Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes påstande

Under sagen, der er anlagt den 8. marts 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 nedsættes med 12.234 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen angår

Sagen drejer sig om, hvorvidt en udgift til en medinteressents hjerteoperation på privathospital er fradragsberettiget som en driftsomkostning omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren, der er statsautoriseret revisor, er en af 6 interessenter i Revisionsfirmaet D I/S.

I den mellem interessenterne gældende interessentskabskontrakt fremgår af § 4, stk. 6 og 7, at

"Af forventet årsoverskud krediteres der ved starten af hver måned hver interessent et månedlig vederlag, der fastsættes ved hvert års begyndelse.

Eventuelt foreliggende restover-/underskud fordeles mellem interessenterne under hensyntagen til den enkeltes betydning for forretningens indtjening, herunder arbejdsindsats og effektivitet, erhvervelse af nye klienter og sager samt deltagelse i administrative og uddannelsesmæssige opgaver m.v."

Af § 8, stk. 1, fremgår videre:

"I tilfælde af sygdom, der varer over 2 måneder, oppebærer den sygdomsramte interessent fortsat sit månedlige vederlag. Ved fordelingen af eventuelt restoverskud tages hensyn til manglende arbejdsindsats i sygdomsperioden."

I 1996 betalte interessentskabet 77.500 kr. til medinteressenten M's hjerteoperation. Udgiften til hjerteoperationen blev fradraget i interessentskabets regnskab for 1996 som en driftsomkostning. M blev indkomstbeskattet af beløbet, og blev nægtet fradrag for den del af beløbet, der vedrørte hans andel af interessentskabet.

Det påstævnede beløb udgør sagsøgers andel af fradraget beregnet på baggrund af hans andel af årets overskud.

Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, og sagsøgeren indbragte sagen for Landskatteretten, der ved kendelse af 10. november 1999 traf følgende afgørelse:

"...

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradraget, da udgiften ikke menes at have den i statsskattelovens § 6, litra a nævnte sammenhæng med interessentskabets indtjening. Udgiften er derimod blevet anset for en privatudgift, som er indkomsterhvervelsen uvedkommende. Ankenævnet har i den forbindelse henvist til højesteretsdomme af 13.01.1998 (TfS 1998.98 og TfS 1998.100), som nævnet finder analoge til nærværende sag.

Klageren har over for Landskatteretten nedlagt påstand om fuld fradragsret for hans andel af udgiften til medinteressentens hjerteoperation.

Klageren har hertil anført, at de af skatteankenævnet anførte højesteretsdomme af 13. januar 1998 ikke er analoge med den nærværende sag, da disse begge angår lønmodtagerforhold samt, at den ene angår fradragsret for egne behandlingsudgifter, mens den anden angår indtægtsbeskatning, modsat nærværende sag, der angår en interessents fradrag for udgifter afholdt til en medinteressents operation, at udgiften ikke kan anses for privat for klageren, blot fordi den er privat for en medinteressent, at udgiften ikke er privat for klageren, da den ikke vedrører klagerens egen behandling, at der ikke er tale om noget gavemiljø mellem interessenterne, at udgiften har den nødvendige sammenhæng med interessentskabets indtjening, da man i et liberalt erhverv sælge timer, hvorfor en udgift, der sikrer og vedligeholder salg af timer, menes at have den nødvendige tilknytning, at den afholdte udgift har samme direkte relation til indtægterne som fradragsberettigede kapacitetsomkostninger, da heller ikke disse har direkte relation til den enkelte indtægt, men skaber grundlaget for indtjeningen.

Landskatteretten bemærker, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Retten finder herefter, at fradrag for udgifter til hjerteoperation ikke kan godkendes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at udgiften ikke ligger inden for de naturlige rammer af revisionsvirksomhed. Udgiften er uden den fornødne direkte, nære og entydige sammenhæng med interessentskabets indtægtsgivende erhverv, da udgiften forekommer uafhængig af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst. Udgiften er derfor ikke fradragsberettiget. Derimod er der tale om en ikke-fradragsberettiget privat udgift. Retten har herved henset til, at der er tale om en udgift af privat karakter afholdt for en medinteressent. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Af en erklæring af 11. maj 2000 fra administrerende overlæge, professor dr. med. Torben Haghfelt fremgår følgende:

"...

M fik tiltagende hjertekrampe i efteråret 1995 og vinteren 1995/1996 og blev i den anledning indlagt på Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital 16.01.96, hvor der blev foretaget en såkaldt kontrastrøntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer. Denne undersøgelse viste operationskrævende forandringer. Ved efterfølgende hjertekonference blev der fundet indikation for såkaldt bypass-operation. På daværende tidspunkt var ventetiden hen imod et halvt års tid, i det "offentlige regi". I samråd med undertegnede og efter patientens ønske om hurtig behandling blev det derfor aftalt, at patienten kunne indlægges til en fremrykket bypass-operation på det daværende Copenhagen Heart Center den 22.01.96. Der blev på dette tidspunkt foretaget en bypass-operation med ukompliceret efterforløb. Patienten blev efterfølgende kontrolleret i Kardiologisk Afdeling B's regi hos undertegnede, og han blev i stand til at genoptage sit erhvervsarbejde i løbet af 1-1 1/2 måned, i starten deltids.

Hvis M skulle have afventet bypass-operation på Odense Universitetshospital efter ca. 1/2 års ventetid, ville han have været uarbejdsdygtig indtil september-oktober 1996.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at revisionsfirmaet D I/S er en mellemstor provinsvirksomhed. I forbindelse med M's sygdom besluttede interessentskabet at betale udgifterne til M's operation på et privathospital. M's sygdom opstod i en periode, hvor virksomheden havde meget travlt. M var leder af revisionsfirmaets største afdeling, og han havde på det tidspunkt bl.a. firmaets største kunde i sin klientportefølje. Interessentskabet ville lide et indtægtstab på mellem 300-500.000 kr., såfremt M var fraværende i perioden medio januar til ultimo juni 1996.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at afholdte sundhedsudgifter er en fradragsberettiget driftsomkostning. Det afgørende er omkostningens karakter, idet det er uden betydning, hvorledes arbejdsgiveren selskabsretligt er organiseret. Revisionsfirmaet D I/S kunne have tegnet en forsikring, der ville have dækket den omhandlede situation, hvor man ved forsikringsudbetalingen ikke ville have sondret mellem, om det er en ansat eller arbejdsgiveren, der rammes af sygdom. Det er sagsøgerens opfattelse, at man i relation hertil kan betragte revisionsvirksomheden som selvforsikret. Revisionsvirksomheden havde en økonomisk interesse i, at M's sygdomsperiode blev kortest mulig, da man debiterede sine klienter på baggrund af medgået tid. Såfremt M som medejer og arbejdende revisor skulle have været fraværende på grund af sygdom i en længere periode, ville revisionsselskabet lide et indtægtstab i størrelsesordenen 300-500.000 kr.

Det var således af væsentlige erhvervsmæssige årsager, at interessenterne valgte at afholde udgifterne til M's hjerteoperation. Blandt interessenterne bestod der intet gavemiljø. Der er således ikke det fornødne retlige grundlag for, at anse sagsøger for skattepligtig af en relativ andel af den afholdte udgift, da de nødvendige forudsætninger for at anse udgiften som en sædvanlig driftsomkostning, der er omfattet af statsskattelovens § 6, litra a, er opfyldt. Sagsøgte har derfor med urette nægtet medinteressenterne fradrag for omkostningen og forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med det omtvistede beløb.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det betalte beløb til dækning af udgiften til medinteressenten M's operation, må anses for at være en privatudgift og dermed ikke en fradragsberettiget driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. § 6, stk. 2. Udgiften har, såvel efter sin art som formål, ikke direkte og entydig tilknytning til den løbende drift af revisionsvirksomheden. Der er ikke er tale om en sædvanlig udgift i forbindelse med udførelsen af sagsøgerens eller de øvrige med interessenters arbejde. Kravene til, at der skal være en driftsmæssig baggrund, skærpes, når man ønsker fradrag for udgifter til sygdom.

Der er endvidere ikke tale om, at sagsøgeren er forpligtet til at afholde udgiften som et sædvanligt led i drift af revisionsvirksomheden. Tværtimod må betalingen af M's hjerteoperation på et privathospital anses for at være sket på baggrund af M's egen interesse i at blive rask. Sygdommen har intet med arbejdet at gøre, men knytter sig til personen. Udgiftsafholdelsen savner derfor den fornødne direkte sammenhæng til interessentskabets indkomsterhvervelse. Det vil være i strid med såvel administrativ praksis som retspraksis at godkende omkostningen som en driftsudgift, når den sygdomsramte er selvstændig eller medejer i et interessentskab. Hvis der er forsikringsdækning vil der normalt være tale om en skadesforsikring, der dækker et konstateret indtægtstab ved sygdom. Det er derfor i overensstemmelse med hidtidig praksis, når sagsøgeren er blevet nægtet fradrag som en driftsomkostning for sin andel af udgiften til medinteressentens hjerteoperation.

Begrundelse og konklusion

Det kan lægges til grund som ubestridt, at medinteressenten i revisionsfirmaet, M, efter et relativt kort sygdomsforløb i januar 1996 fik konstateret forandringer i hjertet, der nødvendiggjorde en bypass-operation. Denne blev umiddelbart derefter gennemført på et privathospital, således at M blev i stand til at genoptage sit erhvervsarbejde efter 1-1 1/2 måned, i begyndelsen på deltid. Hvis operationen derimod skulle være foretaget på et offentligt sygehus, ville der have været et halvt års ventetid.

Den af revisionsfirmaet afholdte udgift på 77.500 kr. til operation på privathospital har således forkortet medinteressentens sygefravær med cirka et halvt år.

Det er oplyst, at M er blevet anset for indkomstskattepligtig af de 77.500 kr.

Efter bestemmelserne i interessentskabskontrakten om interessenternes månedlige vederlag, også i tilfælde af sygdom, og om fordelingen af de årlige over-/underskud og efter sagsøgerens forklaring om arbejdsforholdene i revisionsfirmaet, herunder om betydningen af navnlig medinteressenten M's arbejdsindsats, findes afholdelsen af udgiften at have været særdeles velbegrundet ud fra revisionsfirmaets - og dermed de enkelte interessenters - ønske om at sikre virksomhedens indtjening.

Selv om udgiften efter sin art ikke ligger inden for de naturlige rammer for en revisionsvirksomhed, findes den efter det anførte at have en klar og direkte sammenhæng med virksomhedens indtægtserhvervelse.

Herefter findes det forhold, at udgiften er afholdt til fordel for den ene af de 6 interessenter i revisionsfirmaet, og at den efter sin art som udgangspunkt er af privat karakter, ikke at være til hinder for, at den anerkendes som en sagligt begrundet driftsomkostning, der er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den skattepligtige indkomst for sagsøgeren, A, for indkomståret 1996 nedsættes med 12.234 kr.

I sagsomkostninger betaler sagsøgte inden 14 dage 12.000 kr. til sagsøgeren.