Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

mod

A
(Advokat Anker Laden-Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Lone Molsted

Sagens baggrund og parternes påstande

Ingen indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes:

• Sagsøgtes processkrift af 21. maj 2013 vedrørende retsplejelovens § 226, stk. 1, og
• Sagsøgers processkrift A vedrørende henvisning af sagen til Østre Landsret af 10. juni 2013.

Sagsøger, Skatteministeriet, har påstået sagen henvist til Østre Landsret.

Sagsøgte, A, har påstået, at sagen ikke skal henvises til Østre Landsret.

Parterne har erklæret sig indforstået med, at retten på det herefter foreliggende skriftlige grundlag træffer afgørelse om henvisningsspørgsmålet.

Under sagen, der er anlagt den 17. juli 2012, har sagsøger nedlagt følgende påstande:

"...

Påstand 1

A skal anerkende, at hans fulde skattepligt til Danmark genindtrådte principalt den 5. juni 2006 subsidiært på et senere tidspunkt.

Påstand 2.

A skal anerkende, at hans skattepligtige personlige indkomst i Danmark i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 forhøjes med henholdsvis 1.606.944 kr., 5.358.566 kr. og 2.536.916 kr.

..."

Sagsøgte har principielt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 2. maj 2012. Konklusionen er sålydende:

"...

Landsskatteretten finder, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ikke er genindtrådt den 5. juli 2006, og at klageren derfor ikke er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf § 7, stk. 1, i indkomstårene 2007, 2008 og 2009,

Landsskatteretten finder, at klageren i indkomståret 2008 er begrænset skattepligtig til Danmark af yderligere løn fra H1.1 A/S med 20% af 1.528.536 kr., eller 305.707 kr., jf kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

..."

Sagsøger har til støtte for henvisningspåstanden i processkrift af 10. juni 2013 anført:

"...

Skatteministeriet fastholder, at sagen bør henvises til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Om begrundelsen herfor henviser jeg til stævningen, side 15, under afsnittet "Forslag til sagens behandling" og replikken, side 18, under afsnittet Processuelle bemærkninger", idet As processkrift af 21. maj 2013 giver anledning til følgende, uddybende bemærkninger:

Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten henvise sagen til landsretten, hvis sagen er af principiel karakter. Om henvisning fra byret til landsret siges i bemærkningerne til lovforslaget om domstolsreformen (Folketingstidende 2005-2006, Tillæg A, side 5137 ff.), at en sag ikke bør henvises til landsretten, hvis sagen uanset sin principielle karakter ikke kan siges at have en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en sådan væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse.

Præsidenten for Højesteret, Børge Dahl, har i brev af 10. oktober 2012 til justitsministeren vedrørende sagstilgangen til Højesteret med henvisning til disse bemærkninger i lovforslaget blandt andet anført, at

"...

Det i praksis ofte kan være vanskeligt at skelne skarpt mellem principielle og ikke principielle sager, idet en sag kan være mere eller mindre principiel, og det gælder i forbindelse med spørgsmål om henvisning fra byret til landsret/Sø- og Handelsret om at vælge de sager ud, som opfylder kriteriet om væsentlig samfundsmæssig rækkevidde på en sådan måde, at det er de rigtige sager i rette mængde, der frit kan ankes til Højesteret.  (side 3, 2. afsnit)

..." 

Det er Skatteministeriets opfattelse, at denne sag er både principiel og af væsentlig samfundsmæssig betydning.

Det skyldes, at Landsskatterettens kendelse af 2. maj 2012 er udtryk for en meget lempelig bevisvurdering til fordel for skatteyderen i en tilflytningssituation. Hvis Landsskatterettens vurdering - hvor der i vidt omfang lægges vægt på skatteyderens udokumenterede oplysninger - står ved magt, vil det gøre det vanskeligere for SKAT at løfte bevisbyrden for, at skatteyderens fulde skattepligt er indtrådt. Landsskatterettens afgørelse vil således fremadrettet kunne få betydning for lignende bedømmelser af, om en borgers skattepligt er (gen)indtrådt. Afgørelsen i denne sag har således væsentlig betydning for andre end sagens parter.

Sagens samfundsmæssige rækkevidde og principielle karakter vedrører således spørgsmålet om, hvor strenge krav skattemyndighederne kan stille til en parts bevisbyrde.

A kommenterer ikke i processkrift 1 på det principielle spørgsmålet om bevisbyrdens strenghed, men henviser derimod til to vedlagte afgørelser som begrundelse for, at sagen ikke skal henvises til landsretten.

De to afgørelser er ikke sammenlignelige med denne sag, idet de vedrører spørgsmålet om 180-dages reglen, og om hvilke krav der kan stilles til varigheden af de pågældende skatteyderes erhvervsmæssige ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

I denne sag har A ikke bestridt, at betingelsen i kildeskattelovens 7, stk. 1, hvorefter det er et krav, at der tages ophold i Danmark - og at dette ophold ikke er kortvarigt på grund af ferie eller lignende - er opfyldt. Der er således ingen grund til at kommentere på de to afgørelser, som A henviser til. A havde endvidere udøvet erhvervsmæssig virksomhed i Danmark i et langt større omfang end i de to sager, som han henviser til.

Som anført i stævningen, side 14 og oplyst af A i svarskriftet, side 17, har han for indkomstårene 2007-2009, angivet 20 % af sin lønindkomst som indtægt hidrørende arbejde udført i Danmark. Det svarer i gennemsnit til en ugentlig arbejdsdag.

Hertil kommer, at H1.1-koncernen, som han arbejder for, har hjemsted i Danmark. A ejer hele anpartskapitalen i H1 ApS, som ejer halvdelen af aktiekapitalen i H1.1 A/S. Han er derudover direktør og bestyrelsesmedlem i flere danske selskaber, og det kan også af den grund lægges til grund, at A regelmæssigt gav møde på firmaernes kontorer, jf. stævningen side 8.

..."

Sagsøgte, A, har til støtte for sin påstand i processkriftet af 21. maj 2013 anført følgende:

"...

Sagsfremstilling:

Problemstilling:

Den anlagte sag drejer sig om hvorvidt Sagsøgtes fulde skattepligt til Danmark er genindtrådt i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. 7, stk. 1 i indkomstårene 2007-2009.

Sagsøgeren har i medfør af Rpl. § 226, stk. 1, begæret sagen henvist til landsretten. Til støtte herfor har sagsøgeren særligt anført, at

"...

Landsskatterettens kendelse af 2. maj 2012 er udtryk for en meget lempelig bevisvurdering til fordel for skatteyderen.

..."

og yderligere

"...

Landsskatterettens afgørelse og lempelige bevisvurdering vil nemlig fremadrettet kunne få betydning for lignende bedømmelser af, om en borgers skattepligt er (gen) indtrådt.

..."

Rpl. § 226, stk. 1:

Ifølge Rpl. § 226, stk. 1, nr. 1, kan en sag henvises til behandling ved Østre Landsret, såfremt sagen er af principiel karakter.

Sagsøgeren har bevisbyrden for at sagen er af principiel karakter, og at betingelserne for henvisning af sagen til Østre Landsret er opfyldt. Retsplejeloven udtaler sig ikke om, hvad der forstås ved sager af principiel karakter. Bestemmelsen i § 226, stk. 1 omfatter efter sædvanlig opfattelse særligt sager om et principielt retligt spørgsmål, fortolkning af en lovbestemmelse eller et generelt spørgsmål vedrørende den uskrevne ret. Principielle spørgsmål kan bl.a. forekomme i sager om prøvelse af administrative afgørelser, sager hvor spørgsmålet er, om en fravigelse af hidtidig praksis har fornøden hjemmel i loven, sager hvor fortolkningen er omstridt, ikke tidligere afgjorte spørgsmål af betydelig rækkevidde, om fortolkning af EU lovgivning, eller i sager som i øvrigt angår et principielt EU-retligt spørgsmål, eller hvor der er rejst spørgsmål om fortolkning af folkeretlige regler, herunder den europæiske menneskerettigheds konvention.

Bevisspørgsmål og konkrete fortolkningsspørgsmål vil normalt ikke kunne henvises jf. U2002.2785Ø og U2003.240Ø. Sager, hvor afgørelsen beror på skønsmæssige afvejninger, vil normalt heller ikke kunne henvises. Det vil heller ikke i sig selv være en henvisningsgrund, at sagens udfald kan få væsentligt udfald for andre. Heller ikke den omstændighed, at sagen har særlig indgribende betydning for en part kan begrunde henvisning.

Der kan ske henvisning, når en sag har en nær forbindelse med en sag, der allerede verserer ved en landsret, når det kan være hensigtsmæssigt, at behandle sagerne i forbindelse med hinanden.

Om problemstillingen henvises supplerende til Civilprocessen 6. udgave, side 92 ff (Gomard).

Seneste retspraksis og administrativ praksis vedrørende Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1:

Sagen mod sagsøgte er anlagt i juli måned 2012.

Den 5. november 2012 har Østre Landsret afsagt en detaljeret og velbegrundet dom omkring fortolkningen af Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 samt § 7, herunder denne bestemmelses enkelte elementer. Dommen der fremsendes til byretten sammen med dette processkrift er bl.a. offentliggjort i SKM2012.732.ØLR. I dommen tager Landsretten stilling til, om en skatteyder kan antages at være tilflyttet til Danmark igen og har taget i ophold i Danmark på en sådan måde, at skattepligten er genindtrådt. Landsrettens begrundelse er, som ovenfor anført, meget detaljeret. Der henvises til de markeringer, som er foretaget i den medsendte dom.

På det administrative område er der sket offentliggørelse af SKATs afgørelse af 16. september 2010 i den såkaldte KS sag. Også denne sag tager stilling til hvornår en skatteyder kan antages at have taget bopæl i landet efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Såvel den ovenfor refererede dom som den nævnte administrative afgørelse når i lighed med sagsøgtes sag frem til, at der ikke er indtrådt fuld skattepligt i Danmark.

Den konkrete sag:

Sagsøgte gør gældende, at sagsøger ikke har ført bevis for, at betingelserne for henvisning af sagen til behandling ved Østre Landsret er opfyldt og dermed at sagen er af principiel karakter.

Den kendelse som Landsskatteretten har truffet den 2. maj 2012 er i overensstemmelse med Landsskatterettens sædvanlige praksis. Kendelsen er også i overensstemmelse med den ovenfor refererede administrative afgørelse af 16. september 2010 i KS sagen samt Østre Landsrets dom af 5. november 2012. Landsskatterettens kendelse er ikke udtryk for en bevisvurdering, der adskiller sig fra den bevisvurdering som Landsskatteretten og domstolene foretager i andre sammenlignelige sager.

Det forhold at sagsøger ikke er enig i Landsskatterettens konkrete bevisvurderinger og konkrete skønsmæssige afvejninger kan ikke i sig selv føre til, at sagen bliver at principiel karakter.

Sagen drejer sig ikke om principielle retlige spørgsmål, fortolkninger af Kildeskatteloven, generelle spørgsmål vedrørende den uskrevne ret eller en fravigelse af hidtidig praksis.

Tværtimod er Landsskatterettens afgørelse i overensstemmelse med den hidtidige praksis, hvor Landsskatteretten foretager en konkret bevisvurdering. På dette punkt adskiller sagen sig ikke fra alle andre skattesager, hvor en part indbringer Landsskatterettens afgørelse for domstolene, når parten er uenig i den konkrete bevisvurdering, som Landsskatteretten har foretaget.

Hertil kommer, at Østre Landsret, efter at sagsøger har udtaget sin stævning, har afsagt den foran beskrevne dom af 5. november 2012, ligesom afgørelsen i KS sagen er blevet offentliggjort. Der kan herefter ikke være tvivl om retspraksis.

Sammenfattende er det sagsøgtes standpunkt, at betingelserne for henvisning af sagen til landsretten ikke er opfyldt, idet sagen ikke er af principiel karakter.

..."

Der blev afsagt

K e n d e l s e

Efter det almindelige udgangspunkt vil sager, der vedrører bevismæssige spørgsmål, ikke være at anse som således principielle, at de vil kunne henvises til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Retten er imidlertid enig med sagsøger i, at bevisbyrdespørgsmål kan være principielle i det omfang, de vedrører styrken af kravene til bevisbyrden på et retsområde. I denne sag, der angår hvor strenge krav skattemyndighederne kan stille til en parts bevisbyrde, finder retten, at sagen har en sådan principiel karakter og samfundsmæssig rækkevidde, at betingelserne for at henvise sagen til Østre Landsret er opfyldt, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

T h i   b e s t e m m e s

Denne sag henvises til Østre Landsret.

Retten hævet.