Der kan gives toldfritagelse for dyr, der importeres under proceduren for midlertidig import, forudsat at dyret tilhører en person etableret uden for EU. Se DF artikel 223.

Det tidsrum, hvor dyret kan opholde sig i EU's toldområde under proceduren for midlertidig import, skal mindst fastsættes til 12 måneder. Se DF artikel 237, stk. 2.

Bemærk

Hvis der bliver født et dyr i EU's toldområde af et dyr, der er henført under proceduren for midlertidig import, betragtes det fødte dyr som værende en ikke-EU-vare og skal henføres under samme procedure, som det dyr, det er født af. Denne bestemmelse gælder i det omfang det/de fødte dyr har en samlet værdi på over 100 EUR. Se DF artikel 182.

Eksempler på aktiviteter, hvortil der anvendes dyr

Der er ikke fastsat begrænsninger for anvendelsen af dyr, der henføres under proceduren for midlertidig import med fuldstændig toldfritagelse. Dyr kan fx importeres midlertidigt til følgende formål:

  • Dressur
  • Optræning
  • Avlsbrug
  • Skoning og vejning
  • Veterinær behandling
  • Afprøvning (for eksempel med henblik på køb)
  • Deltagelse i skuer, udstillinger, konkurrencer eller forevisninger
  • Underholdning
  • Rundrejser (også for rejsendes dyr)
  • Funktionsudøvelse (politihunde og -heste, sporhunde, hunde til blinde osv.)
  • Redningsoperationer
  • Græsgangsskifte eller græsning
  • Varetagelse af arbejdsopgaver eller transport
  • Medicinske formål (levering af slangegift etc.).

Toldangivelse

For dyr, der importeres midlertidigt i overensstemmelse med denne bestemmelse, kan ansøgning om bevilling til midlertidig import angives mundtligt eller ved en hver anden handling, der kan anses for at være en toldangivelse, forudsat at dyrene er bestemt til:

  • at gå på græs, også som nomadeflok
  • at bruges som arbejdsdyr, herunder til befordring.

Tilsvarende kan afslutning af proceduren for midlertidig import for disse dyr ske ved en mundtlig toldangivelse eller ved en hver anden handling, der kan anses for at være en toldangivelse, i forbindelse med reeksport fra EU's toldområde.

Se DF artikel 141, jf. DF artikel 139 og 136, stk. 1, litra e), samt GF artikel 218.

Dyr, der skal anvendes til andre formål, men som kan importeres midlertidig under proceduren for midlertidig import med fuldstændig toldfritagelse, skal toldangives ved en normal angivelse i toldsystemet både ved import til og reeksport fra EU's toldområde.

Se også

Se også afsnit F.A.16 for nærmere oplysninger om toldangivelse i henhold til DF artikel 141 samt de tilfælde, hvor der uanset artikel 141 kræves enten mundtlig eller skriftlig toldangivelse.