Parter

H1 ved A
(advokat Erik Høimark)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe og Henrik Waaben.

Påstande

Appellanten, H1 ved A, har for Højesteret nedlagt følgende påstande

"...

Påstand 1

Principalt at indstævnte tilpligtes at anerkende, at SKATs afgørelse af 4. oktober 2001 er ugyldig, og subsidiært at indstævnte tilpligtes at anerkende, at det af indstævnte rejste krav vedrørende moms mv. for 1996 er forældet.

Påstand 2

Indstævnte tilpligtes at anerkende,

at	opspaltningen i fejltyperne 1.1 - 1.4 helt eller delvist hviler på forkerte principper,
at	appellanten i forhold til urigtig faktureret moms skal indrømmes korrektionsadgang alene med hensyntagen til momsens neutralitet, og uden at det er et krav, at afgiftsmodtageren skal beriges, og
at	appellanten i relation til fejltype 1.4 har været i god tro, hvorfor der kan ske berigtigelse, uden at det er et krav, at afgiftsmodtageren skal beriges.

..."

H1 ved A har således ikke gentaget sin påstand 2 for landsretten.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært at ministeriet skal anerkende, at forhøjelsen af momstilsvaret for 1., 2. og 3. kvartal 1996 er forældet.

Anbringender

H1 ved A har til støtte for sin påstand 1 om ugyldighed supplerende anført, at afslag på fristudsættelse i sig selv er en forvaltningsafgørelse, og at ToldSkat derfor i den forbindelse skulle have foretaget bl.a. partshøring. Til støtte for påstanden om ugyldighed har A endvidere henvist til, at han alene hæfter for de moms- og afgiftskrav, der vedrører hans personligt drevne virksomheder, og ikke for krav vedrørende driften af hotellerne og restauranterne, der drives af hans ægtefælle.

Til støtte for sin subsidiære påstand 1 har A yderligere henvist til, at der først blev foretaget udlæg efter årsskiftet 2001-02.

Til støtte for påstand 2 har A anført, at inddelingen i fejltyperne 1.1-1.4 har medført, at mange fejl er blevet rubriceret under en forkert fejltype, ligesom der i mange tilfælde vil kunne ske rubricering under flere fejltyper. Endvidere følger det af EF-domstolens praksis, at der kan ske korrektion af eventuelle urigtige momsfaktureringer, såfremt staten ikke lider et afgiftstab, uden at det er et krav, at leverancemodtageren beriges. Det under påstand 1 anførte om manglende hæftelse for krav vedrørende driften af hotellerne og restauranterne gøres også gældende til støtte for påstand 2.

Skatteministeriet har over for As påstand 1 supplerende anført, at ToldSkat på baggrund af korrespondancen med advokat JJ forud for ToldSkats afgørelse af 4. oktober 2001 med føje kunne gå ud fra, at advokaten også repræsenterede A i den administrative skattesag.

Til støtte for sin subsidiære påstand om forældelse har Skatteministeriet yderligere anført, at der i december 2001 blev indgået aftale om suspension af forældelsesfristen, hvorfor der i givet fald kun kan være indtrådt forældelse af momstilsvaret for 1.-3. kvartal 1996.

Over for As påstand 2 har Skatteministeriet anført bl.a., at fejltyperne 1.1 og 1.2 begge er udtryk for, at appellanten har afregnet et andet og lavere momsbeløb, end den salgsmoms der rent faktisk er faktureret og opkrævet hos kunderne. Fejltyperne 1.1 og 1.2 adskiller sig fra hinanden derved, at der ved fejltype 1.2 efter faktureringen over for kunden er sket en nedregulering af den faktisk fakturerede salgsmoms, således at der over for told- og skattemyndighederne kun er afregnet moms efter en lavere "kursus-moms-sats". Fejltype 1.3 og 1.4 vedrører situationer, hvor henholdsvis de materielle og formelle betingelser for at anvende den dagældende vejledning Y 99 ikke er opfyldt, og hvor der derfor er afregnet en for lav salgsmoms til told- og skattemyndighederne. Selv om de fire fejltyper alle er udtryk for, at appellanten til fordel for sig selv har afregnet for lidt salgsmoms, adskiller de forskellige fejltyper sig fra hinanden, og skattemyndighederne er berettigede til at foretage den nævnte inddeling i forskellige fejltyper i arbejdet med at opgøre den skyldige moms.

A opfylder ikke betingelserne for at kunne berigtige sine fakturaer med tilbagevirkende kraft, jf. EF-domstolens dom af 13. december 1989 i sag 324/87, Genius Holding, og dom af 19. september 2000 i sag C-454/98, Schmeink & Cofreth. Han har ikke rettidigt og fuldstændigt afværget risikoen for afgiftstab for myndighederne, og han har ikke været i god tro. En korrektion måtte i øvrigt forudsætte, at A tilbagebetaler moms til sine kunder, og det er udokumenteret, at han skulle være villig hertil. Sagen vedrører transaktioner i årene 1996-99, og de pågældende kunder har i sin tid foretaget fradrag for købsmomsen. Afgiftsmyndighederne har ikke i dag mulighed for at genoptage kundernes afgiftstilsvar og efteropkræve moms hos dem, hvis berigtigelse blev tilladt.

Supplerende sagsfremstilling

Advokat JJs brev af 14. september 2001 til ToldSkat har følgende ordlyd

"...

Vedr.: Deres j.nr. ... - H1 v/A, ...

I ovennævnte sag er De ved skrivelse af 28/8 2001 fremkommet med forslag til ændring af min klients afgiftstilsvar.

Der er tale om et meget stort beløb og et meget stort antal bilag, hvorfor min klient ikke har mulighed for at kommentere Deres forslag indenfor den af Dem givne meget snævre frist.

Endvidere er min klient af den opfattelse, at det ikke er muligt at kommentere Deres forslag, så længe min klient ikke har samtlige bilag, idet der ved ransagningen for ca. et år siden blev beslaglagt flere bilag, end der nu er udleveret. Min klient mener således, at det ikke kan udelukkes, at der i de bilag, som min klient endnu ikke har adgang til, findes bilag, der vil kunne nedbringe et eventuelt krav.

De bedes venligst bekræfte, at De har modtaget nærværende skrivelse, og bedes meddele mig en ny realistisk frist.

..."

I et brev af 27. september 2001 fra advokat JJ til Politiet - hvoraf der blev sendt kopi til ToldSkat - hedder det

"...

Vedr.: Deres j.nr. ... - A.

Hoslagt fremsendes kopi af skrivelse af 17/9 2001 fra ToldSkat.

Jeg finder det ikke ganske rimeligt, at ToldSkat sætter så snævre tidsgrænser for en kommentar til ToldSkats ændringsforslag. Det er næppe heller særlig rimeligt, at den administrative sag afgøres, inden det er afgjort, hvorvidt sagen ligeledes vil søges strafferetligt forfulgt.

Jeg har p.t. ikke modtaget nogen påtaleopgivelse, men hvis det sker, ser jeg ikke noget til hinder for, at den administrative sag fremmes.

De har tilkendegivet, at De ikke har indvendinger imod, at jeg udleverer det bilagsmateriale, som jeg har modtaget, hvorfor en sådan udlevering har fundet sted.

For mig at se ser det ud som om, at De har tilendebragt Deres arbejde, idet jeg opfatter de 25 ringbind, som det materiale, som De og ToldSkat vil støtte kravet på. Derfor har jeg svært ved at se, at betingelserne for at nægte at udlevere det beslaglagte materiale stadig er opfyldt. Som De kan se nægter ToldSkat imidlertid fortsat at udlevere det beslaglagte materiale.

Jeg beder Dem meddele mig, hvorvidt materialet kan udleveres på nuværende tidspunkt og i benægtende fald, hvorfor De fortsat nægter at udlevere materialet. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at min klient er af den opfattelse, at ToldSkat kun har interesseret sig for den del af bilagene, der støtter ToldSkats synspunkt, hvorfor det vil være umuligt at udtale sig uden forbehold om ToldSkats ændringsforslag af 28/8 2001 uden det beslaglagte og ikke udleverede materiale.

Jeg har anmodet om udsættelse med afgivelse af et svar, hvilket ToldSkat har meddelt ved vedlagte skrivelse, men som De kan se, skal der indgives svar inden den 2/10 2001. Dette er ikke muligt, idet jeg som bekendt ikke har alle de bilag, der blev medtaget ved ransagningen.

Sluttelig kan jeg oplyse, at det findes svært foreneligt med EMK's regler om kontradiktion, at man fratager en sigtet mulighed for at varetage sine interesser under den administrative behandling af skattesagen.

..."

Der er i øvrigt for Højesteret fremlagt et omfattende materiale i form af bl.a. årsregnskaber for A, BA, H6 ApS og H9 A/S, indbetalingsbilag/fakturaer, posteringslister og diverse andet regnskabs- og bogføringsmateriale.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af A og SN samt forklaring af BA.

A har forklaret, at H2 og H3 er i lige sameje mellem ham og hans ægtefælle BA. H5 ejes af H9 A/S, der igen ejes i lige sameje af ham og BA. H4 ejes i lige sameje af ham og BA, og H6 ejes af H6 ApS, der igen ejes af H9 A/S. Han driver virksomhed med handel og landbrug i navnet H1X, nu H1. Han kone driver restaurationsvirksomhed. Han har et særskilt CVR-nummer for sin landbrugsvirksomhed.

H9 driver restaurationsvirksomhed og driver selv en landbrugsvirksomhed. Han har dog en pasningsaftale, der ikke er en forpagtningsaftale med H5. H6 har drevet restaurations- og hotelvirksomhed i 1999 med egen bevilling og eget personale. De har ikke forpagtet restaurationsdriften ud, idet der også her blot er tale om en pasningsaftale. H6 drives af selskabet. BA tager sig af hotellerne. Hun har dog ikke alkoholbevilling til H5 og H6, da hun kun kan have to bevillinger. H9 A/S og H6 ApS har derfor deres egen bestyrer og egen alkoholbevilling. Der var kontrol i virksomhederne hvert år i årerne 1993-1995. Kontrollen for 1996 foregik i 1997. I 1993 blev der kontrolleret vinafgifter hos ham og moms hos ægtefællen. I 1995 og 1996 var der samordnet kontrol. SKAT mødte op hos ham og fik bilag og kontospecifikationer med hjem. SKAT var mødt ved en person ved navn TM, som bad om forklaring på nogle af bilagene vedrørende momsen. I juni 1996 fik han bilagene tilbage og regnskabet godkendt med en enkelt bemærkning om momsen på en faktura vedrørende lokaleleje. Han foreviste TM momskoderne i regnskabet, og de blev drøftet. De talte om fordelingen af moms mellem konto 12-0 og 12-1. TM havde ingen bemærkninger til beregningen, som han fik forevist. Y 99 siger, at den momsfri lejedel i et arrangement skal fordeles ud fra regnskabets udgifter. Da fakturaerne blev udstedt, kendte man derfor ikke fordelingen. Den 31. august eller 1. september 2001 modtog han en fax på 88 sider fra advokat JJ. JJ måtte først ikke udlevere materialet, da han var forsvarer for ham. Han skulle til Østeuropa til høsten og talte derfor med JJ om fristen for bemærkninger. Der var 300.000 bilag, hvorfor det var en stor opgave, der lå foran ham. Da han kom hjem medio september 2001, fik han oplyst om fristforlængelsen fra JJ. Med i faxen fra advokat JJ var et brev af 28. august 2001 fra SKAT og en sagsfremstilling. Der var ingen underbilag. Bilagene var heller ikke blevet sendt til ham direkte fra SKAT. Han opfattede ikke, at der var andre bilag end sagsfremstillingen til brevet af 28. august 2001. Han talte senere med JJ, der oplyste, at der stod nogle ringbind på hans kontor. Det var 10.000 kopier af forskellige sammenblandede bilag. Han bad derfor om yderligere frist. JJ omtalte ikke i sin fax, at han havde bilag stående. Materialet var svært tilgængeligt. Der var tale om 3 % af hans regnskabsbilag, der var blandet sammen med bilag fra tre andre virksomheder. Bilagene var til dels tilvejebragt i forbindelse med ransagninger på virksomhederne. Et af problemerne er at adskille virksomhederne, og flere af bilagene går desuden igen i flere fejltyper. Han kontaktede derfor den 27. eller 28. september 2001 sin revisor for at få hjælp. I juli eller august 2005 fik han beregningerne i et regneark fra SKAT. Først derefter kunne han finde ud af, fra hvilken virksomhed de enkelte bilag stammer. SKAT har ikke forstået, hvordan hans regnskabsprogram C 4 virkede i 1996, og har derfor beregnet for høj moms. Programmet sammenlagde dagens samlede moms, hvilket SKAT ikke forstod. Virksomheden H1 har i 1997-1999 betalt 11 mio. kr. i moms for så vidt angår de fakturaer, der er udvalgt af SKAT, selv om SKAT kun har opfattet, at der er betalt 5,5 mio. kr. i moms vedrørende disse bilag.

Ejendommene og selskaberne har samme ejer. Han og BA har lånt penge i banken, og de hæfter begge for lånene med hele deres formue. De har samme konto, hvor deres indtægt går ind. Det er en Cash Pool konto. Formålet er at spare renter og lette virksomhedens drift. Kontoen føres af H1X eller H1. Hotelpersonalet, der er ansat af restauratøren, indgår aftalen med den enkelte gæst. Overskuddet går til ejeren. Fakturaen udstedes ved afrejse eller et par dage senere af hotellet. Der oprettes en ordre, og ydelserne lægges ind. Der udstedes derefter automatisk en faktura af hotellet, og fakturaen bliver bogført automatisk. Kontant betaling beholdes i hotellet. Kassen gøres op med forskellige mellemrum af hotellets chef. Beløbet anvendes til køb og til lønninger. Hvis der er flere penge, indbetales beholdningen til Cash Pool kontoen via en bank. De bliver derved krediteret til det enkelte hotel, og 20 % betales a conto til SKAT. Ved kreditsalg udstedes faktura, der sendes til kunden, som betaler på et medsendt girokort. Betalingen sker til H1s konto. Beløbene bogføres til fordel for det enkelte hotel. Der sker en spaltning, afhængig af om der er tale om momsfri lokaleleje eller ej, hvorefter beløbene fordeles på to konti. Herfra trækkes der automatisk moms til SKAT. Det er hotellet, der oplyser, om der skal betales moms eller ej. Hver postering har et bilagsnummer. 80 % af betalingerne er ikke registreret hos H1.

Hotellet laver et samlet bilag vedrørende hver kontant betaling til kontoen og et bilag vedrørende hver faktura, der betales efterfølgende. De momsbeløb, der indbetales til momsafregningskontoen, overføres til SKAT. H1 ser bare indbetalingen. Bogføringen sker på hotellet. Restbeløbet indtægtsfører hotellet på en mellemregning. Hvis der er givet kredit, og der ikke sker betaling, bogføres intet hos H1. H1 laver a conto afregning af moms. Den endelige momsafregning laves af hotellet. Hvis et hotel udsteder en kreditnota, ser H1 ikke denne, da der så ikke sker en indbetaling. Hotellernes fakturaer er ikke registreret i H1. Fakturaen ligger i kopi hos hotellerne. I 1996-1998 blev der i hotellerne anvendt regnskabssystemet C 4, og fra 1998 og frem er anvendt et andet system ved navn STW. H1 har anvendt et regnskabssystem ved navn C 5. De fakturaer, H1 selv udsteder, bogføres den dag, de udstedes, og arkiveres særskilt på virksomhedens kontor. De fakturaer fra hotellerne, der vedrører indbetalinger, står for sig et andet sted hos H1. Der er en mellemregningskonto mellem hans ægtefælle og ham. De har ikke lånt penge af hinanden. Hotellerne betaler leje for brug af lokaler. Dette gælder ikke de hoteller, der drives fra egne lokaler. Der er ingen momskonto i ejendommenes regnskaber. Restauratøren køber varer hjem til hotellerne. Én af leverandørerne er H1. De fakturaer fra hotellerne, der er fundet i H1s papirer, som ikke er registreret i H1, er ikke indbetalt til H1. Det er som nævnt ikke alle hotellernes indtægter og udgifter, der føres over i H1. Den moms, H1 har afregnet til SKAT, er kun a conto. Hotellerne har derudover betalt ca. 8 mio. kr. i moms. I 1996 antog SKAT, at der var betalt et lavere beløb i moms, end der faktisk er betalt, da SKAT ikke har forstået regnskabsprogrammet C 4. Der har ikke været fælles momsregistrering af virksomhederne nogensinde. H1X har frem til 1996 stået registreret som engrosvirksomhed. I 1997 og 1998 modtog de et nyt registreringsbevis fra SKAT med en ændring til hotelvirksomhed, hvilket han dog fik ændret tilbage til engrosvirksomhed. Der er hverken ens kontoplan, fakturajournal eller regnskabsprogram i hotellerne og i H1. Hans kones såkaldte kroregnskab er en del af hendes skatteregnskab. Det er ikke et momsregnskab. Han er direktør for H9 A/S og H6 ApS, der driver tre hoteller. Han har derfor været ansvarlig for, at der ikke er SE-numre på alle de fakturaer, der er udstedt af hotellerne. Han var ikke opmærksom på reglen fra 1998 med krav herom. Det er en fejl, at der nogle gange står hans CVR-nummer på fakturaeme fra hotellerne. Han har intet haft med hotel- eller restaurationsdriften at gøre. H9 A/S og H6 ApS drives ikke af BA, da de fik at vide, at man kun kunne have to alkoholbevillinger. BA har dog stået for driften af restauranterne. Han har selv stået for ansættelsen af en bestyrer. Fejltype 1.3 og 1.4 er der ingen logik i at opsplitte. 1.3 er i vidt omfang offentlige kunder. Et mindre antal er private arrangementer med lokaleleje. Samtlige fakturaer i 1.3 og 1.4 er ens, og der er afregnet den lovpligtige moms. Det er ikke usædvanligt, at der i forbindelse med et møde er udstedt faktura til den enkelte deltager. Der har dog stadigvæk været tale om et møde. Det er hotelpersonalet og ikke H1, der afgør, om der er tale om momsfri lokaleleje. Regnskabet føres af det personale, der er ansat i det enkelte selskab. Hans kone har en ansat bogholder, JL. Hotellernes kurser bogføres ikke af H1, men af det enkelte hotel. I den pågældende periode brugte han sin tid på engroshandel med vin, ejendomsadministration og skovbrug. Ca. 20 % af sin tid brugte han på en direktørpost i et rumænsk selskab. Han har ikke haft nogen hotelopgaver overhovedet.

Han kom hjem fra Østeuropa på et tidspunkt mellem den 15. og 20. september 2001. Han skimmede faxen fra advokat JJ den første uge i september 2001 og henvendte sig derefter til JJ for at få fristen forlænget. JJs opgave var alene at være forsvarer for ham i straffesagen. Det blev ikke drøftet på dette tidspunkt med JJ, hvorvidt han også skulle repræsentere ham i skattesagen. Han var i Danmark igen senest den 20. september 2001. Der lå da mange opgaver og ventede på ham. Hans kone er momskyndig. I praksis lavede JL og OM momsangivelse for alle virksomhederne. De sad på adressen ...1. Der var regnskabspersonale på hvert hotel, nemlig receptionisten og bestyreren, og det var dem, der lavede dele af momsregnskabet. Det er OM, som er nævnt i dommen fra Vestre Landsret. Momsen fra hotellerne er kun delvist afregnet fra H1 med check fra Cash Pool kontoen. Hotellet lavede den endelige afregning. Alle momsbetalingerne sker dog fra samme Cash Pool konto hos H1. Han er holdt op med at bruge Y 99, den blev ophævet i 2007.

Statsautoriseret revisor SN har forklaret, at han har været revisor for A og BAs virksomheder siden 1988 eller 1989. Han har ikke fuld indsigt i alle detaljerne, idet der er tale om nogle meget omfattende virksomheder. Det er hans opfattelse, at der har været en klar arbejdsdeling mellem ægtefællerne. A driver en handels- og landbrugsvirksomhed, og BA driver hotel- og restaurationsvirksomhed. Der har været tale om fire eller fem momsnumre vedrørende henholdsvis østeuropæisk vin, kroen, H8 planteskole, H5 og eventuelt H6. Hvert momsnummer har afregnet moms.

Han har dog kun haft meget lidt med momsafregningen at gøre. Han har udarbejdet skatteregnskabet uden stillingtagen til momsen. Kroregnskabet er BAs regnskab, der udspringer af, at hun har alkoholbevilling. Styringen af virksomhedens likviditet sker over en fælles konto og spredes derefter ud til der, hvor pengene hører hjemme. Af hensyn til likviditeten var det vigtigt, at alle indbetalingerne straks blev sat ind på den fælles konto. Én gang årligt blev nettoresultatet overført til det enkelte selskab eller den enkelte person. Der var ansat to regnskabsmedarbejdere i virksomhederne, henholdsvis OM hos H1 og JL hos BA. Regnskabssystemet C 5 blev taget i anvendelse af H1 på et tidligere tidspunkt end af de øvrige virksomheder. Den enkelte hotelvirksomhed havde sit eget kundebogholderi med en fælles kontoplan. Han mener dermed, at udgangspunktet for kontoplanerne er det samme, idet det var mest hensigtsmæssigt. Kontoplanerne var imidlertid tilrettet den enkelte virksomhed.

Han har ikke lagt mærke til, hvilke SE-numre der figurerede på den enkelte faktura. For så vidt angår anden bullit i SKATs brev af 31. oktober 2006 er punktet for firkantet formuleret. Beløbene for de enkelte virksomheder opsamles i H1s bogholderi, hvorefter nettobeløbene tilbageføres til den enkelte virksomhed. Han mener ikke, der var mulighed for, at Skat kunne foretage momskontrol vedrørende salgsindtægter hos det enkelte hotel på hotellets adresse. Det er de ansatte regnskabspersoner, der har stået for momsafregningen vedrørende samtlige CVR-numre.

BA har forklaret, hun er uddannet læge. Hun købte i 1988 H2 for at drive hotel- og restaurationsvirksomhed. Hun søgte alkoholbevilling til virksomheden og skulle i den forbindelse skrive under på, at hendes mand ikke handlede med vin. Hun kontaktede derfor politiet, der oplyste, at det godt kunne lade sig gøre at få alkoholbevilling alligevel, hvis hendes og hendes mands økonomi og virksomheder var adskilte. I 1990 kom H3 til. A var ikke inddraget i hoteldriften. Hun stod selv for indretningen og ansatte personale. Det er hende og hendes personale, der driver hotellerne. Det er også hende, der bestemmer priserne og menuerne. Når en kunde skal betale til hotellet, udstedes der en faktura. Hvis der er tale om et almindeligt restaurationsbesøg, udstedes der en almindelig faktura. Hvis der tale om et møde, hvori der indgår lokaleleje, påføres fakturaen reduceret moms. Det er personalet, der ordner dette. Bogføringen er siden 1998 sket automatisk. Kontantindbetalinger ligger i kassen, der gøres op af personalet 1-2 gange pr. uge. Restbeløbet efter betaling af varer, lønninger og eventuelt privatforbrug sendes til Cash Pool kontoen, der er hendes og As fælleskonto. Kreditbetalinger går til samme konto, hvor de registreres til hende. Der betales automatisk a conto moms af disse beløb. Hendes bogholder, JL, laver et endeligt momsregnskab, hvorefter hun efterbetaler den eventuelle resterende moms. H5 var i et selskab, da det blev købt. Dette selskab driver også restauranten på H4 og via et datterselskab H6. Hun tager løbende rundt til disse hoteller. Hun leder restauranterne og hotellerne, men der er ansat en bestyrer. A har intet med hotelvirksomheden at gøre. Hun ansætter også personale til de hoteller, der drives i selskabsform.

De fleste af indbetalingerne sker kontant. Momsen bliver betalt på forfaldsdagen, også a conto momsen. Hun har været med til at anvende Y 99. Hotellernes regnskabssystem har automatisk beregnet moms. Hun husker ikke, hvem der har fastsat den momssats, systemet har brugt. Hun var på et tidspunkt til møde hos Horesta, hvorefter hun syntes, at fordelingen lød fornuftig. Hendes momsregnskab blev undersøgt af SKAT i 1993, uden at dette gav anledning til bemærkninger.

Højesterets begrundelse og resultat

Påstand 1

Højesteret finder, at ToldSkat - bl.a. på baggrund af advokat JJs breve af 14. og 27. september 2001 - med føje måtte gå ud fra, at advokat JJ også var advokat for H1 ved A i forbindelse med partshøringen i den administrative afgiftssag, og tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at høringsfristen var for kort. Herefter og da det, som A har anført om yderligere fristforlængelse og om aktindsigt, ikke kan føre til et andet resultat, finder Højesteret, at afgørelsen ikke er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl.

Det momstilsvar, som afgiftsmyndighederne efterfølgende har krævet forhøjet, er opgjort, angivet og indbetalt af H1 ved A på grundlag af virksomhedens bogføring og under dens SE-nummer, jf. momslovens § 47, 56 og 57. Højesteret lægger til grund, at fakturaer for de momspligtige ydelser - bortset fra i forholdsvis få tilfælde - er udstedt under anvendelse af H1s SE-nummer eller uden angivelse af udstederens SE- nummer, og det er ubestridt, at alle betalinger af de fakturerede beløb er sket til H1s konto enten direkte eller ved overførsel fra de enkelte hoteller. Det er endvidere ubestridt, at fakturaer vedrørende den fradragne købsmoms i alle tilfælde er udstedt til og betalt af H1. Det fremgår af de fremlagte årsregnskaber, at indtægter og udgifter vedrørende de momspligtige aktiviteter er medtaget i resultatopgørelsen for H1 og dermed i As indkomstopgørelse, idet alene den del, der er omfattet af spiritusbevillingen, er henført til årsregnskabet for BA med et beregnet beløb. Herefter og under de omstændigheder, der i øvrigt er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at H1 ved A er anset som afgiftspligtig i henhold til momslovens § 46, og at ToldSkat således med rette har kunnet rejse sit krav over for A.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at kravet på forhøjelse af momstilsvaret for 1996 ikke er forældet.

Højesteret tager derfor ikke As påstand 1 til følge.

Påstand 2

Højesteret finder, at fejltyperne 1.1 - 1.4 alle er udtryk for en tilsidesættelse af momslovgivningen, således som både Landsskatteretten og landsretten nærmere har redegjort for, og Højesteret finder ikke grundlag for at anse opspaltningen i de fire fejltyper for at hvile på forkerte principper.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 29. april 2005, at sagen for Landsskatteretten udelukkende drejede sig om ugyldighed og om fejltyperne 1.1 - 1.4, idet ToldSkat havde accepteret at genoptage afgørelsen bl.a. for så vidt angår den beløbsmæssige opgørelse af disse fejltyper. Efter genoptagelse har ToldSkat truffet afgørelse herom. Denne afgørelse har været indbragt for Landskatteretten, der har afsagt kendelse den 22. december 2009. Kendelsen er efter det oplyste indbragt for domstolene. Under den pågældende sag behandles spørgsmål om rettelse af eventuelle fejl ved den momsmæssige behandling af enkelte poster, og Højesteret tager under nærværende sag ikke stilling hertil.

I en situation som den foreliggende, hvor den afgiftspligtige ikke rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for afgiftstab for statskassen, er det en betingelse for at kunne berigtige en urigtigt faktureret moms, at vedkommende har været i god tro med hensyn til den skete fakturering. Højesteret finder det ikke godtgjort, at A har været i god tro, og allerede derfor har han ikke krav på at kunne berigtige de omhandlede faktureringer.

Herefter tager Højesteret heller ikke As påstand 2 til følge.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Sagsomkostningerne er fastsat på baggrund af sagens værdi og under hensyn til sagens meget betydelige omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ved A betale 400.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.