Dato for udgivelse
12 Dec 2022 08:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 Oct 2022 08:27
SKM-nummer
SKM2022.603.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
15-1497625
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Forelæggelse, Skatterådet, ekstraordinær genoptagelse, fradrag for forbedringer, grundværdien, 1998-2001
Resumé

I en situation, hvor klageren gjorde gældende, at der var begået myndighedsfejl ved fastsættelsen af fradrag for grundværdiforbedringer, havde SKAT ved afgørelse af 20. januar 2015 afslået at indstille til Skatterådet, at vurderingerne for 1998-2002 skulle genoptages i medfør af den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3.

Landsskatterettens flertal anførte, at klageren i 1998-2001, hvor klageren modtog meddelelser om ejendomsvurderingerne for disse år, kunne have bemærket, at fradraget for grundforbedringer var ansat for lavt i forhold til de udgifter, klageren tidligere havde afholdt i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen. Klageren kunne derfor have klaget over ansættelserne inden for de almindelige klagefrister, hvilket klageren ikke gjorde. Efterfølgende bad klageren heller ikke om genoptagelse inden for de ordinære frister.

I hvert fald fra den 7. oktober 2005 og i hele det efterfølgende sagsforløb vedrørende vurderingsårene 2002, 2004 og 2006 havde klageren sagkyndig repræsentant, som i hvert fald fra den 12. december 2005 var i besiddelse af oplysningerne om de udgifter, klageren havde afholdt i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen. Repræsentanten havde dermed også grundlaget for at konstatere, om fradraget for grundforbedringer for de omhandlede år, 1998-2001, var ansat for lavt. Hverken i forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende vurderingsårerne 2002, 2004 og 2006, under klagebehandlingen af disse år, eller efter at klagesagen blev afsluttet med Landsskatterettens kendelse af 5. oktober 2012, tog klageren imidlertid initiativ til at få de tidligere år genoptaget ekstraordinært efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, med henblik på at få et højere fradrag for grundforbedringer. Efterfølgende blev muligheden for ekstraordinær genoptagelse af de tidligere år undersøgt på SKATs initiativ, hvilket førte til SKATs afslag heraf ved den indbragte afgørelse af 20. januar 2015.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatterettens flertal, at klageren - uanset om der i forbindelse med de oprindelige fradragsansættelser måtte være begået myndighedsfejl som påberåbt af klageren, der har ført til væsentlige fejl i de omhandlede år - ikke var berettiget til ekstraordinær genoptagelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse. (Dissens).

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2 og 3
Dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit A.A.8.4.2.3.3

Klagen vedrører afslag på forelæggelse for Skatterådet af ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer i grundværdien ved vurderingerne 1998-2001 i henhold til dagældende § 33, stk. 3, i skatteforvaltningsloven.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. 

Faktiske oplysninger
Ejendommen, beliggende Adresse Y1, […], By Y1, matr.nr. […], er overtaget af foreningen den 1. juni 1988.

Bebyggelsen på ejendommen består af 22 boliger, der er opført i 1990.

Grundværdien for foreningens ejendom i de omhandlede vurderingsår udgør:

1998:

2.298.300 kr.

1999:

2.598.100 kr.

2000:

2.697.400 kr.

2001:

2.496.000 kr.

Ejendommen blev vurderet første gang i 1990. Fradrag for forbedringer i grundværdien på 546.800 kr. blev indsat ved vurderingen 1990 med samme startår. Ejendommen havde ved vurderingen 1990 et vurderet areal på 9.114 m². Fra vurderingsår 1996 og frem var fradraget ansat til 458.400 kr. med startår 1990. Ved grundværdiansættelsen for vurderingsåret 1996 var 7.640 m² af ejendommen vurderet med en kvadratmeterpris på 100 kr. og 1.474 m² med 0 kr. Vurderingen for 1996 er registreret den 31. marts 1997. Disse oplysninger stammer fra opslag i Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR).

I de omhandlede vurderingsår, 1998-2001, er der således ansat fradrag for grundforbedringer med 458.400 kr.

I forbindelse med, at staten overtog vurderingen af landets faste ejendomme fra de kommunale vurderingsråd, nedsatte SKAT en ERFA-gruppe om fradrag for forbedringer. Af et referat fra gruppens møde den 25. august 2005 fremgår bl.a.:

"Overordnet set er der på området for fradrag for forbedringer væsentlige retssikkerhedsmæssige problemstillinger.

Iøjnefaldende er det blandt andet, at reglerne såvel historisk som aktuelt ikke forvaltes på ensartet vis. Det konstateres, at til trods for at regelsættet har været gældende i adskillige årtier, at kommunerne (der tidligere var behandlende myndighed) har administreret ud fra 3 forskellige måder. Et ganske underordnet antal af kommunerne har tilnærmelsesvist administreret i overensstemmelse med gældende ret, hvor man - så vidt ses - har vurderet de enkelte sager konkret, og blandt andet på basis af iagttagelse af fornøden dokumentation herefter har truffet afgørelse. Den anden og overvejende del af kommunerne har tilsyneladende truffet afgørelse uden iagttagelse af dokumentationskravet og har således foretaget en skønsmæssig ansættelse - et forhold, der er klart uhjemlet. Endelig må det konstateres, at en del af kommunerne ganske enkelt ikke har haft kendskab til reglernes eksistens.

Det er ERFA-gruppens konstatering, at dette forhold medfører væsentlige problemer i forhold til tesen om "ensartethed i forvaltningens afgørelse ", idet det blandt andet er forbundet med vanskeligheder at indhente relevant dokumentation i forbindelse med den daglige sagsbehandling. Enten kan dokumentationen ikke indhentes, da den ikke eksisterer, eller også er dokumentationen mangelfuld, idet der f.eks. henvises til, at et aktuelt fradrag er ansat ud fra princippet om "et slag på tasken"."

Foreningen har ved genoptagelsesanmodning af 7. oktober 2005 anmodet om yderligere fradrag for grundforbedringer, jf. dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18.

Foreningens repræsentant har ved brev af 12. december 2005 med bilag opgjort en samlet påstand om fradrag for forbedringer i grundværdien på 2.261.244 kr.

SKAT har ved afgørelse af 26. september 2007 ændret fradrag for forbedringer i grundværdien fra 458.400 kr. til 531.100 kr. i vurderingsårene 2002, 2004 og 2006.

Ved klage af 23. december 2007 indbragte foreningens repræsentant SKATs afgørelse for vurderingsankenævnet.

Nævnet har ved afgørelse af 14. oktober 2010 ændret fradrag for forbedringer i grundværdien fra 531.100 kr. til 735.900 kr. i vurderingsårene 2002, 2004 og 2006.

Ved klage af 17. januar 2011 indbragte foreningens repræsentant nævnets afgørelse for Landsskatteretten.

Retten har ved afgørelse af 5. oktober 2012 stadfæstet det af nævnet ansatte fradrag for forbedringer i grundværdien.

Rettens afgørelse er ikke indbragt for domstolene.

I forbindelse med Østre Landsrets hovedforhandling i en anden afgørelse, offentliggjort i SKM2017.708.ØLR, som vedrørte en anden ejendom end den påklagede, blev der aflagt vidneforklaring af en forhenværende formand for et vurderingsråd i By Y1 kommune i perioden 1992 eller 1993 til 2003. Hun forklarede blandt andet:

"(…) Sekretariatet og kommunen havde lavet en aftale om, hvordan fradrag skulle fastsættes, således at det blev gjort ens i hele kommunen. Der var 6 vurderingsråd i By Y1 Kommune. Hun husker aftalen sådan, at man gik ud fra grundværdien. Nå grundværdien var mere end 200 kr. pr. kvadratmeter, fik man et fradrag på 80 kr. pr. kvadratmeter. Hvis grundværdien var i intervallet 100-200 kr., var fradraget 60 kr. pr. kvadratmeter. Ved en grundværdi på mindre end 100 kr. var fradraget 40 kr. pr. kvadratmeter. Hun kan ikke huske, om der var andre beløb, eller hvornår aftalen blev indgået.

Der blev normalt ikke indhentet dokumentation i forbindelse med fastsættelse af fradrag. (…) Fradragene blev således ikke givet på grundlag af de forbedringer, der var lavet. De blev beregnet maskinelt. Hun vidste ikke på daværende tidspunkt, hvordan fradraget blev beregnet.

Vurderingsrådet bad ikke om oplysninger fra grundejerne ved fastsættelse af fradragene. Det kan være forekommet i forbindelse med eventuel besigtigelse af en grund, at rådets medlemmer har stillet spørgsmål til grundejerne, men det var ikke noget, de gjorde fast. De fik ikke nogen dokumentation. Hun kan ikke huske et tilfælde, hvor de har spurgt en grundejer om, hvad han har afholdt i udgifter til forbedringer.

Hun ved ikke, hvorfor de anvendte taksterne. Det var nok for at sikre ensartethed, fordi man ikke havde en procedure for indhentelse af oplysninger. (…)"

Af SVUR vurderingsoplysninger om vurderede arealer og ansatte fradrag for forbedringer for 43 ejendomme beliggende forskellige steder i den nuværende By Y1 Kommune, fremgår:

 

Ejendoms nr.

Dato

Vurderet areal > 0 kr.

Vurderet areal a 0 kr.

Fradrag for forbedringer (kr.)

[…]

01.01.1995

5.855 a 110 kr.

0

351.300

[…]

01.01.2000

9.431 a 135 kr. & 8.050 a 27 kr.

 114 a 0 kr.

565.900

[…]

03.04.1997 (1996)

10.360 a 90 kr.

3.415 a 0 kr.

621.600

[…]

02.04.1997 (1996)

4.982 a 100 kr.

165 af 0 kr.

298.900

[…]

01.01.1988

4.288 a 250 kr.

0

257.300

[…]

01.01.1988

3611 a 250 kr.

0

216.700

[…]

01.01.1988

3.087 a 250 kr.

0

185.200

[…]

01.01.1988

4586 a 250 kr.

0

275.200

[…]

01.01.1988

2.437 a 125 kr.

0

146.200

[…]

22.04.1997 (1996)

18.076 a 100 kr.

12.194 af 0 kr.

1.084.600

[…]

01.01.1988

4.632 a 100 kr.

0

277.900

[…]

01.01.1988

550 a 100 kr.

0

33.000

[…]

02.04.1997 (1996)

2.272 a 90 kr.

841 & 387 a 0 kr.

136.300

[…]

01.01.1990

13.591 a 100 kr.

0

815.500

[…]

26.05.1999 (1998)

21.808 a 115 kr.

9205 a 0 kr.

1.308.500

[…]

02.04.1997 (1996)

18.724 a 105 kr.

3.977 & 796 a 0 kr.

1.123.400

[…]

01.01.1989

6.387 a 100 kr.

0

383.200

[…]

01.01.1990

10.467 a 65 kr.

0

628.000

[…]

01.01.1990

5.872 a 100 kr.

1.551 a 0 kr.

352.300

[…]

22.07.1997 (1996)

3.120 a 95 kr.

240 a 0 kr.

187.200

[…]

23.04.1993 (1992)

5.360 a 320 kr.

2.255 a 0 kr.

321.600

[…]

27.04.1993 (1992)

4.812 a 352 kr.

2.460 a 0 kr.

288.700

[…]

26.11.1991 (1991)

5.527 a 200 kr.

0

331.600

[…]

01.01.1996

5.960 a 90 kr.

0

357.600

[…]

01.01.1992

9.128 a 80 kr.

0

547.700

[…]

01.01.1992

17.901 a 95 kr.

0

1.074.060

[…]

01.01.1991

2.257 a 100 kr.

398 a 0 kr.

159.300

[…]

01.01.1996

5.994 a 115 kr.

0

359.600

[…]

24-03-1997 (1996)

3.056 a 90 kr.

571 a 0 kr.

183.400

[…]

26.05.1997 (1996)

17.672 a 115 kr.

83 a 0 kr.

1.060.300

[…]

30.10.1998 (1998)

24.560 a 120 kr.

10.533 a 0 kr. & 3.000 a 0 kr.

1.473.600

[…]

01.01.1997

3.929 a 115 kr.

403 af 0 kr.

314.300

[…]

01.01.1997

4.042 a 800 kr.

452 a 0 kr.

242.500

[…]

01.01.1996

3.952 a 115 kr.

403 a 0 kr.

237.100

[…]

01.01.1997

4.350 a 115 kr.

0

348.000

[…]

30.10.1998 (1998)

5.128 a 800 kr.

1.364 a 0 kr.

410.200

[…]

15.03.1998 (1998)

5.518 a 90 kr.

7.300 a 0 kr.

331.100

[…]

03.05.1999 (1998)

11.118 a 300 kr.

0

667.100

[…]

01.01.1998

8.203 a 105 kr.

0

656.200

[…]

01.01.1998

6.060 a 115 kr.

695 a 0 kr.

484.800

[…]

01.01.1999

473 a 125 kr.

0

37.800

[…]

01.01.1999

502 a 125 kr.

0

40.200

[…]

01.01.1999

414 a 125

0

33.100

 

I forbindelse med klagesagens behandling er der indhentet vurderingsoplysninger fra SVUR for ejendomme til flerboligbebyggelse i […]-området, som den påklagede ejendom ligger i, og som i forbindelse med vurderinger i 1990’erne har fået ændret fradrag for forbedringer i grundværdien. Af vurderingsoplysningerne for ejendommene om arealværdi og ansatte fradrag for forbedringer fremgår:

 

Ejendomsnr.

Dato

Areal med arealværdi højere end 0 kr.

Areal med arealværdi på 0 kr.

Ansat fradrag for forbedringer

[…]

01-01-1987

214 m²

0 m²

12.800 kr.

01-01-1989

4.821 m²

115 m²

289.600 kr.

24-03-1997

4.821 m²

115 m²

289.300 kr.

[…]

01-01-1990

13.591 m²

0 m²

815.500 kr.

[…]

01-01-1990

9.645 m²

21.368 m²

578.700 kr.

01-01-1996

23.092 m²

7.921 m²

1.385.500 kr.

[…]

23-04-1993

5.360 m²

2.255 m²

321.600 kr.

[…]

27-04-1993

4.812 m²

2.460 m²

288.700 kr.

[…]

01-01-1990

9.285 m²

24.811 m²

557.100 kr.

01-01-1996

21.684 m²

12.412 m²

1.301.000 kr.

03-04-1997

20.152 m²

13.944 m²

1.209.100 kr.

[…]

01-01-1992

6.958 m²

0 m²

417.500 kr.

23-04-1993

5.025 m²

1.933 m²

301.500 kr.

[…]

01-01-1998

6.492 m²

0 m²

551.800 kr.

30-10-1998

5.128 m²

1.364 m²

410.200 kr.

 

SKATs afgørelse
SKAT har afslået at forelægge sagen for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingerne for årene 1998 til 2001.

Som begrundelse herfor er anført:

" (…)

SKATs bemærkninger og begrundelse
I har fået fradrag i grundværdien for forbedringer på 735.900 kr. med startår 1990. Startåret ligger før den ordinære genoptagelse. Vi har derfor vurderet jeres mulighed for at få vurderingen genoptaget ekstraordinært.

Vi mener, der ikke er sket objektive fejl eller myndighedsfejl ved fastsættelsen af fradraget i grundværdien for forbedringer. Objektive fejl er fx forkerte opmålinger, og myndighedsfejl er fx fejlindberetninger.

Vi har vurderet væsentligheden. Ændringen af fradraget i forhold til grundværdien ligger over 30-35 %. Det er ifølge praksis en væsentlig fejl. Den beløbsmæssige væsentlighed kan dog ikke alene begrunde, at vurderingen bliver genoptaget ekstraordinært.

Vi har derfor også set på, hvornår der er bedt om at få ændret fradraget i grundværdien for forbedringer i forhold til den oprindelige vurdering.

I har kunnet få fradraget siden 1990, men det er først i forbindelse med anmodningen om genoptagelse i 2005, at I fortæller os, at det fastsatte fradrag er forkert.

Ud fra det byggemodningsregnskab I har sendt til os, mener vi, at I selv har afholdt udgifterne til byggemodningen. Derfor mener vi, at I har haft dokumentation for beløbets størrelse siden byggemodningens afslutning men I fortæller os først i 2005, at fradraget er for lavt. Vi kan ikke se i jeres sag, at I før 2005 har klaget over størrelsen på fradraget i grundværdien for forbedringer.

SKATs foreløbige afgørelse
Efter en samlet vurdering af de faktiske forhold og de oplysninger vi har, mener vi, der ikke er grundlag for at genoptage vurderingerne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3. Sagen bliver derfor ikke sendt til Skatterådet.

Jeres bemærkninger
I har ikke haft bemærkninger til den foreløbige afgørelse.

SKATs endelige afgørelse
Vi mener, der ikke er grundlag for at genoptage vurderingerne ekstraordinært.

(…) " 

SKAT har i forbindelse med nærværende klagesags behandling supplerende udtalt:

"(…)

Groft fejlskøn
R1 mener, at der i sagen er tale om et groft fejlskøn.
Ved behandlingen af den ordinære genoptagelse blev fradraget forhøjet fra 458.400 kr. til 735.900 kr.

Da afvigelsen mellem den ændrede vurdering og den oprindelige vurdering ikke overstiger 30 - 35 % i den ekstraordinær genoptagelse, vurderes ændringen i vurderingsskønnet for at være ikke væsentlig.

Myndighedsfejl
R1 mener, at der i den konkrete sag er sket myndighedsfejl.

Generelt set har der været en uensartet vurderingsrådspraksis landet over, det gør dog ikke, at det i den konkrete sag er dokumenteret, at det er vurderingsmyndighedens fejl, at fradraget oprindeligt har været ansat for lavt.

SKAT mener ikke, at vurderingsvejledningen har været ukorrekt og vildledende for borgerne, og at det kan begrunde passivitet fra H1.

I samme vurderingsvejledning, som R1 henviser til, står skrevet, at "Skulle de fornødne oplysninger ikke være tilgængelige for vurderingsmyndigheden på vurderingstidspunktet, må der tages hensyn til forbedringerne, så snart vurderingsmyndighederne bliver bekendt med dem".

Passivitet
R1 mener ikke, at der er grundlag for at gøre passivitet gældende over for grundejer.

SKAT mener der foreligger passivitet, da ukendskab til lovgivningen ikke fjerner passiviteten, derfor burde boligselskabet have klaget over det for lavt satte fradrag.

Der ses ikke tidligere modtaget dokumentation for omfanget af faktiske afholdte udgifter. Der ses heller ikke modtaget henvendelser om ændringer af de tidligere udsendte vurderingsmeddelelser.

Sagen indikerer, at vurderingsmyndigheden først er blevet gjort bekendt med omfanget af udgifterne, i forbindelse med anmodningen den 12. december 2005.

Vurderingsmyndigheden ses således ikke på et tidligere tidspunkt været i besiddelse af oplysninger, som har kunnet begrunde et andet fradrag i grundværdien for forbedringer.

H1 har overtaget ejendommen den 1 juni 1988.

Der ses ikke i sagen at være særlige forhold, der har medført, at H1 først i 2005 har anmodet om ændring af vurderingerne. H1 har derfor haft mulighed for at gøre SKAT opmærksom på det for lave fradrag.

Forholdet til SKAT´s afgørelse
SKAT mener ikke der er objektive myndighedsfejl i sagen. Der er i sagsbehandlingen undersøgt for eventuelle forkerte angivelser af areal og tidligere fradrag m.m. i SKAT´s systemer samt eksterne systemer.

I øvrigt henvises der til SKATs begrundelse for afslag på ekstraordinær genoptagelse i vores afgørelse af 20. januar 2015.

SKAT foreslår at afgørelsen stadfæstes jf. afgørelse af 20. januar 2015.

(…) "

Vurderingsstyrelsen har den 17. august 2021 udtalt:

"Vurderingsstyrelsen har modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Vurderingsstyrelsen bemærker, at Skatteankestyrelsen indstiller at Landsskatteretten pålægger Vurderingsstyrelsen at forelægge sagen for Skatterådet.

Vurderingsstyrelsen er ud fra en samlet afvejning af sagens omstændigheder ikke enig i indstillingen.

Vi finder, der er tale om en konkret vurdering, hvor afvejning af sagens omstændigheder fører til en given konklusion.

Der er tale om en konkret afvejning af en række forhold, herunder om der er begået myndighedsfejl, om afvigelsen har en sådan størrelse at det kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, samt om der fra ejers side er udøvet passivitet.

Vurderingsstyrelsen finder, der konkret foreligger betydelig passivitet fra ejers side i sagen. Og vi finder ikke, Skatteankestyrelsens indstilling tager fornødent hensyn hertil. Hvis ejer efter modtagelse af den pågældende vurdering havde benyttet sig af den almindelige klageadgang, havde der været en let adgang til at fastsætte et mere korrekt fradrag.

Vurderingsstyrelsen finder endvidere ikke, det er tilstrækkeligt godtgjort, at der er nogen konkret årsagssammenhæng mellem den omstændighed at der i den foreliggende sag er er ansat et fradrag på 60 kr. pr. kvm. og det forhold, at der tilsyneladende i et vist omfang i Vurderingsrådet i den pågældende kommune har været en praksis, der kan karakteriseres ved at man har sat regel over skøn. Kendskabet hertil baseres på en vidneafhøring i en anden sag, der er afgjort ved domstolene. Forholdet blev i øvrigt ikke tillagt betydning i den pågældende sag. I hvilket omfang og hvor ufravigeligt, den beskrevne fremgangsmåde er anvendt, herunder om den er anvendt i den foreliggende sag, er der ikke godtgjort noget om.

Vurderingsstyrelsen bemærker, at den påberåbte myndighedsfejl har været fremdraget i andre sager i Landsskatteretten, hvor den ikke blev tillagt afgørende vægt.

Den påberåbte myndighedsfejl skal i samtidig ses i lyset af den sædvanligvis meget åbne tilgang, vurderingssekretariaterne og Vurderingsrådene dengang havde til at genoptage ansættelser, når der blev fremlagt nye oplysninger i en sag. Hvor der ved ændringer i Skatteforvaltningsloven senere er blevet indført begrænsninger i genoptagelsesadgangen, var der i 1990‐erne en både formel mulighed, men også en uformel praksis om at ændre ansættelser, når de oplysninger, der blev fremlagt, talte herfor. Det er velkendt, at der var betydelige vanskeligheder med at fremskaffe de fornødne oplysninger om afholdte udgifter til byggemodning m.v. Vurderingsmyndighederne var derfor i et vist omfang nødsaget til at fastlægge en praksis, der efterfølgende kan forekomme som at regel er sat over skøn. I virkeligheden var det et forsøg på at ansætte et rimeligt fradrag også i lyset af at grundværdier ofte var meget lavt ansatte.

Vurderingsstyrelsen finder på denne baggrund, Landsskatteretten må afsige kendelse som oprindeligt indstillet af Skatteankestyrelsen"

Vurderingsstyrelsen har den 25. januar 2022 oplyst:

"Skatteankestyrelsen spørger i fortsættelse af Vurderingsstyrelsens oprindelige udtalelse, om vi er i besiddelse af akter, der kan belyse de oprindelige ansættelser af fradrag for forbedringer for den pågældende ejendom.

Der spørges endvidere, hvad der findes omkring den daværende vurderingsmyndigheds materialegrundlag ved ansættelse af fradrag, og om Vurderingsstyrelsen kan oplyse, hvordan ejendommens fradrag er ansat.

Endelig spørges der, om Vurderingsstyrelsen har oplysninger, som kan afdække omfanget af brugen af den ansættelsesmetode, som den tidligere vurderingsrådsformand beskrev for Østre Landsret (gengivet i SKM2017.708.ØLR)? Og i forlængelse heraf, om der er momenter som indikerer, at en sådan evt. praksis blev fraveget ved ansættelse af fradrag for den påklagede ejendom.

Vurderingsstyrelsen skal i den forbindelse udtale:
Den ansættelse, sagen drejer sig om, er fortaget mens vurderingsrådene var ansættelsesmyndighed. Det var By Y1 Kommune, der varetog sekretariatsfunktionen for vurderingsrådene.

Da kompetencen til at ansætte bl.a. fradrag for forbedringer overgik til SKAT, blev der enkelte steder i landet overdraget materiale til SKAT fra vurderingssekretariaterne. Så vidt erindres primært i form af kortmateriale.

SKAT anvendte på daværende tidspunkt ikke elektronisk journalisering i ejendomsvurderingssager.

SKAT havde på daværende tidspunkt en vurderingsenhed på X Y1. Denne blev nedlagt få år senere. Det vides ikke, om der er overført materiale hertil fra vurderingssekretariatet i By Y1.

Behandling af klage- og genoptagelsessager vedr. fastsættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer skete primært ved en særlig enhed placeret i By Y2.

Undertegnede har, foranlediget af Skatteankestyrelsens henvendelse kontaktet kolleger, der behandlede sager i By Y2 om fradrag for forbedringer.

Ingen af dem erindrer at have set oprindeligt materiale hidrørende fra By Y1 Kommune.

Vurderingsstyrelsen må på den baggrund desværre konkludere, at man ikke kan fremsende oplysninger som ønsket.

Vurderingsstyrelsen skal endvidere bemærke, at den vidneafhøring fra ØLR, der henvises til, var af den tidligere vurderingsrådsformand i By Y1 Sydvestre Vurderingskreds. Den her omhandlede ejendom er beliggende i vurderingskreds […], By Y1 Østre.

Vurderingsstyrelsen finder derfor ikke, det i forbindelse med anmodningen om ekstraordinær genoptagelse er godtgjort, at der har været den forudsatte sammenhæng mellem den i sydvestre vurderingskreds tilsyneladende anvendte fremgangsmåde, og ansættelsen af fradrag på den i denne sag omhandlede ejendom.

Vurderingsstyrelsen finder ligeledes fortsat, der foreligger en betydelig passivitet af ejer i denne sag.

Det er derfor også fortsat Vurderingsstyrelsens opfattelse, at der ikke er baggrund for at genoptage ansættelsen ekstraordinært og forelægge sagen for Skatterådet."

Foreningens opfattelse
Foreningens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT - nu Vurderingsstyrelsen - pålægges at indstille til skatterådet, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse af vurderingerne 1998-2001 i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 (ophævet pr. 1. januar 2013), mere subsidiært en eller flere af de pågældende vurderinger.

Til støtte herfor er anført:

"(…)

Tidsmæssige forhold:
Hvis arbejdet, der danner grundlag for fradraget, er udført tidligere end den periode, der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 kan genoptages ordinært, kan der være mulighed for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, dvs. ekstraordinær genoptagelse.

Den tidsmæssige betingelse for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt i sagen, idet byggemodningsarbejdet der har udløst fradraget er udført uden for rammerne af den ordinære genoptagelse. Sagen opfylder derfor tidsmæssigt kravene til ekstraordinær genoptagelse.

Groft fejlskøn:
Efter fast praksis forudsætter ekstraordinær genoptagelse bl.a., at der foreligger væsentlige fejl eller afvigelser og der lægges vægt på, om der har været tale om myndighedsfejl eller lignende, der har betydet, at ejeren i betydelig grad er blevet vildledt og dermed ikke har benyttet sin klagemulighed eller mulighed for anmodning om genoptagelse inden for de ordinære frister. § 33, stk. 3 opstiller ikke konkrete betingelser for ekstraordinær genoptagelse, bortset fra det tidsmæssige aspekt som er opfyldt i sagen

I praksis lægges der vægt på om der er sket et groft fejlskøn. Der er her tale om fejl ved selve skønsudøvelsen. Fejlen skal også i disse tilfælde være væsentlig. På grund af at der ved alle vurderinger arbejdes med en vis skønsusikkerhed, vil fejl først blive anset for væsentlige, når de medfører ændringer på minimum 30-35 %.

Fradraget er ved den ordinære genoptagelsessag ændret fra kr. 458.400 til kr. 735.900. Der er derfor tale om udøvelse af et groft fejlskøn ved den oprindelige ansættelse af fradraget, idet det nye fradrag udgør mere end 161 % af det oprindelige fradrag.

Myndighedsfejl:
I praksis tillægges det vægt, om der i sagen er sket myndighedsfejl.

Af ministerforelæggelse fra 21. september 2004 (bilag 4) fremgår, at SKAT har den opfattelse, at de kommunale vurderingsråd, der indtil 2002 varetog fradragsansættelsen, ikke har løst opgaven. Således anfører SKAT:

"(…) at der forestår et stort arbejde med at rette op på de mangler, der kan konstateres vedrørende fastsættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer".

(…)

I ministerens svar til Folketinget på spørgsmål nr. 223 af 23. februar 2006 (bilag 6) fremgår:

"Reglerne om fradrag i grundværdien for forbedringer blev administreret meget forskelligt af vurderingsrådene landet over, og mange ejere mener sig nu berettiget til et fradrag eller et større fradrag - som i den konkrete sag. En hel del af disse ejendomme har slet ikke fået fradrag af de tidligere vurderingsråd, og disse skal i næsten alle tilfælde have et sådant".

Som det fremgår af bilag 4, bilag 5 og i bilag 6 er det kun i et fåtal af de gamle vurderingsråd, hvor der ikke er sket alvorlige myndighedsfejl, mens der i resten ikke er sat et fradrag fordi man har anvendt standardsatser uden at hense til individuel dokumentation. Det er klagers opfattelse, at det er uden betydning for bedømmelsen efter § 33, stk. 3 om myndighedsfejlen er begået af de kommunal vurderingsråd eller af SKAT.

Forvaltningen af fradrag for forbedringer i de gamle vurderingsråd er derfor udtryk for en meget alvorlig myndighedsfejlpraksis - i nærværende eksempel illustreret derved, at det pågældende vurderingsråd slet ikke har fastsat det fradrag for forbedringer på ejendommen, som den var åbenbart berettiget hertil.

Men fejlforvaltningen i de gamle vurderingsråd står ikke alene i relation til myndighedsfejl. Af bilag 4 fremgår, at SKAT i september 2004 var fuldt ud klar over, at grundejere ikke havde de fradrag de skulle have. Alligevel udstedte man hverken et genoptagelsescirkulære eller meldte det offentligt ud. I stedet holdt SKAT det for sig selv, hvilket er blevet voldsomt kritiseret af førende forvaltningsretseksperter i blandt andet G1s artikel af 29. november 2013, der vedlægges som bilag 7.

Hvis SKAT havde sørget for at informere grundejerne i september 2004 eller blot inden 1. maj 2005 havde grundejerne haft mulighed for at bede om genoptagelse af deres ejendomsvurderinger tilbage til vurderingen 2001. Det er en alvorlig myndighedsfejl, at SKAT tier om de oplysninger, de er i besiddelse af - tilsyneladende af ressourcehensyn - og forholdet granskes ifølge G1 nu af Rigsrevisionen.

Der er grundlag for at påpege en yderligere myndighedsfejl.

SKAT anførte i vurderingsvejledningerne frem til og med september 2004 urigtigt, at ansættelsen af fradraget skulle ske ved den første vurdering, selvom reglerne herom i vurderingslovens §§ 19-20 allerede blev ophævet i juni 2001.

SKAT må som ansvarlig myndighed forvente at kende den rette sammenhæng og angive dette korrekt i noget så centralt som vurderingsvejledningen, der fungerer som rettesnor for såvel myndigheden som borgerne og deres repræsentanter. Borgeren har på baggrund af det anførte i vejledningen ikke haft incitament til at påklage deres vurderinger i perioden 2001-2003 for så vidt angår en korrektion eller forhøjelse af fradraget, hvis byggemodningen var fuldført før 2001.

De pågældende vejledninger frem til og med september 2004 indeholdt desuden alene en beskrivelse af muligheden for godkendelse af fradrag for udgifter til ekstern byggemodning uden for grunden. Det fremgik ikke, at ejere - som i nærværende sag - kunne få fradrag for udgifter afholdt til den interne byggemodning herunder eksempelvis internt vejanlæg, sti, forsyningsnet osv. Det er først ved ændringen af vejledningen gældende fra 1. oktober 2004 og fremefter, at der reelt vejledes om muligheden for, at få fradrag for den interne byggemodning. Der er ikke tale om en praksisændring, idet praksis om fradrag for intern byggemodning på en grund allerede blev rodfæstet tilbage i vurderingsvejledningen i 1968. Der er derfor også her tale om en ukorrekt og mangelfuld vejledning, der har bidraget til at vildlede borgeren, idet der heller ikke på denne baggrund har været et incitament til at påklage fradragsansættelsen.

Hvis ejer har været i en undskyldelig vildfarelse om væsentlige forhold, vil det tale stærkt for, at der indstilles til ekstraordinær genoptagelse. Vildfarelse kan f.eks. forekomme i situationer, hvor faktiske eller retlige forhold er uigennemskuelige for ejer eller hvor en myndighed, der kunne forvente at kende den rette sammenhæng, har givet urigtige eller mangelfulde oplysninger til ejer.

Der er derfor tale om et særdeles vægtigt hensyn, der taler stærkt for ekstraordinær genoptagelse af vurderingerne i perioden 2001-2004, hvor fejlinformationen stod på.

Samlet set må der siges at være begået ikke én, men derimod en stribe af alvorlige myndighedsfejl, som efter praksis taler stærkt for genoptagelse.

Er det ejers egen skyld (passivitet)?
Det taler imod ekstraordinær genoptagelse, hvis ejer har udvist passivitet. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis ejer har ligget inde med relevante og brugbare oplysninger til brug for sagsbehandlingen, som ikke er videregivet til SKAT og som SKAT ikke har haft adgang til.

Skattemyndighederne har i andre relationer ført en udadvendt vejledningsindsats overfor borgere og virksomheder og herigennem opfyldt sin vejledningsforpligtelse. Vejledningsindsatsen på vurderingsområdet, og især vedrørende fradrag for grundværdiforbedringer, har nærmest været ikke eksisterende.

I de tilfælde, hvor vurderingsmyndigheden har fastsat et fradrag for grundværdiforbedringer er grundejeren oplyst herom i vurderingsmeddelelsen. Af vurderingsmeddelelsen fremgår dog intet om på hvilket grundlag fradraget er fastsat.

I afgørelsen (vurderingsmeddelelsen) er der således ikke henvist til de retsregler, hvorefter afgørelsen er truffet. Mere væsentligt er dog, at der ikke er underrettet om, at afgørelsen hviler på et skøn og hvilke hovedhensyn, der har ligget til grund for skønsudøvelsen.

I FOB1993.220.OM udtalte Folketingets Ombudsmand, at ejendomsvurderinger må anses som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Herved er myndighederne omfattet af en begrundelsespligt.

I vejledningen til forvaltningsloven pkt. 134 fremgår:

"Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Vurderingen af, i hvilket omfang der i en konkret sag bør redegøres for myndighedens opfattelse af sagens faktum, må bl.a. bero på, om dette er omtvistet, og i øvrigt også på, hvorvidt parten må antages i forvejen at være bekendt hermed, f.eks. som følge af, at man tidligere eller samtidig med begrundelsens meddelelse har imødekommet en begæring fra den pågældende om aktindsigt.

Allerede som følge af den manglende begrundelse og vejledning kan der ikke statueres passivitet.

Men derudover skal bemærkes, at der ikke er nogen tvivl om, at en grundejer kan have et vist kendskab til forhold ved byggeri og selv har ansvar for visse forhold - eksempelvis at BBR-meddelelsen stemmer med de faktiske forhold.

Dette gør sig imidlertid ikke gældende ved grundforbedringer som historisk set og i henhold til nuværende praksis typisk består af eksterne forbedringsarbejder, hvis etableringsomkostninger er afholdt af en anden part (typisk kommunen selv).

Også på denne baggrund er det urimeligt at påstå passivitet. Grundejer vil aldrig kende grundlaget for SKATs skøn og vil heller ikke have en mulighed for at foretage en nærmere verificering heraf, medmindre man optræder som professionel aktør og søger aktindsigt med videre.

Endelig skal det anføres, at det ikke kan forventes, at en almindelig grundejer har overblik over, om fradraget er sat korrekt, fordi reglerne selv for SKAT var komplicerede at forstå og administrere. Således skrev Skatteministeriet følgende i lovbemærkningerne i forbindelse med ophævelsen af grundforbedringsfradraget:

"De eksisterende regler om grundforbedringsfradrag er som nævnt vanskelige at administrere for såvel borgere som for SKAT. Dette skyldes flere forhold. For det første mangler der i lovgivningen en klar definition af, hvad det er for nogle udgifter, som grundforbedringsfradraget kan omfatte. Dernæst er det uklart, hvordan og hvornår de pågældende udgifter skal kunne dokumenteres".

Og videre blev anført:

"Der findes i øjeblikket ikke faste regler for, hvad det er for en dokumentation, der i et sådant tilfælde skal fremlægges. Den gældende vurderingslov taler alene om, at de fornødne oplysninger skal foreligge (lovens § 17). Der er hermed i nogen grad op til SKAT selv at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige. Dette følger af det såkaldte officialprincip, hvorefter SKAT som offentlig myndighed skal træffe sine afgørelser på et fuldt oplyst grundlag."

Selvom Skatteministeriet således var af den opfattelse, at der var tale om et uklart og mindre forståeligt regelsæt, har man siden indførelsen af reglerne tilbage i 1922 undladt at skabe klarhed over dokumentationskravene helt frem til 2012 og da kun fremadrettet.

Den usikkerhed, der har været knyttet til beregningen af grundforbedringsfradraget, kan ikke bruges til at statuere, at grundejeren har udvist passivitet, når end ikke skattemyndighederne har været i stand til at vurdere korrekt.

På ovenstående baggrund, herunder det faktum at grundejer også er vildledt i vurderingsvejledningen, synes der ikke grundlag for at gøre passivitet gældende fra grundejers side. Henset til sagens øvrige omstændigheder er det vores opfattelse, at selvom der forelå en grad af passivitet, så kunne dette ikke i en helhedsbedømmelse overskygge de væsentlige fejl der har ført til den væsentlige afvigelse i sagen.

Forholdet til SKATs afgørelse:
SKAT mener at der ikke er sket objektiv myndighedsfejl. Det er dog imidlertid alene henset til at SKAT mener fradraget er fastsat ud fra den viden der på fastsættelsestidspunkt for fradrag, har været tilgængelig for SKAT.

Det må bero på en misforståelse, idet det ikke var SKAT, men derimod kommunen der oprindeligt fastsatte fradraget i 1990. Størstedelen af de afholdte forbedringsomkostninger er samtidig afholdt af netop kommunen. Derfor findes en sådan afgrænsning af "myndighedsfejl", hvor det lægges til grund at SKAT ikke har været opmærksom på fradraget, ikke korrekt.

Endvidere bemærker SKAT at fradraget for forbedringer er skønsmæssigt korrekt ansat. Denne bedømmelse antages at være upåvirket af at der ved fastsættelsen af det oprindelige fradrag efterfølgende er hævet med over 161 %. Det er os derfor uforståeligt, hvorledes SKAT kan vurdere at der ikke er skønfejl.

Endvidere er der ved fastsættelsen af det oprindelige fradrag efterfølgende hævet væsentligt ved afgørelsen fra Landsskatteretten. Det er os derfor uforståeligt, hvorfor SKAT ikke har vurderet at der er sket skønfejl.

Vi er dog enige med SKAT i at afvigelsen mellem den ændrede vurdering og den oprindelige vurdering overstiger 30-35 %, ved afgørelsen fra Landsskatteretten, og dermed at vurderingsskønnet er væsentligt.

Endelig ses SKATs afgørelse ikke at være baseret på den helhedsbedømmelse, der påkræves. Der henvises til domstolenes krav om helhedsbedømmelse, jf. SKM2013.307.BR og SKM2013.308.BR. Der ses ikke at være taget stilling til den konkrete sag, herunder den afvigelse det nye fradrag er udtryk for eller om det konkret for ejendommen har en betydning for skatteloftet, hvis der ekstraordinært genoptages.

Vores samlede konklusion:
Det påhviler SKAT at foretaget en helhedsbedømmelse, hvilket de ikke har gjort i tilstrækkelig grad. Afgørelsen bærer endvidere præg af at være et standardparadigme, hvor der er anvendt mere eller mindre uforklarlige argumenter til støtte for helhedsvurderingen.

Vi mener der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse i denne sag, da:

•       De tidsmæssige kriterier er opfyldt
•       En ekstraordinær genoptagelse vil påvirke skatteloftet
•       Der er tale om en markant afvigelse på over 161 %.
•       Der er udført et groft fejlskøn af Vurderingsrådet, der har ansat et meget lavt fradrag for forbedringer
•       Vurderingsrådspraksis var ifølge SKAT kun i meget få tilfælde i overensstemmelse med loven, da langt størstedelen blot brugte standardsatser eller slet ikke ansatte fradrag overhovedet, selvom det er en lovfæstet fradragsret.
•       SKAT vildledte klager med fejlangivelse i vurderingsvejledningen, hvori det indtil 2004 var anført, at man ikke kunne få rettet gamle fradrag.
•       SKAT var generelt klar over fejlagtige fradrag senest i 2004, men gjorde intet for at gøre klager eller andre skatteydere opmærksom herpå.
•       Der kan ikke statueres passivitet, da klager hverken har haft forudsætning for at forstå fradragsreglerne, ikke har haft mulighed for at forstå fradragssammensætning på grund af manglende begrundelse og i givet fald heller ikke ville have haft mulighed for at verificere udgifter til en lang række forbedringer bekostet af tredjemand.

På denne baggrund bør der i sagen indstilles til ekstraordinær genoptagelse ved Skatterådet, og SKAT bør pålægges at sikre dette.

ØVRIGE BEMÆRKNINGER
Som bilag 8 fremlægges notat af 2. marts 2014 fra [navn udeladt], tidligere SKAT medarbejdere i GLEG-projektet. Her fremgår det at SKAT alene har fundet anledning til at genoptage 4 ud af 3.000 behandlede sager om ekstraordinær genoptagelse pr. 14. januar 2014, hvilket findes stærkt problematisk.

Der kan formentlig ikke være tvivl om, at barren for hvornår ekstraordinær genoptagelse skal indrømmes dermed er sat alt for højt.

Derudover angives der at SKAT anfører deciderede usandheder om kendskabet til fradragets sammensætning og den tidligere praksis herom. Det oplyses at SKAT har procedure for at der ikke må indhentes supplerende oplysninger til brug for sagsbehandling, på trods af at dette er en forudsætning for tilvejebringelse af et korrekt grundlag for sikring af at afgørelse sker på et korrekt materielt grundlag.

Herunder anses det ligeledes for stærkt problematisk, at SKAT tilsyneladende konstruerer anbringender, som for eksempel at påpege at der ikke er væsentlighed, hvis det oprindelige fradrag er ansat til kr. 0 (en afvigelse kan ikke måles i procent, hvis det ene udgangspunkt for målingen er 0).
Disse forhold kan medføre afgørelsernes ugyldighed, idet afgørelsen derved foregiver at være truffet på et kendt grundlag, selvom det ikke er tilfældet.

Endvidere noteres det at SKAT har hemmeligstemplet Kammeradvokatrapport af 20. november 2012, jf. bilag 8. Det vurderes at rapporten er essentiel og bør indgå i sagsbehandlingen af denne sagsportefølje. Det er således særdeles relevant i forhold til behandlingen af disse sager, på hvilken baggrund Kammeradvokaten har erklæret SKATs sagsbehandling for ulovlig og på hvilken baggrund SKAT har besluttet at gennemgå de pågældende sager. Klagers partsrepræsentant har fået afslag på aktindsigt i den pågældende rapport. Det er klagers opfattelse, at Landsskatteretten bør indhente rapporten til brug for sagsbehandlingen af denne sagsportefølje.

Desuden hæftes der ved det der også er anført i klagerne om, at borgerne er vildledt, idet SKAT allerede i 2004 blev klar over, at der var noget galt, men undlod at informere borgerne herom, jf. bilag 8. Samme opfattelse deles tilsyneladende af [navn udeladt], tidligere SKAT medarbejder.

(…) "

Foreningens repræsentant har den 28. november 2018 yderligere tilføjet:

"(…)

I henhold til Højesterets dom af 27. november 2018 er det aktuelle spørgsmål i sagen om der må anses at foreligge en myndighedsfejl i forbindelse med ansættelsen af det oprindelige fradrag på 546.800 svarende til præcis kr. 60 pr. m²

Ansættelsen af fradrag for forbedringer skal konkret for ejendommen baseres på de konkrete udgifter der har været i forbindelse med byggemodningen. Det er ulovligt, at anvende "standardiserede" fradrag der enten udgør et bestemt kronebeløb pr. m² eller en given procentsats af grundværdien, hvis en sådan ansættelse indebærer, at der reelt ikke er foretaget en konkret vurdering af ansættelse i overensstemmelse med vurderingslovens bestemmelser.

I ovennævnte sag for Højesteret procederede Skatteministeriet således på, at By Y1 Kommunes praksis hvorefter man ifølge vidneforklaringen fra Vurderingsrådsformanden i Landsretten, godkendte standardiseret FFF afhængig af grundstørrelse på 40, 60 eller 80 kroner pr. m² var "hamrende ulovligt", hvilket kan bevidnes af de 5 medarbejdere fra Skatteankestyrelsen der var tilstede på retssagen dag 2. I den konkrete sag havde den ulovlige praksis dog ikke betydning for udfaldet, da der ikke var årsagssammenhæng mellem den ulovlige praksis i By Y1 Kommune og det forhold, at den pågældende ejendom slet ikke havde fået et fradrag for forbedringer.

Det må kunne lægges til grund, at hvis en ulovlig praksis med et standardiseret fradrag har ført til en forkert fradragsansættelse, så er der tale om en klar myndighedsfejl.

I nærværende sag har den daværende vurderingsmyndighed, By Y1 Kommune, ligesom i Højesteretssagen fastsat et standardiseret fradrag.

Den efterfølgende ordinære genoptagelsesbehandling har vist, at resultatet af den ulovlige standardiserede ansættelse væsentligt afveg fra det resultat man var kommet frem til, hvis man havde vurderet de konkrete udgifter. Der er derfor en direkte årsagssammenhæng i denne sag mellem det forkerte fradrag og den myndighedsfejl, det standardiserede fradrag er udtryk for.

Ved myndighedsfejl kræves iht. fast praksis en afvigelse på 10-15 % og vi er derfor inden for skiven i denne sag, da I har opgjort forskellen til 12 %.

Da der foreligger såvel en væsentlig afvigelse som en myndighedsfejl, mener vi der er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse. De øvrige grunde der er indgået i Skatteankestyrelsens vurdering anser vi ikke efter Højesterets dom at kunne blive tillagt så væsentlig betydning, at ekstraordinær genoptagelse skal afskæres til trods for at der er såvel en væsentlig afvigelse som en myndighedsfejl.

Vi anmoder om, at Skatteankestyrelsen sender sagen til fornyet høring hos Vurderingsstyrelsen med henblik på at få belyst, om Vurderingsstyrelsen er bekendt med, hvorledes det oprindelige fradrag er fastsat, hvis man på baggrund af ovennævnte dom mener der skulle være nogen som helst chance herfor ift. at det er selvsamme kommune, som SKAT ikke havde oplysninger om i Højesteretssagen. Hvis SKAT ikke kan redegøre for baggrunden for det oprindeligt fastsatte fradrag må det anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der var tale om en standardiseret fradrag og at der ikke er foretaget en saglig og konkret vurdering af fradragets størrelse.

(…)"

Repræsentanten har den 26. august 2021 tilføjet:

"(…)

Om Vurderingsstyrelsens bemærkninger om passivitet bemærkes, at Højesteret i dommen SKM2019.35.HR fastslår, at en grundejers passivitet i forhold til at reagere på en forkert/manglende ansættelse af fradrag ikke udelukker ekstraordinær genoptagelse. I sagen gjorde grundejeren således først indsigelse mod den manglende fradragsansættelse, da man fik sagkyndig bistand. Det forhold, at grundejeren ikke forud herfor havde gjort indsigelse mod den manglende fradragsansættelse afskar ikke muligheden for ekstraordinær genoptagelse. Det samme er tilfældet i nærværende sag.

Om passivitet bemærkes endvidere, at det ikke før 2003 (og dermed ikke i 1990´erne som oplyst af Vurderingsstyrelsens repræsentant) var muligt "formelt" at få genoptaget et fradrag. Tværtimod kunne fradraget kun rettes i den første vurdering og var herefter låst frem til starten af 00´erne. Dette regelgrundlag fremgik direkte af dagældende vurderingslov og er desuden udførligt beskrevet i dagældende vurderingsvejledninger, hvilket i øvrigt også er dokumenteret tidligere i nærværende sag. Vurderingsstyrelsen oplyser nu i tillægsbrevet, at man desuden havde en "uformel" praksis om at genoptage fradrag alligevel. Det er på sin vis bemærkelsesværdigt, at Vurderingsstyrelsen åbenlyst indrømmer, at man havde en praksis der stred imod dagældende lovgivning og villigt rettede fradrag hvis oplysningerne talte herfor trods manglende lovhjemmel, men det er decideret absurd, at man fra Vurderingsstyrelsens side nu gør gældende, at grundejerne kunne have benyttet sig af denne ulovlige praksis, og at manglende benyttelse heraf er udtryk for passivitet.

Om de sidste tre linjer i tillægsbrevet må man også konstatere, at Vurderingsstyrelsens udtalelse er ekstraordinær bemærkelsesværdig. For det første fordi Vurderingsstyrelsens repræsentant var et af de medlemmer af ERFA‐gruppen, der i 2005 deltog i et møde, som er refereret i bilag 5, og hvor ERFA‐gruppen i enighed konkluderede, at den anvendte praksis med skøn under regel var udbredt og helt uden lovhjemmel. Nu argumenterer repræsentanten i stedet for, at det ganske enkelt var nødvendigt at bryde loven, ligesom man tilmed indrømmer, at de lave grundværdier var medvirkende årsag til, at man ikke ansatte rigtige fradrag, men i stedet hvad der kunne anses for rimeligt set i forhold til de forkerte grundværdier.

Repræsentanten fra Vurderingsstyrelsen hylder på sin vis pragmatismen og det er også sådan vi kender ham fra de sager han har behandlet for os. Dette gælder også i begunstigende sager. Det er den gamle skole, hvor man søger løsninger der virker rimelige på lavest mulige niveau. Men en pragmatisk tilgang kan og bør ikke ske på bekostning at lovligheden i de trufne afgørelser og de seneste 15‐20 års oprydning på fradragsområdet sætter en tyk streg under, hvor galt det kan gå, når man ikke følger loven.

For mig at se bidrager Vurderingsstyrelsens udtalelse i sagen sådan set kun til at bestyrke rigtigheden i Skatteankestyrelsens indstilling om, at Vurderingsstyrelsen pålægges at indstille til ekstraordinær genoptagelse til Skatterådet.

Vi er enige i indstillingens resultat."

Repræsentanten har den 4. maj 2022 tilføjet:

"SKATs udtalelse giver ikke anledning til bemærkninger.

Vi finder det ikke afgørende, at [navn udeladt] var vurderingsrådsformand i en bestemt kreds, da hendes vidneudsagn omfattede den praksis, der blev anvendt i By Y1 Kommune.

Såfremt Skatteankestyrelsen måtte være i tvivl om praksis i kommunen trods vidneudsagn samt overvældende vurderingsdata, opfordres Skatteankestyrelsen til at indhente en udtalelse fra [navn udeladt], om den praksis hun udtalte sig om også omfattede den kreds, hvor ejendommen er beliggende i."

Retsmøde
Under retsmødet den 14. september 2022 gentog repræsentanten synspunkterne om, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse, da der er tale om væsentlig myndighedsfejl, og at der ikke forelå passivitet fra klagerens side.

Han gjorde gældende, at der er tale om udøvelse af et groft fejlskøn ved den oprindelige ansættelse af fradraget tilbage i 1990. By Y1 kommune, Vurderingsrådet, havde endvidere sat skønnet under en regel, idet man havde anvendt standardsatser uden at hense til individuel dokumentation. Der var godkendt et standardfradrag på 60 kr. pr. m² grundareal.

Der forelå endvidere ikke passivitet fra klagerens side. Klageren havde aldrig kendt grundlaget for Vurderingsrådets skøn på grund af manglende begrundelse. Klageren havde ikke haft mulighed for at forstå fradragets sammensætning. Det kunne ikke forventes, at en almindelig grundejer havde overblik over, om fradraget var ansat korrekt, fordi reglerne selv for SKAT var komplicerede at forstå og administrere.

Vurderingsstyrelsen tilkendegav, at de havde genovervejet sagen, og at man nu kunne tiltræde klagerens påstand, idet der forelå en væsentlig myndighedsfejl.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har i afgørelse af 20. januar 2015 afslået at forelægge sagen for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, har Landsskatteretten herefter kompetence til at afgøre, om sagen skal forelægges for Skatterådet. Der kan herved henvises til Landsskatterettens kendelse af 30. august 2007, offentliggjort i SKM2007.673.LSR.

SKATs afgørelse er truffet i henhold til genoptagelsesbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, som denne var formuleret før 1. januar 2013. Denne bestemmelse lyder således:

“Stk. 3. Skatterådet kan efter forelæggelse af told- og skatteforvaltningen, jf. § 2, stk. 2, foretage eller ændre en vurdering af en fast ejendom efter udløbet af fristerne i stk. 1 og 2. Skatterådet kan bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved beregningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat og kommunal ejendomsskat."

Det tilkommer efter denne bestemmelse SKAT - nu Vurderingsstyrelsen - at forelægge sagen for Skatterådet i de situationer, hvor fristerne i stk. 1 og 2 er udløbet, hvis der skal ændres eller foretages vurdering af en fast ejendom.

SKAT havde initiativet til at fremsende indstilling om ekstraordinær genoptagelse til Skatterådet, som herefter vedtager ændringen eller den foretagne vurdering. Skatterådet kan bestemme rækkevidden af en genoptagelse, når denne går ud over de ordinære ansættelsesfrister. Rækkevidden finder i øvrigt sin naturlige begrænsning i samspillet med den formueretlige forældelseslovgivning.

Foreningens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT - nu Vurderingsstyrelsen - pålægges at forelægge nærværende sag for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse af vurderingerne for 1998-2001.

Klageren har ikke et retskrav på at få sagen forelagt for Skatterådet. Det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en ejendomsvurdering ekstraordinært skal genoptages efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3. Dette fremgår bl.a. af Højesterets dom af 9. januar 2006 og af Østre Landsrets dom af 9. marts 2007, offentliggjort i henholdsvis SKM2006.49.HR og SKM2007.186.ØLR.

Ved vurderingen af, om der kan ske ekstraordinær genoptagelse, anlægges en restriktiv fortolkning af dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, således at der skal foreligge vægtige grunde, før der gives tilladelse til genoptagelse efter udløbet af den ordinære frist. Dette følger af Østre Landsrets dom af 18. februar 2016, offentliggjort i SKM2016.132.ØLR og af Højesterets dom af 27. november 2018, offentliggjort i SKM2019.35.HR.

Af lands- og højesteretsdomme, offentliggjort i SKM2006.49.HR, SKM2016.132.ØLR og SKM2019.35.HR, kan om den forvaltningsretlige vurdering udledes, at der skal foretages en samlet bedømmelse af forholdene. Ved bedømmelsen lægges vægt på, om der er relevante objektive fejl eller myndighedsfejl ved vurderingerne, væsentlig beløbsmæssig afvigelse eller særlige omstændigheder i øvrigt.

En væsentlig fejl eller afvigelse vil som udgangspunkt sige en ændring på mindst 30 - 35 % i forhold til den ansatte grundværdi for samme år. Ved myndighedsfejl eller fejl i en ansættelses objektive grundlag kan ændringer på 10-15 % anses for væsentlige. Den særlige betydning 2001 og 2002 vurderingerne har for grundejerens fremtidige skattebetalinger, er også et forhold, der inddrages i forbindelse med skønnet. Herudover kan det have betydning, om der foreligger yderligere momenter. Det kan bl.a. få betydning, om en ejer har forholdt sig passivt, og om ejer i betydelig grad er blevet vildledt og dermed ikke har benyttet sin klagemulighed.

Ejendommen fik ved sin første vurdering 1990 ansat fradrag for forbedringer med 546.800 kr. Ved omvurderingen af 1996 blev fradraget nedsat til 458.400 kr. Ved samme vurdering blev ejendommens vurderede areal ændret, således at 1.474 m² heraf blev vurderet til 0 kr. i stedet for til samme kvadratmeterpris som resten af ejendommen. I de omhandlede år, 1998-2001, var der således ansat fradrag for grundværdiforbedringer med 458.400 kr.

Foreningens repræsentant har under klagesagens behandling for retten gjort gældende, at der ved de oprindelige ansættelser af fradrag for 1990 og 1996 blev begået myndighedsfejl. Dette navnlig fordi, de er resultat af en praksis hos vurderingsmyndigheden, hvor skøn blev sat under regel, idet fradragene generelt blev ansat efter en standardsats af 60 kr. pr. m² grundareal, som ikke er vurderet til 0 kr. Foreningen har til støtte herfor henvist til matematiske sammenfald mellem areal og fradrag, samt til vidneforklaring afgivet af daværende formand for et af vurderingsrådene i By Y1 Kommune.

Vurderingsstyrelsen er under klagebehandlingen for retten blevet opfordret til at oplyse forholdene omkring de oprindelige ansættelser af fradrag for forbedringer for ejendommen. Vurderingsstyrelsen har oplyst, at de ikke er i besiddelse af akter fra daværende vurderingsråds behandlinger, samt at vurderingsrådene var ansættelsesmyndighed, og at By Y1 Kommune varetog sekretariatsfunktionen for vurderingsrådene. Vurderingsstyrelsen ved ikke, om SKAT modtog materiale fra vurderingssekretariatet i By Y1 ved overgangen af kompetencen til SKATs vurderingsenhed på X Y1.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærker:
Den 7. oktober 2005 anmodede foreningens repræsentant SKAT om genoptagelse med henblik på yderligere fradrag for grundforbedringer, jf. den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18. Det fremgår ikke af anmodningen, hvilke år den angår.

I brev af 12. december 2005 med bilag til SKAT nedlagde repræsentanten påstand om yderligere fradrag for grundforbedringer med 2.261.244 kr. I brevet er det anført, at "Forhøjelsen af fradrag for forbedringer bedes foretaget med virkning 5 år tilbage, jf. skattestyrelseslovens § 35 stk. 1 pkt. 1 og 2". Ifølge bilagene til brevet blev de påståede grundforbedringsudgifter afholdt i forbindelse med foreningens erhvervelse af ejendommen i 1990.

På dette grundlag traf SKAT den 26. september 2007 afgørelse om at genoptage vurderingsårerne 2002, 2004 og 2006 ordinært efter den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, og ansatte fradraget for grundforbedringer til 531.100 kr.

Den 23. december 2007 påklagede foreningens repræsentant SKATs afgørelse til vurderingsankenævnet, der ved afgørelse af 14. oktober 2010 forhøjede fradraget for vurderingsårerne 2002, 2004 og 2006 til 735.900 kr. Klagesagen angik alene de tre anførte vurderingsår.

Foreningens repræsentant påklagede den 17. januar 2011 vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, der ved kendelse af 5. oktober 2012 stadfæstede vurderingsankenævnets afgørelse. Landsskatterettens afgørelse af 5. oktober 2012 blev ikke indbragt for domstolene og er derfor endelig.

Foreningen kunne i 1998-2001, hvor foreningen modtog meddelelser om ejendomsvurderingerne for disse år, have bemærket, at fradraget for grundforbedringer var ansat for lavt i forhold til de udgifter, foreningen tidligere havde afholdt i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen. Foreningen kunne derfor have klaget over ansættelserne inden for de almindelige klagefrister, hvilket foreningen ikke gjorde. Efterfølgende bad foreningen heller ikke om genoptagelse inden for de ordinære frister.

I hvert fald fra den 7. oktober 2005 og i hele det efterfølgende sagsforløb havde foreningen sagkyndig repræsentant, som i hvert fald fra den 12. december 2005 var i besiddelse af oplysningerne om de udgifter, foreningen havde afholdt i forbindelse af erhvervelsen af ejendommen. Repræsentanten havde dermed også grundlaget for at konstatere, om fradraget for grundforbedringer for de omhandlede år, 1998-2001, var ansat for lavt. Hverken i forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende vurderingsårerne 2002, 2004 og 2006, under klagebehandlingen eller efter, at klagesagen blev afsluttet med Landsskatterettens kendelse af 5. oktober 2012, tog foreningen imidlertid initiativ til at få de tidligere år genoptaget ekstraordinært efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, med henblik på at få et højere fradrag for grundforbedringer. Efterfølgende blev muligheden for ekstraordinær genoptagelse af de tidligere år undersøgt på SKATs initiativ, hvilket førte til SKATs afslag heraf ved den indbragte afgørelse af 20. januar 2015.

Under disse omstændigheder er foreningen - uanset om der i forbindelse med de oprindelige fradragsansættelser måtte være begået myndighedsfejl som påberåbt af foreningen, der har ført til væsentlige fejl i de omhandlede år - ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse.

Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste SKATs afgørelse.

Et retsmedlem bemærker:
I overensstemmelse med repræsentantens anbringender og Vurderingsstyrelsens tilkendegivelse på retsmødet finder dette retsmedlem, at Vurderingsstyrelsen skal pålægges at forelægge sagen for Skatterådet.

Der træffes afgørelse i henhold til flertallet.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.