Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet A's (herefter benævnt klageren) anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af en sag for Landsretten.

Landsskatterettens afgørelse

SKATs afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Told- og Skatteregionen traf den 25. februar 1999 afgørelse om afslag på klagerens anmodning om tilbagebetaling af en registreringsafgift på 297.456 kr. Told- og skatteregionens afgørelse blev påklaget til Told- og Skattestyrelsen den 9. marts 1999.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede ved afgørelse af 23. marts 1999 told- og skatteregionens afgørelse.

Ved stævning af 22. juni 1999 indbragte klageren Told- og Skattestyrelsens afgørelse for Østre Landsret.

Klageren hævede sagen ved Østre Landsret den 9. august 2006.

En medarbejder i Skatteministeriets Departement bekræftede i en e-mail af 23. januar 2007 følgende referat af en telefonsamtale med klagerens advokatfirma:

"Chefkonsulent [...] i Skatteministeriets skatte- og afgiftsadministration oplyser, at der ydes omkostningsgodtgørelse i de sager, som tidligere behandledes efter skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 2, i skattestyrelsesloven, og som nu er omfattet af § 55, stk. 2, hvis der pr. 1. november 2005 verserede en domstolssag herom. Godtgørelsen dækker dog alene udgifterne til domstolsbehandlingen.

Der er således etableret en udvidet hjemmel til godtgørelse, der retter sig mod domstolsbehandling af visse sagstyper.

En sag anlagt mod Told- og Skattestyrelsen før lovændringen vedrørende et spørgsmål omfattet af skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 2, og som verserede ved retten (i den konkrete sag Østre Landsret) pr. 1. november 2005, vil således være godtgørelsesberettiget for så vidt angår udgifterne til domstolssagen, og sagen i øvrigt opfylder de almindelige godtgørelsesbetingelser i skatteforvaltningslovens kapitel 19."

Landsskatteretten har anmodet Skatteministeriets Departement om en udtalelse om, hvorvidt den pågældende telefonsamtale skal forstås således, at ministeriet har meddelt klageren et bindende tilsagn om, at omkostningerne til domstolssagen ville blive godtgjort.

Af departementets udtalelse hertil af 11. februar 2008 fremgår, at det er departementets opfattelse, at når indholdet af e-mailen af 23. januar 2007 sammenholdes med Skatteministeriets Departements meddelelse af 2. februar 2006 (SKM2006.48.DEP), er det tydeligt, at e-mailen ikke kan forenes med indholdet af den offentliggjorte meddelelse. Efter meddelelsen er det således en forudsætning for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, at Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen, og dette var netop ikke tilfældet i den konkrete sag.

Af udtalelsen fremgår endvidere, at departementet beklager det fejlagtige svar, men at e-mailen ikke kan anses som et bindende tilsagn til advokatfirmaet om omkostningsgodtgørelse, som klageren kan støtte ret på. Advokatfirmaet må således formodes at være bekendt med, at departementet ikke har beføjelse til at give tilsagn om omkostningsgodtgørelse i konkrete sager, og at kompetencen til at tage stilling til spørgsmål om omkostningsgodtgørelse i konkrete sager udelukkende ligger hos SKAT, klageinstanserne og domstolene.

Endelig har departementet anført, at e-mailen ikke har været egnet til at skabe en berettiget forventning hos klageren om, at bistandsudgifterne ved Østre Landsret ville blive dækket efter godtgørelsesreglerne. Udgifterne var allerede afholdt, da e-mailen blev afsendt, og e-mailen kan derfor ikke have haft en bestemmende indflydelse på klagerens beslutning om domstolsprøvelse af det materielle spørgsmål i sagen.

Klageren har anmodet SKAT om omkostningsgodtgørelse for 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret.

SKATs afgørelse

Klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret er ikke imødekommet.

Der kan alene ydes omkostningsgodtgørelse til domstolsprøvelse af sager, der er godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningsloven og den dagældende skattestyrelseslov.

Told- og Skattestyrelsen var før 1. november 2005 administrativ klageinstans i sager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol. Sagkyndig bistand vedrørende disse sager var ikke godtgørelsesberettiget, jf. den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 2. Sagkyndig bistand i forbindelse med domstolsprøvelse af disse sager var heller ikke godtgørelsesberettiget, jf. den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 3.

Fra 1. november 2005 blev Landsskatteretten den administrative klageinstans og der kan fortsat ikke ske udbetaling af omkostningsgodtgørelse i disse sagstyper i forbindelse med sagsbehandling i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, da Landsskatteretten træffer afgørelse uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Det følger af Skatteministeriets Departements meddelelse (SKM2006.48.DEP), at der fra 1. november 2005 er omkostningsgodtgørelse i domstolssager om told, afgift og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har truffet afgørelse i uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Det er en forudsætning, at der er tale om en afgørelse fra Landsskatteretten, og at domstolssagen er verserende den 1. november 2005 eller senere.

I denne sag er domstolssagen verserende den 1. november 2005, men det er Told- og Skattestyrelsen og ikke Landsskatteretten, der har truffet afgørelse.

Klagerens udgifter til sagkyndig bistand vedrørende indbringelse af sagen for Landsretten er derfor ikke godtgørelsesberettigede.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelsen af sagen for Østre Landsret.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er ret til omkostningsgodtgørelse, skal afgøres efter skatteforvaltningsloven. I denne lov er der ikke udtrykkeligt taget stilling til spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse i sager, der var verserende den 1. november 2005, og hvor Told- og Skattestyrelsen og ikke Landsskatteretten havde truffet afgørelse.

Det kan dog næppe have været hensigten, at der ikke skulle være ret til omkostningsgodtgørelse i en situation, hvor Told- og Skattestyrelsen umiddelbart inden den 1. november 2005, hvor klagesagen ellers ville være overgået til behandling i Landsskatteretten, havde nået at træffe afgørelse, men hvor sagen først blev indbragt for domstolene, efter at den nye skatteforvaltningslov var trådt i kraft.

Skatteministeriets Departements meddelelse (SKM2006.48.DEP) må forstås således, at der i en sådan situation vil være ret til omkostningsgodtgørelse, da der er ret til omkostningsgodtgørelse i sager af denne type, når blot sagen stadig var verserende den 1. november 2005. Denne forståelse er bekræftet af en medarbejder i Skatteministeriets Departement.

Det vil i øvrigt være meningsløst i meddelelsen at omtale sager, der verserede pr. 1. november 2005, hvis der dermed ikke er ment sager, hvor afgørelsen er truffet af Told- og Skattestyrelsen, da det er udelukket, at der kunne versere sager om told eller afgifter afgjort uden læge retsmedlemmer for domstolene den 1. november 2005, hvor afgørelsen var truffet af Landsskatteretten.

Advokaten har om Skatteministeriets Departements udtalelse anført, at det er meningsløst i meddelelsen af 2. februar 2006 (SKM2006.48.DEP) at omtale sager, der verserede pr. 1. november 2005, hvis der dermed ikke er ment sager, hvor afgørelsen er truffet af Told- og Skattestyrelsen. E-mailen af 23. januar 2007 er således i god overensstemmelse med det, der kan udledes af meddelelsen, hvis denne skal give nogen fornuftig mening.

E-mailen af 23. januar 2007 er sammenholdt med meddelelsen udtryk for en autoritativ fortolkning af skatteforvaltningsloven.

Denne autoritative fortolkning er bindende for myndighederne og kan alene tilbagekaldes med fremadrettet effekt. Skatteministeriets - i hvert fald indtil den 11. februar 2008 gældende - fortolkning af omkostningsgodtgørelsesbestemmelserne i skatteforvaltningsloven skal således lægges til grund i denne sag, således at klageren får godtgjort de i denne sag omhandlede omkostninger med 50 %.

Endelig har e-mailen af 23. januar 2007 været egnet til at skabe en berettiget forventning hos klageren for så vidt angår klagerens omkostninger til ansøgning om omkostningsgodtgørelse og påklage af afslaget til Landsskatteretten, idet disse udgifter alene er afholdt i tillid til denne autoritative fortolkning, hvorefter klageren utvivlsomt har ret til omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indtil den 1. november 2005 fremgik reglerne om omkostningsgodtgørelse af den nu ophævede skattestyrelseslov. Med virkning fra 1. november 2005 er reglerne om omkostningsgodtgørelse videreført i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 1, nr. 2, og stk. 2 og 3, fremgik følgende:

"Godtgørelse ydes

...

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told og afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2."

Afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede klagesager findes nu i skatteforvaltningslovens § 55. Af denne bestemmelses stk. 1, nr. 1, og stk. 2 og 3, fremgår følgende:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

.....

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2."

Af bemærkningerne til denne bestemmelse i skatteforvaltningsloven fremgår, at den er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 33 D.

Skatteministeriets Departement udsendte den 2. februar 2006 (SKM2006.48.DEP) en meddelelse vedrørende en henvendelse fra en revisor, der havde spurgt, om skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, også omfattede sager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som behandledes i Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Af meddelelsen fremgår bl.a. følgende:

"Som det fremgår af § 55, stk. 3, er formuleringen i forhold til tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 3, blevet ændret, idet der som godtgørelsesberettigede domstolssager henvises til domstolsprøvelse af afgørelser i de sager, som er nævnt i stk. 2. Som det er nævnt ovenfor, omfatter stk. 2 sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, som afgøres i Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

På den baggrund fandt Skatteministeriet ved besvarelse af revisorens spørgsmål, at der ikke var grundlag for at afskære omkostningsgodtgørelse i de domstolssager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har afgjort uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Skatteministeriet fandt dog, at en forudsætning for, at omkostningsgodtgørelse kan ydes i disse sager, er, at den pågældende domstolssag var verserende pr. 1. november 2005 eller senere. Det skyldes, at de pågældende sagstyper før denne dato ikke var godtgørelsesberettigede."

Med ikrafttræden af skatteforvaltningsloven den 1. november 2005 fik Landsskatterettens præsident i lovens § 13, stk. 3, bemyndigelse til at bestemme, at klager over visse afgørelser skulle afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer.

Loven indeholder i kapitel 20 ikrafttrædelses-, overgangs- og delingsbestemmelser. For så vidt angår overgangsbestemmelser i relation til omkostningsgodtgørelse er der alene i § 62, stk. 11, en bestemmelse om, at der fortsat gives omkostningsgodtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, i sager som nævnt i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., såfremt sagen verserede i Told og Skat pr. 1. november 2005.

Den sag om tilbagebetaling af registreringsafgift, som klageren indbragte for Østre Landsret ved stævning af 22. juni 1999, var omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 2.

Der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sagen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 3.

Der er hverken i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, i lovens overgangsbestemmelser til loven eller i forarbejderne belæg for at antage, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i sager omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 2, hvor domstolssagen verserede den 1. november 2005.

Der er derfor ikke lovhjemmel til at yde godtgørelse af de omhandlede udgifter.

For så vidt angår Skatteministeriets Departements meddelelse af 2. februar 2006 bemærkes, at den fastslår, at der - uanset bemærkningerne til loven - med skatteforvaltningslovens ikrafttræden er sket en udvidelse af omkostningsgodtgørelsesordningen, idet § 55, stk. 3, giver ret til godtgørelse af udgifter til domstolsprøvelse af afgørelser, der tidligere blev behandlet af Told- og Skattestyrelsen, men som efter den 1. november 2005 afgøres af Landsskatteretten uden medvirken af læge retsmedlemmer.

Sidste afsnit i denne meddelelse er derfor uden mening, idet der i sagens natur ikke den 1. november 2005 kunne versere domstolssager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten havde afgjort uden medvirken af læge retsmedlemmer.

Da afsnittet således er uden mening, kan klageren ikke støtte ret på denne del af departementets meddelelse.

For så vidt angår departementets tilkendegivelse af 23. januar 2007 bemærkes, at det blandt andet er en betingelse for at anse en tilkendegivelse fra en forvaltningsmyndighed for bindende for myndigheden, at tilkendegivelsen har haft indflydelse på de dispositioner, som den, der har modtaget tilkendegivelsen, har foretaget. En tilkendegivelse er således ikke bindende for en myndighed, hvis tilkendegivelsen er afgivet på et tidspunkt, hvor den disposition, som tilkendegivelsen vedrører, allerede er foretaget.

Departementets tilkendegivelse i e-mailen af 23. januar 2007 til klagerens advokatfirma vedrører muligheden for at få omkostningsgodtgørelse i den sag ved Østre Landsret, som blev hævet af klageren den 9. august 2006. Tilkendegivelsen angår således en disposition, som allerede er foretaget. Dermed har tilkendegivelsen ikke haft indflydelse på klagerens disposition vedrørende indbringelse af sagen for Østre Landsret, og klageren blev således heller ikke forud for indbringelsen af sagen for Østre Landsret bibragt en berettiget forventning om, at udgifterne til sagkyndig bistand ville blive godtgjort helt eller delvist af staten.

Tilkendegivelsen er derfor ikke bindende for Skatteministeriets Departement, og klageren kan således ikke støtte ret på tilkendegivelsen i denne klagesag.

Tilkendegivelsen kan endvidere ikke anses for en autoritativ fortolkning af reglerne om omkostningsgodtgørelse, som er bindende for Landsskatterettens vurdering i denne sag.

Det er derfor med rette, at klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Østre Landsret ikke er imødekommet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Det bemærkes, at Landsskatteretten under behandlingen af denne sag ikke har mulighed for at tage stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til at få godtgjort omkostninger afholdt i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse og nærværende klagesag.