Parter

A
(Advokat Helge Taggatz

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm.Martin Sønnergaard

Afsagt af byretsdommern

H. Fog-Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om sagsøger opfylder betingelserne for at tillade ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1994 og 1995, hvor sagsøgers tidligere ægtefælle, efter sagsøgers opfattelse uberettiget, medregnede et negativt driftsresultat fra en landbrugsejendom, ved opgørelsen af skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 1995 og 1996 genoptages ekstraordinært.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten har den 21. november 2006 truffet afgørelse i sagen. Det hedder i kendelsen:

"...

Klagen skyldes, at SKAT ikke har givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har nægtet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse.

Landsskatteretten stadfæster skattecentres afgørelse.

Møde mv.

Klageren har haft møde (forhandling) med Landsskatterettens sagsbehandler og har endvidere haft lejlighed for at udtale sig på et retsmøde.

Sagens oplysninger

SKAT afslog den 21. november 2006 klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse.

Ved kendelse af 28. juni 2005 ophævede Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse af 19. maj 2003 for A. Skatteankenævnets afgørelse var ugyldig på grund af kompetencemangel.

Landsskatteretten fremsendte den 28. juni 2005 kopi af rettens kendelse og sagens bilag til ToldSkat (nu SKAT), da retten anså sagen som en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1995 og 1996. Sagen blev fremsendt til ToldSkat, der på daværende tidspunkt havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende tilladelse til ekstraordinær genoptagelse.

SKAT har betragtet anmodningen om ekstraordinær genoptagelse som modtaget 28. januar 2003 nemlig den dato, hvor klageren har klaget over årsopgørelserne til Skatteankenævnet.

Klageren var i indkomstårene 1995 og 1996 gift med BA. Ægtefællerne er efterfølgende blevet skilt.

Klageren overtog ved endeligt skøde den 29. maj 1995 landbrugsejendommen ..., matr. ..., beliggende ...1 og ...2 fra H1 I/S og DD. Overtagelsesdagen blev aftalt til 1. juli 1995. DD er klagerens far, og han fik livsvarig friboligret på ejendommen. Boligretten omfattede 70 kvm. Der blev den 25. oktober 1995 lyst et sælgerpantebrev på ejendommen på 500.000 kr. med klageren som debitor og DD som kreditor. Pantebrevet kunne fra debitors side indfries helt eller delvis når som helst.

Det fremgår af afmeldelsesblanket fra ToldSkat, underskrevet af DD den 19. marts 1996, at han afmeldte virksomheden fra den 1. juli 1995. Klageren er oplyst som ny indehaver. Af registreringsblanket af 13. juli 1995 fra ToldSkat er klagerens daværende ægtefælle og klageren registreret som ansvarlig indehavere. Det fremgår af påtegning af 13. juli 1995, at det ifølge telefonisk oplysning fra klagerens daværende mand var ham, som var ansvarlig indehaver. Klageren har anført, at dette er dokumentfalsk foretaget af ansat i ToldSkat.

BA har selvangivet driftsresultat af landbrug, resultat af fremleje af værelser samt renteudgifter af pantebrevsgæld på sine selvangivelser for indkomstårene 1995 og 1996.

I forbindelse med samlivets ophør begærede A i sommeren 1997 indkomstopgørelserne for indkomstårene 1995 og 1996 genoptaget, således at hun, der er eneejer af landbrugsejendommen, i stedet skulle medregne resultatet af landbrugsdriften. Det er oplyst, at klageren blev separeret i 1997 og skilt i 1999.

Ligningsafdelingen ændrede ved kendelse af 16. april 1998 BA indkomstopgørelser og overførte driftsresultaterne m.v. til klageren.

Denne afgørelse blev påklaget af BA til Skatteankenævnet. Skatteankenævnet fremsendte sagsfremstillingen vedrørende BA til klageren og klageren deltog i et møde sammen med sin far med skatteankenævnets sekretariat, før der blev truffet afgørelse. Skatteankenævnet ændrede BA indkomstansættelser således at driftsresultaterne af landbruget m.v. blev tilbageført til BA i afgørelse af 10. november 1998.

Ligningsafdelingen fremsendte den 9. december 1998 forslag til ændring af klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 1995 og 1996 som konsekvens af afgørelsen af 10. november 1998 for BA. Det blev oplyst, at klageren indenfor 14 dage kunne fremkomme med indsigelser. Klageren fremkomme ikke med indsigelser, og der blev udskrevet nye årsopgørelser den 18. januar 1999 og 15. februar 1999.

Det fremgår, at der for så vidt angår bodelingen af fællesboet har verseret sag ved domstolene. Klageren har fremsendt uddrag af dom fra Landsretten vedrørende deling af fællesboet. Det er oplyst, at sagen er afgjort ved dom i 2007.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996.

Anmodningen om genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996 skal behandles efter reglerne i skattestyrelsesloven bekg. 526 af 3. juli 1998, jf. lov nr. 381 af 2. juni 1999, § 7 stk. 3.

Af skattestyrelsesloven bekg. nr. 526 af 3. juli 1998, § 4 stk. 1, fremgår det, at man såfremt man ønsker at få ændret sin skatteansættelse for et indkomstår, skal anmodning om ændring være indgivet inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

En anmodning om ændring af skatteansættelsen for 1995 og 1996 skulle derfor have været indgivet inden henholdsvis den 31. december 1998 og 31. december 1999.

Anmodningen er modtaget den 28. januar 2003 og kan derfor som hovedregel ikke imødekommes.

Skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, giver dog mulighed for genoptagelse, når forholdene i særlig grad taler derfor.

Endvidere fremgår det af lov nr. 381 af 2. juni 1999, § 7, stk. 5, at skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, har virkning fra lovens ikrafttræden og dermed også for 1995 og 1996.

Af § 35, stk. 1, nr. 7 fremgår, at der kan ske genoptagelse, såfremt hidtidig praksis på et område er underkendt ved en landsskatteretskendelse eller ved en dom. Genoptagelse kan ske fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelse af praksis.

Skatteansættelserne for 1995 og 1996 kan dermed kun genoptages, når der foreligger særlige forhold, eller hidtidig praksis er underkendt ved en landsskatteretskendelse eller ved en dom.

Af Ligningsvejledningens afsnit A.H.2.2 fra 1998 fremgår det, hvornår der foreligger særlige forhold.

Særlige forhold foreligger i følgende situationer

• Når en beskattet indtægt viser sig reelt at være mindre f.eks., hvis en beskattet indtægt hel eller delvis er tilbagebetalt.
• Når en udgift viser sig at være større end først antaget f.eks. pga. af en civilretlig afgørelse.
• Når et gyldigt skatteforbehold bliver aktuelt.
• Når der er tale om gyldig omgørelse.
• Svig fra tredjemand har forårsaget en urigtig ansættelse.
• Ansvarspådragende fejl fra skattemyndighederne f.eks. urimelig taksation. Formelle fejl hos skattemyndighederne vil som hovedregel ikke være omfattet af bestemmelsen, da disse skal påklages i sædvanlig instansfølge. Et glemt eller uudnyttet fradrag eller tilfælde, hvor skatteansættelsen er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende selvangivelse, og selvangivelsen indgives mere end 3 år efter indkomstårets udløb, kan ikke i sig selv begrunde en ekstraordinær genoptagelse.

Der kan ikke gives tilladelse til genoptagelse med henvisning til skattestyrelseslovens § 35 stk. 1, nr. 7. Der er ikke tale om, at hidtidig praksis er underkendt ved en landsskatteretskendelse eller ved en dom.

Klageren opfylder ikke betingelserne for ekstraordinær genoptagelse på grund af følgende:

1. Der foreligger ikke beskattede indtægter, som klageren helt eller delvist har tilbagebetalt.
2. Der foreligger ikke større udgifter end først antaget på baggrund af f.eks. en civilretlig afgørelse.
3. Der er ikke tale om et gyldigt skatteforhold, der er blevet aktuelt eller om omgørelse.
4. Der foreligger ikke afgørelse fra domstolene om, at tredjemand ved svig har forårsaget, at klagerens skatteansættelser ikke er korrekte
5. Der foreligger ikke ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedernes side. Skattemyndighederne har fulgt en afgørelse fra Skatteankenævnet. Klageren har først klaget over sine skatteansættelser for 1995 og 1996 den 28. januar 2003 og har dermed forholdt sig passivt i henholdsvis 4 og 3 år efter ansættelsesfristens udløb, hvilket skattemyndighederne ikke kan lastes for.

SKAT har vedrørende en manglende udtalelse i sagen fra kommunen bl.a. anført, at proceduren på daværende tidspunkt var, at regionen anmodede kommunen om en udtalelse. Udtalelsen var udelukkende vejledende.

SKAT har på intet tidspunkt afvist at behandle sagen. Afgørelsen den 21.november 2006 er truffet ud fra sagens omfattende sagsakter, herunder både skatteankenævnssagen fra 19. maj 2003 samt Landsskatterettens sag fra 28. juni 2005.

En udtalelse fra den daværende kommunale skattemyndighed ville ikke have bidraget med yderligere oplysninger, da en udtalelse ville have bygget på samme materiale, som SKATs afgørelse bygger på.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om følgende

"Jeg påklager hermed SKATs opførsel og afgørelse og jeg anmoder Landsskatteretten om nu, at udføre den påtrængte revidering af skatteansættelserne vedrørende de berørte skatteydere og år. Det bemærkes, at klagerne har verseret siden 1997 rundt omkring i hænderne på personalet på kommunen, der ikke just har optrådt, som den kendte lovgivning foreskriver."

Klageren har bl.a. anført, at de umådelige skadevirkninger, stammer direkte fra klagerens tidligere ægtefælles falsknerier, som andre personer tillige er delagtige i på hans vegne.

Falskneriet har betydet, at klagerens far og klageren er blevet opkrævet uretmæssige skatter og ikke har fået de fradrag, der vedrørte dem.

Desuden har vores formueforhold lidt væsentlig skade. Alt sammen fordi en 3. person fuldstændig uberettiget er blevet dobbeltregistreret på ejendommen. Og en ansat i skattemyndigheden har fejet os af bordet imod vores protester og dokumentation.

Ejendommen og landbrugsdriften, har alene været ejet og drevet af klagerens far og klageren.

Klageren har endvidere lidt den yderligere tort, at disse falsknerier, der er begået af klagerens tidligere ægtefælle, som en 3. person i offentlig myndighed har begået på hans vegne, ydermere er blevet brugt som argument nu i 2007 til, at påstå, at bodelingen skal opgøres med ejendomsværdi for klagerens landbrugsejendom på nuværende tidspunkt, ikke på det lovmæssige tidspunkt, da formuefælleskabet ophørte i august 1997.

Den tidligere ægtefælle har fortsat med, at skrive underskuddet fra klagerens ejendom på sin selvangivelse for 1997 (udfærdiget i 1998).

Klageren er konstant blevet opkrævede B-skatter, uanset at hun er eneejer af ejendommen, og uanset, at sambeskatningen ophørte pr. 1. januar 1997.

Disse ulovligheder har dannet den tidligere ægtefælles advokats "bevisførelse" med henblik på at tilegne sig uberettiget andel af klageren nuværende 2007-formue, i modsætning til den lovlige, der var for 10 år siden, i 1997, da formuefællesskabet ophørte.

Bedrageriet mod klageren i bodelingen er i størrelsesorden 2 millioner kr. og sker ved brug af bedrageriet, begået i 1995 af klagerens tidligere mand og embedsmænd, på hans vegne.

Ligningsafdelingen satte en stopper for det i 1998, men skatteankenævnet ændrede afgørelsen og affejede klagerens far og klageren.

Klageren har henvist til retsbogen, (19. september 2007) som har fremstillet klagerens eksmands påstand om klagerens ejendom.

"- at BAs har drevet ejendommen - som aftalt af parterne {?]- siden 1995 ja, endog fra tidligere, og fået udbetalt HA-støtte, og naturligt, da han jo opholdt sig i DK og A i Spanien."

Klageren har henvist til

• at den personlige ejendomsret er personlig.
• at overfor tredjemand (skat, f.eks.) kan rettigheder, der angår en ejendom alene have gyldighed overfor 3. mand såfremt dette fremgår af bladet i tingbogen.
• at en forpagtningsaftale skal være tinglyst på ejendommen, for at have gyldighed overfor 3. mand.

Klageren har endvidere henvist til

Siderne fra Landsrettens retsbog, der nævnes. Side 12, 13, 17,18,20,24,25

1. Tingbogsblad af 13. 10. 1995. Ejendommens ejer: 1/5 DD
2. Tingbogsblad af 25. 10. 1995. beror i Landsskatteretten. "Det bekræftes at eneinteressent er DD. Skøde tinglyses til A.
3. Tingbogsudskrift 14. 11. 2005. Der har aldrig været forpagtning.
4. Skøde haves i Landsskatteretten. Ejendom forsikret af DD til forsikrings udløb. Tegnes af A d.
5. Moms vedrørende DD marts 1997 have i Landsskatteretten
6. Moms A moms 21/3 1997 vedrørende 961231.
7. DDs telefon indtil hans død 2002.
8. DDs skifteretsattest. Død 30.3 2002.
9. Landsskatteretten har skrivelsen fra Amtet til ejer A 1999. Til "ejer" afdøde, DD 28.4 2003. Der er også oplysning om en, angivelig vognmand, der har været falsk registeret på min ejendom. Der svindles stadig omkring ejendommen d.d.
10. DDs indtægt og formue er skrevet usandt af "revisor". Far fyrede ham. Det er siden blevet klart, at "fejlene" revisoren lavede, angik, at bedrage min far og mig, og viste det sig senere: min fars dødsbo for en betydelig formue.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Anmodningen om genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996 er indgivet efter udløbet af fristerne i dagældende skattestyrelseslov § 4, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 7. marts 1998, jf. lov nr. 381 af 2. juni 1999, § 7, stk. 3.

Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse, jf. dagældende skattestyrelseslov § 4, stk. 2. Endvidere fremgår det af lov nr. 381 af 2. juni 1999, § 7, stk. 5, at skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7 har virkning fra lovens ikrafttræden og dermed også for 1995 og 1996.

Skatteansættelserne for 1995 og 1996 kan dermed kun genoptages, når der foreligger særlig forhold, eller hidtidig praksis er underkendt ved en landsskatteretskendelse eller ved en dom.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Som anført af SKAT opfylder klageren ikke betingelserne for ekstraordinær genoptagelse på grund af følgende:

• Der foreligger ikke beskattede indtægter, som klageren helt eller delvist har tilbagebetalt.
• Der foreligger ikke større udgifter end først antaget på baggrund af f.eks. en civilretlig afgørelse.
• Der er ikke tale om et gyldigt skatteforhold, der er blevet aktuelt eller om omgørelse.
• Der foreligger ikke afgørelse fra domstolene om, at tredjemand ved svig har forårsaget, at klagerens skatteansættelser ikke er korrekte. Det bemærkes, at Landsretten i sin dom vedrørende bodelingen ikke har anset, at der var fejl og mangler, der kunne bevirke, at aktiverne herunder ejendommen skulle udlægges til klageren på et tidligere tidspunkt end opgørelsestidspunktet.
• Der foreligger ikke ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedernes side. Skattemyndighederne har fulgt en afgørelse fra skatteankenævnet. Klageren har først klaget over sine skatteansættelserne for 1995 og 1996 den 28. januar 2003 og har dermed forholdt sig passivt i henholdsvis 4 og 3 år efter ansættelsesfristens udløb, hvilket skattemyndighederne ikke kan lastes for.

SKATs afgørelse af 21. november 2006 stadfæstes.

..."

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger.

Forklaringer

Sagsøger har forklaret, at H1 er hendes barndomshjem og ungdomshjem. Hun blev gift med BA, og inden da boede de hos forældrene, de flyttede sammen i 1977. Hendes mand var læge i Danmark og var uddannet i Spanien.

Hun er sygeplejerske og har haft arbejde som sådan, hun har også læst medicin. I 1978 boede de ½ år i Sverige, og derefter boede de 7 år i Danmark, hvorefter de flyttede til Spanien, hvor de har boet siden.

Efter faderens ønske overtog hun ejendommen i 1995, fordi hendes søster havde optaget et stort virksomhedslån hos deres far, og hendes forældre var bange for, at søsteren ville formøble familiens formue, hvis hun overtog gården.

Det var ikke, fordi hendes far var nedslidt. Gården blev drevet af maskinstationen. Det har aldrig været BA, der passede gården. De har ingen landbrugsredskaber, det var hendes fars tidligere forpagter, der drev gården. Der var ingen forpagtningskontrakt. Det var hendes far, der stod for kontakten til maskinstationen, og gårdejeren bestemte kun hvilken afgrøde, der skulle dyrkes. Sådan fortsatte det til faderens død i 2002 og hvor ejendommen blev overtaget af hendes søn CA, der nu driver gården.

BA havde anmeldt sig som driftsansvarlig. Betegnelsen 01 i virksomhedens registreringsattest har ToldSkat fortalt, at det betyder, at den, der står registeret i systemet, er den der ejer ejendommen. På det tidspunkt var hendes far registret som ejer.

Hun havde ingen anelse om, at BA havde tilmeldt sig som driftansvarlig, og det blev hun først klar over i 1996, da der kom et brev fra ToldSkat, hvor der var anført "H1" ved BA, og da hun spurgte ham, sagde han, at det var en fejl. Derfor skrev de til ToldSkat herom, og sagsøger forventede, at fejlen blev rettet.

Hun kom hjem med datteren EA i marts 1997 og hun fik igen et brev med H1 v/BA, og hun kontaktede derfor ToldSkat igen. Hun tog derover og fik en udskrift fra virksomhedsregisteret, bilag 18. Hun forsøgte at ændre det, men forgæves.

BA kunne ikke have passet jorden, idet han mest var i Spanien, og når han var i Danmark, skulle han passe sine vagter på sygehuset. Han havde en måneds sommerferie, 1½ uge i Danmark og 3½ uge i Spanien. Han rejste til Spanien, hver gang det kunne lade sig gøre.

Sagsøger var tilmeldt som boende i Danmark, fordi hun havde sin ejendom her, og da hendes mor døde, frameldte hun sig ikke.

Foreholdt selvangivelserne for 1996 og 1995, bilag O og P, og at der stod ikke noget om, at hun drev en selvstændig erhversvirksomhed, har sagsøger forklaret, at i 1995 var hendes far, der drev virksomheden. Hun vidste ikke, at BA selvangav sig, som sket.

Foreholdt bilag U har sagsøger forklaret, at hun var til møde med sin far, og en medarbejder i SKAT, PK. BA havde taget alle bilagene, og derfor ville den pågældende i hendes overværelse lægge bilagene og alle gårdens papirer tilbage i hendes selvangivelse. Det var bl.a. en liste over anskaffede arbejdsredskaber, og de blev overført til sagsøgers selvangivelse.

Hun fik ikke sine eller BAs selvangivelser udleveret, men hun så det maskinskrevne ark, som nævnt ovenfor.

Hun har set årsopgørelserne for 1995 og 1996, og senere fik hun også årsopgørelsen for 1997.

Hun måtte selv klage og sørge for, at BA blev fjernet fra registreringen. Det var MS i Skatteankenævnet, hun talte med. Men hun kunne ikke klage over sagen, da hun ikke var part i sagen.

Derefter gik hun i gang med at få BA slettet fra registeret. Hun talte med kommunen om det, og hun sendte anmodning til ToldSkat, der sagde, at hun ikke kunne få ændret noget.

Hun havde også meget kontakt med kommunen. Hun har talt med LL, og NS hos ToldSkat og også med medarbejdere i ligningsafdelingen. Hun ringede til kommunen, og det var altid skatteafdelingen, hun talte med. Hun talte også med kommunen om hendes fars skattesag. De samtaler, hun førte vedrørte BAs skattesager, og det allermeste vedrørte derfor hendes egne forhold, kun en mindre del vedrørte hendes fars forhold.

Hun klagede ikke til Landsskatteretten, fordi hun havde fået at vide, at hun ikke var klager i den sag.

På et tidspunkt kom der nogle nye oplysninger vedrørende BAs skatteopgørelser, og hun besluttede at begære sagerne genoptaget.

Hun faxede til Skatteankenævnet i 2003, bilag 23 anke til Skatteankenævnet

I 1995 og i indtil forårsarbejdet i marts1996 var det faderen stod for driften af ejendommen, og derefter var det hende, der skulle betale maskinstationen, men hun søgte ikke om hektarstøtte, fordi den fik BA. I 1996 registrerede hun sig hos ToldSkat m.h.t. moms m.v.

Det var maskinstationerne, der bestilte såsæd, og de stod også for såning og høst, og de indbetalte pengene på en speciel konto.

Hun hjalp sin far med spørgsmålene om fri boligret og to lejligheder og fra 1997 og frem hjalp hun ham også med møder, telefonsamtaler og skriftlige henvendelser til myndighederne. Både hendes far og hendes forhold var påvirket af BAs gerninger. Hendes fars sag var færdig i 2002.

Der var også problemer med værdiansættelsen af ejendommen, idet den ved overdragelsen, skulle vurderes af en mægler. Han fastsatte værdien til 600.000 kr.

Ifølge den offentlige vurdering var den 1.1 millioner kroner værd.

I 1996 kom der en gaveafgiftsberegning, og den klagede de over. Det varede til slutningen af 1996.

De begærede sagen genoptaget og i 1998 blev værdien af ejendommen nedsat og dermed fik de en ændret gaveafgiftsberegning.

Derefter på bad hun om genoptagelse af værdiansættelsen af ejendommen for de forrige år. Den sag blev behandlet i vurderingsankenævnet.

Foreholdt bilag 12 side, 1 har sagsøger forklaret, at sagen med gaven og genoptagelsen verserede i 2002. Hun skrev og ringende om disse forhold også til Told- og Skattestyrelsen og ligningsafdelingen.

Foreholdt samme bilag side 3, har sagsøger vedstået, at det anførte, er et ordret citat. Hun støtter sin hukommelse ved at tænke på, hvordan BA har ruineret hende. BA havde en hensigt med at forberede sig, fordi han var klar over, at hans misbrug af datteren ville komme for en dag.

Foreholdt bilag Q, har sagsøger forklaret, at de ikke har fremlagt hele dommen, fordi den fylder meget, og det anførte er usandt og er irrelevant.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 1. december 2011 gjort gældende, at

Overordnet gøres det gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt. Det fremgår af dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, at skatteministeren kan tillade, at en genoptagelsesanmodning, som i henhold til stk. 1 er fremsat for sent, kan imødekommes, når forholdene i særlig grad taler for det.

Til fortolkning af denne bestemmelse har Landsskatteretten i sin kendelse, jf. bilag 1, side 5, henvist til Ligningsvejledningen 1998. Heraf fremgår, at der antages at foreligge sådanne særlige forhold:

• Når svig fra tredjemand har forårsaget en urigtig ansættelse.
• Når der er begået ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedernes side.

Det gøres gældende, at der foreligger sådanne forhold, således at sagsøger opfylder betingelserne for at opnå ekstraordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for 1995 og 1996.

Ad svig fra tredjemand

Det gøres gældende, at sagsøgers daværende ægtefælle har givet urigtige oplysninger til skattemyndighederne med den virkning, at resultatet vedrørende driften af landbrugsejendommen blev medtaget i den daværende ægtefælles skatteansættelse.

I virkeligheden blev virksomheden drevet af sagsøgeren, der var ejer af ejendommen, med hjælp fra hendes far, der var den tidligere ejer og bosat på stedet.

Den daværende ægtefælle har på intet tidspunkt stået for driften, og han opholdt sig en stor del af tiden i udlandet.

Der henvises til, at sagsøgers daværende ægtefælle handlede svigagtigt ved over for skattemyndighederne, jf. bilag B, at angive at være ansvarlig medindehaver af landbrugsvirksomheden. Dertil kommer, at han efterfølgende telefonisk over for samme bekræftede forholdet, men yderligere med den ændring, at han var eneste ansvarlige indehaver.

Endvidere handlede den pågældende tillige svigagtigt ved i en klage til Skatteankenævnet, jf. bilag D, at hævde, at virksomheden har været drevet af ham.

Den svigagtige hensigt fra den daværende ægtefælles side angående den urigtige registrering af driftsforholdene dokumenteres yderligere ved ansøgningen om hektarstøtte, jf. bilag 17, idet ansøgningsskemaet er tilsendt sagsøgers far med angivelse af dennes data, men er ændret af den daværende ægtefælle med indsættelse af hans eget navn og øvrige data i stedet.

Endelig er ægtefællens selvangivelser for 1995 og 1996 efter det oplyste først underskrevet i august 1997, hvilket fremhæver det svigagtige i forholdene, idet ægtefællens hensigt på daværende tidspunkt var at opnå størst mulig økonomisk vinding på sagsøgers bekostning ved den forstående separation og bodeling.

De svigagtige forhold har selvsagt haft betydning for sagsøgers skatteansættelse for 1995 og 1996 med økonomisk tab til følge.

Ad ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedernes side

Det gøres gældende, at skattemyndighederne har begået ansvarspådragende fejl ved uden videre at acceptere den daværende ægtefælles angivelse som ansvarlig for virksomheden.

Af skattemyndighedernes afgørelse af 20. oktober 2003, jf. bilag 11, fremgår under afsnittet "Sagens forløb" bl.a., at der var mangler vedrørende underskrifterne på anmeldelsen, og at man kunne have anmodet om de relevante oplysninger skriftligt. Trods sagsøgers manglende underskrift og ægtefællens efterfølgende udelukkelse af sagsøger som medansvarlig for virksomheden skønnede den pågældende sagsbehandler imidlertid, at skriftlig henvendelse var unødvendig.

Ydermere rettede skattemyndighederne ikke henvendelse til sagsøger efter modtagelse af hendes fars afmelding af virksomheden i marts 1996 med oplysning om, at sagsøger var hans efterfølger.

Skattemyndighederne har endvidere overfor EU-direktoratet telefonisk tilkendegivet, jf. bilag 3, at reglerne ikke umiddelbart var overtrådt, hvilket har haft betydning for udbetaling af hektarstøtten, der herefter blev udbetalt til ægtefællen.

Endelig havde skattemyndighederne registreret ægtefællen som ejer af ejendommen, jf. bilag

Som følge af det anførte er sagsøgers skatteansættelser for 1995 og 1996 fejlagtige, hvorved der er påført sagsøger et økonomisk tab, hvilket ligeledes gælder vedrørende udbetalingen af hektarstøtte.

Det bestrides, at sagsøgers anmodning om genoptagelse er fremsat for sent.

Dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, indeholder ingen frist for anmodningens fremsættelse.

Anmodningen om genoptagelse er anset for modtaget den 28. januar 2003, jf. bl.a. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1) og afgørelse af 21. november 2006 fra SKAT (bilag G), side 1, sidste afsnit. Det anføres af Landsskatteretten, at anmodningen om genoptagelse er indgivet mere end 3 år efter udløbet af det omhandlede indkomstår. Samtidig anføres imidlertid, at skatteansættelsen for 1995 og 1996 er foretaget ved udskrivning af årsopgørelse henholdsvis den 15. februar og den 18. januar 1999, jf. bilag 1, side 3, sidste afsnit. Disse datoer bør derfor lægges til grund ved beregningen af klagefristen, som herefter løber fra den 31. december 1999, idet skatteyderen ikke kan tage stilling til eventuel klage, før skatteansættelsen foreligger.

Det gøres herefter gældende, at klagen den 28. januar 2003 er indgivet inden udløbet af 3-årsfristen, der må anses for suspenderet indtil skatteansættelsen forelå. Subsidiært gøres gældende, at fristen kun er overskredet med ca. 1 år, hvorfor skattemyndighederne også af den årsag burde have realitetsbehandlet klagen, jf. dagældende skattestyrelseslov, § 4.

Sagsøger fik først kendskab til den tidligere ægtefælles selvangivelser for 1995 og 1996 ved aktindsigt den 27. maj 2003, hvorfor hun før dette tidspunkt var uvidende om den pågældendes svigagtige håndtering af skatteforholdene.

Det gøres yderligere gældende, at sagsøger fra skattemyndighedernes første kendelse af 16. april 1998 kontinuerligt har været i kontakt med disse vedrørende skatteansættelserne for 1995 og videre frem. Sagsøger har deltaget i flere møder og fremsendt adskillige skrivelser med diverse dokumentation.

Som eksempel henvises til sagsøgers brev af 01.10.2002, jf. bilag 12, samt til dokumentation for telefax og telefonsamtaler med skattemyndighederne, jf. bilag 13 og 24 - 33.

Såfremt retten måtte finde det tvivlsomt, om sagsøgers anmodning er fremsat inden for rimelig tid, gøres gældende, at det må anses for særligt undskyldeligt, at sagsøger ikke har reageret på et tidligere tidspunkt.

Der henvises til, at sagsøgeren i den omhandlede periode var underlagt et betydeligt psykisk pres, idet hendes daværende ægtefælle i 1997 blev anklaget og i 2002 dømt for seksuelt misbrug af parrets datter gennem fire år.

Risikoen for bortførelse af datteren fik yderligere myndighederne til at stille krav om, at sagsøger sammen med datteren i en periode tog ophold på en beskyttet adresse.

Endvidere gav forholdet anledning til, at sagsøger søgte separation, hvilket yderligere gav anledning til en opslidende sag om bodelingen, som endte i Østre Landsret.

Disse forhold var årsag til, at sagsøger ikke til tilstrækkeligt omfang var i stand til at tage vare også på sine skattemæssige forhold.

Endelig gøres gældende, at der vil være tale om reel forskelsbehandling i skattemæssig henseende, dersom der ikke gives sagsøger medhold i påstanden.

Der henvises til, at sagsøgers far ekstraordinært fik genoptaget sin skatteansættelse for 1995 og 1996, jf. bilag 2, på sagsøgers anmodning af 13. maj 2002 på faderens vegne. Mellem denne anmodning og sagsøgers egen anmodning af 28. januar 2003 er der kun et tidsrum på ca. 8 måneder.

Sagsøgte har i påstandsdokument af 29. november 2011 gjort gældende,

at sagsøgeren hverken har løftet sin bevisbyrde for, at betingelserne for ordinær eller ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1 og 2.

Det gøres videre gældende, at genoptagelsesanmodningen blev indgivet den 28. januar 2003 (bilag 23), jf. i øvrigt også sagsøgerens stævning, side 3, sidste afsnit. Det bestrides, at anmodning om genoptagelse er indgivet før dette tidspunkt, jf. nærmere nedenfor.

Dagældende skattestyrelseslovs (lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998) § 4, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:

"...

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af del pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan tillade, at en genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt., der fremsættes skriftligt efter udløbet af fristen i stk. 1, 2. pkt., imødekommes, når forholdene i særlig grad taler derfor

..."

Ovenstående bestemmelser finder anvendelse på sagsøgerens anmodning om genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996 trods senere ændringer af skattestyrelsesloven, jf. § 7, stk. 1, i lov nr. 381 af 2. juni 1999, samt lov nr. 410 af 2. juni 2003, § 6 modsætningsvis.

Da anmodningen om genoptagelse er indgivet senere end 3 år efter udløbet af indkomstårene 1995 og 1996, skal anmodningen behandles efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2.

Skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, blev indført ved lov nr. 1104 af 20. december 1995. Af forarbejderne til § 4, stk. 2 (Folketingstidende 1995/1996, Tillæg A, side 2585) fremgår bl.a. følgende:

"Denne bemyndigelse omfatter som udgangspunkt tilfælde, hvor den skattepligtige er blevet beskattet af en indtægt, der efterfølgende reguleres, således at den skattepligtige indkomst bliver mindre end forudsat ved skatteansættelsen. Tilsvarende hvis en udgift er fratrukket ved skatteansættelsen, og det efterfølgende viser sig, at den fradragsberettigede udgift bliver større.

Bemyndigelsen omfatter endvidere tilfælde, hvor der er begået fejl ved ligningen, der må anses for ansvarspådragende for myndighederne, eller hvor den urigtige ansættelse skyldes svig fra tredjemand ...

I alle tilfælde er det en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at den skattepligtige uden unødigt ophold overfor skattemyndighederne fremsætter anmodning om genoptagelse, når den skattepligtige er blevet opmærksom på del forhold, der kan begrunde genoptagelsen. ...

Det er endvidere en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at det forhold, der begrunder genoptagelsen, er klart dokumenteret af den skattepligtige. Anmodning om genoptagelse af komplicerede skatteforhold i en gammel skatteansættelse skal ikke imødekommes."

I SKM2003.288.HR udtalte Højesteret helt generelt følgende

"...

§ 4, stk. 2, i den dagældende skattestyrelseslov er i forarbejderne beskrevet som en regel om "ekstraordinær genoptagelse", der efter ordlyden giver adgang til at imødekomme "en genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt., når forholdene i særlig grad taler derfor", hvad de navnlig vil gøre, hvis den skattepligtige uden unødigt ophold anmoder om genoptagelse og klart dokumenterer, at der foreligger, hvad der i forarbejderne betegnes som en materielt helt utilfredsstillende ansættelse

..."

Det fremgår af ovenstående, at sagsøgeren stilles over for et dobbeltkrav

For det første skal sagsøgeren "klart dokumentere", at der foreligger en materielt urigtig ansættelse, som "fortjener" at blive ændret som følge af ekstraordinære forhold. Det gøres gældende, at sagsøgeren har en skærpet bevisbyrde herfor.

For det andet skal sagsøgeren herudover dokumentere, at hun opfylder de øvrige betingelser for ekstraordinær genoptagelse, herunder at have reageret med en vis hast (uden unødigt ophold).

I. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at skatteansættelserne er materielt forkerte.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde for, at skatteansættelserne er materielt helt utilfredsstillende. Sagsøgeren har end ikke dokumenteret, at skatteansættelserne er materielt forkerte. Sagsøgeren har nemlig ikke klart dokumenteret, at hun og ikke den daværende ægtefælle stod for driften af landbrugsejendommen i indkomstårene 1995 og 1996, jf. dagældende kildeskattelovs § 25 A, stk. 1.

Efter dagældende kildeskattelovs § 25 A, stk. 1, skal indkomst og formue vedrørende driften af en erhvervsvirksomhed altid beskattes hos den ægtefælle, som driver virksomheden. Det er i denne forbindelse uden betydning, om virksomheden eller de aktiver, som benyttes i driften, tilhører den anden ægtefælles bodel eller særeje. Deltager begge ægtefæller i driften af erhvervsvirksomheden, er det den ægtefælle, der i overvejende grad driver erhvervsvirksomheden, som skal beskattes af indkomsten og formuen vedrørende denne virksomhed. Det er også denne ægtefælle, der kan foretage de skattemæssige afskrivninger, jf. kildeskattelovens § 26 A, stk. 1, og ligningsvejledningen 1996, almindelig del, afsnit A.A.4.5.

Tværtimod er der stærke holdepunkter for, at sagsøgerens daværende ægtefælle i overensstemmelse med sin forklaring for skattemyndighederne (bilag D) og for Østre Landsret (bilag Q, dommens side 24, 3. afsnit) stod for driften.

Således har sagsøgeren ubestridt ikke selvangivet driftsresultatet fra landbrugsejendommen på sine selvangivelser for de omhandlede indkomstår (bilag O og P), der begge bærer sagsøgerens underskrift. Driftsresultatet er derimod selvangivet på sagsøgerens daværende ægtefælles selvangivelser (jf. også bilag N, sagsfremstillingen, side 3, sidste afsnit).

Sagsøgeren har forklaret, at hun ikke har set selvangivelserne, idet de blev udfyldt af den daværende ægtefælle, der opholdt sig i Danmark, hvorimod sagsøgeren opholdt sig i Spanien (bilag N, sagsfremstillingen, side 5, 1. afsnit). Dette forekommer usandsynligt. Det forhold, at sagsøgeren efter eget udsagn opholdt sig i Spanien taler tværtimod for, at det var den daværende ægtefælle, der stod for driften i Danmark.

Det gøres således gældende, at selvangivelsens oplysninger skal lægges til grund i sagen, jf. også f.eks. SKM2002.230.VLR hvor landsretten i en tilsvarende sag lagde meget betydelig vægt på de oplysninger, der fremgik af skatteyderens selvangivelse, og at sagsøgerens efterfølgende og modstridende forklaring ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation, idet den ikke var bestyrket af skriftligt materiale.

Hertil kommer, at sagsøgerens daværende ægtefælle var registreret som hektarstøtteberettiget i landbrugsvirksomheden, jf. brev fra EU-direktoratet til sagsøgerens daværende ægtefælle af 31. oktober 1996 (bilag L), samt som indehaver af landbrugsvirksomheden i relation til moms, jf. bevis for registrering hos ToldSkat (bilag M).

Sagsøgeren anfører, at hun - trods de registrerede forhold i CPR-registeret (bilag 5) - ikke opholdt sig i Danmark men i Spanien i 1995 og 1996 (processkrift 3, side 4, midten og sidste afsnit). Det forekommer på denne baggrund usandsynligt og fortsat udokumenteret. at hun overhovedet skulle have kunnet drive landbrugsejendommen i 1995 og 1996.

Sagsøgerens daværende ægtefælle boede derimod på landbrugsejendommen fra 1. april 1993 til 26. juni 1997 (bilag T), og han har således haft mulighed for at drive landbrugs- ejendommen i hele 1995 og 1996, ligesom han - i modsætning til sagsøgeren - har haft tid forud for 1995 og 1996 til at lære at drive landbrugsejendommen.

Sagsøgeren blev oprindeligt i skatteankenævnets afgørelse af 10. november 1998 henvist til at tage stilling til spørgsmålet om urigtig beskatning ved bodelingen (bilag N, side 1). Bodelingen blev efterfølgende behandlet under en retssag for østre Landsret. Sagsøgeren har alene fremlagt få sider af dommen for Landsskatteretten (bilag Q).

Sagsøgte har gentagne gange opfordret sagsøgeren til at fremlægge dommen i sin helhed, idet det er oplagt, at parterne i forbindelse med retssagen behandlede det bevismæssige spørgsmål om, hvem der drev landbrugsejendommen i indkomstårene 1995 og 1996, samt hvorvidt sagsøgerens daværende ægtefælle havde udøvet svig (svarskriftet, side 4,I. afsnit, duplikken, side 3, i. afsnit, processkrift A, side 4, 1. afsnit, samt processkrift B, side 7, side 7, 2. afsnit).

Sagsøgeren har ikke efterkommet opfordringen, og det gøres derfor gældende, at sagsøgerens manglende efterkommelse af sagsøgtes opfordring skal komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, således at det også af denne grund lægges til grund i sagen, at sagsøgerens daværende ægtefælle drev landbrugsejendommen, og at den daværende ægtefælle ikke har udøvet svig, jf. nærmere nedenfor.

Under alle omstændigheder har sagsøgeren langt fra fremlagt den fornødne klare dokumentation for, at skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996 er materielt forkerte, og allerede derfor kan skatteansættelserne ikke genoptages ekstraordinært.

2. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at der foreligger særlige omstændigheder.

Uanset om retten måtte finde, at sagsøgeren klart har dokumenteret, at skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996 er materielt forkerte, bestrides det, at sagsøgeren har krav på ekstraordinær genoptagelse efter den dagældende skattestyrelseslov § 4, stk. 2

For det første har sagsøgeren hverken dokumenteret den påståede svig, eller at skattemyndighederne ved skatteansættelserne har begået fejl, endsige ansvarspådragende fejl. Det er ligeledes fortsat udokumenteret, at den påståede svig eller ansvarspådragende fejl har forårsaget forkerte skatteansættelser for indkomstårene 1995 eller 1996.

Som ovenfor anført bør der lægges betydelig vægt på det forhold, at sagsøgeren ikke selvangav driftsresultatet på sin underskrevne selvangivelse, men at dette derimod blev selvangivet på sagsøgerens daværende ægtefælles selvangivelse.

Særligt for så vidt angår den påståede svig gøres det endvidere gældende, at det forhold, at sagsøgeren ikke har efterkommet sagsøgtes gentagne opfordringer om at fremlægge dommen om bodelingen, jf. ovenfor, bør tillægges processuel skadevirkning for sagsøgeren. Det skal således bevismæssigt lægges til grund i sagen, at sagsøgerens daværende ægtefælle ikke har udøvet svig.

Det bestrides, at ToldSkat registrerede sagsøgerens daværende ægtefælle som ejer af ejendommen, samt oplyste over for EU-direktoratet, at den daværende ægtefælle var berettiget til at modtage hektarstøtte. Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens daværende ægtefælle uretmæssigt har modtaget hektarstøtte pga. ansvarspådragende fejl fra skattemyndighederne, er i øvrigt uden betydning for denne sag.

Under alle omstændigheder har hverken den påståede svig eller de påståede ansvarspådragende fejl betydning for sagsøgerens skatteansættelser, idet Skatteankenævnet i afgørelsen af i 10. november 1998 med rette lagde vægt på, hvad ægtefællerne havde selvangivet (bilag N, sagsfremstillingen, side 3, sidste afsnit).

For det andet har sagsøgeren ikke fremlagt nye oplysninger, hvilket er et selvstændigt krav efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, jf. stk. 1, I. pkt. Kravet om "nye oplysninger" indebærer, at sagsøgeren ikke, da skatteansættelsen blev foretaget ved udskrifter af sagsøgerens selvangivelser i januar og februar 1999, må være bekendt med de forhold, hvorpå genoptagelsesanmodningen støttes.

Men sagsøgeren støtter sin anmodning om genoptagelse på oplysninger, som hun hele tiden har været i besiddelse af.

Således har sagsøgeren siden sommeren 1997, hvor hun første gang anmodede om genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996, og i hvert fald i forbindelse med behandlingen af den daværende ægtefælles klage af 27. april 1998 (bilag D), været bekendt med de oplysninger, der efter sagsøgerens opfattelse udgjorde svigagtig adfærd fra den tidligere ægtefælle, samt ansvarspådragende fejl fra skattemyndighederne.

Det fremgår således af replikken, side 4, 1. og 2. afsnit, at sagsøgeren allerede ved aktindsigt i 1997 og ved den tidligere ægtefælles klage over sin skatteansættelse (bilag D) var opmærksom på registreringsforholdene vedrørende ejendommen, herunder registreringsblanketten og momsforholdene (bilag B).

Sagsøgeren var tillige i besiddelse af den tidligere ægtefælles ansøgning om hektarstøtte i hvert fald den 23. september 1997, jf. bilag 17. Hun har gjort indsigelse herom allerede den 19. september 1997, jf. bilag 3-4.

Sagsøgeren var ydermere i besiddelse af oplysningerne i blanketten om landbrugsejendommens stamoplysninger (bilag I 8) allerede den 23. september 1997.

Sagsøgeren var i sommeren 1997 også i besiddelse af hendes daværende ægtefælles selvangivelser for indkomstårene 1995 og 1996, jf. bilag U. Hun var derfor klar over, at hendes tidligere ægtefælle havde selvangivet resultatet vedrørende landbrugsejendommen, jf. også bilag N, side 5, I. afsnit, ligesom hun i sagens natur må have været klar herover, da der ellers ikke ville være grundlag for at bede om genoptagelse i sommeren 1997.

Sagsøgeren var således også klar over de forhold, der efter hendes opfattelse udgjorde ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedernes side, nemlig registreringen af sagsøgerens tidligere ægtefælle som eneansvarlig indehaver, samt udbetalingen af hektarstøtte til ham.

Da sagsøgeren ikke har fremlagt nye oplysninger, er ekstraordinær genoptagelse også af denne grund udelukket.

For det tredje har sagsøgeren under alle omstændigheder ikke reageret uden unødigt ophold, og allerede derfor er ekstraordinær genoptagelse udelukket.

Skatteansættelserne blev foretaget ved udskriften af sagsøgerens selvangivelser i januar og februar 1999, og som ovenfor nævnt var sagsøgeren allerede på dette tidspunkt i besiddelse af samtlige de oplysninger, som hun støtter sin genoptagelsesanmodning på.

Men sagsøgeren reagerede først ca. 4 år efter ved genoptagelsesanmodningen den 28. januar 2003 (bilag 23), jf. i øvrigt også sagsøgerens stævning, side 3, sidste afsnit.

Det fremgår af afsnit i cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven, at ekstraordinær genoptagelse forudsætter, at genoptagelsesanmodningen er fremsat uden ugrundet ophold (vejledende inden 3 måneder) efter at den skattepligtige er kommet i besiddelse af de oplysninger, der berettiger til en ekstraordinær genoptagelse.

En periode på ca. 4 år udelukker, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, jf. SKM2003.288.HR, hvor Højesteret afviste en anmodning om ekstraordinær genoptagelse under henvisning til, at anmodningen udelukkende var støttet på forhold, som sagsøgeren hele tiden havde været bekendt med, ligesom anmodningen ikke blev indgivet uden unødigt ophold, men først ca. 1½ år efter den pågældende afgørelse var truffet.

Der kan endvidere henvises til SKM2002.569.ØLR, hvor Østre Landsret afviste ekstraordinær genoptagelse under henvisning til, at sagsøgeren først reagerede ca. 3 år og 5 måneder efter skatteansættelserne.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren på et tidligere tidspunkt end den 28. januar 2003 (bilag 3) anmodede om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 1995 og 1996, ligesom det bestrides, at sagsøgeren løbende har været i kontakt med skattemyndighederne vedrørende genoptagelse af disse indkomstår.

Det var et lovkrav, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skulle indgives skriftligt, jf. ordlyden af § 4, stk. 2, 1. pkt., og bestemmelsens forarbejder, hvorefter "en anmodning om ekstraordinær genoptagelse kun skal kunne efterkommes, hvis anmodningen er fremsat skriftligt..." (Folketingstidende 1995/1996, Tillæg A, side 2585).

Foruden skriftlighedskravet var der andre kvalitative krav til genoptagelsesanmodningen, idet der skulle redegøres nærmere for de særlige forhold, der efter skatteyderens mening skulle tale for en sådan ekstraordinær genoptagelse.

Således fandt Østre Landsret i TfS2000, 388 Ø det ikke godtgjort, at anmodning om genoptagelse var indgivet ved en skrivelse, idet den efter sin ordlyd ikke angik en sådan anmodning, og der var ikke ved sagsøgerens forklaring om mundtlige henvendelser til skattemyndighederne ført tilstrækkeligt bevis herfor.

Sagsøgeren har været i kontakt med skattemyndighederne vedrørende faderens skatteforhold, jf. bilag 2 og 19-22 om beskatning af fri boligret samt værdiansættelse af faderens ejendom, der imidlertid efter sit indhold ikke udgør en genoptagelsesanmodning af sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1995 og 1996 eller indsigelser mod agterskrivelsen (bilag R) eller skatteansættelserne.

De som bilag 13 og 24-33 fremlagte fakturaer for telefonopringninger fra Spanien til Danmark udgør heller ikke fornøden dokumentation for, at sagsøgeren løbende har været i kontakt med skattemyndighederne om sagen.

For det første er det udokumenteret, at telefonopringningerne er foretaget af sagsøgeren. For det andet er det udokumenteret, at telefonopringningerne overhovedet vedrørte sagsøgerens sag om skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996 og ikke faderens skatteforhold, eller at sagsøgeren fremsatte konkrete indsigelser herom eller anmodede om genoptagelse for disse indkomstår.

Sagsøgeren har på trods af at være opfordret hertil (processkrift A, side 3, 4. afsnit) fortsat ikke dokumenteret, at hun faxede brevet af 1. oktober 2002 (bilag 12) til skattemyndighederne, der ikke har modtaget brevet.

Sagsøgeren anfører, at brevet er faxet til et telefonnummer (processkrift 2, side 3. midt) og altså ikke et faxnummer. Dette er i så fald forklaringen på, at skattemyndighederne ikke har modtaget brevet, og denne fejltagelse er under alle omstændigheder sagsøgerens egen risiko. I øvrigt udgør brevet efter sit indhold ikke en genoptagelsesanmodning for sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1995 og 1996, men derimod sagsøgerens faders skatteforhold. Selv hvis brevet var blevet faxet den 1. oktober 2002 og udgjorde en genoptagelsesanmodning, ville det under alle omstændigheder ikke være fremsendt uden unødigt ophold.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren pga. personlige omstændigheder ikke har kunnet rette rettidig henvendelse til skattemyndighederne om genoptagelse.

Det bestrides endvidere, at lighedsbetragtninger skal føre til, at sagsøgerens skatteansættelser skal genoptages ekstraordinært.

Endelig bestrides det overordnet, at skattemyndighederne har foretaget fejl i form af forkert retsanvendelse eller andet, der kan medføre, at afgørelserne er ugyldige.

Under alle omstændigheder gøres det overordnet gældende, at der ikke i den konkrete sag er sprunget en garanti for afgørelsernes rigtighed, og at eventuelle sagsbehandlingsfejl er repareret i forbindelse med sagsbehandlingen ved skattemyndighederne, jf. f.eks. TfS 1999, 132 Ø, UFR 2001, side 2127 V, samt SKM2002.149.HR. Det gøres videre gældende, at såfremt retten måtte finde, at der er begået fejl under sagen, da er de ikke konkret væsentlige for skattemyndighedernes afgørelser, jf. f.eks. SKM2003.556.ØLR, SKM2006.677.HR, UfR 2007, side 537 H og SKM2011.236.ØLR.

Sagsøgeren har gjort gældende, at skattemyndighederne skulle have anvendt § 35, stk. 1, nr. 4, i skattestyrelsesloven som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 617 af 22. juni 2002 ved behandlingen af sagsøgerens anmodning om genoptagelse af 28. januar 2003 (bilag 23) (processkrift 2, side 5).

Dette bestrides, idet daværende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 4, ikke finder anvendelse i nærværende sag, da anmodninger om genoptagelse for indkomstår før 1997 skal behandles efter daværende skattestyrelseslovs § 4, jf. § 7 i lov nr. 381 af 1999 om ændring af skattestyrelsesloven, samt lov nr. 410 af 2. juni 2003 § 6 modsætningsvis.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Landsskatteretten ved sin afgørelse af 11. september 2008 (bilag 1) har anvendt forkerte lovbestemmelser, idet Landsskatteretten ikke har anvendt daværende skattestyrelseslovs § 37 A, stk. 2. Sagsøgeren mener, at såfremt Landsskatteretten havde anvendt § 37 A, stk. 2, skulle sagsøgerens anmodning om genoptagelse uden videre have været taget til efterretning, da genoptagelse efter denne bestemmelse efter sagsøgeren opfattelse ikke er betinget af nogen tidsfrist (processkrift 2, side 4).

Det anførte bestrides i det hele. § 37 A, stk. 2, skal betragtes som en fravigelse af udgangspunktet i skattestyrelsesloven om, at klageberettiget i henhold til skattestyrelseslovens regler alene er den skattepligtige selv. Reglen kan derimod ikke ses som en fravigelse fra det almindelige fristregelsystem lovens kapitel 4.

§ 37 A blev indsat ved lov nr. 381 af 2. juni 1999 med virkning fra 1. juli 1999. Af forarbejderne fremgår, at § 37 A skal forstås som en redaktionel videreførelse af daværende kildeskattelovs § 80. Af lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998 (kildeskattelovens) § 80, stk. 2, fremgår, at enhver af ægtefællerne kan i overensstemmelse med de regler, der i øvrigt gælder herom, klage over den anden ægtefælles ansættelse eller over, at ansættelse ikke har fundet sted. Denne forståelse af § 37 A fremgår tillige af punkt 5 i cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999.

I øvrigt er sagsøgerens forståelse af § 37 A uantagelig, fordi den medfører den absurde situation, at sagsøgeren ville kunne påklage skatteansættelsen af sin daværende ægtefælle uden nogen frist, hvilket denne daværende ægtefælle ikke selv ville være berettiget til pga. de almindelige fristregler.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter den dagældende skattestyrelseslovs § 4 kan den kommunale skattemyndighed genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen skal indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

Efter det oplyste finder retten det godtgjort, at sagsøger først ved skrivelse af 28. januar 2003 har anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1995 og 1996, og anmodningen er således ikke indgivet inden fristen.

Det fremgår af Skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, at skatteministeren kan tillade, at en skriftlig genoptagelsesanmodning, der indgives efter fristen, kan imødekommes, når forholdene i særlig grad taler derfor.

Det fremgår af forarbejderne til den pågældende lovbestemmelse, at det er en forudsætning for at genoptage skatteansættelsen, at anmodningen fremsættes uden ugrundet ophold efter, at den skattepligtige blev opmærksom på det forhold, der kan begrunde genoptagelsen.

Sagsøger har som begrundelse for den ekstraordinære genoptagelse gjort gældende, at skattemyndighederne begik fejl ved at acceptere, at hendes daværende ægtefælle anførte, at han drev den pågældende landbrugsejendom, og at resultatet af driften, blev opført i hans selvangivelse.

Efter det under sagen oplyste herunder sagsøgers egne oplysninger finder retten det godtgjort, at sagsøger har været bekendt med disse forhold i hvert fald siden sommeren 1997, hvor hun fik aktindsigt i sagen. Hun blev også i samme år bekendt med, at hendes daværende ægtefælle havde modtaget hektarstøtten for ejendommen.

Da skatteansættelserne blev foretaget i januar 1999, var hun således bekendt med de omtalte forhold.

Da sagsøgers ægtefælle og ikke sagsøgte for de pågældende indkomstår opgav resultatet af driften af landbrugsejendommen i sin selvangivelse, og da han ansøgte om og modtog hektarstøtten for samme periode, finder retten ikke, at sagsøger ved det af hende i øvrigt anførte har godtgjort, at skatteansættelserne for de pågældende år har været urigtige.

Herefter og idet, der gik fire år fra skatteansættelserne blev udskrevet og til anmodningen om ekstraordinær genoptagelse blev indgivet, finder retten ikke, at sagsøger har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som nævnt i Skattestyrelseslovens § 4, at genoptagelsesanmodningen bør imødekommes.

Sagsøgte vil derfor være at frifinde.

Efter sagens udfald finder retten, at sagsøger til sagsøgte bør betale sagens omkostninger, der fastsættes til 22.000 kr. Beløbet udgør udgiften til dækning af advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøger, A, sagens omkostninger til sagsøgte med 25.000 kr.