Indhold
Dette afsnit beskriver anvendelsen armslængdeprincippet for tonnagebeskattede selskaber.
Afsnittet indeholder:
- Om armslængdeprincippet
- Anvendelse af armslængdeprincippet internt i rederiet.
Om armslængdeprincippet
Det er et krav, at rederierne i enhver henseende ved opgørelse af den indkomst, der kan beskattes efter tonnageskatteordningen, anvender det såkaldte armslængdeprincip, således som dette er omhandlet i LL § 2, stk. 1.
Rederiselskaber er som alle andre selskaber omfattet af bestemmelserne om at anvende armslængdeprincippet i LL § 2. Disse regler er på to områder suppleret vedrørende indkomstopgørelsen for tonnagebeskattede rederier.
Efter de generelle armslængderegler skal koncernforbundne foretagender ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende de priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner, som kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.
Overholdes armslængdeprincippet ikke, kan skattemyndighederne ændre indkomstansættelserne til det, de ville have været, hvis de koncernforbundne selskaber havde handlet indbyrdes på markedsvilkår.
Bestemmelserne er suppleret med særlige oplysningsforpligtelser over for skattemyndighederne efter SKL § 3 B, så den fornødne gennemsigtighed kan opnås.
Da tonnagebeskattet indkomst ikke skal opgøres på grundlag af faktiske transaktioner, men på grundlag af et tonnagemål, vil der ikke nødvendigvis være det tilstrækkelige grundlag for, at skattemyndighederne vil kunne kontrollere, om armslængdekriteriet er opfyldt.
Det er derfor i TSL § 13 fastsat, at armslængdeprincippet gælder uanset de særlige bestemmelser om opgørelse af indkomst under tonnageskatteordningen.
Anvendelse af armslængdeprincippet internt i rederiet
Armslængdeprincippet gælder ligeledes internt i et rederi, som beskattes efter tonnageskatteordningen.
Et rederi, som ønsker at anvende tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og anden indkomst særskilt.
Der vil i praksis forekomme tilfælde, hvor eksempelvis en samlet transportydelse omfatter både en land- eller luftransportdel og en søtransportdel, og hvor kun den del af transporten, der foregår med skib, vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen.
I et sådant tilfælde skal rederiet ved fordelingen af indkomsten mellem tonnagedelen og den almindeligt beskattede del anvende samme armslængdeprincip, som gælder ved transaktioner mellem koncernforbundne selskaber.
Der gælder således både et armslængdeprincip ved kontrollerede transaktioner med koncernforbundne selskaber mv. og et armslængdeprincip ved afgrænsningen mellem rederiets tonnagebeskattede indkomst og rederiets øvrige indkomst.
Det skal bemærkes, at omkostningerne tillige skal fordeles. Se TSL § 15, stk. 3, 2. pkt.
SKL § 3B gælder også.