Parter

A
(Advokat Jørgen Lorenzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Hanne Weirup Sørensen)

Afsagt af landsdommerne

Deleuran, Vogter og Grith Rosleff (kst.)

Den 25. august 2004 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, AX, nu A:

"...

Klagen vedrører indkomsten på følgende punkter:

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2000
Ikke godkendt fradrag for kørselsudgifter,	43.524 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Erhvervsmæssige telefonudgifter selvangivet med	28.390 kr.
Der er alene anerkendt fradrag med	7.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Indkomståret 2001
Ikke godkendt fradrag for kørselsudgifter,	48.071 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Erhvervsmæssige telefonudgifter selvangivet med	35.818 kr.
Der er alene anerkendt fradrag med	7.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren driver escortvirksomhed ved siden af sit lønmodtagerarbejde. Escortvirksomheden drives fra klagerens bopæl, og adressen på internettet var www....dk. Desuden opdrætter klageren hunde, og har også haft en hjemmeside herom.

Af hjemmesiden fremgår udvalget af piger samt prisen, der er oplyst til 1.200 kr. for den første time plus kørsel. Der annonceres desuden på hjemmesiden efter flere piger og chauffører. Af hjemmesiden fremgår det endvidere, at der tilbydes ydelser af ... og ..., som besøger kunderne sammen.

Klageren har oplyst, at arbejdsproceduren ved kundekontakt altid var, at der blev foretaget en kontrol af kunden, ved kontakt til Oplysningen, og/eller opslag på Kraks hjemmeside. Desuden blev kunden altid ringet op. Klageren har oplyst, at telefonudgifterne er begrundet i virksomhedens hjemmeside, der løbende er blevet opdateret.

Af klagerens telefonregninger fremgår det, at der har været et meget stort antal samtaler, ligesom der også er afsendt et anseligt antal SMS-beskeder.

Klageren har selvangivet fradrag for kørselsudgifter med henholdsvis 43.524 kr. og 48.071 kr., svarende til henholdsvis 15.826 km og 17.417 km. Det fremgår af den af klageren fremsendte opgørelse vedrørende kørsel, at der har været henholdsvis 102 og 111 kundebesøg i årene 2000 og 2001

Klageren har selvangivet omsætningen med henholdsvis 123.400 kr. og 130.400 kr., og et samlet resultat på henholdsvis 398 kr. og -9.472 kr. for indkomstårene 2000 og 2001.

Telefonudgifter

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har skønsmæssigt ansat klagerens erhvervsmæssige telefonudgifter til 7.000 kr. årligt.

Der er ved afgørelsen henset til, at der er fratrukket et ganske betydeligt beløb til telefonudgifter. Ifølge de foreliggende fakturaer er der tale om flere forskellige mobiltelefoner udover fastnettelefonen på bopælen. Uanset det af klageren forklarede om kontrol af kunderne, kan denne procedure ikke forklare alle telefonopkaldene, idet der kun er oplyst henholdsvis 102 og 111 kunder i de omhandlede indkomstår. På en typisk kvartalsregning har der været 600 opkald fra klagerens fastnettelefon, herudover er der sendt mellem 300 og 400 SMS-beskeder om måneden, nogle måneder næsten dobbelt så mange.

På klagerens hjemmeside fremgår det, at der tilbydes escortservice af flere forskellige piger, hvilket kan give en logisk forklaring på de mange opkald. Derudover har klageren endnu en hjemmeside med hundeopdræt, ligesom der formentlig også har været en vis privat brug af internettet.

På denne baggrund har ankenævnet skønsmæssigt anset ca. 25 % af telefonudgifterne for at vedrøre klageren, medens de sidste 75 % skønnes at vedrører andre personer. Der er herved lagt til grund, at de samlede udgifter overstiger hvad der må anses for almindeligt i en sådan virksomhed. Der er herved henset til antallet af kunder, antallet af telefoner, antallet af opkald og antallet af SMS-beskeder.

Nævnet har videre anført, at klageren omtaler virksomheden/sig selv som "vi", selv om hun hævder, at hun er alene om virksomheden. På denne baggrund er det uvist, om klageren er alene i virksomheden, eller har haft chauffører og andre ansatte til at hjælpe sig. Det virker dog mest sandsynligt, at klageren har haft medhjælpere i virksomheden.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der anerkendes fradrag som selvangivet. Repræsentanten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at klageren driver virksomheden alene. At der på internettet er annonceret med beskæftigelse af flere piger, er alene begrundet i at sikre og erhverve indkomsten, og er kendt fra mange andre brancher, hvor firmanavne tilføjes "& partnere", selv om der kun er en ansat. Der er således ikke belæg for at antage, at 75 % af telefonudgifterne vedrører andre personer.

For så vidt angår annonceudgifterne har skatteankenævnet anerkendt, at der ikke kan ske en opsplitning af udgifterne, idet der ikke er andre ansatte end klageren. Det er derfor uforståeligt, at det samme ikke gør sig gældende for så vidt angår telefonudgifterne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det må ved afgørelsen lægges til grund, at der har været flere personer tilknyttet virksomheden. Der er herved henset til ordlyden af hjemmesiden, hvoraf det fremgår at der tilbydes to piger ved ..., og at der søges flere piger og chauffører. Der er videre henset til antallet af mobiltelefonabonnementer. Klagerens repræsentants påstand om, at klageren er alene om at drive virksomheden, er ikke underbygget af objektive forhold.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Fordelingen af de afholdte samtaleudgifter mellem private og erhvervsmæssige formål må ske ved et skøn, idet de afholdte udgifter er ekstraordinært store i forhold til virksomhedens art og omfang. Landsskatteretten kan herefter tiltræde skatteankenævnets afgørelse.

Kørselsudgifter

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke anerkendt fradrag for udgifter til erhvervsmæssig befordring for de omhandlede indkomstår.

Nævnet har henset til, at den indsendte opgørelse over klagerens erhvervsmæssige kørsel er behæftet med en del uoverensstemmelser mellem de angivne afstande og de faktiske afstande. Herudover fremgår det, at der ikke er medregnet indtægter ved kørslen, selv om det fremgår af hjemmesiden, at der kræves særskilt betaling for kørslen.

Da det ikke fremgår, hvor meget der er opkrævet for kørsel, må det i mangel af bedre antages, at den opkrævede betaling dækker de faktiske udgifter til kørsel.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der anerkendes fradrag som selvangivet.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at klageren driver virksomheden alene. Skatteankenævnet har anset kørselsudgifterne for dækket af ikke medregnede indtægter. Repræsentanten har hertil anført, at der ikke er belæg for at statuere udeholdte indtægter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Af klagerens hjemmeside fremgår det, at der skal betales særskilt for befordring, hvorfor det må antages, at der faktisk er sket betaling herfor. Da der ikke ses at være registreret indtægter for den foretagne kørsel, kan der således ikke anerkendes fradrag for den erhvervsmæssige kørsel, som modsvarer indtægten.

Landsskatteretten stadfæster således den påklagede afgørelse på dette punkt.

..."

Påstande

Under denne sag, der er anlagt den 18. oktober 2004, har sagsøgeren, A, efter sin endelige påstand nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens indkomst i indkomstskatteårene 2000 og 2001 nedsættes med henholdsvis 63.330 kr. og 67.417 kr.

Skatteministeriet har principalt nedlagt påstand om frifindelse. Skatteministeriet har subsidiært nedlagt påstand om, at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for 2000 og 2001 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Det fremgår af sagen, at A har udarbejdet regnskaber for escortvirksomheden. Af regnskaberne fremgår alle kundebesøgene, og for hvert besøg er angivet by, vej, pris og antal kørte kilometer. Skattemyndighederne har gennemgået regnskaberne og har tilføjet den kilometerafstand, som A efter myndighedernes beregning har tilbagelagt. I mange tilfælde har A angivet et højere antal kørte kilometer end myndighederne.

Revisor SS har udarbejdet en indkomst- og formueopgørelse for A for henholdsvis 2000 og 2001. Opgørelserne indeholder bl.a. oplysning om et kørselsfradrag, der er beregnet ud fra de af Skatterådet fastsatte satser for befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel op til 20.000 km om året. Det fremgår af opgørelsen for 2000, at A har beregnet kørselsudgifter med 43.524 kr. for i alt 15.826 kørte kilometer. For perioden 1. januar til 31. marts 2000 var satsen 2,56 kr. pr. km og for perioden 1. april 2000 til 31. december 2000 var satsen 2,66 kr. pr. km. A har ved sin oprindelige beregning af kørselsfradraget anvendt taksterne 2,66 kr. pr. km for den første periode og 2,76 kr. pr. km for den følgende og opgjort fradraget til 43.524 kr. A har under sagens behandling for landsretten berigtiget beregningen, således at den tager udgangspunkt i de korrekte takster og opgjort sit fradrag vedrørende kørsel for 2000 til 41.940 kr.

Af opgørelserne fremgår det endvidere, at A i 2000 har haft telefonudgifter på i alt 28.390 kr. og i 2001 på i alt 35.818 kr. I udgifterne er ikke medregnet en skønnet privat andel på 3.000 kr. om året. Af en faktura fra TeleDanmark A/S vedrørende As fastnettelefon for januar kvartal 2000 vedrørende samtaleudgifter fra 1. oktober 1999 til 1. januar 2000 fremgår det, at der er foretaget i alt 2.015 opkald, heraf 47 opkald til Oplysningen. Af to fakturaer fra Sonofon vedrørende perioden 28. april 2001 til 27. maj 2001 og 28. maj til 27. juni 2001 fremgår det, at der er sendt henholdsvis 373 og 628 SMS-beskeder.

Det er ubestridt, at escortvirksomheden blev drevet som hobbyvirksomhed, og at et eventuelt underskud i virksomhedens årsresultat derfor ikke kan fratrækkes i anden skattepligtig indkomst.

Forklaringer

A har forklaret, at hun blev gift i 2004 og skiftede efternavn fra AX til A. I 2000 og 2001 boede hun i ..., der ligger mellem .... Hun startede escortvirksomheden i 1999. Hun har drevet virksomheden erhvervsmæssigt og slet ikke tænkt på, at det kunne være en hobbyvirksomhed. Hun beholdt jobbet i hjemmeplejen for at være sikker på at kunne betale sine faste udgifter i opstartsfasen.

Grunden til, at hun på sin hjemmeside reklamerede med flere piger og søgte piger og chauffører var dels, at det så mere professionelt ud, dels at det gav hende en større sikkerhed. Hvis en kunde troede, at der var andre ansatte i virksomheden, der vidste, hvor hun var, var hun mindre udsat for vold eller andre overgreb. Det var også derfor, hun konsekvent omtalte sig selv som "vi". Hvis en kunde i telefonen bad hende beskrive de forskellige piger, beskrev hun sig selv på to forskellige måder. Hvis en kunde ville have to piger, lavede hun en aftale, men ringede tilbage 15-20 minutter senere og sagde, at den ene af pigerne desværre var blevet forhindret. Hun ønskede ikke at ansætte hverken piger eller chauffører, da hun ikke ville kunne tjene på det. Hun har aldrig haft ansatte i virksomheden, hverken piger eller chauffører. Hvis hun var meget træt eller skulle ud til to mænd, fik hun nogle gange en kammerat til at køre for sig. Det var en vennetjeneste, som hun ikke betalte for.

Det var en af hendes kammerater, der lavede hjemmesiden for hende. Han smed koderne til siden væk, så hun har ikke senere haft mulighed for at rette den. Hvis hun ville have kunder, var hun nødt til at følge med rent prismæssigt. Det var derfor, hun ikke krævede penge for kørsel. Prisen for besøget blev altid aftalt i telefonen forinden. Det var en samlet pris, der også omfattede kørsel. Prisen blev sat ud fra besøgets længde. Kunderne betalte altid kontant. Hvis de ville have en kvittering, kunne de få det. Hun har ikke været momsregistreret. Det var en fejl, at hun i begyndelsen opkrævede moms. Selv om det var en dårlig forretning at tage kunder, der boede langt væk, gjorde hun det for at holde gang i omsætningen.

Alle de indtægter og udgifter, hun har haft i forbindelse med escortvirksomheden, er registreret og fremgår af hendes regnskab. Hun førte selv regnskabet, først i hånden, senere på pc. Ved beregning af antal kørte kilometer har hun taget udgangspunkt i den afstand, der fremgik af bilens triptæller. Grunden til, at ikke alle angivelserne stemmer med skattemyndighedernes angivelser, er, at hun altid valgte den hurtigste og nemmeste vej, ikke den korteste. Nogle gange kørte hun forkert og var nødt til at ringe til kunden for at finde vej. Hun kørte alle turene i sin egen bil, og har ikke ført kørebog.

Hun modtog rigtig mange opkald, der ikke førte til noget. De kom f.eks. fra "stønnere", nysgerrige og nogle der opgav falsk navn. Når en mulig kunde ringede, talte de bl.a. om pigens udseende, hvilke ydelser, hun skulle give, hvad det kostede, og hvornår pigen kunne være fremme. Det var forskelligt, hvor lang tid opkaldene tog. Nogle kunder var længe om at beslutte sig. Hvis kunden endte med at bestille et besøg, fik hun hans navn, adresse og telefonnummer og tjekkede oplysningerne på Kraks hjemmeside eller via oplysningen. Derefter ringede hun tilbage til kunden. Kontrolopringningen sikrede, at kunden ikke havde opgivet forkert navn og adresse, f.eks. naboens. Hun ringede altid til sin mor eller en veninde umiddelbart inden, hun gik ind til en kunde for at fortælle, hvor hun var, og hvor længe hun skulle være der. Dette gjorde hun for sin egen sikkerheds skyld. Når hun kom ud fra kunden, ringede hun igen og gav besked. Hvis besøget havde været særligt belastende, ringede hun til en veninde og talte om det. På den måde fik hun bearbejdet oplevelsen. Ud over hjemmesiden på internettet annoncerede hun i Ekstra Bladet. Det afhang af omsætningen, hvor ofte hun annoncerede. Hun plejede at indtelefonere annoncen. Nogle gange var der lang kø, og hun måtte vente på at komme til.

Hun havde to mobiltelefoner med viderestilling for at undgå, at der var optaget, når en kunde ringede. To telefoner gav også et bedre dækningsområde. Hun har skiftet mobiltelefonudbyder flere gange, men har ikke brugt mere end 2 mobiltelefoner i virksomheden ad gangen. Derudover havde hun privat mobiltelefon samt en fastnettelefon. De private telefoner brugte hun i virksomheden, hvis der var problemer med virksomhedens mobiltelefoner.

LJ har forklaret, at han bor i .... Han blev kunde hos A i 2000 eller 2001. Kundeforholdet strakte sig over et par år frem til det tidspunkt, hvor hun stoppede escortvirksomheden. Han har måske haft besøg af hende 20-30 gange. Besøgene varede ca. ½ time. De havde en aftale om, at han betalte 700 kr. pr. gang. Første gang betalte han vist noget mere. Han betalte altid kontant på stedet. Beløbet dækkede det hele. Han er aldrig blevet afkrævet særskilt betaling for kørsel.

Procedure

A har til støtte for sin påstand vedrørende kørsel gjort gældende, at hun har foretaget de i regnskabet angivne besøg, og at hun ikke har krævet særskilt betaling for kørsel. Hun har derfor ret til fradrag for kørselsudgifterne efter standardtakterne. De afstande, hun har angivet, svarer til det antal kilometer, hun reelt har kørt. I det omfang hendes angivelser ikke er i overensstemmelse med skattemyndighedernes angivelser, skyldes det, at hun har taget den hurtigste rute frem for den korteste. Dette har hun ret til. A har vedrørende fradrag for telefonudgifter gjort gældende, at hun ikke har haft nogen ansatte i virksomheden. Hun har redegjort for, hvorfor hun på hjemmesiden reklamerede med flere piger, og hvorfor hun omtalte sig selv som "vi". Hun havde to mobiltelefoner i virksomheden, men dette var af praktiske årsager. Alle samtalerne er foretaget af hende og i virksomhedens interesse. Hun har alene talt i telefon i det omfang, hun har skønnet at samtalen kunne medføre en indtægt i virksomheden. Der er ikke nogen norm for, hvilket telefonforbrug der er normalt i en virksomhed som hendes. Skattemyndighederne er derfor forpligtet til at se på det faktiske forbrug.

Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand vedrørende kørsel gjort gældende, at A har bevisbyrden for, at kørslerne har fundet sted. Da der er tale om mange kørsler og usædvanligt lange afstande, er bevisbyrden skærpet. A kunne have løftet sin bevisbyrde ved at føre kørebog. Skatteministeriet har subsidiært anført, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at hun ikke har modtaget særskilt betaling for kørsel, men undladt at indtægtsføre betalingen. Vidnets forklaring om, at han aldrig har betalt særskilt for kørsel, kan ikke tillægges vægt, da han er stamkunde og kan havde haft en særlig aftale. Desuden boede han ikke ret langt væk. Det forekommer naturligt, at der er opkrævet betaling for kørsel, idet besøg langt væk ellers ikke ville give en indtægt.

Skatteministeriet har vedrørende fradrag for telefonudgifter gjort gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at alle telefonudgifterne har vedrørt virksomheden og dermed berettiger til fradrag. Udgifterne har været ekstraordinært store i forhold til virksomhedens art og omfang, også i betragtning af As forklaring om hendes benyttelse af telefonen, bl.a. til kontrolopkald. A har alene foretaget fradrag for private samtaler med 3.000 kr. om året, selv om hele regningen for fastnettelefonen er indgået i virksomhedens regnskab. Dette beløb er sat alt for lavt. Desuden indikerer antallet af telefoner og virksomhedens hjemmeside, at der har været flere personer tilknyttet virksomheden. Det var med rette, skattemyndighederne skønnede over fordelingen af telefonudgifterne mellem virksomheden og andre, herunder private, formål.

Skatteministeriet har til støtte for sin subsidiære påstand om hjemvisning gjort gældende, at det tilkommer skattemyndighederne at foretage nye ansættelser.

Landsrettens begrundelse og resultat

På baggrund af bevisførelsen lægger landsretten til grund, at A ikke har haft ansatte i virksomheden.

Vedrørende kørsel

Efter As egen forklaring, og forklaringen fra vidnet LJ, er der ikke grundlag for at antage, at hun har fået særskilt betaling for kørsel.

A har imidlertid efter sin egen opgørelse kørt 15.826 km i 2000 og 17.417 km i 2001, fordelt på henholdsvis 102 og 111 besøg. Hun har således i gennemsnit kørt ca. 156 km pr. besøg.

Kørsel af et så betydeligt omfang i forhold til virksomhedens indtjening pr. besøg, har formodningen imod sig, og der må derfor stilles et skærpede krav til beviset for, at kørslerne har fundet sted. Da A ikke har ført kørebog, og da det ikke alene ved hendes forklaring og det af hende på anden måde noterede om kørslerne er godtgjort, at kørslerne har fundet sted i det selvangivne omfang, tager landsretten Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende kørselsudgifterne til følge. Det bemærkes herved, at der ikke er tilvejebragt grundlag for en skønsmæssig fastsættelse af kørselsudgifterne.

Vedrørende telefon

De opgivne telefonudgifter, og samtalernes og SMS-beskedernes antal står i misforhold til, hvad der efter As forklaring om telefonernes anvendelse, kan henføres til hendes erhverv. Da A har anvendt flere telefoner både i forbindelse med virksomheden og privat, har hun bevisbyrden for, hvilken del af samtalerne der vedrører virksomheden, og hvilken del der er privat. A har hverken bevist eller sandsynliggjort, at det af hende ansatte privatforbrug på 3.000 kr. om året i forhold til virksomhedens udgifter på henholdsvis 28.390 kr. og 38.818 kr. er korrekt. Fordelingen af udgifterne mellem privat og erhverv må herefter ske skønsmæssigt. Uanset, at Landsskatteretten har lagt til grund, at flere personer har været tilknyttet virksomheden, er der efter det oplyste om virksomhedens art og omfang ikke fornødent grundlag for at tilsidesætte det skøn, som skattemyndighederne har udøvet. Skønnet kan ikke anses for urimeligt. Landsretten tager derfor tillige Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende telefonudgifterne til følge.

A skal, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 16.950 kr.

Beløbet dækker 16.000 kr. til Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og 950 kr. til materialesamling. Beløbene er inklusive moms. Landsretten har lagt vægt på sagens udfald og økonomiske værdi.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 16.950 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage