Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31.
Bemærk
Ved gennemgangen er kun anført de dele af artiklen, som afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2014. Se DBO'en om den præcise ordlyd og det nærmere indhold af afvigelsesbestemmelsen.
Om en artikel eller dele af den svarer til OECD's modeloverenskomst, se afsnit C.F.8.2.2.1-31, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter begge landes kontinentalsokkel.
Grønland og Færøerne er ikke omfattet af DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde af mere end 6 måneders varighed medfører fast driftssted. Se artikel 5, stk. 2, litra g.
En repræsentant, hvis virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet, udgør ikke et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 4.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, litra f, om opretholdelsen af et fast driftssted, udelukkende for at kombinere de omstændigheder, der i øvrigt er nævnt i bestemmelsen.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved forretningsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde i de tilfælde, hvor et fast driftssted sælger varer og tjenesteydelser af samme eller lignende art som foretagendet. I disse tilfælde skal fortjenesten henføres til det faste driftssted, medmindre foretagendet kan godtgøre, at de omhandlede salg og tjenester ikke skal henføres hertil. Se artikel 7, stk. 3.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 4.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 5.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 6.
Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 7.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og luftfart
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved skibsfart i international trafik kan beskattes i begge lande. Se artikel 8, stk. 2.
Hvis et foretagende hjemmehørende i et af landene får skibsfartsindtægter fra den andet land, skal fortjenesten højst udgøre 5 pct. af bruttofragtindtægterne. Den beregnede skat skal nedsættes med 50 pct. Se artikel 8, stk. 3.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes i indre farvande beskattes derfor efter de regler, som gælder for erhvervsindkomst. Se artikel 7.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 3. Hvis den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sæde ombord på et skib eller en båd beskattes fortjenesten derfor efter reglerne om anden indkomst. Se artikel 22.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Indbyrdes afhængige foretagender
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 9, stk. 2, om korresponderende justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte udbytte med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 10, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte udbytter i moder-/datterselskabsforhold, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet. Se SEL § 2, stk. 1, litra c.
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.10 om OECD's modeloverenskomst artikel 10.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte renter med højst 12½ pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 20 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.
"Royalties" omfatter også betalinger for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Se artikel 12, stk. 3. Danmark har ikke intern hjemmel i KSL § 65 C, stk. 4, til at beskatte disse royalties, da det danske royaltybegreb ligesom OECD's royaltybegreb ikke omfatter denne anvendelse.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis der er fast driftssted i et land, anses royalties for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5.
Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.12 om OECD's modeloverenskomst artikel 12.
Artikel 13: Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved salg af skibe eller luftfartøjer kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 13, stk. 2. Artiklen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der benyttes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 3 (opsamlingsbestemmelse).
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 13, stk. 4, om beskatning i kildelandet af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 3 (opsamlingsbestemmelse).
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Eksperthonorarer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Eksperthonorarer kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandets beskatningsret er begrænset til 20 pct. Se artikel 14, stk. 1 og 2.
"Eksperthonorarer" omfatter betalinger af enhver art til enhver person, med undtagelse af ansatte hos den person, der foretager betalingen, som vederlag for enhver fortjeneste af administrativ, teknisk, faglig eller konsultativ art. Se artikel 14, stk. 3.
Se også
Se også DBO'en artikel 14 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 15: Frit erhverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 16: Personlige tjenesteydelser
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
183-dages-reglen anvendes i forhold til kalenderåret. Se artikel 16, stk. 2, litra a.
Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 16, stk. 3.
Se også
Se også
- Artikel 14 om eksperthonorarer
- Artikel 17 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 18 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 20 om løn for offentligt hverv
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 17: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 18: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 18, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 18, stk. 3.
Bemærk
Artikel 18 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 20, stk. 1, eller af artikel 16 eller 17, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 20, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 19: Pensioner og sociale ydelser
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Private pensioner, der stammer fra et tidligere ansættelsesforhold, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 19, stk. 1. Denne bestemmelse svarer til modeloverenskomsten artikel 18.
Private pensioner, der ikke stammer fra et tidligere ansættelsesforhold, er omfattet af artikel 22, og kan kun beskattes i bopælslandet.
Sociale sikringsydelser, fx folkepension, kan beskattes i kildelandet. Se artikel 19, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 20: Offentligt hverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Bemærk
Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af bestemmelserne i denne artikel og ikke af artikel 18.
Artikel 21: Studerende
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
En studerende kan i et vist omfang blive fritaget for beskatning i opholdslandet af løn for arbejde, der udføres i hjemlandet eller opholdslandet under studiet. Betingelserne er,
- at arbejdsperiodens- eller -periodernes samlede længde inden for et kalenderår ikke må overstige 183 dage
- at arbejdet har direkte forbindelse med studiet, uddannelsen eller oplæringen, samt
- at den studerende ikke var hjemmehørende i det land, hvor arbejdet er udført, umiddelbart før uddannelsen blev påbegyndt.
Se artikel 21, stk. 2.
Stipendiater fra Tanzania kan også fritages for beskatning af stipendier modtaget fra Danmark. Se LL § 7 K, stk. 5.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 22: Andre indkomster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 21, stk. 2, om erhvervsvirksomhed.
Bemærk
Private pensioner, der ikke er omfattet af artikel 19, beskattes efter artikel 22.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Formue
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen omfatter ikke formue bestående af skibe, der anvendes til transport i indre farvande.
Bemærk
Denne artikel har kun praktisk betydning for ejendomsværdiskat, som anses for en partiel formueskat, da Danmark ikke har generel formuebeskatning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.22 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.
Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Begge lande giver almindelig creditlempelse for skat på indkomst, som efter DBO'en kan beskattes i det andet land.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i kildelandet, lempes skatten i bopælslandet efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra kildelandet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 25: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Gæld, som et foretagende har til en person hjemmehørende i det andet land, skal kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se artikel 25, stk. 3.
Bestemmelserne i artiklen finder anvendelse på skatter omfattet af overenskomsten.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 27: Udveksling af oplysninger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 28: Diplomatiske og konsulære embedsmænd
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 29: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.
Artikel 30: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 31. december 1976 og har virkning fra 1. januar 1977.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30.
Artikel 31: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31.