Formål
Ankomst til en havn eller lufthavn i Danmark
Formålet med manifestsystemet er at sikre
- at der er afgivet en summarisk indgangsangivelse for alle varer på skibe og luftfartøjer, der ankommer til Danmark direkte fra lande uden for EU, og
- at T1-varer, der losses fra skibe og luftfartøjer i Danmark, bliver toldbehandlet.
Endvidere anvendes oplysningerne i manifestsystemet til at igangsætte toldbehandlingen i havne og lufthavne i Danmark. Det vil sige, at der i manifestsystemet indsættes faktisk ankomsttidspunkt i fortoldninger og angivelser til oplæggelse på midlertidigt oplag.
Afgang fra en havn eller lufthavn i Danmark
Ved skibe og luftfartøjers afgang fra en havn eller lufthavn i Danmark skal manifestsystemet sikre, at der er afgivet
- enten en toldangivelse, eller
- en summarisk udgangsangivelse for alle varer der er bestemt til lande uden for EU og som lastes på skibe og luftfartøjer i Danmark.
Oplysningerne i manifestsystemet anvendes også til at
- afgive udpassageattest for udførsel
- lukke angivelser vedrørende varer, der genudføres direkte fra midlertidig opbevaring
Derfor skal skibe og luftfartøjer, der medfører varer, som skal toldbehandles eller risikovurderes med henblik på sikkerhed, anmelde deres ankomst til og afgang fra Danmark til SKATs manifestsystem. Skibene og luftfartøjerne skal angive hvilken ladning transportmidlet medfører.
Anmeldelse til manifestsystemet fritager ikke for at afgive IMO FAL-formular for skibe eller tolddeklaration for luftfartøjer.
Transportmidler, der ikke skal anmelde deres ankomst og afgang til manifestsystemet, skal anmelde deres ankomst og afgang som beskrevet i toldvejledningens kapitel F.A.32 om toldkontrol og toldbehandling.
Skibes og luftfartøjers ankomst til og afgang fra Danmark skal anmeldes i manifestsystemet. Dette sker i en ankomstmeddelelse eller en afgangsmeddelelse. I meddelelsen angives oplysninger om transportmidlets
- identitet
- ankomst- eller afgangstidspunkt
- ankomst- eller afgangssted.
I ankomst- eller afgangsmeddelelsen skal der endvidere være en henvisning til en ankomst- eller afgangsdeklaration.
Angivelse af de varer, som transportmidlet medfører som ladning, sker separat i en ankomst- eller afgangsdeklaration. Ankomst- og afgangsdeklarationen kan udarbejdes løbende inden transportmidlet ankommer eller afgår. Deklarationen skal være klar senest på tidspunktet for indgivelse af ankomst- eller afgangsmeddelelsen. I deklarationen angives oplysninger om
- ladningen med henvisning til transportdokumenter
- summariske ind- og udgangsangivelser
- toldangivelser.
Lovgrundlag
Reglerne om indgivelse af ankomst- og afgangsmeddelelse samt ankomst- og afgangsdeklaration er fastsat i TBEK kapitel 4.