Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs
finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret,
hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen.
Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den driftsmæssige
begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige rammer. Som eksempel
kan nævnes UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor under
E.A.2.1.3, hvor selskabet blev indrømmet
fradrag for den årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. På linie
hermed indrømmede Vestre Landsret i skd. 59.384 fradrag for udgifter til annoncering
om aktieudbytte, hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.
Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er fradragsberettigede
efter SL § 6 a. Om gebyrer ved stiftelse, se
E.A.2.1.4.2.
og LL § 8 J.
I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget
bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand
om, at årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der
forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets
aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se tilsvarende
Landsskatteretten i Skat 1989.3.244 (TfS 1989, 204).
Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i opretholdelsen
af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i forbindelse med en udvidelse
af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes.
I t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991, 12) (VLD) havde en bank i forbindelse med en
udvidelse af aktiekapitalen afholdt udgifter til formularsæt, tegningsindbydelser,
interimsbeviser, annoncering, gebyr til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve
og kuponer, tegningsprovision samt kapitaltilførselsafgift. Udgifterne skyldtes
bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af
bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser. Vestre Landsret anså ikke
udgifterne for at være fradragsberettigede, og retten udtalte følgende:
»Det lægges som ubestridt til grund, at omkostninger ved kapitaludvidelser
sædvanligvis ikke er fradragsberettigede - ej heller gennem afskrivning. Den
omstændighed, at bank- og sparekasselovgivningen stiller bestemte krav til
et pengeinstituts soliditet, og at dette krav i visse tilfælde kan nødvendiggøre
en udvidelse af aktiekapitalen, kan ikke medføre nogen ændring heri, hvorved
også bemærkes, at det modsatte resultat ville føre til betydelige
afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets frifindelsespåstand
tages derfor til følge«.
Som det fremgår af dommen i t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991, 12) er kapitaltilførselsafgift
ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved frivillig som lovpåbudt
kapitaludvidelse, se også Skat 1986.2.169 (SD) (TfS 1986, 205), Skat 1988.10.605
(lsr.) (TfS 1988, 571) og Skat 1988.6.353 (TfS 1988, 328), der er omtalt ovenfor
under E.A.2.1.4.
I Skat 1990.6.473 (TfS 1990, 384) fandt Landsskatteretten, at udgifter i forbindelse
med et selskabs børsintroduktion ikke var fradragsberettigede hverken efter
SL § 6 a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter til annoncer,
konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og kapitaltilførsel.
TfS 1998, 325 (VLD) (Forlig ved HR kommenteret i TfS 1998, 346) Udgifter til annoncering,
brochuremateriale m.v. i forbindelse med børsintroduktion ikke anset
for fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af SL §6 a. Landsretten
anså udgifterne for afholdt med henblik på ændring af selskabets
indkomstgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages efter LL § 8, idet
landsretten bemærkede, at udgifterne i alt væsentligt måtte anses
for afholdt med henblik på og til dels som følge af krav stillet i forbindelse
med børsintroduktion. Ved Højesteret indgik parterne forlig således,
at der blev indrømmet selskabet fradrag for 100.000 kr. efter LL §8.
I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af gamle aktiebreve,
således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var for Landsskatteretten
enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i forbindelse med en kapitaludvidelse
ikke kunne fratrækkes.
TfS 1998, 443 (ØLD) Landsretten afviste, at et selskab havde ret til fradrag
for løntilskud i forbindelse med udstedelse af medarbejderaktier til favørpris.
Landsretten begrundede afgørelsen med, at beløbet ikke repræsenterede
en udgift for selskabet, men et tab for selskabets hidtidige aktionærer. I
LL § 7 A er udtømmende gjort op med fradragsretten, hvorfor selskabet
ikke havde fradrag.
Der henvises desuden til
E.A.2.1.4 om
etableringsudgifter og til omtalen af de forskellige typer driftsomkostninger under
E.B.3.
Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet modificeret
i senere særlovgivning. Der henvises til:
- LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter (E.B.3.2
og E.B.3.7.2)
- LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse
(A.E.1.3)
- LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11)
- LL § 8 I om udgifter til markedsundersøgelser (E.A.2.1.4.1)
og
- LL § 8 J om advokat- og revisorudgifter ved etablering (E.A.2.1.4.2)
- ► AL § 43◄
om tilslutningsafgifter (E.K.2.15)