Indhold
Dette afsnit beskriver, hvad der sker med debitors renteudgifter, når renterne forældes.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over afgørelser, domme kendelser, SKAT-meddeleler med videre.
Regel
Hvis skatteyderen har fået fradrag for renter, der ikke er betalt, skal der ske efterbeskatning, når kreditors krav på renterne forældes.
På forældelsestidspunktet skal debitors økonomiske forhold vurderes, og på den baggrund foretages en vurdering af gældens værdi på forældelsestidspunktet. Den værdi gælden har på forældelsestidspunktet skal beskattes.
Krav på renter er en selvstændig fordring, der kan forældes uafhængigt af hovedfordringen og eventuelt efter andre regler end hovedfordringen. Ved forældelse af hovedfordringen bortfalder krav på renter og lignende ydelser også, selvom de ikke ville være forældet hvis de blev bedømt som selvstændige fordringer. Se FORÆL § 23, stk. 2.
Se også
- A.A.9.4.1 "Forældelsesfristens længde og beregning" under afsnittet "Renter, gebyrer og lignende".
- A.A.9.5.1 "Egentlig afbrydelse af forældelse".
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
|
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
|
Højesteretsdomme
|
|
TfS 1988, 366 HD
|
A opførte i 1975 en ejendom i spekulationsøjemed. Ved en efterfølgende tvangsauktion led A et tab, som A fratrak ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Størstedelen af tabet vedrørte skyldige byggeomkostninger, og de pågældende kreditorfordringer bortfaldt i 1980 ved forældelse. Højesteretsdommerne var enige i, at der ved gældens forældelse var opnået en indkomstskattepligtig fordel for A, og at det var uden betydning, at A ikke i tiden indtil forældelsen havde deltaget i andre spekulationshandler med fast ejendom. Et flertal af dommerne fandt, at der ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst burde tages hensyn til skatteyderens betalingsevne på tidspunktet for forældelsen. Disse dommere fandt det imidlertid ikke i den konkrete sag sandsynliggjort, at As betalingsevne på forældelsestidspunktet var forringet på en sådan måde, at der var grundlag for at ansætte forældelsesfordelen til et lavere beløb end gældens nominelle størrelse. Beskatningen skulle derfor ske på grundlag af den forældede gælds nominelle størrelse.
|
|