Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for, at beskatning af næringsaktier efter ABL § 17 indgår i prioriteret sammenhæng med en række øvrige bestemmelser i aktieavancebeskatningsloven.
Afsnittet indeholder:
- Hvornår har næringsreglen forrang frem for øvrige aktieavancebeskatningsregler
- Hvornår viger næringsreglen frem for øvrige aktieavancebeskatningsregler.
Hvornår har næringsreglen forrang frem for øvrige aktieavancebeskatningsregler
Beskatning efter reglerne for næringsaktier går forud for beskatning efter en række almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven. Se ABL § 17, stk. 4. 1. pkt.
Reglen om næringsaktier går forud for følgende:
- Datterselskabs- og koncernselskabsaktier samt skattefri porteføljeaktier i ABL § 8
- Skattepligtige porteføljeaktier i ABL § 9
- Personers almindelige aktier i ABL §§ 12-14
- Aktier ejet af kapitalfondspartnere i ABL § 17A
- Investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning i ABL § 22
- Skattefri beholdning i ABL § 44
- Hovedaktionærnedslag i ABL § 47.
Eksempel
Et eksempel på anvendelse af prioriteringsreglen er, at næringsdrivende selskaber bliver skattepligtige af gevinster på datter- og koncernselskabsaktier, hvis aktierne er en del af næringsbeholdningen. Se ABL § 17, stk. 1. Hvis der var tale om anlægsaktier ville gevinsten være skattefri. Se ABL § 8.
Se også
Se også afsnit C.B.2.3.4 om beskatning af datter- og koncernselskabsaktier.
Hvornår viger næringsreglen frem for øvrige aktieavancebeskatningsregler
Beskatning efter reglerne for næringsaktier viger for en række regler i aktieavancebeskatningsloven. Se ABL § 17, stk. 4, 2. pkt.
Reglen om næringsaktier finder ikke anvendelse på følgende:
- Egne aktier, ABL § 10
- Aktier med boligret, ABL § 15
- Disproportional tildeling af tegningsretter, ABL § 16
- Andele i andelsforeninger, ABL § 18
- Aktier og investeringsbeviser, udstedt af et investeringsselskab, ABL § 19
Eksempel
Et eksempel på anvendelse af prioriteringsreglen er, at næringsdrivende selskaber ikke bliver skattepligtige af gevinster på en eventuel beholdning af egne aktier. Se ABL § 10.
Se også
Se også afsnit C.B.2.3.2 om gevinst og tab ved afståelse af egne aktier.