Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilke situationer konkursskattelovens regler gælder.

Afsnittet indeholder:

  • Konkursskattelovens anvendelse
  • Skattemæssige virkninger af konkurs
  • Dødsboer.

Konkursskattelovens anvendelse

Konkursskatteloven anvendes på visse skatteforhold i forbindelse med konkurs, herunder opgørelse af konkursindkomst og begrænsning af underskudsfremførsel mv.

Loven gælder ikke for:

  • Frivillig akkord i konkurs
  • Tvangsakkord i konkurs
  • Gældssanering i konkurs.

KKSL § 5 og § 13 om konkursboer, der sluttes efter KL § 144, gælder dog i disse tilfælde.

Bemærk

Reglerne om betalingsstandsning og tvangsakkord er ophævet med lov nr. 718 af 25. juni 2010 om ændring af konkursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion mv.). Ændringerne i konkursloven betyder, at reglerne om anmeldt betalingsstandsning, akkord og forhandling om tvangsakkord er erstattet af et nyt regelsæt om rekonstruktion af insolvente, men levedygtige selskaber. Disse ændringer er pt. ikke indarbejdet i konkursskatteloven.

Udenlandske konkurser, der tillægges retsvirkning her i landet efter KL § 6, er ikke omfattet af reglerne i konkursskatteloven bortset fra reglerne i § 4 og § 12 om begrænsning af retten til at fremføre underskud.

Se KKSL § 1.

Skattemæssige virkninger af konkurs

Konkursskatteloven indebærer, at skattemæssige underskud fra tiden før konkursen ikke kan fratrækkes efter dette tidspunkt. Formålet er at hindre fradrag for udgifter, der aldrig betales.

Den almindelige måde at slutte et konkursbo på er at opgøre boets aktiver og udlodde disse til kreditorerne efter reglerne i konkursloven.

Indkomst, som omfattes af konkursen, beskattes efter konkursskatteloven, og konkursskattelovens regler afgør, om indkomsterne enten er skattefri eller skattepligtige. Afgrænsningen af konkursindkomsten er fastlagt i KKSL § 3 for selskaber, fonde og foreninger mv. og KKSL § 7 for fysiske personer.

Konkursindkomst skal som hovedregel ikke beskattes. Se nærmere afsnit C.C.9.2 om konkurs og skattepligt.

Dødsboer

Konkursbeskatning for insolvente dødsboer er ophævet, hvor dødsfaldet sker den 1. juli 2008 eller senere. Herefter skal reglerne om skattefrie dødsboer anvendes. Tilsvarende gælder ved skifte af uskiftet bo i længstlevendes levende live, når anmodningen om skifte indgives den 1. juli 2008 eller senere.

Se afsnit C.E.3.6 om insolvente dødsboer.

For dødsfald, der sker før den 1. juli 2008, gælder de tidligere regler i KKSL §§ 13A-13H. Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende 2008-2, afsnit E.L.1.5.