Efter KGL § 25, stk. 4, skal realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til
realkreditloven, Dansk Landbrugs realkreditfond, Kreditforeningen af Kommuner i
Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet
af realkreditlovens § 3 anvende lagerprincippet på samtlige fordringer og
gæld. Det vil sige, at lagerprincippet skal anvendes i forhold til såvel
udlånsvirksomheden som fondsbeholdningen.
Endvidere skal selskaber mv., der er koncernforbundet med et realkreditinstitut
mv. anvende lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld. Definitionen
af et koncernforbundet selskab følger reglen i realkreditlovens § 77, stk.
2, med den tilføjelse, at såfremt to eller flere realkreditinstitutter
mv. går sammen om at udøve virksomhed gennem et selskab, så skal
de i relation til koncerndefinitionen i realkreditlovens § 77, stk. 2, betragtes
som ét selskab. Ved udøvelse af virksomhed skal forstås såvel
egentlig erhvervsudøvelse som eksempelvis forvaltning af en portefølje
af fordringer og gæld. Efter realkreditlovens § 77, stk. 1, kan et realkreditinstitut
oprette eller erhverve bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed, der udøver
funktioner i forbindelse med realkreditvirksomhed eller accessorisk virksomhed.
Det vil sige, at kun realkreditinstituttets eller Danmarks Skibskreditfonds datterselskaber
vil være omfattet af koncernreglen.
Om lagerprincippet se under
A.D.2.13.3.
Efter § 41, stk. 11, kan Danmarks Skibskreditfond uanset reglerne i § 25, stk. 4,
vælge at anvende realisationsprincippet på lån i fremmed valuta
og de obligationer i danske kroner med en pålydende rente, som er lig med
eller højere end mindsterenten, der er udstedt til finansiering heraf. Adgangen
til at vælge realisationsprincippet er betinget af, at lånet er ydet
i henhold til rentestøtteordningen vedrørende skibsbygning på
danske værfter på baggrund af en kontrakt, der er indgået inden
den 1. jan. 1998, og at Danmarks Skibskreditfond også anvender realisationsprincippet
på de indgåede swapaftaler. Om realisationsprincippet se
A.D.2.13.1
og om swapaftaler
A.D.2.18.2.
Realkreditinstitutter mv. kan ikke få tilladelse til at anvende andre opgørelsesmåder.