Dato for udgivelse
14 nov 2002 11:51
SKM-nummer
SKM2002.570.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/02-352-00017
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
HFC-afgift, drivhusgasser, varmepumper, køletørrere, airconditionanlæg, mælkekøleanlæg, hermetisk lukket system
Resumé

Kategorisering af varmepumper, køletørrere, airconditionanlæg og mælkekøleanlæg og kriterier for " et hermetisk lukket system" i varmepumper.

Reference(r)

CFC-afgiftsloven, Bilag 1
Punktafgiftsvejledningen 2002 G.12.1.2.1.

Redaktionelle noter

Denne meddelelse erstatter SKM2002.559.TSS

Der er rejst spørgsmål om kategoriseringen af reversible anlæg og om kriterierne for "et hermetisk lukket system" i varmepumper, der anvender drivhusgasser.

Køletørrere

Køletørrere anvendes til at fjerne fugt fra industrielle gasser og luftarter fx til tørring af trykluft. Affugtere anvendes til at fjerne fugtighed fra den omgivende luft. Dette kan ske ved hjælp af flere forskellige principper, hvoraf affugtning ved hjælp af køling er én af metoderne.

Affugtere og køletørrere benytter sig begge af, at kold luft ikke kan indeholde så store mængder vanddamp som varm luft. Ved nedkøling af luften fortættes vanddampen til vanddråber, der ledes bort. Affugter og køletørrer er begge karakteriseret ved at anvende køling for at opnå reduktion af fugtigheden i luften.

Såfremt køletørreren virker på samme måde som affugtere ved, at den våde luft ledes ind over fordamperen og nedkøles, hvorved den afgiver sin fugtighed, skal køletørreren kategoriseres som en affugter i afgiftsmæssig henseende.

Varmepumpe med indbygget airconditionanlæg

Ofte er det ikke muligt på produktionstidspunktet at fastlægge, hvilken funktion der vil blive mest anvendt. En simpel funktion afgør, hvornår anlægget skal fungere som en varmepumpe og hvornår det skal fungere som et airconditionanlæg.

I dag er stor set alle varmepumper, der anvendes til opvarmning af rumluft reversible og kan dermed anvendes til flere formål. Ved en reversibel varmepumpe udnyttes enten hele varmeenergien eller hele køleenergien. De to nyttiggørelser finder ikke sted samtidig.

I afgiftsmæssig henseende skal disse anlæg kategoriseres som varmepumper.

Varmepumpe/mælkekøleanlæg

Disse anlæg er karakteriseret ved, at en del af kølingen har et procesteknisk formål og en del af varmen udnyttes. Begge funktioner kan finde sted samtidig eller hver for sig.

Køleanlæg og varmepumper er teknisk set identiske anlæg. Men hvis der på anlægget er installeret særligt udstyr - i form af en indbygget varmeveksler til udnyttelse af varmen fra kondensatoren i kabinettet - med det formål at nyttiggøre den varme, der produceres på anlægget, skal anlægget kategoriseres som en varmepumpe.

Varmepumper - ny praksis - hermetisk lukket system

Afgiftsfritagelse for varmepumper, hvor stofferne anvendes i et hermetisk lukket system, har været betinget af, at den årlige lækagerate var mindre end 0,5%. Dette niveau blev fastsat ud fra de anlæg, der dengang eksisterede på markedet. I dag findes der anlæg med så små mængder drivmiddel, at det i visse tilfælde ikke er muligt at måle en lækagerate på mindre 0,5%.

Hvis anlægget har så lille en fyldning, at 0,5% årligt vil blive under 5 gram, accepteres herefter en årlig lækagerate på op til 5 gram.

Anlæg, der ikke leveres påfyldt fra fabrikken, skal gennemgå en lækagetest foretaget af et autoriseret køle/varmepumpe firma, inden anlægget tages i brug.

Følgende punkter skal være opfyldt for, at ToldSkat anser et anlæg for at være hermetisk lukket:

  • Der skal anvendes en hermetisk lukket kompressor. Det er herefter ikke tilstrækkeligt at anvende en semihermetisk kompressor.
  • Øvrige komponenter skal være hermetisk sammenføjede. De skal være loddede/svejsede. Dette gælder dog ikke for påfyldnings-studsen/ventilen.
  • Anlægget skal være kompakt med rør og komponenter i et afskærmet kabinet. Dog accepteres de såkaldte split-anlæg, der anvendes i forbindelse med airconditionsanlæg og varmepumper. Et split-anlæg består af en "inde-del" og en "ude-del", begge dele leveres fra fabrikken med påfyldt væske. De to dele forbindes ved hjælp af en speciel kobling, der ved samling åbner forseglingen i koblingen og samtidig forbinder de to systemer. Forgrenede anlæg, hvor der installeres lange rør igennem lokalerne accepteres ikke, uanset at samlingerne er foretaget ved lodning/svejsning.