Generelle regler før 1. januar 2010

Momsregistrerede virksomheder kunne få fuld godtgørelse af energiafgifter på brændsler til proces i forbindelse med momspligtige aktiviteter.

Virksomhederne kan ikke få godtgørelse af afgift på brændsler, som anvendes til rumvarme og varmt vand.

Momsregistrerede virksomheder, bortset fra liberale erhverv, kunne få godtgørelse af elafgift på elektricitet til processer i forbindelse med momspligtige aktiviteter. Der ydes dog ikke godtgørelse af 1 øre pr. kWh for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

Virksomhederne kan ikke få godtgørelse af elafgift på elektricitet til brug i elektriske radiatorer og vandvarmere mv. (rumvarme og varmt vand).

Godtgørelsessatser mv. fra 1. januar 2010

Lov nr. 527 af 12. juni 2009

Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 blev adgangen til godtgørelse af afgift af brændsler og elektricitet nedsat med virkning fra og med den 1. januar 2010.

Nedsættelsen af godtgørelsen skulle ifølge lov nr. 527 være indfaset i 2013.

Lov nr. 625 af 14. juni 2011

►Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der samlet set sket en lempelse af godtgørelsen af energiafgifter på erhverv i forhold til ændringerne ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 (forårspakke 2.0).◄

►Disse ændringer træder i kraft den 1. januar 2012.◄

►Der vil blive offentliggjort et nyhedsbrev på SKATs hjemmeside om godtgørelsessatser, der gælder fra og med den 1. januar 2012.◄

►Bemærk: Der gælder andre godtgørelsessatser for landbrug, gartneri og lignende samt for mineralogiske processer. Disse satser er ikke ændret ved lov nr. 625. Se nedenfor under overskriften Landbrug, gartneri og lignende og Mineralogiske processer mv.

Nedsat godtgørelse af energiafgifter til procesformål i 2010 og 2011

Godtgørelsen nedsættes med følgende satser/beløb i 2010 og 2011 (lov nr. 527):

Mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas

2010: 7,8 pct.

2011: 7,7 pct.

Elektricitet

2010: 1,6 øre/kWh

2011: 1,6 øre/kWh

Virksomhederne skal derudover betale 1 øre/kWh for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

►Nedsat godtgørelse af energiafgifter til procesformål i 2012 og efterfølgende år◄

►Godtgørelsen nedsættes med følgende satser/beløb i 2012 og efterfølgende år (lov nr. 625):◄

►Mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas◄

►2012: 13,1 pct.◄

►2013: 14,8 pct.◄

►For efterfølgende år udgør nedsættelsen af godtgørelsen 14,8 pct.◄

►Elektricitet◄

►2012: 3,0 øre/kWh◄

►2013: 3,5 øre/kWh◄

►2014: 3,5 øre/kWh◄

►2015: 3,6 øre/kWh◄

►Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.◄

Virksomhederne skal derudover betale 1 øre/kWh for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

►Delvis godtgørelse af elafgift af elforbrug til rumvarme fra 2012◄

►Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede virksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme mv., herunder komfortkøling. Nedsættelsen gælder også for momsregistrerede virksomheder (liberale erhverv mv.) omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven.◄

►Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.◄

►Disse ændringer træder i kraft den 1. januar 2012.◄

►Der gælder følgende satser for godtgørelse af elafgift til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:◄

►2012: 11,8 øre/kWh◄

►2013: 12,0 øre/kWh◄

►2014: 12,2 øre/kWh◄

►2015: 12,5 øre/kWh◄

►Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.◄

►Se i øvrigt afsnit F.6.4.1 og F.6.8.2.◄

►Der vil blive offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside. Nyhedsbrevet vil indeholde en nærmere beskrivelse af ændringerne.◄

Landbrug, gartneri og lignende
For mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas anvendt til virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug og pelsdyravl udgør nedsættelsen af godtgørelsen 1,8 pct. fra 1. januar 2010 og frem.

For disse erhverv sker der ikke nogen nedsættelse af godtgørelsen vedrørende elektricitet.

Mineralogiske processer mv.
For brændsler og elektricitet direkte anvendt til følgende formål gælder der særlige regler for godtgørelse af energiafgift:

  • Varer, der anvendes til kemisk reduktion
  • Varer, der anvendes i elektrolyse
  • Varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.
  • Varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

For brændsler og elektricitet direkte anvendt til disse processer finder nedsættelsen af godtgørelsen ikke anvendelse. Der henvises til afsnit F.6.1.5.

CO2-afgift - kvoteomfattede virksomheder
Kvotevirksomheder kan fra 1. januar 2010 få tilbagebetalt CO2-afgiften af kvoteomfattet brændselsforbrug (olie, gas og kul) herunder CO2-afgift af egen produceret varme, damp og varmt vand, der anvendes til procesformål.  

Reglerne for tilbagebetaling af CO2-afgift af el (benævnt energispareafgift fra 1. januar 2010) er ikke blevet ændret den 1. januar 2010. Kvotevirksomheder kan dermed som hidtil få delvis tilbagebetaling af energispareafgift af el til tung proces.

Fra 1. januar 2010 er satsen for tilbagebetaling dog ændret til 57,3 pct. af afgiften.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009.

CO2-afgift - ikke-kvoteomfattede virksomheder
For ikke-kvoteomfattede virksomheder er der fra 1. januar 2010 indført et bundfradrag i CO2-afgiften af virksomhedens energiforbrug til procesformål.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgift - bundfradrag for ikke-kvoteomfattede virksomheder, kvoteomfattet varmeproduktion, EU´s minimumsafgifter mv.

Tilbagebetaling af CO2-afgift og svovlafgift for perioden 2005 - 2009
Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 er der givet adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005 - 2009 for kvoteomfattede virksomheder med mineralogiske processer mv.

Der er endvidere givet adgang til, at momsregistrerede virksomheder med mineralogiske processer mv. kan få tilbagebetalt svovlafgift af kulprodukter og fuelolie for perioden 2005 - 2009. Der henvises til afsnit G.11.4.8.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009.