Dato for udgivelse
06 Oct 2022 14:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 May 2022 13:56
SKM-nummer
SKM2022.479.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0004165
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Indberetning, regulering og efterangivelse
Emneord
Indberetningspligt, indeholdelsespligt, direktørkontrakt, retserhvervelse
Resumé

Klagen skyldtes, at SKAT havde pålagt et selskab pligt til bl.a. indberetning af A-indkomst i relation til løn til klageren i perioden 1. april 2013 til 30. september 2015. Lønnen var anset retserhvervet i 2016, og på baggrund af selskabets indberetning udgjorde indkomsten på klagerens årsopgørelse for 2016 i alt 1.740.000 kr. for denne periode. Landsskatteretten bemærkede, at pligten til høring efter skatteforvaltningslovens § 20 alene gælder, når der er tale om selvangivne oplysninger. Den påklagede årsopgørelse var fremkommet i Tast Selv i marts 2017, og der var ikke på dette tidspunkt indgivet selvangivelse. Retten fandt derfor, at skatteforvaltningslovens § 20 ikke fandt anvendelse. Fastsættelsen af klagerens lønindkomst, der fremgik af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2016 til i alt 2.456.492 kr., hvoraf 1.740.000 kr. vedrørte løn fra klagerens selskab for perioden 1. april 2013 til 30. september 2015, var foretaget på baggrund af den indberetningspligt, der var pålagt selskabet, og som SKAT foretog på selskabets vegne, da det ikke skete.

Da pligten til udsendelse af agterskrivelse efter skatteforvaltningslovens § 20 ikke ansås at gælde i den foreliggende situation, og da klageren i forbindelse med orienteringsbrevene i relation til selskabets sag og i forbindelse med sagen vedrørende løn fra selskabet i indkomståret 2014, under hvilke sager der blev afholdt møde med SKAT, hvorved klageren havde mulighed til at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte forhøjelse, fandt retten ikke, at der var grundlag til at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig. Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 20, § 20, stk. 1
Kildeskattelovens §§ 43 og 46

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit A.A.7.4.5

SKAT har pålagt H1 ApS pligt til bl.a. indberetning af A-indkomst i relation til løn til klageren [A] i perioden 1. april 2013 til 30. september 2015. Lønnen er anset retserhvervet i 2016. På baggrund af selskabets indberetning udgør indkomsten på klagerens årsopgørelse for 2016 1.740.000 kr. for denne periode.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren stiftede den 1. april 2013 selskabet H1 ApS, hvor han siden stiftelsen har været registreret som direktør. Klageren er eneanpartshaver i selskabet og besidder således 100 % af stemmerettighederne.

Selskabet har branchekode 702200 - Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse, og selskabets formål er projektledelse, konsulentydelser, forretningsudvikling og investering.

Selskabet har ikke udbetalt løn til klageren i perioden fra selskabets stiftelse frem til oktober 2015.

Den 30. september 2016 sendte SKAT forslag til afgørelse for indkomståret 2014 til klageren. SKAT forslog en forhøjelse af klagerens personlige indkomst med 696.000 kr. for løn fra H1 ApS i indkomståret 2014.

Klageren har i forbindelse med SKATs sagsbehandling indsendt en direktørkontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår:

"Direktørkontrakt for
H1 ApS

Mellem
H1 ApS
(…), By Y1
Og
A
(…), By Y1

Er med virkning pr. 01.04.2013 indgået følgende aftale:

[…]

Direktørens beføjelser og pligter
§ 1 - Tiltrædelse

Stk. 1
Direktøren er med virkning fra den 1. april 2013 tiltrådt som direktør i H1 ApS. 

Stk. 2
Tiltrædelsen anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

§ 2 - Ansvar

Stk. 1
Direktøren er ansvarlig for den daglige ledelse af Selskabets samlede virksomhed. Ved "daglig ledelse" skal i denne kontrakt forstås den normale eller løbende drift af Selskabet. 

Stk. 2
Direktøren er ansvarlig for, at Selskabets virksomhed foregår i overensstemmelse med de til enhver tid gældende forskrifter for Selskabets virksomhed og i øvrigt i overensstemmelse med Selskabets vedtægter samt lovgivningen, herunder, men ikke begrænset til, bogførings- og regnskabslovgivning. 

Stk. 3
Hvor intet andet er anført i denne kontrakt eller følger af lov, skal Funktionærlovens regler anvendes på ansættelsesforholdet, herunder på Direktørens rettigheder og ansættelsesvilkår i øvrigt. 

Direktørens økonomiske rettigheder under ansættelsen
§ 3 - Vederlag
Direktøren aflønnes med kr. 58.000 månedligt. Inden udløbet af 2017 skal det månedlige vederlag genforhandles.

§ 4 - Bonus

Stk. 1
Ud over det i § 3 nævnte fastsatte vederlag er Direktøren berettiget til en årlig bonus, der fastsættes efter forhandling mellem parterne udfra Selskabets nettoresultat beregnet i henhold til Årsregnskabsloven. Hvis kontraktens ophør - det være sig ved opsigelse eller Direktørens død - ikke er sammenfaldende med regnskabsårets udløb, tilkommer der Direktøren eller dennes bo en tidsmæssigt proportional bonus for den forløbne del af regnskabsåret.

Stk. 2
Parterne kan aftale aconto-udbetaling af bonus. 

§ 5 - Benefits

Stk. 1
Direktøren er berettiget til godtgørelse fra Selskabet efter statens takster for erhvervsmæssig kørsel i privat bil. 

Stk. 2
Selskabet stiller en mobiltelefon til Direktørens fri rådighed og betaler alle hermed forbundne udgifter. Endvidere betaler Selskabet alle udgifter ved den hos Direktøren privat installerede telefon og internetforbindelse samt udgifter til relevante faglige kontingenter og medlemskaber, aviser og tidsskrifter. 

§ 6 - Pension
Selskabet bidrager ikke til Direktørens pension.

[…]

§ 8 - Ophør
Ansættelsesforholdets opsigelse skal varsles fra Selskabets side 6 måneder og fra Direktørens side med 3 måneder. Opsigelse skal meddeles skriftligt til udgangen af en måned.

[…]

Underskrifter
Direktørkontrakten underskrives i to eksemplarer, hvoraf Selskabet og Direktøren hver modtager ét.

By Y1, den 30.03.2013

(…)

(…)

H1 ApS

A (direktør)"

Klagerens repræsentant har som dokumentation for, at kontrakten først blev underskrevet i 2016 indsendt en e-mailkorrespondance mellem klageren og klagerens revisor. Af mail fra klagerens revisor sendt den 20. januar 2016 fremgår bl.a.:

"Jeg har vedhæftet et udkast til en direktørkontrakt, som vi skal have tilrettet og udfyldt med tilbagevirkende kraft.

Den skal dateres tilbage til din start som lønnet direktør i Aps’et."

Af SKATs afgørelse for indkomståret 2014 fremgår, at klagerens A-indkomst vil blive forhøjet med 696.000 kr. i indkomståret 2016 for arbejde udført i indkomståret 2014, idet SKAT har anset lønnen for retserhvervet ved aftalens indgåelse i 2016.

Den 16. december 2016 sendte SKAT et orienteringsbrev til klageren, hvoraf det bl.a. fremgår:

"Til orientering
Da det i e-mail af 11. november 2016 fra advokat [navn udeladt] er oplyst, at ansættelseskontrakten mellem dig og H1 ApS først er underskrevet i 2016, flyttes beskatningstidspunktet af den samlede løn for perioden 1/4 2013 til 30/6 2015 til indkomståret 2016.

Konsekvensen heraf er, at du vil blive beskattet af yderligere A-indkomst i indkomståret 2016.

Kopi af brev til H1 ApS vedrørende SKATs forslag til indberetning af A-indkomst og angivelse og indberetning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er vedlagt."

Den 17. januar 2017 sendte SKAT et nyt orienteringsbrev til klageren, hvoraf det bl.a. fremgår:

"Konsekvensen heraf er, at du vil blive beskattet af yderligere A-indkomst i indkomståret 2016.

Kopi af brev til H1 ApS vedrørende SKATs afgørelse om indberetning af A-indkomst og angivelse og indberetning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er vedlagt."

SKAT har ved udsendelsen af orienteringsbrevet vedlagt afgørelse for H1 ApS af 17. januar 2017. Det fremgår af afgørelsen, at selskabet blev pålagt at indberette løn til direktøren. Det fremgår endvidere, at hvis selskabet ikke foretog indberetning indenfor 8 dage fra afgørelsen, ville SKAT foretage indberetningen.

SKAT har oplyst, at da selskabet ikke selv indberettede direktørens løn, foretog SKAT indberetning den 3. februar med konteringsdato 17. februar 2017.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse for 2016, at klageren havde en lønindkomst på 2.456.492 kr.

Af repræsentantens mail til SKAT af 6. juni 2018, fremgår det bl.a.:

"Den 16. december 2016 skrev du et brev til min klient om at han vil blive beskattet i 2016 af den omhandlede løn. Du anførte således:

"Konsekvensen heraf er, at du vil blive beskattet af yderligere A-indkomst i indkomståret 2016". 

Jeg har imidlertid aldrig modtaget nogen agterskrivelse vedrørende en eventuel ændring af min klients indkomstforhold for 2016, som skulle afspejle en yderligere beskatning af min klient i dette år. Jeg har heller ikke modtaget nogen kendelse, der skulle statuere dette. Har du mulighed for at sende mig kopi af eventuel agterskrivelse vedrørende min klients lønforhold?

Ved kendelse af 17. januar 2017 for A personligt har SKAT skrevet, at løn for dette år på 696.000 kr. overføres til beskatning i 2016, jf. i øvrigt ovenfor. Indkomsten blev imidlertid ikke ændret, så jeg går ikke ud fra, at der oprindeligt har været en forhøjelse vedrørende dette beløb for dette år. Ligeledes går jeg ikke ud fra, at der har været nogen personlige forhøjelse for 2013 og 2015, som er blevet nedsat som følge af, at min klient personligt beskattes i 2016, men beder dig blot bekræfte dette for god ordens skyld.

Vedrørende selskabets forhold bemærker jeg, at der den 17. januar 2017 blev udstedt kendelse, hvorved man nedsatte selskabets skattepligtige indkomst for 2014 med 696.000 svarende til den løn, som SKAT mente, at selskabet havde pligt til at betale for dette år. De 696.000 kr. relaterer sig som nævnt alene til 2014, og mit spørgsmål til dig er derfor, om selskabet har modtaget kendelser vedrørende 2013 og 2015 omkring nedsættelse af den skattepligtige indkomst med den løn, som SKAT mener selskabet havde pligt til at udbetale for disse år (dvs. kendelser lignende den kendelse, der blev lavet til selskabet den 17. januar 2017 om nedsættelse af indkomsten med løn). Jeg har aldrig modtaget agterskrivelse eller kendelse vedrørende nedsættelse af 2013 (9x58.000 kr. eller samlet 522.000 kr.) eller 2015 (9x58.000 kr. eller samlet 522.000 kr.) på samme måde, som der er sket for 2014."

SKAT har i skrivelse af 19. juni 2018 besvaret repræsentantens henvendelse. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Vedrørende beskatning af løn til A, personligt
Selskabet er i afgørelse af 17. januar 2017 pålagt at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt indberette løn, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til eindkomst. Denne afgørelse er påklaget til Skatteankestyrelsen d. 13. marts 2017.

Det fremgår også af afgørelsen, at såfremt indberetningerne ikke er foretaget senest 8 dage fra afgørelsestidspunktet, foretager SKAT indberetningen.

Da selskabet ikke foretog indberetningen, er denne foretaget af SKAT d. 3. februar 2017 med posteringsdato på skattekontoen d. 17. februar 2017.

Da indberetning er foretaget til elndkomst, er den samlede løn på 1.740.000 kr. automatisk påført As årsopgørelse for 2016."

SKATs afgørelse
SKAT har i årsopgørelsen angivet klagerens lønindkomst for 2016 til 2.456.492 kr. før AM-bidrag.    

Af årsopgørelsen fremgår bl.a.:

"Din årsopgørelse indeholder oplysninger, som SKAT har fået fra fx din arbejdsgiver eller pengeinstitut. Hvis oplysningerne er forkerte, skal du rette dem. Hvis der mangler oplysninger, skal du selv tilføje dem. Du skal rette eller tilføje oplysningerne senest fire uger efter, at du har fået denne årsopgørelse (du har dog altid en frist på mindst fire uger fra selvangivelsesfristen). Det er ikke alle rubrikker, du selv kan rette eller tilføje oplysninger i. Hvis der mangler oplysninger eller er fejl i sådan en rubrik, kan du bede den, der har eller skulle have indberettet oplysningerne, om at rette dem. Det kan fx være din arbejdsgiver eller din pensionskasse. Hvis de ikke kan rette oplysningerne, kan du kontakte os. Tilføjer du ikke de oplysninger, der mangler, kan du risikere at blive straffet. Det står i skattekontrollovens § 13 og 16. Du vil dog under normale omstændigheder ikke blive straffet for fejl og mangler i de fortrykte oplysninger, som SKAT har fået fra fx dit pengeinstitut eller pensionskasse." 

[…]

Klage vejledning
Hvis du mener, at skatteansættelsen, herunder eventuelle procenttillæg og rentebeløb, er forkert, kan du indsende en klage til Skatteankestyrelsen, Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V. Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i Skatteankestyrelsen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Skatteankestyrelsen sekretariatsbetjener skatteankenævnet og Landsskatteretten. Du kan klage senest 3 måneder efter, at du har modtaget den afgørelse, du vil klage over. Hvis du ikke har fået en afgørelse, gælder fristen fra den dag, du modtog denne årsopgørelse."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har på klagerens vegne nedlagt påstand om, at klagerens lønindkomst i indkomståret 2016 skal nedsættes med 1.740.000 kr. Af klagen fremgår bl.a.:

"Sagsfremstilling
Det bemærkes indledningsvist, at den fremlagte årsopgørelse har været tilgængelig i min klients skattemappe siden 10. marts 2018. Årsopgørelsen medfører en forhøjelse af min klients skattepligtige indkomst for 2016 med 1.740.000 kr., som min klient er uenig i beskatningen af.

Min klient har på intet tidspunkt modtaget en agterskrivelse om at SKAT ville forhøje min klients indkomst med 1.740.000 kr. Ligeledes har min klient på intet tidspunkt modtaget en kendelse omkring dette forhold.

Det er grundlæggende SKAT´s opfattelse, at min klient skulle være berettiget til løn fra sit eget selskab, H1 ApS for 2013, 2014 og 2015 med et samlet beløb på 1.740.000 kr. Som følge heraf har SKAT nedsat selskabets skattepligtige indkomst for 2014 med den del af det samlede beløb, som skulle relatere sig til 2014. SKAT har - uvist af hvilke årsager - ikke nedsat selskabets skattepligtige indkomst for 2013 eller 2015 med de beløb ud af den samlede sum, som ifølge SKAT relaterer sig til disse år.

SKAT har været bekendt med det forhold, at min klient har været uenig i at have et retskrav på løn for denne samlede periode. Dette blev meddelt SKAT i forbindelse med indsigelser lavet imod ændringen af selskabets skatteansættelse for 2014.

Uagtet af SKAT var bekendt med, at min klient ikke var enig i at skulle beskattes af løn for den omhandlede periode, påførte SKAT øjensynligt min klients årsopgørelse for 2016 et beløb på 1.740.000 kr. SKAT har således - uanset at man var bekendt med, at min klient var uenig i SKAT´s opfattelse - ikke udsendt en agterskrivelse til min klient omkring en forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for 2016, ligesom man ikke har udstedt en kendelse herom.

Dette er i strid med Skatteforvaltningslovens § 20.

Klager har først i forbindelse med udførelsen af revisionen for selskabet fundet ud af, at SKAT på denne måde de facto har sat ham i skat af 1.740.000 kr. i 2016. Klager har som sagt ikke modtaget agterskrivelse herom, hvorfor han ikke har haft grundlag for at orientere sig om ændringer i hans årsopgørelse førend der fra revisors side blev stillet spørgsmålstegn til en række forhold i forbindelse med revisionen af selskabet.

Ovenstående forhold kan genfindes i min skrivelse til SKAT af 6. juni 2018, jf. bilag 2, og i SKAT´s svar til undertegnede af 19. juni 2018, jf. bilag 3, hvori SKAT redegør for ovenstående.

(…)

Således er selskabets skatteansættelse for 2014 indbragt for Skatteankestyrelsen, jf. bilag 4, ligesom selskabet har indbragt spørgsmålet om pligt til indeholdelse for Skatteankestyrelsen, jf. bilag 5, og As skatteansættelse for 2014 også er indbragt for Skatteankestyrelsen, jf. bilag 6." 

Skattestyrelsens udtalelse på baggrund af klagen
Skattestyrelsen har i forbindelse med klagesagen udtalt bl.a.:

"Vedrørende Skatteforvaltningslovens § 20
Klager finder at Skatteforvaltningslovens § 20 ikke er overholdt.
Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at det ikke er relevant at henvise til Skatteforvaltningslovens § 20 i nærværende sag, da § 20 omhandler situationen, hvor der er selvangivet for det pågældende indkomstår.

SKAT traf den 17. januar 2017 afgørelse om at klager for indkomståret 2016 havde et retskrav på løn fra sit selskab, hvorefter selskabet havde pligt til at indberette A-indkomsten jf. Indkomstregisterloven § 2.

Den 17. januar 2017 var klagers årsopgørelse endnu ikke dannet for indkomståret 2016.

Det fremgår af afgørelsen af 17. januar 2017, at såfremt selskabet ikke har fortaget indberetningen inden 8 dage fra dato for afgørelsen, da foretages indberetningen af Skattestyrelsen.

I strid med Skattestyrelsens afgørelse undlod klagers selskab at foretage indberetningen af den omtalte løn, hvorfor Skattestyrelsen den 27. januar 2017 udarbejdede efterangivelsen, som blev sendt til Betalingscenteret til indberetning. Betalingscenteret har foretaget indberetningen d. 3. februar 2017 med konteringsdato på skattekontoen d. 17. februar 2017.

Da klager modtog sin årsopgørelse nr. 1 for 2016, fremgik den indberettede A-indkomst, således som det gør fra enhver anden arbejdsgiver. Årsopgørelsen var tilgængelig i TastSelv den 10. marts

Skattestyrelsen må derfor afvise klagers påstand om, at der skulle have være sendt forslag og afgørelse til A, inden udskrivning af den ordinære årsopgørelse for 2016.

Vedrørende klagers påstand om at klager først i 2018 blev vidende om skattepligt af løn fra sit selskab
Ved skrivelse af 13/3 2017 til Skatteankestyrelsen har klagers advokat på vegne af klagers selskab H1 ApS påklaget Skattestyrelsens afgørelse af 17. januar 2017.

Med Skattestyrelsens afgørelse blev klager således vidende om, at han var anset for skattepligtig af løn fra sit selskab.

Skattestyrelsen må derfor afvise klagers påstand om at denne først i 2018 blev vidende om at Skattestyrelsen havde anset ham for skattepligtig af lønnen.

Regler om indberetningspligt
Det fremgår af Indkomstregisterlovens § 2, at indberetningspligten påhviler fysiske eller juridiske personer som er indberetningspligtige efter bestemmelserne i samme lovs § 3, stk. 1.

Skattekontrollovens § 7, omtaler pligten til at oplyse indkomstregistret om blandt andet løn.

Der er henvist til ovenstående i Skattestyrelsens afgørelse til selskabet H1 ApS.

Sagsforløb

16. dec. 2016

Sendt forslag til selskabet H1 ApS, hvor selskabet pålægges at indberette løn samt indeholde og indberette A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Indsigelsesfrist 10. januar 2017

16. dec. 2016

Sendt orienteringsbrev om forholdet til A vedlagt kopi af oven nævnte forslag

20. dec. 2016

Modtaget mail fra advokat [navn udeladt], hvor modtagelse af forslaget til selskabet bekræftes, samt oplysning om, at de ikke er enige i forslaget til afgørelsen, men ikke har yderligere kommentarer og derfor ønsker at modtage en formel afgørelse, som de vil påklage til Landsskatteretten

17. jan. 2017

Sendt afgørelse. Det fremgår af afgørelsen, at såfremt selskabet ikke indberetter til elndkomst senest 8 dage fra datoen for afgørelsen, foretages indberetningen af Skattestyrelsen

17. jan. 2017

Sendt orienteringsbrev om forholdet til A vedlagt kopi af ovennævnte afgørelse

27. jan. 2017

Da selskabet ikke har indberettet til elndkomst, udarbejder Skattestyrelsen efterangivelsen, som sendes til Betalingscenteret til indberetning

3. feb. 2017

Betalingscenteret har foretaget indberetningen med konteringsdato på skattekontoen d. 17. februar 2017

10. marts 2017

Årsopgørelsen var tilgængelig for A i TastSelv og ikke som det fremgår af klagen d. 10. marts 2018

13. marts 2017

Skattestyrelsens afgørelse af 17. januar 2017 påklages til Skatteankestyrelsen"

Repræsentantens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Af repræsentantens indlæg af 28. august 2018 fremgår bl.a. følgende:

"Det bemærkes indledningsvist, at Skattestyrelsens kommentarer alene omhandler rent skatteprocessuelle forhold. Klager har imidlertid ikke nedlagt påstand om kendelsens ugyldighed. Klager har alene adresseret de skatteprocessuelle forhold som argumentation for, at Skatteankestyrelsen realitetsbehandler klagen.

Som det fremgår af klagen, verserer spørgsmålet om klagers ret eller ikke ret til løn på i alt 1.740.000 kr. allerede for Skatteankestyrelsen under j.nr. 17-0637696.

Vedrørende de skatteprocessuelle forhold bemærkes videre, at der tilsyneladende er enighed om, at skattemyndighederne ikke har fremsendt et forslag til afgørelse, ligesom skatteankestyrelsen ikke har fremsendt formel afgørelse, uanset at det er dokumenteret at skattemyndighederne var vel bekendt med det forhold, at klager ikke var enig i skattemyndighedernes vurdering.

Hvorvidt dette er tilstrækkeligt til at den afgørelse, der dog foreligger (i form af en årsopgørelse) må erklæres ugyldigt må adresseres på et senere tidspunkt ved kontorforhandling.

Det kan blot konstateres, at klagers indkomst er forhøjet med 1.740.000 kr. og at der er enighed om, at skattemyndighederne aldrig har udarbejdet en agterskrivelse herom."

På kontormødet
På kontormødet nedlagde repræsentanten påstand om, at afgørelsen er ugyldig på baggrund af manglende udsendelse af agterskrivelse.

Repræsentanten anførte i den forbindelse, at der i klagerens sag ikke var udsendt en agterskrivelse og at klageren derfor ikke havde haft nogen grund til at kontrollere, hvis det var sket ændringer i hans årsopgørelse. Repræsentanten argumenterede for, at hvis Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse kan det få vidtgående konsekvenser for hele skattesystemet, da det vil betyde at SKAT ikke længere bliver nødt til at udsende agterskrivelser eller afgørelser til skatteyderne, når de foretager ændringer.

Retsmødet
Repræsentanten fastholdt på retsmødet den nedlagte påstand. Hun gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Det blev fremhævet, at klageren ikke har retserhvervet løn for den omhandlede periode. Det blev yderligere anført, at kontrakten skulle sikre grundlag for løn fra september 2015. Denne forståelse af kontrakten underbygges af de faktiske forhold, herunder, at klageren fratrådte sin stilling hos G1 den 31. august 2015, at der ikke er udbetalt løn fra selskabet frem til dette tidspunkt, at der ikke er afsat løn i selskabets regnskaber og at kontrakten er tilbagedateret. Det er ikke muligt at erhverve ret til løn med tilbagevirkende kraft. Der var ikke et skattemæssigt formål med tilbagedateringen. Der bør beskattes i overensstemmelse med realiteten.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelserne stadfæstes. Kontrakten anses som utvetydig og lægges til grund efter sit indhold. Selskabet har ikke udbetalt løn frem til oktober 2015.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at skatteforvaltningen skal give den skattepligtige underretning om en påtænkt afgørelse. Af dagældende bestemmelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015, fremgik følgende:

"Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven." 

Pligten til høring efter skatteforvaltningslovens § 20 gælder alene, når der er tale om selvangivne oplysninger. Den påklagede årsopgørelse er fremkommet i Tast Selv i marts 2017, og der er ikke på dette tidspunkt indgivet selvangivelse. Skatteforvaltningslovens § 20 finder derfor ikke anvendelse.

Landsskatteretten har ved afgørelse af d.d. stadfæstet SKATs afgørelse af 17. januar 2017 om, at selskabet H1 ApS pålagdes pligt til indberetning af A-indkomst og indeholdelsespligt, jf. kildeskattelovens §§ 43 og 46, i relation til løn til klageren i perioden 1. april 2013 til 30. september 2015.

Fastsættelsen af klagerens lønindkomst, der fremgår af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2016, til i alt 2.456.492 kr., hvoraf 1.740.000 kr. vedrører løn fra klagerens selskab, H1 ApS, for perioden 1. april 2013 til 30. september 2015, er foretaget på baggrund af den indberetningspligt, der er pålagt selskabet, og som SKAT foretog på selskabets vegne, da det ikke skete.

SKAT har i forbindelse med behandlingen af selskabets sag sendt to orienteringsbreve til klageren hvoraf det bl.a. fremgår, at klageren vil blive beskattet af løn for perioden 1. april 2013 til 30. september 2015 i indkomståret 2016. Orienteringsbrevet af 16. december 2016 var vedlagt en agterskrivelse vedrørende den påtænkte ændring af selskabets skatteansættelse og orienteringsbrevet af 17. januar 2017 var vedlagt afgørelsen i selskabets sag. Af både agterskrivelsen og afgørelsen fremgår det, at selskabet bliver pålagt at indberette A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i overensstemmelse med direktørkontrakten samt hvilke beløb der skulle indberettes.

Under hensyn til, at pligten til udsendelse af agterskrivelse efter skatteforvaltningslovens § 20 ikke gælder i den foreliggende situation, at klageren i forbindelse med orienteringsbrevene i relation til selskabets sag og i forbindelse med sagen vedrørende løn fra selskabet i indkomståret 2014, under hvilke sager der blev afholdt møde med SKAT, hvorved klageren havde mulighed til at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte forhøjelse, finder retten ikke, at der er grundlag til at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.