeren i 1997-1999 havde opgaver i G1, kørte han nogle gange i bil, andre gange på den omhandlede motorcykel. Motorcyklen var opstaldet hos G1, der ligger ca. 10 km. fra sagsøgerens bopæl. Når motorcyklen ikke stod opstaldet, er han ikke bekendt med anvendelsen af den. Motorcyklen kunne være væk i perioder. Han har ikke tidligere set det rekonstruerede kørselsregnskab, men for så vidt angår sagsøgerens kørsel på motorcyklen til G1 i perioden, ser regnskabet sandsynligt ud. Sagsøgeren er stadig bestyrelsesmedlem i G1. Han er ikke aktionær.

JL har forklaret bl.a., at hun har været miljøchef hos G3 siden april 1996. Hun husker, at H1 Holding A/S vikarierede for deres regnskabschef i midten af 1997. I denne periode kørte sagsøgeren både på motorcykel og i sin Lexus, hvilket skabte opsigt, da det var dyre køretøjer. Hun husker ikke, hvor tit sagsøgeren anvendte motorcyklen, men angivelsen i det rekonstruerede kørselsregnskab forekommer som mange gange. Hun har ikke kendskab til sagsøgerens anvendelse af motorcyklen i øvrigt.

Procedure

Sagsøgeren har procederet sagen i det væsentlige i overensstemmelse med følgende anbringender, anført i påstandsdokument af 2. december 2002.

"Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende,

at

sagsøgeren ikke har benyttet H1 Holding A/S' motorcykel til privat kørsel, hvorfor sagsøgeren ikke skal beskattes af værdien heraf, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. statsskattelovens § 4,

 

at   

bevisbyrden for, at sagsøgeren har benyttet H1 Holding A/S' motorcykel til privat kørsel, påhviler sagsøgte, og at sagsøgte ikke har løftet denne bevisbyrde, da der ikke er anført nogen konkrete momenter, som understøtter, at sagsøgeren har anvendt motorcyklen til privat kørsel,

 

at

H1 Holding A/S' blotte ejerskab til motorcyklen på ingen måde begrunder, at sagsøgeren skal beskattes af værdi af fri motorcykel, idet der skal foretages en konkret vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang sagsøgeren har anvendt motorcyklen til privat kørsel, og

 

at

sagsøgerens husstands private kørselsbehov blev dækket ved anvendelse af de firmabiler, der blev stillet til rådighed for sagsøgeren, samt anvendelse af sagsøgerens hustrus personbil.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det i øvrigt gældende,

at   

beskatningen af værdi af fri motorcykel skal ske på grundlag af en værdiansættelse af den faktiske anvendelse af motorcyklen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, og ikke som en rådighedsbeskatning, således som det er tilfældet for så vidt angår værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 - der henvises i den forbindelse til praksis vedrørende biler før indførelsen af ligningslovens § 16, stk. 4, og

 

at

skattemyndighedernes værdiansættelse derfor hviler på et urigtigt grundlag, idet sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren anvendte motorcyklen til privat kørsel hver dag i 2½ måned i 1997 og 6 måneder i 1998."

Sagsøgte har procederet sagen i det væsentlige i overensstemmelse med følgende anbringender, anført i påstandsdokument af 3. december 2002.

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøger er skattepligtig i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. statsskattelovens § 4 b, 1. pkt., af værdien af privat anvendelse af motorcykel ejet af sagsøgers selskab H1 Holding A/S, som af selskabet blev stillet til sagsøgers fri rådighed i de omhandlede indkomstår.

Det følger af fast højesteretspraksis vedrørende biler, jf. U 1995.40 H og U 1996.1139 H, der tilsvarende finder anvendelse i denne sag vedrørende beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3, at det påhviler sagsøger - der som hovedaktionær antages at have rådighed over sit selskabs køretøj, og som ikke har ført kørselsregnskab - at bevise, at sagsøger ikke har benyttet motorcyklen til privat kørsel.

Det gøres gældende, at der i denne sag foreligger en skærpet bevisbyrde for sagsøger, da selskabet i forvejen rådede over en firmabil til sagsøgers rådighed i de pågældende indkomstår, hvorfor der ikke kan påvises noget særligt erhvervsmæssigt behov også for en motorcykel, og da en motorcykel i sig selv overhovedet kun sjældent anvendes af arbejdsgivere til personbefordring af medarbejdere. Skærpelsen af bevisbyrden støttes endelig på, at sagsøgers hustru også var ejer af en bil til privat brug i perioden.

Det ligger under denne sag fast, at sagsøger havde samme adresse som selskabet, på hvilken adresse motorcyklen fast stod parkeret uden for normal arbejdstid, at der ikke er ført kørselsregnskab, og at sagsøgers hustru som nævnt ejede en bil i samme periode.

Heroverfor har sagsøger ikke godtgjort - heller ikke med den efterkonstruerede kørselsoversigt i bilag B, de to erklæringer ... og de to benzinregninger ... - at sagsøger ikke har anvendt motorcyklen til privat kørsel, men udelukkende erhvervsmæssigt.

For så vidt angår den skattemæssige værdiansættelse af den frie motorcykel gøres det gældende, at værdien med rette af skattemyndighederne skønsmæssigt er fastsat til kr. 6.000,00 pr. måned, og at dette skøn ikke kan tilsidesættes som værende udøvet på et urigtigt grundlag eller som åbenbart urimeligt.

Det bestrides, at skønnet skulle være udøvet på et urigtigt grundlag. Det gøres herved gældende, at da sagsøgers rådighed over motorcyklen har karakter af et lån af formuegodet i en periode, skal værdien heraf i henhold til ligningslovens 16, stk. 3, i overensstemmelse med retningslinierne i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven og fast administrativ praksis i øvrigt, fastsættes som den leje, som godet kunne lejes til for den pågældende periode på det frie marked. Det bestrides, at denne værdiansættelsespraksis er i strid med ligningslovens § 16, stk. 3.

Sagsøger har endelig ikke gjort gældende, at den foretagne værdiansættelse konkret er åbenbart urimelig for sagsøger, hvorfor skønnet heller ikke af denne grund kan tilsidesættes.

Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at landsretten tilsidesætter skattemyndighedernes skøn som værende udøvet på urigtigt grundlag eller åbenbart urimeligt. I så fald tilkommer det efter fast højesteretspraksis skattemyndighederne at udøve det fornyede skøn, hvorfor sagen skal hjemvises til skattemyndighederne til fornyet behandling."

Landsretten skal udtale

Det lægges til grund, at sagsøgeren som indehaver af 51% af aktiekapitalen i H1 Holding A/S, der drev virksomhed på sagsøgerens privatadresse, har haft rådighed over selskabets motorcykel.

Efter sagsøgerens forklaring kan det lægges til grund, at det i sagen fremlagte kørselsregnskab er udfærdiget af ham 1½ år efter, at kørslerne har fundet sted og på baggrund af bl.a. dagbogsnotater og benzinkvitteringer. Landsretten finder på denne baggrund ikke, at kørselregnskabet kan tillægges bevismæssig værdi. Vidnerne HO og JL har endvidere kun delvist kunnet understøtte sagsøgerens forklaring om benyttelsen af motorcyklen. Herefter finder landsretten ikke, at sagsøgeren har sandsynliggjort, at han ikke har anvendt motorcyklen til privat brug, eller at omfanget af en sådan kørsel alene har haft en helt bagatelagtig karakter.

For så vidt angår den skattemæssige værdiansættelse af motorcyklen, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn som udøvet på urigtigt grundlag eller som åbenbart urimeligt, hvorfor skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A 10.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.