Parter

A
(advokat Erik Flink)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 15. april 1999.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen, Peter Blok og Asbjørn Jensen.

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har subsidiært gentaget sin hjemvisningspåstand.

Til brug for Højesteret har Statens Skadedyrlaboratorium den 9. marts 2000 besvaret følgende spørgsmål fra parterne således:

"1) om anvendelse af katte er et relevant middel til bekæmpelse af rotter på en landbrugsejendom, der drives med korn- og fåreavl bestående af 19 får

Katte kan anvendes i rottebekæmpelse og må derfor betragtes som relevant middel. Hvad landbrugsejendommen i øvrigt anvendes til er underordnet.

2) om anvendelse af katte er et relevant og tilstrækkeligt rottebekæmpelsesmiddel i sig selv

Katte er relevante til rottebekæmpelse. Om de er tilstrækkelige afhænger meget af de enkelte katte, idet der er stor individuel variation med hensyn til hvor villige og effektive de er til at fange rotter. I denne forbindelse spiller det også en rolle, hvor mange rotter der forekommer, samt hvor megen føde kattene får tilbudt ved siden af.

3) om et kattehold skal have en vis størrelse for at have virkning

Som det vil fremgå af foregående svar, eksisterer der ikke en entydig sammenhæng mellem antallet af katte og deres virkning som rottebekæmpere.

4) om rottegift kan anvendes på en sådan måde, at giften ikke medfører skade på en fårebesætning af den angivne størrelse

Til rottebekæmpelse anvendes udelukkende stoffer, der hindrer blodet i at størkne. Følges de på pakningerne beskrevne brugsanvisninger er det muligt at anvende giften uden risiko for en besætning af får, i øvrigt uanset besætningens størrelse.

..."

Statens Skadedyrlaboratorium har den 13. oktober 2000 besvaret yderligere spørgsmål således:

"Vil en rotte, der har indtaget rottegift kunne være til skade for andre dyr, herunder katte, hunde og får/lam, der spiser/tygger på rotten?

Svar: Ja.'

Yderligere tilføjer De:

Det bedes oplyst, om Statens Skadedyrlaboratorium kender eksempler på at får/lam har taget skade ved at spise/tygge på en rotte, der har indtaget rottegift.

Svar: Nej."

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Højesteret, finder ikke grundlag for at tilsidesætte As oplysning om, at kattene på As landbrugsejendom alene opholdt sig i ejendommens driftsbygninger og ikke havde adgang til stuehuset, og at formålet med katteholdet udelukkende var at bekæmpe rotter og mus i driftsbygningerne. Højesteret finder herefter, at katteholdet havde en sådan relevant driftsmæssig begrundelse, at udgiften til kattefoder er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Da det må lægges til grund, at det anførte gjaldt samtlige katte, er der ikke grundlag for at anse en del af udgiften for en privat udgift. Højesteret tager herefter As påstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den appellanten, A, for indkomståret 1991 pålignede skattepligtige indkomst nedsættes med 3.442 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 30.000 kr. til A.