Dato for udgivelse
22 Jun 2006 12:15
SKM-nummer
SKM2006.406.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-8-1700-0011
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Børnefamilieydelse, modregning, restance, daginstitution
Resumé
Modregning i børnefamilieydelse for restancer vedrørende daginstitution kunne ske uden forudgående vurdering af skyldners økonomi.
Reference(r)
Lov om social ydelse§§ 15 og 22
Lov om folkeskolen § 40, stk. 2
Lovbekendtgørelse nr. 846 af 4. september 2000 § 11, stk. 2
Redaktionelle noter
Dokumenttype er efterfølgende ændret til afgørelse.

Klagen skyldes modregning i børnefamilieydelse for en restance vedrørende daginstitutionsbetaling.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

X Kommune foretog den 14. oktober 2005 modregning i klagerens krav på børnefamilieydelse til delvis dækning af en restance vedrørende betaling for daginstitution. Der blev modregnet for 1.198 kr. Beløbet svarer til 50 % af børnefamilieydelsen.

Klagerens månedlige indtægter udgør i alt 11.400 kr. Indtægten består af ledighedsydelse på 9.300 kr. og boligsikring på 2.100 kr.

De månedlige udgifter udgør i alt 9.678 kr. Udgifterne består af husleje 6.200 kr., banklån 1.500 kr., afdrag til kommune 500 kr. A 500 kr., B 150 kr., forsikring 420 kr., C 88 kr.,  kabel-TV 120 kr., D 200 kr.

Klageren har desuden en bankgæld på 2.300 kr.

Skattecentrets afgørelse

Der er foretaget modregning i 50 % af klagerens krav på børnefamilieydelse for et krav vedrørende daginstitutionsbetaling for 2005. Modregningen er sket med hjemmel i børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at op til halvdelen af ydelsen kan modregnes i eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. §§ 15 og 22 i lov om social service, samt skolefritidsordning, jf. § 50 i lov om folkeskolen.

Modregning kan ske uden en forudgående konkret vurdering af skyldnerens økonomi. Det har derfor været unødvendigt at indhente oplysninger om skyldnerens budget.

Der foreligger ikke oplysninger om ganske særlige forhold, der taler imod modregningen.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om modregning i børnefamilieydelsen ophæves, således at beløbet udbetales til hende.

Klageren har herved henvist til et udarbejdet budget, hvoraf ovennævnte indtægter og udgifter fremgår. 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af § 11, stk. 2, lovbekendtgørelse nr. 846 af 4. september 2000 med senere ændringer, at der i op til halvdelen af børnefamilieydelsen kan modregnes eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. §§ 15 og 22 i lov om social service, samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Det fremgår endvidere, at ydelsen i øvrigt ikke kan anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav.

Det fremgår ikke af lovbestemmelsen eller af dens forarbejder, at modregning i børnefamilieydelsen er betinget af en forudgående vurdering af husstandens økonomiske forhold.

Kommunen har således været berettiget til at foretage modregning i børnefamilieydelsen som sket.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.