Afsnittet definerer, hvad der i forhold til fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdsplads skal forstås ved "sædvanlig bopæl".

Indhold

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Afgrænsning, sædvanlig bopæl
• Sommerbolig
• Militærtjeneste
• Civil værnepligt
• Oversigt over afgørelser, kendelser, domme, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Se LL § 9C, stk. 1.

Afgrænsning, sædvanlig bopæl

Der er kun én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som "sædvanlig bopæl". Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I vurderingen indgår forhold som:

• personlig tilknytning
• social tilknytning
• familiemæssig tilknytning
• boligmæssig tilknytning
• opholdenes hyppighed
• tilmelding til folkeregisteret.

Sædvanlig bopæl skal forstås på samme måde i forhold til bestemmelserne i LL § 9 B og § 9 C.

Praksis

Begrebet er fastlagt gennem en lang og betydelig praksis. Højesteret har i flere tilfælde truffet afgørelser til fastlæggelse af begrebets udstrækning og de momenter, der kan inddrages i vurderingen. I en konkret sag blev der ved afgørelsen af, hvor skatteyderen havde sædvanlig bopæl, udover den formelle registrering i folkeregistret lagt vægt på det erhvervsmæssige tilhørsforhold til Danmark, uanset skatteyder var indtrådt i et lejemål og et telefonabonnement sammen med en samleverske i Nordtyskland. Se TfS 1999, 420 HRD.

Eksempler på praksis

Se SKM2004.257.HR, hvor skatteyderen i perioden fra den 1. marts 1986 til udgangen af 1989 ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han havde derfor ikke krav på godtgørelser for befordring udover, hvad der allerede var givet. Skatteyderen havde meldt flytning til Tyskland fra den 1. marts 1986, hvorfor han gjorde gældende, at skattepligten til Danmark var ophørt fra denne dato. Han havde i perioden haft en bopæl flere steder i Tyskland. Det var ikke lykkedes at skabe et indtægtsgrundlag i Tyskland. Han havde imidlertid fortsat beskæftigelse som lønmodtager i Danmark og havde i perioden etableret yderligere arbejdsforhold i Danmark, ligesom han også havde rådighed over en bopæl i Danmark. Højesteret lagde også vægt på, at han overfor politiet i forbindelse med beslaglæggelse af en tysk indregistreret bil havde erkendt, at hans bopæl var i Danmark. I samme forbindelse havde han underskrevet et bødeforlæg. Højesteret fandt, at skatteyderen havde haft bopæl i både Tyskland og Danmark, men centrum for livsinteresser i Danmark.

Se SKM2007.226.HR, hvor skatteyder ikke havde bopæl noget sted, og derfor ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter. Skatteyderen overnattede mandag til fredag i en campingvogn, som var opstillet på de byggepladser, hvor han arbejdede. I weekenderne opholdt han sig enten på et værelse, han havde lejet på et vandrehjem, eller hos en kæreste i Tyskland. I ferie og højtider opholdt han sig på feriesteder, som fx Tenerife eller i Tyskland. I folkeregistret var han registreret med adresse på vandrehjemmet, men han havde ikke privat indbo på værelset.

Se SKM2003.473.ØLR, hvor en skatteyder, der arbejdede i Sverige blev anset for at have fast bopæl i Danmark. Skatteyderens yngste barn var tilmeldt og gik i skole i Danmark. Han havde hele tiden arbejdet i Danmark og havde ikke godtgjort at være afskåret fra at råde over en del af en fast ejendom. Det var ikke tilstrækkelig dokumentation for påstanden om bopæl i Sverige, at skatteyderen havde fremlagt nogle 10-turskort og nogle kasseboner.

Se TfS 1997, 200 ØLD, hvor skatteyderen blev anset for at have bopæl i Ordrup. Hun arbejdede i København og havde bopæl i en lejlighed i Ordrup. I 1992 købte hun en ejendom i Nakskov. Fra den 1. juli 1992 til starten af 1994 var hun tilmeldt folkeregistret i Nakskov og herefter igen tilmeldt på adressen i Ordrup. Fradrag for befordring i 75 dage mellem Nakskov og København blev ikke godkendt. Lejligheden i Ordrup blev anset for at være skatteyderens sædvanlige bopæl.

Se TfS 1987,291 ØLD En skatteyder havde ikke sædvanlig bopæl i Sorø. Han fik arbejde i Holstebro og tog i den forbindelse ophold hos sin mor i Skals. Han beholdt samtidig sin hidtidige bolig i Sorø for her i weekenderne at kunne møde sine børn, der ikke længere boede i huset til daglig. Han fik ikke fradrag for befordring mellem Holstebro og Sorø.

Se SKM2008.632.BR, hvor en skatteyders centrum for livsinteresser i perioden juni 2004 til august 2005 var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Skatteyderen var i juni 2004 flyttet til Finland, hvor hans kæreste, der var blevet gravid, boede. Han beholdt dog sin lejlighed og fortsatte sit arbejde som advokat i Danmark, hvor han også opholdt sig i ca. 40 pct. af tiden. Skatteyderen og kæresten samt deres i oktober 2004 fødte søn flyttede til Danmark i august 2005. Ordningen med skatteyderens ophold i Finland var af midlertidig karakter, og skatteyderen var også før juni 2004 hyppigt i Finland, hvor han besøgte sin kæreste. Ordningen indebar efter juni 2004 en udvidelse af disse besøg, men skatteyderen bevarede sin lejlighed i Danmark og bestred tillige og i væsentligt omfang sit erhverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han ikke blot var ansat men partner. Skatteyderen var tilmeldt folkeregistreret i Danmark.

Se SKM2009.659.SR. Skatterådet svarede betinget ja til, at spørger fortsat kunne opretholde befordringsfradrag mellem Aalborg og hans jobadresse i København på trods af, at han fra den 1. september 2009 opholdt sig i sin ejerlejlighed i København tre overnatninger om ugen. Han kunne trække befordringen fra for de dage, hvor han kunne dokumentere, at han var rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København.

Sommerbolig

Der kan som udgangspunkt ikke foretages fradrag for befordring efter LL § 9 C fra en sommerbolig til arbejdspladsen i det omfang, fradraget herved overstiger fradraget mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

I helt særlige situationer kan en sommerbolig anses for sædvanlig bopæl. En skatteyder, der arbejdede i København havde været tilmeldt en adresse i København. Han tilmeldte sig i 1990 en adresse i et sommerhus i Odsherred. Han blev gift i 1993. Ægtefællen boede og havde før ægteskabet boet på samme adresse i København. Østre Landsret fandt, at han for tiden før, han blev gift i 1993, havde haft sædvanlig bopæl i sommerhuset i Odsherred. Se TfS 1999,159 ØLD.

Se også SKM2015.412.BR, hvor Byretten fandt en skatteyder berettiget til fradrag for befordring fra kærestens bolig til arbejdsstedet, uanset at vedkommende havde en sædvanlig bopæl et andet sted. Byretten fandt videre, at befordringsfradraget fra kærestens bolig ikke kunne overstige det beregnede befordringsfradrag fra sædvanlig bopæl og hen til arbejdsstedet. Det er derfor SKATs opfattelse, at det samme må være tilfældet, hvis en skatteyder med sædvanlig bopæl langt fra arbejdsstedet lejer en midlertidig bolig, fx en sommerbolig, tættere på arbejdsstedet og derfra befordrer sig til arbejdsstedet.

Militærtjeneste

Værnepligtige anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, hvis denne bopæl opretholdes. Se LSRM 1980.127.LSR.

Når den værnepligtige bor hos forældrene umiddelbart før indkaldelsen, og han under indkaldelsen fortsat har værelse til disposition der, anses bopælen som hovedregel for at være bevaret hos forældrene.

Det skal både for værnepligtige og for kontraktansatte i hvert enkelt tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning til hjemmet er af en sådan karakter, at forældrenes hjem kan anses for den faste bopæl. Ved denne afgørelse kan der bl.a. lægges vægt på

• hvor ofte den værnepligtige/kontraktansatte kører hjem. Der blev ikke godkendt fradrag for befordring til hjemmet i ferie og weekender, fordi sædvanlig bopæl blev anset for at være på tjenestestedet. Skatteyderne var kontraktansatte og boede og opholdt sig den væsentligste del af året på kasernen. Se TfS 1986, 471 LSR og TfS 1986, 537 LSR.
• om afstanden gør det muligt at køre hjem. Kasernen blev anset for at være sædvanlig bopæl i forhold til LL § 9 C, bl.a. på grund af afstanden til hjemmet. Se LSRM 1984, 11 LSR
• om der ud over værelset hos forældrene er anden familiemæssig tilknytning (fx en ægtefælle) eller eventuelt erhvervsmæssig tilknytning til hjembyen. Fradrag godkendt, hvor skatteyder havde opretholdt bopæl hos faderen under værnepligten og i en efterfølgende periode som kontraktansat befalingsmand. Se TfS 1984, 71 LSR. Se også TfS 1991, 131 LSR, hvor en konstabel blev anset for at have bolig i sin oprindelige hjemby, selvom kommunen, hvor kasernen lå, og hvor han havde lejet indkvartering, havde forlangt, at han skulle tilmelde sig folkeregistret der.
• karakteren af det på tjenestestedet lejede logi eller den indkvartering, der er stillet til rådighed (enmands- eller flermandsrum). Befordringsfradrag blev godkendt med henvisning til tilknytningen til forældrenes bopæl, samt at der var tale om indkvartering med plads til fire til otte mand. Se TfS 1984, 10 LSR.

Om værnepligtiges fri befordring se TfS 1994, 567 DEP og om fri befordring afsnit C.A.5.14.4.4.

Civil værnepligt

Civile værnepligtige er ikke berettigede til fradrag for befordring mellem hjem og tjenestested, fordi aftjening af civil værnepligt ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, jf. LSRM 1980,21 LSR.

Oversigt over afgørelser, kendelser, domme, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området: