Indhold
Dette afsnit handler om muligheden for periodisering af 10 pct.s-grænsen over flere år, hvis tildelingerne strækker sig over flere år.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Periodisering af vederlag i henhold til to eller flere aftaler.
Regel
Der er mulighed for at periodisere aktieløn efter LL § 7 P i de situationer, hvor aktielønnen retserhverves over en flerårig periode. Periodiseringsreglen gælder, når vurderingen, af om 10 pct. grænsen er opfyldt, skal ske på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs ligger fast, og hvor værdien overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn. Se LL § 7 P, stk. 5, 3. pkt.
Hvis værdien af vederlaget overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn i det år, hvor vederlaget modtages, men retserhvervelsen sker i to eller flere år, så indebærer periodiseringsreglen, at den samlede opgjorte værdi af vederlaget fordeles på de respektive år, hvori den ansatte erhverver ret til vederlaget. Det er således muligt at lave ordninger uden at skulle opdele et medarbejderaktieprogram i flere særskilte aftaler svarende til antallet af år, hvor der sker retserhvervelse.
Er der kun indgået én aftale, og består vederlaget af både aktier og købe- og tegningsretter, bestemmer parterne hvilken del af vederlaget, der omfattes af LL § 7 P.
Periodisering af vederlag i henhold til to eller flere aftaler
Hvis 10 pct.s-grænsen overskrides, og ydes vederlaget i henhold til to eller flere aftaler, anvendes LIFO-princippet ved afgørelsen af, hvilke aftaler, der ikke omfattes af LL § 7 P.
Eksempel
En ansat med en årsløn på 1 mio. kr. indgår aftale med arbejdsgiverselskabet om tildeling af gratisaktier på 450.000 kr. i år 1. Udnyttelseskursen, 0 kr., ligger fast i år 1. De retserhverves i år 1, 2 og 3 med 1/3 i hvert af årene. Værdien fordeles efter reglen med 1/3 i hvert af årene. I år 1 kan 100.000 kr. modtages skattefrit. Det overskydende beløb på 50.000 kr. kan ikke overføres til år 2, men skal lønbeskattes i det pågældende år. I år 2 og 3 kan 100.000 kr. modtages skattefrit. Falder årslønnen i år 2 og 3 til 750.000 kr., kan der modtages 100.000 kr. skattefrit efter reglen. Stiger årslønnen i år 2 og 3 til 1.500.000 kr., kan der efter reglen kun modtages 100.000 kr.
Hvis parterne indgår en ny aftale om aktieløn i de efterfølgende retserhvervelsesår 2 og 3, skal der tages højde for "den gamle" aftale i relation til 10 pct. grænsen i de år, hvor de to aftaler løber parallelt. Det vil sige, at de "ældste" gratisaktier indgår først ved afgørelsen af, om den tildelte aktieløn kan rummes inden for 10 pct. af årslønnen i de efterfølgende indkomstår.
Se også
Se også afsnit