Formål og baggrund

Højesteret afsagde den 27. november 2018 dom i sagen Civica mod Skatteministeriet (SKM2019.35.HR). I dommen tog Højesteret stilling til, om Civica var berettiget til at få genoptaget ejendomsvurderingen for år 2000 med henblik på at få indsat et fradrag for grundforbedringer efter de dagældende regler om ekstraordinær genoptagelse.

Højesteret fandt, at Civica havde godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt og pålagde Skatteministeriet at genoptage vurderingen for år 2000 ekstraordinært og indsætte et fradrag for grundforbedringer.

Sagen er en del af et større sagskompleks (GLEG-komplekset), hvor det tidligere SKAT gennemgik en lang række tidligere afgjorte ordinære genoptagelsessager om fradrag for grundforbedringer for at undersøge, om vurderingerne skulle indstilles ekstraordinært genoptaget.

Vurderingsstyrelsen finder derfor anledning til at tilkendegive styrelsens opfattelse af dommen.

Vurderingsstyrelsens kommentarer til dommen

Det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at Højesteret med dommen har tiltrådt den i hidtidig praksis anlagte fortolkning af retsgrundlaget om ekstraordinær genoptagelse, idet det fremgår af dommens præmisser, at det som anført i Den juridiske vejledning beror på en samlet individuel bedømmelse af forholdene, om der skal ske ekstraordinær genoptagelse, og at der i den forbindelse kan lægges vægt på, om der er tale om objektive fejl i vurderingerne, myndighedsfejl, væsentlig beløbsmæssig afvigelse eller særlige omstændigheder i øvrigt.

Det er videre Vurderingsstyrelsens opfattelse, at Højesteret med dommen har tiltrådt, dels at det er grundejeren, der har bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, dels at grundejer kan fortabe kravet ved passivitet. Der henvises til præmisserne. Det forhold, at Højesteret i den konkrete sag - med henvisning til det faktiske forløb - har anlagt en lempeligere tilgang til grundejerens pligt til at reagere, ændrer ikke ved, at Højesteret med denne del af præmisserne grundlæggende har anerkendt, at det er relevant at lægge vægt på, om grundejer har udnyttet sine reaktionsmuligheder.

Det fremgår af Højesterets præmisser, at sagsøgers ejendom og naboejendommen var registreret i et andet grundværdiområde end de øvrige ejendomme i udstykningen og med forkert planmæssig anvendelse, at disse to storparceller bevarede gamle ejendoms- og matrikelnumre fra de hidtidige kolonihaveejendomme i området, og at disse to storparceller i modsætning til de øvrige parceller i udstykningen ikke fik et oprindeligt fradrag for forbedringer.

Det fremgår også, at Højesteret under henvisning hertil fandt det tilstrækkelig godtgjort, at to af storparcellerne - i modsætning til de øvrige storparceller i udstykningsområdet - ikke fik fradrag for forbedringer i år 2000 på grund af et ikke retvisende oplysningsgrundlag i de it-systemer, der understøttede det kommunale vurderingsråds ejendomsvurdering.

Højesteret fandt på dette grundlag, at der i den konkrete sag forelå en konkret myndighedsfejl, som var årsag til, at der ikke på de to storparceller var ansat et korrekt fradrag for forbedringer, og som af denne grund kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at Højesterets præmisser må forstås således, at det ikke er enhver myndighedsfejl, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse med henblik på ansættelse af et korrekt fradrag for forbedringer. Det kræves tillige, at fejlen er relevant, sådan at den fejlagtige eller manglende ansættelse skal være en følge af den konkrete fejl.

Det er videre Vurderingsstyrelsens opfattelse, at dommen er konkret begrundet inden for rammerne af hidtidig praksis. Vurderingsstyrelsen vil derfor ikke foretage en fornyet gennemgang af samtlige sager i GLEG-komplekset, ligesom der ikke vil blive offentliggjort et styresignal.