Dato for udgivelse | 20 sep 2004 10:49 |
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal | 6. september 2004 |
SKM-nummer | SKM2004.366.HR |
Myndighed | Højesteret |
Sagsnummer | 218/2003 |
Dokument type | Dom |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Lejeværdi, konkurs, anpart, ægtefælle |
Resumé | Appellanten, der var erklæret konkurs den 5. maj 1997, ejede på dekrettidspunktet et parcelhus i lige sameje med sin ægtefælle. Ved skøde af 9. februar 2000 blev den ideelle andel af ejendommen overdraget til ægtefællen med overtagelsesdag den 5. maj 1997. Appellanten beboede fortsat ejendommen under konkursen.
Det ansås ikke for godtgjort, at der forud for den 9. februar 2000 mellem boet og appellantens ægtefælle var indgået aftale om overdragelse af den ideelle anpart af ejendommen. Det blev endvidere lagt til grund, at boet stiltiende accepterede, at appellanten fortsat beboede ejendommen i 1998 og 1999. Skatteministeriet fik derfor medhold i, at appellanten i medfør af konkursskattelovens § 8 skulle beskattes af lejeværdi af den boet tilhørende ideelle anpart af ejendommen i indkomstårene 1998 og 1999. |
Reference(r) | Konkursskatteloven § 8 |
Henvisning | Ligningsvejledningen 2004 - 3 E.L.1.4.3 |
Parter
A
(advokat Thomas Højlund)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Wendler Pedersen, Torben Melchior, Peter Blok, Per Walsøe og Niels Grubbe.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 21. maj 2003.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin påstand.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Højesterets begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
A skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 15.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.