Indhold

Dette afsnit beskriver de overordnede principper ved valg af, hvilket af kundens/leverandørens etableringssteder, der skal anvendes som tilknytningsmoment ved fastlæggelsen af leveringstedet. 

Afsnittet indeholder:

  • Principper ved fastlæggelse af etableringssted som tilknytningsmoment
  • Hvilket etableringssted har forrang som tilknytningsmoment?
  • Hvornår foretages vurderingen af etableringssted?

Principper ved fastlæggelse af etableringssted som tilknytningsmoment

Ved fastlæggelsen af kundens og leverandørens etableringssted i relation til fastlæggelsen af leveringsstedet for ydelser, sondres der mellem flere etableringssteder:

  1. Stedet for den økonomiske virksomhed. Se afsnit D.A.6.2.3.2.
  2. Fast forretningssted, hvortil/hvorfra ydelsen leveres. Se afsnit D.A.6.2.3.3.
  3. Bopæl eller sædvanligt opholdssted. Se afsnit D.A.6.2.3.4.
  4. "Etableringsstedet" for en ikke-afgiftspligtig juridisk person. Se afsnit D.A.6.2.3.4.

Efter hovedreglerne i ML § 16, stk. 1 og ML § 16, stk. 4, bestemmes leveringsstedet som udgangspunkt efter, hvor kunden henholdsvis leverandøren har etableret stedet for den økonomiske virksomhed. Også efter visse af særreglerne bestemmes leveringsstedet efter, hvor leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Se momssystemdirektivets artikler 44 og 45 og artikel 56, stk. 2., 2. afsnit samt ML § 16, stk. 1 og 4, og ML § 21 b, stk. 3. Se tillige momsforordningens artikel 20, stk. 1, og 21, stk. 1.

Hvis ydelsen leveres henholdsvis til/fra et fast forretningssted i et andet land end der, hvor stedet for den økonomiske virksomhed er etableret, er leveringsstedet dog det land, hvor det faste forretningssted er beliggende. Se momssystemdirektivets artikel 44 og 45 samt momsforordningens artikel 21, stk. 2.

Hvilket etableringssted har forrang som tilknytningsmoment?

EF-domstolen har udtalt, at det sted, hvor tjenesteyderen har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed, har forrang som tilknytningsmoment. Se sag C-168/84, Berkholz, præmis 17. Se også momsforordningens artikel 21, stk. 1, om kundens hjemsted.

Hjemstedet for den økonomiske virksomhed skal altså anses for at have modtaget/leveret ydelsen, medmindre et fast forretningssted opfylder betingelserne for at kunne anses for kunde/leverandør. Et fast forretningssted, hvortil/hvorfra ydelsen leveres, kan anvendes som tilknytningsmoment, hvis forretningsstedet har en tilstrækkelig permanent karakter og en passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler til at modtage/præstere de pågældende ydelser. Se momsforordningens artikel 21, stk. 2, om kundens faste forretningssted og afsnit D.A.6.2.3.3.

Hvis kunden/leverandøren hverken har etableret et sted for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, bestemmes leveringsstedet efter kundens/leverandørens bopæl eller sædvanlige opholdssted. Valg af bopæl eller sædvanligt opholdssted er altså sekundært som tilknytningsmoment i forhold til stedet for den økonomiske virksomhed og fast forretningssted. Se momsforordningens artikel 21, stk. 3, om kundens bopæl eller sædvanlige opholdssted og afsnit D.A.6.2.3.4.

Med momsforordningen er det præciseret, hvordan der sondres mellem stedet for den økonomiske virksomhed og et fast forretningssted som tilknytningsmoment ved fastlæggelsen af leveringsstedet, når det fastlægges efter kundens etableringssted. Når det fastlæges efter leverandørens etableringssted, er sondringen som nævnt dannet ved retspraksis.

Hvornår foretages vurderingen af kundens etableringssted?

Vurderingen af kundens etableringssted skal ske på leveringstidspunktet. En eventuel senere ændring i anvendelsen påvirker ikke fastlæggelsen af leveringsstedet, forudsat at der ikke er tale om misbrug. Se momsforordningens artikel 25.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-260/95, DFDS

Ud fra et skatte- og afgiftsmæssigt synspunkt fører anvendelse af stedet for den økonomiske virksomhed som tilknytningsmoment ikke til en rationel løsning, hvis den ikke inddrager det sted, hvor rejserne reelt sælges. De nationale myndigheder kunne derfor med rimelighed betragte det sted, hvor rejserne sælges, som det mest hensigtsmæssige tilknytningsmoment.

Domstolen bemærkede, at det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der skal tages hensyn til den økonomiske virkelighed. I sagen havde denne alternative løsning ved fastlæggelsen af leveringstedet netop til formål at tage hensyn til en mulig spredning af bureauernes aktiviteter.

Præmis 22 og 23 samt 20 og 27.

EU-domstolen har supplerende i præmis 49 i dommen i de forenede sager C-318/11 og C-319/11 bemærket, at der i DFDS-sagen alene blev set bort fra datterselskabets selvstændige status til fordel for den kommercielle realitet for at kunne fastslå, om det var moderselskabet eller datterselskabet, der havde foretaget den faktiske gennemførelse af de momspligtige transaktioner, og for at kunne fastslå, i hvilken medlemsstat der følgelig skulle betales afgift af disse transaktioner.

C-168/84, Berkholz

Stedet for den økonomiske virksomhed har forrang som tilknytningsmoment. Et andet etableringssted, hvorfra ydelsen præsteres, kan kun komme i betragtning, hvis tilknytningen til hjemstedet ikke er nogen rationel løsning ud fra et skatte- og afgiftsmæssigt synspunkt, eller hvis den skaber en konflikt med en anden medlemsstat.

Præmis 17