Dato for udgivelse
26 nov 2020 08:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 okt 2020 13:08
SKM-nummer
SKM2020.472.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
BS-25388/2019-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Ordinær genoptagelse, frist, anmodning
Resumé

Dommen angår, om appellanten har krav på ordinær genoptagelse af den yderligere ansættelse af grundværdien (omberegnede grundværdi) for vurderingsåret 2007 efter skatteforvaltningslovens dagældende § 33, stk. 2.

Der var under sagen tvist om, hvorvidt en fremsat anmodning af 27. juni 2012 om genoptagelse af den omberegnede grundværdi, der blev indgivet efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist, alligevel skulle behandles efter reglerne om ordinær genoptagelse, fordi der tidligere, den 30. april 2008, indenfor den ordinære genoptagelsesfrist var indgivet en begæring om fradrag for forbedringer.

Landsretten anførte, at anmodningen af 30. april 2008 alene angik ansættelsen af fradrag i grundværdien for forbedringer og ikke indeholdt nogen oplysninger af faktisk eller retlig karakter med relevans for den foretagne yderligere ansættelse af grundværdien. Først ved brevet af 27. juni 2012 omtaltes den yderligere ansættelse af grundværdien, og der blev fremlagt oplysninger som angivet i den dagældende § 33, stk. 2.

Landsretten tiltrådte på den baggrund, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at anmodningen om genoptagelse af den yderligere ansættelse af grundværdien skulle indgå i den verserende sag om genoptagelse af ansættelsen af fradrag i grundværdien for forbedringer.

Østre Landsrets dom af 26. juni 2014 (SKM2014.438.ØLR) kunne ikke føre til et andet resultat.

Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Hjemmel

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 (dagældende)

Henvisning

-

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Se Byrettens dom, SKM2019.75.BR

Tidligere instans: Tidligere instans: Landsskatterettens j. nr. 12-0279316 og 17-0712549.

Appelliste

Parter

A

(v/ advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen

Afsagt af landsretsdommer

Bo Østergaard, Bodil Dalgaard Hammer og Johann Herzog

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden med henblik på behandling af den ved vurderingen

2007 yderligere ansættelse af grundværdien.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

R1 anmodede ved brev af 30. april 2008 SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderingen for en række ejendomme, herunder ejendommen tilhørende A. Af anmodningen fremgår blandt andet:

"Vedrørende regulering af fradrag for forbedringer på ejendommene:

Vi repræsenterer alene - Adresse Y1

På vegne af adkomsthaver skal der hermed anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen fradrag for forbedringer.

Der anses ikke at være givet et korrekt fradrag for faktiske afholdte grundforbedringer til byggemodning af ejendommen, herunder udgifter til:

• Landinspektør, arkitekt, projektering, tilsyn m.v.

• Boligveje inkl. vejafvanding, kantsten m.v.

• Etablering af forsyningsnet til el, vand, varme og kloak

• Stianlæg, fællesarealer, grønne områder

• Tilslutningsafgifter/bidrag ifbm. el, vand, varme og kloak

• Stam- og fødevejsanlæg

Med henblik på sagens behørige oplysning, vil der snarest fremsendes yderligere retlige anbringender ligesom dokumentation for sagens faktiske omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til Landsskatterettens kendelse af 28. februar 2002.

Der anmodes om genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningslovens

§ 33, stk. 2.

Der tages forbehold for yderligere påstande og anbringender i sagens videre forløb."

Af SKATs agterskrivelse af 7. juni 2012 til R1 fremgår blandt andet:

"Vi foreslår, at vurderingen for andelsboligforeningen adresse Y2 genoptages fra 2004.

Vi foreslår, at det givne fradrag for forbedringer fastholdes.

Grundværdien fastholdes til 11.089.100 kr. i 2006.

Fradraget for forbedringer gælder i 30 år regnet fra 1992. Det er de år, hvor I kunne have fået fradraget første gang.

Fra 2007 forhøjes fradrag for forbedringer for de grunde der er udstykket fra andelsboligforeningen.

Ændringen af vurderingen for de nyopståede parceller vil kunne få betydning for ejendomsskatten fra 2009, fordi vurderingen for 2007 først indgår i beregningen af ejendomsskatten i 2009.

I har den 30. april 2008 på vegne af grundejerne bedt os om at genoptage vurderingen, for at I kan få et korrekt fradrag i grundværdien for forbedringer. Vi behandler jeres sag efter reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2."

R1 fastholdt ved brev af 27. juni 2012 anmodningen om yderligere fradrag for grundforbedringer. I brevet er herudover anført blandt andet følgende:

"…

Omberegnet grundværdi:

Det ses at SKAT har foretaget en omberegning af grundværdien på et forkert grundlag. SKAT har anvendt en områdepris på kr. 710 i 2001, hvilket ikke er korrekt. Der henvises til ejendommen [ejendomsnummer] som ligger i samme grundværdiområde som påklaget ejendom og er fuldt ud sammenlignelig. Ejendommen havde en områdepris på kr. 790 i 2004.

…"

SKAT traf den 19. juli 2012 afgørelse i sagen i overensstemmelse med agterskrivelsen af 7. juni 2012. For så vidt angår anmodningen om genoptagelse af den yderligere ansættelse af grundværdien fremgår af afgørelsen følgende:

"…

I har anmodet om genoptagelse af grundskatteloftet den 27. juni 2012.

Grundskatteloftet er ansat i 2007.

I henhold til Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, kan vi kun genoptage en ansættelse, såfremt der er anmodet herom senest den 1. maj i det 4. år efter vurderingsårets udløb.

Da grundskatteloftet er ansat i forbindelse med en vurdering der ligger ud over fristen i henhold til skatteforvaltningsloven, har vi ikke mulighed for at genoptage det.

Jeres anmodning betragtes derfor som en anmodning om ekstraordinær genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse vil blive behandlet som en særskilt sag, og I vil senere få en særskilt afgørelse på denne anmodning.

…"

Den 22. juni 2016 traf SKAT afgørelse om, at sagen ikke ville blive forelagt Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse, jf. dagældende skatteforvaltningslovens

§ 33, stk. 3.

Retsgrundlag

Af den dagældende vurderingslov, lovbekendtgørelse nr. 740 af 3. september

2002, fremgår blandt andet:

"A. Almindelige regler for vurderingen

§ 5. Ved vurderingen ansættes ejendomsværdien og grundværdien samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer.

B. Ejendomsværdien

§ 9. Ved ejendomsværdien forstås værdien af den faste ejendom i dens helhed.

C. Grundværdien

§ 13. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

D. Fradrag i grundværdien for grundforbedringer

§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

F. Told- og skatteforvaltningens opgaver

§ 33.

Stk. 18. Når en ny ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld,

jf. kapitel 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien. Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi. Har den nye ejendom hidtil været undtaget fra vurdering, jf. § 7, stk. 1, eller er vurdering undladt, jf. § 7, stk. 2, omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af omliggende ejendomme af den pågældende art det seneste år, hvor grundværdien for disse efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi.

…"

Vurderingslovens § 33, stk. 18, blev indsat ved lov nr. 1047 af 17. december 2002 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og lov om vurdering af landets faste ejendomme (Loft over grundlaget for beregning af kommunal grundskyld).

Af de almindelige bemærkninger til forslaget til ændringsloven (lovforslag nr.

39 af 23. oktober 2002) fremgår blandt andet:

"Omberegning ved ændring af grundens størrelse, anvendelse m.v.

Ved ændring af grundens størrelse, anvendelse eller øvrige karakteristika,

f.eks. ændrede planforhold, eller en ejerlejligheds fordelingstal, eller når en grund, der ikke hidtil har været vurderet, bliver vurderet, sker der en omberegning af grundværdien, som sikrer, at selve ændringen af grundens forhold giver anledning til ny skatteberegning. Loftet for grundskyld tilpasses ved omberegningen de ændrede forhold, således at selve ændringen af grundens forhold f.eks. en overgang fra landzone til byzonestatus kan give anledning til en ændret grundskyld, mens grundværdien efter ændringen på ny er underlagt stigningsbegrænsningen.

Omberegningen sker af tekniske grunde med udgangspunkt i det seneste år, hvor den faktiske grundværdi har ligget til grund for påligningen af grundskyld.

Vurdering ved ændring af grundens størrelse, anvendelse m.v.

Efter forslaget skal vurderingsmyndighederne - til brug for den i afsnit

2.2 omtalte omberegning - i forbindelse med en almindelig vurdering eller en omvurdering af grunden foretage en yderligere ansættelse af grundværdien efter ændringen, men i niveau som om vurderingen var foretaget i det år, hvor der senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi og den afgiftspligtige grundværdi."

Af de specielle bemærkninger til § 33, stk. 18, fremgår blandt andet:

"Stk. 18 finder anvendelse for nye ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld.

Nye ejendomme er ejendomme, der udskilles fra ejendomme, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld. Nye ejendomme er også ejendomme, der hidtil har været undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, stk. 1, eller hvor vurdering er undladt efter vurderingslovens § 7, stk. 2. Ejendomme, der har været omfattet af pligten til at betale grundskyld, men som efter bestemmelserne i den kommunale ejendomsskattelovs §§ 7 og 8 har været helt eller delvist fritaget for at betale grundskyld, anses ikke som nye ejendomme. Det vil sige, at der af hensyn til loftet over grundskylden vil skulle foretages en yderligere vurdering i de samme tilfælde som de, der er omfattet af vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 7.

Princippet for disse vurderinger er, at vurderingsmyndigheden i forbindelse med den almindelige vurdering eller en omvurdering af den nye ejendom skal foretage en yderligere ansættelse af grundværdien af den nye ejendom.

Denne ansættelse foretages, ligesom den almindelige vurdering eller omvurderingen, under hensyn til de for den nye ejendom gældende anvendelses- og planforhold.

Har den nye ejendom hidtil været vurderet som en del af en ejendom (den udstykkede ejendom), foretages vurderingen i det niveau, der gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det år, hvor der senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld og den afgiftspligtige grundværdi. Det vil sige det niveau, der efter stk. 16 eller 17 skulle have været anvendt, såfremt grunden med de for denne gældende anvendelses- og planforhold skulle have været vurderet sammen med den udstykkede ejendom.

…"

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 - skatteforvaltningsloven - blev bestemmelsen om genoptagelse indsat i skatteforvaltningsloven som § 33, stk. 2, og bestemmelsen fik den ordlyd, der er gældende i den foreliggende sag:

"§ 33.

Stk. 2. En klageberettiget, …, der ønsker at få genoptaget en ejendomsvurdering, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Den omhandlede ejendom blev i november 2006 udstykket fra en andelsboligforening.

Efter udstykningen blev ejendommen første gang vurderet selvstændigt

pr. 1. oktober 2007 i medfør af den dagældende vurderingslovs § 5. Der blev i forbindelse hermed foretaget en yderligere ansættelse af grundværdien i medfør af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18.

Den på vegne af blandt andre A fremsatte anmodning af 30. april 2008 om genoptagelse af ejendomsvurderingen angår efter sit indhold alene ansættelsen af fradrag i grundværdien for forbedringer. Anmodningen indeholder ikke nogen oplysninger af faktisk eller retlig karakter med relevans for den af vurderingsmyndigheden foretagne yderligere ansættelse af grundværdien.

Først ved brev af 27. juni 2012 - og således efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2 - omtalte As daværende repræsentant den yderligere ansættelse af grundværdien og fremlagde oplysninger som angivet i den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, herom.

Landsretten tiltræder på den baggrund, at der ikke foreligger omstændigheder der kan begrunde, at anmodningen om genoptagelse af den yderligere ansættelse af grundværdien skulle indgå i den verserende sag om genoptagelse af ansættelsen af fradrag i grundværdien for forbedringer.

Østre Landsrets dom af 26. juni 2014 (SKM2014.438.ØLR) kan ikke medføre et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inklusive moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang, karakter og betydning.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 20.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.