§ 6, stk. 1Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde foretages efter bestemmelserne i E.A.1.6.

Chokoladeovertræk
§ 8, stk. 1, nr. 9
Hvis virksomheden fremstiller overtræk af chokolade, kakao e.l., der uden yderligere tilsætning af fedtstoffer (kokosolie o.l.) anvendes af virksomheder, der fremstiller konsum-is, kan virksomheden foretage et fradrag i vægten på 45 pct.

Om praksisændring vedrørende opgørelsen af den afgiftspligtige vægt jf.  SKM2007.386.SKAT se nedenfor under beskrivelsen af overtræk til konsum-is § 8, stk. 2.

Sæsonfremstillingsvirksomheder, dvs. virksomheder, der kun lejlighedsvis fremstiller afgiftspligtige varer, og som sælger de fremstillede varer i eget detailudsalg i umiddelbar forbindelse med fremstillingslokalet, skal ved opgørelsen medregne enhver fremstilling af varer i månedens løb.

Overtræk til afgiftsfri varer
§ 6, stk. 2
Virksomheder, der er registreret for fremstilling af chokolade- eller kakaoovertræk eller erstatning herfor til afgiftsfri varer, fx konsum-is og kager, kan efter eget valg opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af enten den fremstillede mængde i månedens løb eller den mængde overtræk, der er anvendt til fremstilling af afgiftsfri varer, som er udleveret fra virksomheden.

Ved opgørelsen medregnes enhver fremstilling, respektive enhver udlevering. Varer, der udleveres gratis eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes.

§ 6, stk. 3 Virksomheder, der er registreret efter lovens § 3, stk. 3, se D.1.3.1, skal opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af det overtræk, der er anvendt til de af virksomheden udleverede afgiftsfri varer.

Overtræk til konsum-is
§ 8, stk. 2
Virksomheder, der anvender det fremstillede overtræk til konsum-is, og som er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for fremstilling af konsum-is, kan foretage et fradrag på 45 pct. i mængden af overtrækschokolade. Fradraget kan foretages, uanset om overtrækket i det enkelte tilfælde påføres isen udvendig eller ligger som lag inden i isen.

SKAT har udsendt en meddelelse om genoptagelse og praksisændring, jf. SKM2007.386.SKAT om chokoladeovertræk.

 SKAT har revurderet praksis vedrørende muligheden for at få et fradrag på 45 pct. i den afgiftspligtige vægt efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 2, og § 8, stk. 1, nr. 9.

Ifølge lovens § 8, stk. 2, gælder følgende: "Virksomheder, der fremstiller konsum-is og efter § 3, stk. 2, er registreret for fremstilling af overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor, kan foretage et fradrag på 45 pct. i den afgiftspligtige vægt opgjort efter § 6, stk. 2."

Fradraget blev i lovens forarbejder begrundet med, at afgiftsbelastningen herved ville komme til at svare til afgiften af overtræk, der indkøbes hos en chokoladefabrik, idet konsum-is virksomheder af tekniske grunde til det indkøbte overtræk dengang tilsatte ca. 80 pct. fedt.

Ifølge bestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 9, kan der i den afgiftspligtige vægt foretages et fradrag på: "45 pct. i den afgiftspligtige vægt for overtræk af chokolade, kakao eller lignende, der uden yderligere tilsætning af fedtstoffer (kokosolie og lign.) anvendes af virksomheder, der fremstiller konsum-is".

Denne bestemmelse drejer sig bl.a. om virksomheder, der ikke selv producerer overtræk til den konsum-is, de fremstiller. Sådanne virksomheder kan registreres som oplagshaver efter lovens § 3, stk. 3.

SKAT har hidtil haft den opfattelse, at der i disse tilfælde kun kan foretages et fradrag på 45 pct. i den afgiftspligtige vægt, hvis der er tilsat ca. 80 pct. fedtstof til den fremstillede eller indkøbte chokolade eller konsum-is med overtræk.

Baggrunden herfor er som nævnt ovenfor, at der af tekniske grunde altid blev tilsat ca. 80 pct. fedt til chokoladen m.v., for at den kunne anvendes som overtræk til konsum-is. Den tekniske udvikling har imidlertid medført, at dette ikke længere er nødvendigt.

Efter at have vurderet spørgsmålet nærmere er SKAT nu af den opfattelse, at der ikke i loven med forarbejder er tilstrækkelig hjemmel til at stille det som en betingelse for fradraget efter lovens § 8, stk. 2, eller § 8, stk. 1, nr. 9, at der tilsættes ca. 80 pct. fedt til chokoladen m.v. Fradraget kan derfor foretages uanset mængden af tilsat fedtstof.

Tilsvarende gælder ved beregning af dækningsafgift ved indførsel af konsum-is med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor.