Indhold
Dette afsnit handler om den tidsmæssige udstrækning af genoptagelsen.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Udgangspunktet tages i den første endelig underkendende kendelse eller dom
- 1. led - helt eller delvist sammenfaldende afgiftsperioder
- Eksempler på genoptagelse af delvist sammenfaldende afgiftsperioder
- 2. led - tre år forud for underkendelse af praksis
- Ændring af afgiftsperioden.
Regel
Der er to led i den tidsmæssige udstrækning af genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 1.
1. led:
Genoptagelse kan ske fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis.
2. led:
Genoptagelse kan ske fra den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet tre år forud for underkendelsen af praksis.
Den tidsmæssige udstrækning af genoptagelsesvirkningerne er de samme for såvel den afgiftspligtige, der var part i den sag, der forelå til prøvelse, og som resulterede i en underkendelse af praksis, som for de øvrige afgiftspligtige, hvis sager ikke er prøvet, men som har opgjort deres afgiftstilsvar efter den nu underkendte praksis.
SKAT skal derfor i sagsfremstillingen og over for Landsskatteretten oplyse, hvilke afgiftsperioder, der er til prøvelse i den sag, der er til behandling.
Udgangspunktet tages i den første endelig underkendende kendelse eller dom
Ved fastlæggelsen af hvilke afgiftsperioder, der kan genoptages, skal udgangspunktet tages i den første endeligt underkendende kendelse eller dom. En anden efterfølgende endeligt underkendende kendelse eller dom kan derfor ikke lægges til grund, selvom den vedrører afgiftsperioder, der ligger længere tid tilbage end den første underkende afgørelse.
Hvis Landsskatteretten afsiger kendelser i en række sager den samme dag, og hvor der i de forskellige sager er tale om vidt forskellige afgiftsperioder, kan der ske genoptagelse tilbage til den ældste afgiftsperiode i de pågældende sager.
1. led - helt eller delvist sammenfaldende afgiftsperioder
Genoptagelse i tid kan ske fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis. Se SFL § 32, stk. 1, nr. 1 (1. led).
De enkelte afgiftslove opererer med forskellige afgiftsperioder. For at bestemme længden af en afgiftsperiode henvises der til den relevante lov.
Der gælder følgende principper for den tidsmæssige udstrækning af den ekstraordinære genoptagelse:
- De afgiftspligtige, der har opgjort deres afgiftstilsvar efter den nu underkendte praksis, og som har en afgiftsperiode, der er identisk med den afgiftsperiode, der resulterede i underkendelse af praksis, kan få genoptagelse tilbage til og med den første afgiftsperiode i den sag, der førte til underkendelse af praksis.
Eksempler på genoptagelse af delvist sammenfaldende afgiftsperioder
Eksempel 1
Landsskatteretten afsiger den 1. juli 2003 en kendelse, der underkender praksis. Landsskatteretskendelsen indbringes ikke for domstolene. Der var flere afgiftsperioder til prøvelse i sagen for Landsskatteretten. Den første afgiftsperiode var 1. kvartal 1996, det vil sige perioden 1. januar til 31. marts 1996
Alle afgiftspligtige, der har opgjort deres afgiftstilsvar efter den underkendte praksis, og som har kvartalet som afgiftsperiode, kan herefter få genoptaget opgørelsen af deres afgiftstilsvar fra 1. kvartal 1996, det vil sige afgiftsperioden 1. januar til 31. marts 1996.
De afgiftspligtige, der har opgjort deres afgiftstilsvar efter den nu underkendte praksis, men som ikke har samme afgiftsperiode, men derimod en længere afgiftsperiode, kan få genoptagelse fra den første afgiftsperiode, der var delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den sag der førte til underkendelse af praksis.
Eksempel 2
Landsskatteretten afsiger den 1. juli 2003 en kendelse, der underkender praksis. Landsskatteretskendelsen indbringes ikke for domstolene. Der var flere afgiftsperioder til prøvelse i sagen for Landsskatteretten. Den første afgiftsperiode var 1. kvartal 1996, det vil sige perioden 1. januar til 31. marts 1996.
Afgiftspligtige, der har kalenderhalvåret som afgiftsperiode, kan få genoptaget opgørelsen af deres afgiftstilsvar fra 1. kalenderhalvår 1996, det vil sige for afgiftsperioden 1. januar til 30. juni 1996.
De afgiftspligtige, der har opgjort deres afgiftstilsvar efter den nu underkendte praksis, men som ikke har samme afgiftsperiode, men derimod en kortere afgiftsperiode, kan få genoptagelse fra den første afgiftsperiode, der var delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den sag, der førte til underkendelse af praksis.
Eksempel 3
Landsskatteretten afsiger den 1. juli 2003 en kendelse der underkender praksis. Landsskatteretskendelsen indbringes ikke for domstolene. Der var flere afgiftsperioder til prøvelse i sagen for Landsskatteretten. Den første afgiftsperiode var 1. kvartal 1996, det vil sige perioden 1. januar til 31. marts 1996.
Afgiftspligtige, der har kalendermåneden som afgiftsperiode, kan få genoptaget opgørelsen af deres afgiftstilsvar fra 1. kalendermåned 1996, det vil sige for afgiftsperioden 1. januar til 31. januar 1996.
2. led - tre år forud for underkendelse af praksis
Genoptagelsen i tid kan udstrækkes til at gælde fra og med den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet tre år forud for underkendelsen af praksis. (3-årsfristen i § 32, stk. 1, nr. 1 er indført med virkning fra 1. januar 2008). Se SFL § 32, stk. 1, nr. 1 (2.led).
Se også
Vejledning om processuelle regler på SKATs område, 2007-4 afsnit G1.2.5 om den tidligere gældende retstilstand.
Eksempel på genoptagelse tre år forud for underkendelse af praksis
Landsskatteretten afsiger den 15. juli 2008 en kendelse, der underkender praksis.
Landsskatteretskendelsen indbringes ikke for domstolene. Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse i sagen for Landsskatteretten var 2. kvartal 2005, det vil sige perioden 1/4 - 30/6 - 2005.
Afgiftspligtige kan få genoptaget opgørelsen af deres afgiftstilsvar fra og med den afgiftsperiode, der var påbegyndt, men endnu ikke udløbet den 15. juli 2005.
Virksomheder med kvartalet som afregningsperiode kan få genoptagelse fra og med afgiftsperioden 3. kvartal 2005 (1. juli - 30. september 2005).
Virksomheder med kalendermåneden som afgiftsperiode kan få genoptagelse fra og med juli måned 2005 (1. juli - 31. juli 2005).
Virksomheder med kalenderhalvåret som afgiftsperiode kan få genoptagelse fra og med 2. kalenderhalvår 2005 (1. juli - 31. december 2005).
Ændring af afgiftsperioden
Der kan ske ændring af momspligtige virksomheders afgiftsperioder fx på baggrund af størrelsen af den afgiftspligtige leverance over en 12 måneders periode, eller efter anmodning når visse forudsætninger er opfyldt.
Det vil være længden af afgiftsperioderne på genoptagelsens begyndelsestidspunkt, der er afgørende for, hvor langt tilbage i tid, der skal ske genoptagelse, uanset om genoptagelse sker efter 1. eller 2. led.