A klagede for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 over, at skatteankenævnet havde anset selvangivet udenlandsk indkomst for dansk A-indkomst.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har boet i Danmark i de omhandlede indkomstår, og arbejdet for B med at montere køkkener såvel i Danmark som i Tyskland.

Klageren har i 1995, 1996 og 1997 arbejdet i Tyskland i henholdsvis 162, 121 og 111 dage, og ifølge den af klageren udarbejde opgørelse for 1995-1997 inkl., har han opholdt sig i Tyskland i henholdsvis 201, 189 og 191 dage.

Arbejdsgiveren har til skattemyndighederne fremsendt erklæring om klagerens samlede antal dage i Tyskland i de påklagede indkomstår. Erklæringen blev efterfølgende trukket tilbage, da arbejdsgiveren erfarede, at erklæringen også indeholdt klagerens private opholdsdage i Tyskland.

Klageren har over for skattemyndighederne anført, at det er korrekt, at han ikke i 1995-1997 inkl. har arbejdet i Tyskland i mere end 183 dage, men har samtidig understreget, at opholdene har haft en samlet varighed på mere end 183 dage. I opgørelsen udarbejdet af klageren er medtaget dage, hvor han har taget over grænsen til Tyskland for at dyrke sport, foretage private indkøb og for at spise på restaurant. Disse rejser har ikke været foretaget i forbindelse med arbejdet i Tyskland.

Skatteankenævnet har fundet, at Danmark i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland, artikel 15, har beskatningsretten til klagerens indkomster i årene 1995-1997 inkl. ved arbejdet for B, da han ikke anses for at have opholdt sig i Tyskland i mere end 183 dage hvert år i de påklagede indkomstår.

Til støtte herfor har nævnet anført, at der har været tale om dage, hvor klageren efter han er vendt hjem til Danmark fra sit arbejdsophold, efterfølgende vender tilbage til Tyskland for at handle, dyrke sport eller spise på restaurant. Derved er disse opholdsdage rent private, og har ikke haft tilknytning til klagerens arbejdsmæssige tilknytning til Tyskland.

Nævnet har henvist til Kommentaren til OECD's modeloverenskomst, art. 15, punkt 5 og 6.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens indkomster ikke skal beskattes i Danmark, da klageren har arbejdet og opholdt sig i Tyskland i mere end 183 dage hvert år.

Repræsentanten har henvist til, at klageren har tilbragt det meste af arbejdstiden i Tyskland, hvor arbejdet hovedsageligt har fundet sted i Sydslesvig. Enkelte dage om året har klageren måtte overnatte i Tyskland, i de tilfælde hvor det tog for lang tid at køre hjem.

Klageren har opholdt sig i Tyskland således:

	1995	1996	1997
Dage med arbejde uden overnatning	153	117	107
Dage uden at have arbejdet	39	68	80
Dage med overnatning	9	4	4
I alt	201	189	191

For indkomstårene 1992-1994 inkl. har skatteforvaltningen godkendt, at klageren har opfyldt betingelserne i artikel 15 med ophold i Tyskland i over 183 dage. Både i de foregående og i de påklagede indkomstår har klageren været beskattet i Tyskland.

Repræsentanten har anført, at kommentarerne til OECD´s modeloverenskomst (kommentarens artikel 15, pkt. 5) må fortolkes således, at alle dage hvor den pågældende er fysisk til stede i Tyskland, medregnes som grundlag for opgørelsen af antallet af dage. I opgørelsen af 183 dages-perioden medregnes alle dage, hvor skatteyderen har været til stede i en stat. Til gengæld kan skatteyderen kun beskattes i Tyskland af den indkomst, han har erhvervet ved at arbejde i denne stat.

I øvrigt har repræsentanten henvist til Kommentaren til OECD´s modeloverenskomst med hensyn til hvilke dage, der medregnes i opgørelsen.

Landsskatteretten udtalte:

Klageren har i de påklagede indkomstår været fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

I dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Danmark og Tyskland er det i artikel 15, stk. 2, bl.a. anført, at Danmark har beskatningsretten til lønindkomst erhvervet i Tyskland, såfremt arbejdet er udført i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår.

Retten lægger ved afgørelsen det oplyste til grund om klagerens arbejdsdage i Tyskland i indkomstårene 1995, 1996 og 1997, opgjort til henholdsvis 162, 121 og 111 dage. Herudover har repræsentanten oplyst, at klageren har haft ophold i Tyskland i 1995, 1996 og i 1997 i henholdsvis 39, 68 og 80 dage, hvor klageren ikke har arbejdet.

Efter det oplyste om klagerens dokumentation for opholdene i Tyskland i mere end 183 dage i de påklagede indkomstår, finder retten, at Tyskland har beskatningsretten til de erhvervede indtægter i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 2. Retten har ved afgørelsen lagt til grund, at klagerens arbejdsgiver i 1995-1997 inkl. har været hjemmehørende i Danmark og ikke har haft fast driftssted i Tyskland. Ved afgørelsen har retten lagt vægt på klagerens dokumenterede tilstedeværelse i Tyskland under sine ferie- og fridage.

Skattemyndighedernes afgørelser for indkomstårene 1995-1997 inkl. ændres i overensstemmelse hermed.