Indhold
Dette afsnit beskriver de gældende regler vedrørende dækningsrækkefølgen på lønindeholdte beløb.
Afsnittet indeholder:
- Kildeskattelovens regler
- Det fælles lønindeholdelsessystem
Kildeskattelovens regler
En indeholdelse går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige. Se KSL § 46, stk. 3
Indregnede restskatter og skatterestancer, lønindeholdte beløb efter INDOG § 10 og A-skat dækkes i følgende dækningsrækkefølge:
- Lønindeholdte beløb efter INDOG § 10
- Indregnet restskat
- AM-bidrag for det aktuelle indkomstår.
- A-skat for det aktuelle indkomstår.
Se § 10 i kildeskattebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1159 af 3. december 2012 om kildeskat
Opsplitning af den indeholdte A-skat
Det fremgår af § 11 i kildeskattebekendtgørelsen, at:
Stk. 1. Opgørelsen af lønindeholdte beløb efter INDOG § 10 foretages af told- og skatteforvaltningen på grundlag af indeholdelsesprocenten for A-skat henholdsvis den lønindeholdelsesprocent, som har dannet grundlag for indeholdelsesprocenten ifølge det skattekort eller bikort, der er gyldigt på tidspunktet for indeholdelsen.
Stk. 2. Nedsættes det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdelse efter INDOG § 10 efter, at told- og skatteforvaltningen har foretaget en fordeling efter stk. 1, fragår nedsættelsesbeløbet i den opgjorte A-skat forud for det lønindeholdte beløb efter INDOG § 10.
Stk. 3. Told og skatteforvaltningen sender de lønindeholdte beløb efter INDOG § 10 til Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Det fælles Lønindeholdelsessystem
En afgørelse om lønindeholdelse skal indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Det Fælles Lønindeholdelsesregister har til opgave at
- registrere og ajourføre oplysninger om afgørelser om lønindeholdelse
- påse, at indbetaling fra den indeholdelsespligtige finder sted i overensstemmelse med afgørelsen om lønindeholdelse
- modtage indbetalinger fra den indeholdelsespligtige samt fordele og afregne indbetalingerne til myndighederne
- styre og kontrollere tidspunktet for lønindeholdelsens ophør.
Se lønindeholdelsesregisterlovens § 2.
Dækningsrækkefølgen
se afsnit G.A.2.3 Dækningsrækkefølge