Kommunerne - fritagelse
Kommunalbestyrelsen skal fritage de ejendomme, der er opregnet i bestemmelsen, for grundskyld. Se ESL § 5, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen har således kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom skal fritages for grundskyld.
Hvis der fx tinglyses en bevaringsdeklaration på en ejendom, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt det skal give anledning til en fritagelse for grundskyld.
Staten - omfang af fritagelse
Told- og skatteforvaltningen foretager et skøn over, hvor stor en del af en ejendom, der kan fritages, og fordeler grundværdien på den del, der kan henføres til den fritagne henholdsvis den ikkefritagne del. Se ESL § 5, stk. 2, 2. pkt.
Skatteforvaltningen træffer således afgørelse om;
- hvor stor en del af en ejendom, der kan fritages, samt
- hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til den fritagne del henholdsvis den ikkefritagne del.
Se § 5, stk. 2, 2. pkt.
Hvis der fx tinglyses en bevaringsdeklaration på en ejendom, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt det medfører en fritagelse for grundskyld. Herefter skal Skatteforvaltningen i forbindelse med vurderingen træffe afgørelse om hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til den fritagne del.
Når en kommune varsler Skatteforvaltningen om en fritagelse for grundskyld, kan Skatteforvaltningen inddrage kommunen i vurderingen af, hvor stor en del af ejendommen, der kan henføres til den fritagne del.
En del af vurderingen
Skønnet over, hvor stor en del af en ejendom, der kan fritages, og fordelingen af grundværdien på den del, der kan henføres til den fritagne henholdsvis den ikkefritagne del, foretager Skatteforvaltningen som en del af vurderingen. Se ESL § 5, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med ejendomsvurderingsloven, hvorefter ansættelser og fordelinger efter ejendomskatteloven foretages som en del af vurderingen. Se EVL § 15, stk. 2, 4. pkt. Det betyder, at det er Skatteforvaltningen, der vil have kompetence til at foretage fordelingerne ved fritagelse for grundskyld.