Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet H1 GmbH's (herefter benævnt selskabet) anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af en sag for Landsretten, herunder anmodning om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Momsnævnet traf den 23. oktober 1990 afgørelse om, at selskabets produkt, tobaksruller, skulle beskattes som en cigaret.

Ved stævning af 8. januar 1991 indbragte selskabet Momsnævnets afgørelse for Østre Landsret, idet selskabet nedlagde påstand om, at produktet skulle beskattes som røgtobak efter § 1, punkt D, i lov om tobaksafgifter, lovbekendtgørelse nr. 614 af 14. oktober 1988. Selskabet tog endvidere forbehold for krav på erstatning.

I stævningen anmodede selskabet endvidere Østre Landsret om at anmode EF-domstolen om at fremkomme med en afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3 og 4 i Rådets 2. tobaksdirektiv.

Østre Landsret traf den 4. september 1996 beslutning om at anmode EF-domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3 i Rådets 2. tobaksdirektiv. I tilslutning hertil ville Østre Landsret anmode EF-domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende indholdet af fællesskabsrettens regler om en medlemsstats erstatningsansvar i tilfælde af en urigtig anvendelse af fællesskabsretten.

EF-domstolen besvarede ved domstolens dom af 24. september 1998 de præjudicielle spørgsmål, som Østre Landsret havde stillet.

EF-domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål førte til, at sagen for Østre Landsret den 18. maj 2000 blev hævet som forligt også med hensyn til sagsomkostninger.

Selskabet har den 30. juni 2008 anmodet skattecentret om omkostningsgodtgørelse for 100 % af en udgift til sagkyndig bistand på i alt 3.005.462 kr. i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret, herunder anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen.

Den sagkyndige bistand blev ydet af direktør, cand. Polit. SJ. Af den sagkyndige bistand på i alt 3.005.462,00 kr. vedrørte 2.511.898 kr. bistand ydet i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret, mens den resterende del, 493.564 kr., vedrørte bistand ydet i forbindelse med anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen.

Skattecentrets afgørelse

Selskabets anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret, herunder anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen, er ikke imødekommet.

Udgifter til bistand i forbindelse med indbringelse af Momsnævnets afgørelse for domstolene er ikke godtgørelsesberettiget, da udgifterne til domstolsbehandling kun er godtgørelsesberettigede, hvis de vedrører et spørgsmål, der kunne indbringes for Landsskatteretten. Da Momsnævnet traf afgørelse i sagen den 23. oktober 1990 og dermed inden den 1. oktober 1998, har reglerne i lov nr. 1098 af 29. december 1997 om klage til Landsskatteretten ikke virkning for denne sag. Spørgsmålet kunne således ikke indbringes for Landsskatteretten.

Udgifterne til EF-domstolen er heller ikke omfattet af lovændringen i lov nr. 464 af 31. maj 2000, da udgifterne blev betalt inden den 5. april 2000.

Efter de nugældende bestemmelser i skatteforvaltningslovens kapitel 19 er det ligeledes en betingelse, at der er tale om domstolsprøvelse af en Landsskatteretssag. Der er hverken i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, i lovens overgangsbestemmelser til loven eller i forarbejderne belæg for at antage, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser truffet af Momsnævnet.

En del af sagen angik endvidere et spørgsmål om erstatningsansvar, som ikke kan påklages til Landsskatteretten.

Ved vurderingen af, om der er tale om en godtgørelsesberettiget sagstype, er det afgørende, om det efter de tidligere gældende regler var muligt at opnå omkostningsgodtgørelse i den pågældende sagstype, og ikke om den pågældende sagstype efter sin art - efter de nugældende regler - kan påklages til Landsskatteretten.

Da der efter de tidligere regler ikke var lovhjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse vedrørende de omhandlede udgifter, er selskabets anmodning ikke imødekommet.

Der mangler i et vist omfang oplysninger om bistandsyderens timeforbrug i sagen, og beskrivelsen af den udførte bistand er ikke i alle tilfælde tilstrækkelig, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2000. Der er imidlertid ikke fundet anledning til at indhente yderligere dokumentation med hensyn til beskrivelsen af den udførte bistand og timeforbruget i sagen, idet sagstypen ikke er anset for godtgørelsesberettiget.

Der er endvidere taget forbehold med hensyn til den sagkyndiges medholdsvurdering, idet der kun blev givet medhold i det ene spørgsmål ved EF-domstolen, og da der blev indgået forlig ved Østre Landsret.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelsen af sagen for Østre Landsret, herunder anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er ret til omkostningsgodtgørelse, skal afgøres efter de nugældende regler i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Sagen drejer sig om tobaksafgifter, som utvivlsomt efter de nugældende regler i skatteforvaltningsloven kunne påklages til Landsskatteretten, jf. tobaksafgiftslovens § 27 a, stk. 1. Der er således tale om en afgiftssag, der kan påklages til Landsskatteretten i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2,'s forstand, hvorfor sagen er godtgørelsesberettiget.

Det forhold, at sagen ikke har været påklaget til Landsskatteretten, er i den forbindelse uden betydning, idet den efter de nugældende regler efter sin art ville kunne være blevet påklaget til Landsskatteretten. Der er således tale om en afgiftssag, der kan påklages til Landsskatteretten, hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, sammenholdt med stk. 2 er opfyldt.

Skatteministeriets Departements meddelelse af 2. februar 2006 (SKM2006.48.DEP) må forstås således, at selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse, og at selskabet derfor kan støtte ret på meddelelsen.

Landsskatterettens afgørelse af 29. februar 2008, offentliggjort som SKM2008.254.LSR, er ikke sammenlignelig med denne sag, og kan derfor ikke anføres som argument for at nægte selskabet omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indtil den 1. januar 1997 fremgik reglerne om omkostningsgodtgørelse af den nu ophævede lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager (omkostningsdækningsloven). I perioden fra 1. januar 1997 til den 1. november 2005 fremgik reglerne om omkostningsgodtgørelse herefter af den nu ophævede skattestyrelseslov. Med virkning fra 1. november 2005 er reglerne om omkostningsgodtgørelse videreført i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Af den nu ophævede omkostningsdækningslovs § 1, stk. 1, 1. pkt., fremgik følgende:

"Der ydes tilskud til dækning af udgifter, der er betalt for sagkyndig bistand mv. ved domstolsbehandling af et spørgsmål, der efter sin art kan indbringes for Landsskatteretten, bortset fra afgørelser om vurdering af fast ejendom."

Afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede klagesager blev i skattestyrelsesloven oprindeligt reguleret af lovens § 33 A, som blev indført ved lov nr. 238 af 2. april 1997. Af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1, fremgik følgende:

"Der ydes et tilskud til dækning af udgifter, som den skattepligtige har betalt for sagkyndig bistand mv. ved klage efter denne lov til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud ydes dog ikke vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom."

Ved § 35 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 ændredes tobaksafgiftsloven, således at Landsskatteretten blev klagemyndighed bl.a. for afgørelser om, hvilken afgiftsgruppe en vare henhører under. Af lovens § 40 fremgik, at lovens regler om klage fandt anvendelse på afgørelser, der blev påklaget fra og med den 1. april 1998.

Med lov nr. 464 af 31. maj 2000 blev de godtgørelsesberettigede klagesager i skattestyrelsesloven udvidet ved skattestyrelseslovens § 33 D. Af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2 og 3, fremgik følgende:

"Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren

(...)

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2."

Afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede klagesager findes nu i skatteforvaltningslovens § 55. Af denne bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 4, og stk. 2 og 3, fremgår følgende:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

(...)

4) I en sag vedrørende skatter for EF-domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

(...)

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2."

Af bemærkningerne til denne bestemmelse i skatteforvaltningsloven fremgår, at den er en videreførsel af skattestyrelseslovens § 33 D.

Skatteforvaltningslovens kapitel 20 indeholder ikrafttrædelses-, overgangs- og delingsbestemmelser. For så vidt angår overgangsbestemmelser i relation til omkostningsgodtgørelse er der alene i § 62, stk. 11, en bestemmelse om, at der fortsat gives omkostningsgodtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, i sager som nævnt i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., såfremt sagen verserede i Told og Skat pr. 1. november 2005.

Skatteministeriets Departement udsendte den 2. februar 2006 (SKM2006.48.DEP) en meddelelse vedrørende en henvendelse fra en revisor, der havde spurgt, om skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, også omfattede sager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som behandledes i Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Af meddelelsen fremgår bl.a. følgende:

"Som det fremgår af § 55, stk. 3, er formuleringen i forhold til tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 3, blevet ændret, idet der som godtgørelsesberettigede domstolssager henvises til domstolsprøvelse af afgørelser i de sager, som er nævnt i stk. 2. Som det er nævnt ovenfor, omfatter stk. 2 sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, som afgøres i Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

På den baggrund fandt Skatteministeriet ved besvarelse af revisorens spørgsmål, at der ikke var grundlag for at afskære omkostningsgodtgørelse i de domstolssager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har afgjort uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Skatteministeriet fandt dog, at en forudsætning for, at omkostningsgodtgørelse kan ydes i disse sager, er, at den pågældende domstolssag var verserende pr. 1. november 2005 eller senere. Det skyldes, at de pågældende sagstyper før denne dato ikke var godtgørelsesberettigede."

Selskabets klage over, at dets produkt skulle beskattes som en cigaret, blev indgivet til Momsnævnet, der på daværende tidspunkt var klageinstans for klager over afgørelser om sådanne spørgsmål.

Selskabet kunne på daværende tidspunkt således ikke klage til Landsskatteretten over, at produktet skulle beskattes som en cigaret.

Den sag om beskatningen af produktet, som selskabet indbragte for Østre Landsret ved stævning af 8. januar 1991, var derfor hverken omkostningsgodtgørelsesberettiget efter den dagældende omkostningsdækningslovs § 1, stk. 1, 1. pkt., eller efter den dagældende skattestyrelseslovs § 33 A og senere § 33 D.

Der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sagen efter de dagældende regler om omkostningsgodtgørelse i omkostningsdækningsloven eller skattestyrelsesloven.

Der er hverken i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, i overgangsbestemmelserne til loven eller i forarbejderne til loven belæg for at antage, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser truffet af Momsnævnet.

Der er derfor ikke lovhjemmel til at yde godtgørelse af de omhandlede udgifter.

Selskabet kan endvidere ikke støtte ret på Skatteministeriets Departements meddelelse af 2. februar 2006, offentliggjort som SKM2006.48.DEP, allerede fordi den omhandlede sag ikke verserede ved domstolene den 1. november 2005, jf. i øvrigt Landsskatterettens afgørelse af 29. februar 2008, offentliggjort som SKM2008.254.LSR.

Det er derfor med rette, at selskabets anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret, herunder anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen, ikke er imødekommet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes allerede derfor, idet det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, om bistandsyderen tilhører den personkreds, der kan anses for at yde sagkyndig bistand i skattesager i skatteforvaltningslovens forstand.