Nogle aktiver har større nytteværdi end andre, og hvis fogeden i en udlægssituation kan vælge mellem flere aktiver, skal der foretages udlæg i de aktiver, hvor nytteværdien af udlægget er størst.

Ved vurderingen af aktivernes nytteværdi skal der tages hensyn til:

• Hvor let aktivet kan tvangsrealiseres, herunder
  • hvor let aktivet kan opbevares indtil tvangsrealisation og
  • omkostningerne ved udbringning, opbevaring og tvangsauktion.
• Hvilken pris det kan indbringe på tvangsauktion med hensyn til dets art og stand.
• Om aktivet er behæftet med ejendomsforbehold, andre udlæg, pantsætninger eller andre former for rettigheder eller rådighedsindskrænkninger.

Hvis aktiverne efter denne bedømmelse skønnes at have en nytteværdi, skal fogeden også tage stilling til, om et udlæg er hensigtsmæssigt ud fra et inddrivelsesmæssigt synspunkt.

Foretages der udlæg i en virksomheds samlede fordringer, vil udlægget afskære virksomheden fra at få indtægter og dermed være i stand til at afholde udgifter til lønninger, varekøb og andet, der skal holde virksomheden i gang. Hvis der foretages udlæg i en virksomheds produktionsapparat, vil en tvangsrealisation af disse betyde, at virksomheden må ophøre.

Konsekvensen vil i disse tilfælde være, at virksomheden må lukke, eller at den vil være moden til konkursbehandling.

Et udlægs nytteværdi er derfor en kombination af

• hvor meget en tvangsrealisation kan indbringe
• hvor let den kan gennemføres og
• om udlægget er hensigtsmæssigt med hensyn til dets konsekvenser.