Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af fremgangsmåden ved arrest.

Afsnittet indeholder:

  • Regel

Regel

En begæring om arrest skal indgives skriftligt til fogedretten. Se RPL § 631. Begæringen skal indeholde en angivelse af de konkrete omstændigheder, som efter kreditors opfattelse kan forhindre ham i at opnå dækning af sit krav. De dokumenter, som kreditor ønsker at påberåbe sig under sagen, skal også være vedlagt.

Er disse krav ikke opfyldt, kan fogedretten afvise sagen. Se RPL § 631, stk. 2, med henvisning til RPL § 489, stk. 1. Der kan dog indrømmes kreditor en frist til at tilvejebringe de nødvendige oplysninger og dokumenter. Se RPL § 488, stk. 3.

I RPL § 631, stk. 2, anføres en række bestemmelser, der gælder unders sagens behandling. Der er i vid udstrækning tale om de samme regler, der gælder for

  • fremgangsmåden under udlægsforretninger og
  • sikringsakter i forbindelse med udlæg.

Er der tale om, at en begæring om arrest er indleveret til den forkerte fogedret, kan henvisning til den rette fogedret ske efter RPL § 489, stk. 2.

Arrestforretningen kan foretages med meget kort varsel, fordi arresten har karakter af et foreløbigt retsmiddel. Ofte vil der være grundlag for at påbegynde arresten på skyldnerens bopæl.

Reglerne i RPL § 493, stk. 1, og stk. 2, og RPL § 494 om underretning og tilsigelse af skyldneren gælder også ved arrest. Se henvisningen i RPL § 631, stk. 1. Arrestbetingelsen i RPL § 627, nr. 2, vil imidlertid ofte kræve, at der efter RPL § 493, stk. 2, undlades underretning af skyldneren om tid og sted for forretningen.

Arrestforretningen kan efter RPL § 502 udsættes, men fordi arresten har karakter af et foreløbigt retsmiddel, er retspraksis dog tilbageholdende med dette.

Tredjemand kan forlange at få genoptaget en arrestforretning, hvis han mener, at denne strider mod hans ret. Se RPL § 631, stk. 2, med henvisning til RPL § 504, nr. 1 og 4. Det ville være urimeligt, hvis tredjemand skulle afvente udfaldet af justifikationssagen, før det endeligt kunne fastslås, om han frit kunne råde over det arresterede aktiv.

Genoptagelse under henvisning til indsigelser fra tredjemand har ingen betydning for arresthaver, da den kun vil angå arrestens genstand. Af samme årsag har en skyldner, der ikke har været til stede under arrestforretningen, mulighed for at begære genoptagelse, så han kan gøre brug af sine rettigheder efter RPL §§ 509-516, der også gælder ved arrest. Se RPL § 631, stk. 2.