Klagen skyldes, at Told- og skatteregionen har fundet, at el medgået til rumopvarmning skal beregnes på årsbasis og ikke kun for de måneder hvor opvarmningen har fundet sted, og at godtgørelse af elafgift skal ske på grundlag af denne beregning.

A Kro er en landevejskro, hvor en stor del af omsætningen hidrører fra kroens restaurant. Kroen har desuden 5 værelser, en fjernsynsstue og en sal til udlejning. Værelserne udgør tilsammen ca. 90 m², fjernsynsstuen udgør ca. 80 m² og salen udgør ca. 110 m²

Det er oplyst, at værelserne fortrinsvist er udlejet i 3-4 sommermåneder og kun i meget begrænset omfang resten af året.

Kroen er tilsluttet den lokale fjernvarme og derudover anvendes el-radiatorer til opvarmning af værelser, fjernsynsstue og sal. Der er efter det oplyste ikke installeret særskilte målere til måling af el forbrugt til rumvarme. Der er i værelserne installeret 4 stk. el-radiatorer á 800 watt og 1 stk. el-radiator á 900 watt, mens der i fjernsynsstuen og salen i alt er installeret 2 stk. el-radiatorer á 900 watt.

Der er ikke opstillet målere til brug for måling af elforbruget til rumvarme. Kroen har i 1998 og 1999 fået godtgjort elafgiften 100 %.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet, at idet der ikke er installeret særskilte målere, skal opgørelsen af forbrugt el til rumvarme ske efter el-afgifts-lovens § 11, stk. 5, nr. 3, idet denne beregningsmetode er mest fordelagtig for virksomheden.

Regionen har beregnet forbruget som følgende:

Told- og skatteregionen har efteropkrævet dette beløb som for meget tilbagebetalt elafgift.

Told- og skatteregionen har i den forbindelse henvist til el-afgiftslovens § 11 a, stk. 2, hvoraf det fremgår at opgørelsesperioden er kalenderåret eller en 12-måneders periode, og at bestemmelserne i el-afgiftsloven ikke åbner mulighed for en skønsmæssig ansættelse af elforbruget medgået til rumvarme.

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for driftsperioden, dvs. den perioden hvor værelserne har været udlejet. Repræsentanten har anslået denne periode til 3 måneder. Repræsentanten har i den forbindelse anført, at der stort set kun sker udlejning i sommermånederne og at der rent faktisk kun sker opvarmning af rummene i en periode der svarer til 1-1½ måned opvarmning på helårsbasis.

Repræsentanten har hertil anført, at der i bestemmelsen i el-afgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, anvendes udtrykket "multipliceret med 350 timer pr. måned" og ikke "multipliceret med 4.200 timer pr. år" .

Landsskatteretten skal udtale:

Efter el-afgiftslovens § 11 stk. 1, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, bortset fra de i stk. 2, nævnte tilfælde, få tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov med undtagelse af 1 øre pr. kWh, af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet og af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.

Efter § 11, stk. 3, kan tilbagebetaling dog ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg beregnet til rumopvarmning.

Efter  § 11, stk. 5, kan virksomhederne vælge mellem følgende 3 principper i opgørelsen af den mængde elektricitet, som er omfattet af stk. 3:

1) Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler eller

2) den fremstillede mængde varme opgjort efter måler multipliceret med 1,1 eller

3) den installerede effekt multipliceret med 350 timer pr. måned eller den målte driftstid.

Af bemærkningerne til el-afgiftslovens § 11, stk. 5, nr. (indsat ved lov nr. 418 af 14. juni 1995) fremgår følgende:

"...

Der er derfor fastsat regler, hvorefter man kan opgøre forbruget ud fra den installerede effekt ud fra en forudsætning om, at anlæggene anvendes 350 timer pr. måned. For en 1000 W elradiator vil det beregnede forbrug således være 350 kWh pr. måned eller 4.200 kWh pr. år. Det vurderes, at den forenklede opgørelsesregel i de fleste tilfælde vil betyde en vis merbelastning i forhold til, hvis forbruget var opgjort ved måling. Herved gives der ikke incitamenter til, at man undgår måling for at kunne udnytte en billig afgiftsmulighed. I det omfang der måtte ske en for kraftig afgiftsbelastning, vil det give særligt kraftige incitamenter til reduktion af elvarmeeffekten og hermed elvarmeforbruget, hvilket ud fra en miljø- og energimæssige hensyn er fordelagtig.

..."

Landsskatteretten skal bemærke, at anvendelsen af el-afgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, ikke er anfægtet.

Landsskatteretten finder, med henvisning til lovbestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen i el-afgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelse af skøn.

Landsskatteretten finder således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter el-afgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af el-afgift, jf. el-afgiftslovens § 11.

Den påklagede afgørelse stadfæstes således.