Kommunalbestyrelsen kan give hel eller delvis fritagelse for grundskyld af en række nærmere afgrænsede ejendomme, der ejes af en organisation eller en institution eller af private. Se ESL § 7, stk. 1.
Det betyder, at de ejendomme, der er opregnet i bestemmelsen, vil kunne fritages for grundskyld efter bevilling.
Der er tale om:
1) Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning, biblioteker under offentligt tilsyn og offentligt tilgængelige museer. Fritagelsen kan dog kun omfatte den bebyggede grund samt gårdsplads og have til bygninger og lokaler, der benyttes af institutionen eller den private til de formål, der er nævnt i 1. pkt. Se afsnit C.H.4.3.3.2.2.
2) Sports- og idrætsanlæg, der tilhører gymnastik-, idræts- og skytteforeninger, eller andre organisationer med sports- og idrætsformål for den del af ejendommen, der direkte eller indirekte anvendes til sport og idræt. Se afsnit C.H.4.3.3.2.3.
3) Ejendomme, der anvendes til ungdomslejr, lejrplads eller feriekoloni for børn, når ejeren er en organisation og hovedformålet med organisationen er at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv. Se afsnit C.H.4.3.3.2.4
4) Ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttige formål, og som anvendes til institutionens formål. Se afsnit C.H.4.3.3.2.5.
5) Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket er åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, og værkets indtægter bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital ifølge vedtægterne udelukkende kan anvendes til værkets formål. Se afsnit C.H.4.3.3.2.6.