Parter

A
(advokat Michael Juul Eriksen ved advokatfuldmægtig Jan Schneider)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Bekker Henrichsen ved advokatfuldmægtig Gunvor Sundgaard Larsen)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Stig Glent-Madsen og Peter Buhl

Denne sag, der er anlagt 17. januar 2006, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, er indkomstskattepligtig af et beløb på 46.024,85 DM, han modtog i 2000. Beløbet svarer til 175.400 kr.

Påstande

A har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans skattepligtige personlige indkomst for indkomståret 2000 nedsættes med 175.400 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Den 26. oktober 2005 stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse om at forhøje As skattepligtige personlige indkomst for 2000 med 175.400 kr.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår bl.a.

"...

Sagens oplysninger

I 2000 udbetalte det danske selskab H1 A/S 100.000 tyske mark (DM) til klageren og en tysk statsborger. Beløbet blev udbetalt som led i et forlig vedrørende retten til at bruge navnet H1 i Tyskland.

Skattemyndigheden fik kendskab til H1 A/S's betaling af beløbet via den lokale avis og kontaktede H1 A/S og fik bekræftet, at forligsbeløbet var blevet udbetalt.

Som følge af, at der verserede politimæssige undersøgelser vedrørende andre af klagerens indkomstforhold, blev der først rettet henvendelse til klageren om den pågældende betaling i maj 2003. Efter omfattende korrespondance med den kommunale skattemyndighed meddelte klageren den 17. oktober 2003, at han ikke havde modtaget noget beløb fra H1 A/S i Danmark. Myndigheden fastholdt imidlertid sin opfattelse og fremsendte som følge heraf agterskrivelse den 5. marts 2004 med en indsigelsesfrist på 15 dage. Som svar herpå fremsendte klageren et brev dateret den 15. marts 2003, hvor han oplyste, at han på intet tidspunkt havde modtaget et beløb på 100.000 DM af H1 A/S, men at han havde modtaget 46.024,85 DM, og at det var H1 Benelux B.V. der havde udbetalt pengene. Beløbet blev indsat på klagerens private konto i F3-Bank i Tyskland den 10. maj 2000.

Klageren anførte i øvrigt, at H2 GmbH afholdt alle udgifter til advokat, opstart af H1, rejseaktiviteter m.v. fra 1996 til 2000. G1 havde anmodet om, at han tilbagebetalte beløb, som han havde fået udlagt, og han tilbagebetalte beløbet kontant den 26. september 2000.

Klageren fremsatte i samme forbindelse en forespørgsel vedrørende skattepligten i perioden 1996 til 2002, eftersom klageren var af den opfattelse, at han ikke skulle betale skat til både Danmark og Tyskland.

...

Myndigheden afsagde den 19. marts 2004 kendelse i sagen, hvor beløbet på 46.024,85 DM á kurs 381,10. eller 175.400 kr. blev anset for skattepligtig indkomst i medfør af afskrivningslovens § 40, stk. 2 og 6, samt personskattelovens § 3, stk. 1. Endvidere anførte skattemyndigheden følgende:

"Du har ved flere breve ultimo 2003 stillet spørgsmål vedrørende dine skattepligtsforhold. Du har senest i brev af 15. marts 2004 anmodet skatteafdelingen om at fremsende skriftlig forespørgsel til de tyske skattemyndigheder. Det kan oplyses, at skatteafdelingen er ved at undersøge spørgsmålet. Der er på nuværende tidspunkt sendt forespørgsel til Tyskland. Som sagen foreligger på nuværende tidspunkt er der dog ikke grundlag for at antage, at skattepligtsforholdene har været anderledes end det, der har fremgået af dine selvangivelser for de nævnte år, hvilket er fuld skattepligt til Danmark.

Der vil senere blive fremsendt brev vedrørende dette."

Den 23. marts 2004 modtog myndigheden et brev fra klageren. Han vedlagde kopi af en bekræftelse, udstedt af H2 GmbH's bogholderi, der skulle vise, at selskabet den 26. september 2000 havde modtaget 46.000 DM fra ham til dækning af omkostninger, som selskabet havde afholdt i perioden 1996 til 2000 vedrørende opstart af "H1" i Tyskland.

Den 26. marts 2004 fremsendte klageren yderligere et brev, hvor han anførte, at myndigheden ikke havde overholdt tidsfristerne i forbindelse med fremsendelse af kendelsen den 19. marts 2004. Sagen blev herefter påklaget til skatteankenævnet.

I anledning af klagen til skatteankenævnet har skatteforvaltningen udtalt følgende:

"...

Ad 1)

Såfremt det var korrekt, at klageren havde betalt 46.000 DM tilbage til H2 GmbH, ville der ikke være noget væsentligt beløb, der kunne beskattes.

Som nævnt har såvel bagmandspolitiet som skatteafdelingen gennemgået det beslaglagte regnskabsmateriale fra H2 GmbH - herunder for året 2000. Den nu fremlagte kopi af en kvittering/bekræftelse, der ikke indeholder specifikationer af/nærmere oplysninger om, hvad der er, klageren skal betale 46.000 DM for, skulle være udstedt af H2 GmbH den 26.9.2000 og er underskrevet af selskabets kontordame, NR. Der er ikke fundet nogen kopi af denne kvittering/bekræftelse ved gennemgangen af selskabets korrespondance.

Der fremgår heller ingen indbetaling på 46.000 DM i kontanter på fra A af selskabets kassebogføring i 2000.

Der ses heller ingen indsætning af 46.000 DM i kontanter på selskabets bankkonti - konto nr. ... i F1-Bank og konto nr. ... i F2-Bank i Tyskland - i andet halvår 2000.

Der ses heller ikke hævning på 46.000 DM på klagerens - aldrig selvangivne - konto nr. ... i F3-Bank i Tyskland i 2000. Derimod kan indsætningen på de nævnte 46.024,85 DM konstateres på denne konto (10.5.2000)

Det kan endvidere oplyses, at der heller ikke er konstateret nogen indbetaling fra MK til H2 GmbH på 46.000 DM. Han skulle vel også indbetale et sådant beløb, hvis As påstand skal give nogen mening.

Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den fremlagte kvitterings/bekræftelsesindhold ikke er korrekt.

...

Ad 3

Grundlaget for det af klageren fremførte, må være Finanzamtets brev af 18.10.01 til klageren. Dette brev er vedhæftet som kopi til kopi af hans brev af 17.10.2003 til skatteafdelingen ved indgivelsen af klagen til ankenævnet - men ikke ved fremsendelsen til skatteafdelingen i sin tid.

Frau SS, Finanzamtet, fremfører i dette brev, at As arbejdsindkomst som Geschäftsfurer i H2 GmbH skal beskattes i Tyskland. Hun henviser i den forbindelse til dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 16 (2).

Skatteafdelingen er enig heri. Dette medfører dog ikke, at klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Klageren har siden 25.3.1989 været gift med BB. Hun har siden 1.10.1988 stået tilmeldt på adressen ..., Danmark. Denne ejendom har hun ejet siden 1.3.1989. Klageren har stået tilmeldt samme adresse siden 16.1.1996 -31.12.1999 og fra 03.06.2002 og fremefter. I perioden 31.12.1999 - 03.06.2002 stod han tilmeldt på adressen ..., Tyskland (H2 GmbH's firma-adresse). Under henvisning hertil er han til dato blevet anset for fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Den nævnte Frau SS, fra Finanzamtet, blev den 16.10.2003 afhørt af dansk og tysk politi i forbindelse med nævnte ransagningssag. Følgende fremgår bl.a. af politirapporten, der blev udarbejdet ved denne lejlighed:

"Hun havde den 4. og 5.4.2001 været på revision af lønskat hos H2 GmbH. A blev ved den lejlighed forespurgt om hans faktiske opholdssted respektive hans tilmeldingsretlige forhold. Han oplyste i den forbindelse, at "han var tilmeldt med postadresse på firmaets kontor, nemlig ..., Tyskland. Men rent faktisk var det således, at han regelmæssigt overnattede på byggepladserne og vendte tilbage til sin faktiske bopæl i Danmark i weekenden."

Under disse omstændigheder anså Finanzamtet ikke A for fuldt skattepligtig til Tyskland.

Derimod anså Finanzamtet klageren for begrænset skattepligtig af det vederlag, han havde modtaget fra H2 GmbH i egenskab af Geschäftsfuhrer. Dette vederlag havde han til og med 31.12.1999 faktureret til H2 GmbH gennem sin personligt ejede virksomhed, H3 Consulting, Danmark. Derfor havde man krævet tysk skat af disse vederlag, som han har selvangivet til Danmark i disse år. Han har selvangivet vederlaget for 2000 i Tyskland, idet han blev lønmodtager i G1 GmbH fra primo 2000.

Der har hersket en vis tvivl, om Finanzamtet vil fastholde sit krav om betaling af tysk skat af det nævnte vederlag, som til og med 1999 er faktureret af H3 Consulting. Derfor er Finanzamtet blevet spurgt igen. Dette spørgsmål er pt. ikke besvaret af de tyske skattemyndigheder.

Derimod er der ikke tvivl om klagerens skattepligtsforhold, jf. ovenfor. Han har hele tiden været fuldt skattepligtig til Danmark og alene begrænset skattepligtig til Tyskland.

Han har da også i alle årene selvangivet som fuldt skattepligtig til Danmark (såvel den danske som den tyske indkomst) - med ret til nedslag i det omfang, der har været betalt tysk skat. Han har i den forbindelse foretaget fradrag for befordring mellem Danmark og Tyskland i et omfang, der svarer til kørsel tur/retur i weekenderne.

Skatteankenævnets afgørelse

...

Skatteankenævnet har stadfæstet den kommunale skatteforvaltnings afgørelse, hvorefter klagerens ansættelse på det omhandlede punkt er forhøjet med 175.400 kr..

...

Vedrørende spørgsmålet om beskatningen af 175.400 kr. har nævnet bemærket, at det modsvarende beløb i DM er indsat på klagerens bankkonto. Det er ikke dokumenteret af klageren, at det pågældende beløb, eller en del af dette, efterfølgende er blevet betalt til det tyske selskab H2 GmbH. Det af klageren fremlagte bilag dateret 26.09.2000 vedrører ikke indbetaling af en del af beløbet fra H1 A/S, Danmark, men udligning af et tilgodehavende beløb pr. 03.01.1996 bl.a. vedrørende rejse og "PR" omkostninger.

Nævnet har endvidere anset klageren for at være fuld skattepligtig til Danmark i indkomståret 2000. De af klageren fremlagte dokumenter findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Nævnet har endvidere bemærket, at det godt kan være korrekt, at klageren både skal betale skat til Danmark og Tyskland, men at den samlede skat efterfølgende kan korrigeres efter de særlige regler herom i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland eller efter de særlige kreditbestemmelser i ligningsloven. Forholdet er imidlertid ikke omfattet af skatteforvaltningens afgørelse og heller ikke af klagen, og ankenævnet har ikke yderligere bemærkninger hertil.

..."

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har overfor Landsskatteretten fremsat påstand om, at den afsagte kendelse er ugyldig, subsidiært at indkomsten nedsættes med 175.400 kr.

Klageren har til støtte for den principale påstand anført, at der er begået en sagsbehandlingsfejl, ...

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at han i overensstemmelse med mandatarkontrakt af 3. januar 1996 har modtaget beløbet på 46.024,85 DM som mandatar i Tyskland og derefter betalt det videre til mandanten H2 GmbH. Det er således klagerens opfattelse, at der ikke er tale om en personlig indtægt, og at indkomsten som følge heraf skal nedsættes.

Han har fremlagt kontoudskrift fra sin tyske bank, hvorefter der i perioden 19.05.2000 til 11.09.2000 er hævet checks på i alt 46.450 DM.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Vedrørende formaliteten

...

Herefter, og da der ikke er grundlag for at anse skatteankenævnets sagsbehandling for fejlbehæftet, er ansættelsen ikke ugyldig.

Vedrørende realiteten

Det følger af afskrivningslovens § 40, stk. 2, jf. § 40, stk. 6, at fortjeneste på salg af immaterielle rettigheder skal medregnes til indkomstopgørelsen i afståelsesåret. Klageren har den 10. maj 2000 modtaget 46.024,85 DM som led i en forligsmæssig løsning vedrørende retten til at anvende navnet "H1" i Tyskland. Beløbet er indsat på hans private bankkonto i Tyskland.

Det findes på det foreliggende grundlag ikke dokumenteret, at klageren efterfølgende har betalt det pågældende beløb, eller en del af dette, til H2 GmbH. Retten bemærker herved, at det ikke fremgår af kontoudskriften fra klagerens bank, hvorefter der er hævet seks checks på i alt 46.450 kr."

Brevet af 26. september 2000 fra H2 GmbH, der er underskrevet af NR, har følgende ordlyd i dansk oversættelse:

"...

Indbetaling i henhold til mandatskontrakt

Vi bekræfter hermed indbetaling af DM 46.000,(skriver: seksogfyrretusinde 00/100) i henhold til mandatskontrakt med firmaet G1 Asbestsanierung GmbH af den 03.01.1996 til dækning af firmaet H2 GmbHs omkostninger (PR-omkostninger, rejseudgifter, advokathonorar etc.)"

Mandatskontrakten mellem G1 Asbestsanierungs-GmbH (kaldet mandanten) og A og MK (kaldet mandatarerne), der er dateret den 3. januar 1996, har følgende ordlyd i dansk oversættelse:

"...

Præambel

Den efterfølgende mandatskontrakt indgås af konkurrencemæssige hensyn og tjener til beskyttelse af et patenteret varemærke.

Aftale

Mandatarerne erklærer sig indforstået med på mandantens vegne og i eget navn at lade rettighederne til navnet "H1" patentere i Tyskland for efterfølgende aktiviteter:

Bygge og anlæg, tjenesteydelser inden for bygningsvedligeholdelse, bygningssanering og bygningsrengøring, tjenesteydelser inden for sanering af brand- og slukningsvandskader, bygningssanering på grund af belastning med farlige stoffer, rengøring og funktionskontrol af tekniske indretninger, materialebearbejdelse, dvs. kalibrering af tekniske indretninger.

Efter registrering af mærket "H1" i patentregisteret overdrager mandatarerne hermed samtidig alle rettigheder og pligter, der kan bringes i relation til udnyttelse af mærket, til mandanten. Den erhvervsmæssige udnyttelse af mærket er udelukkende forbeholdt mandanten.

Alle omkostninger i forbindelse med anmeldelse og registrering af mærket er for mandantens regning. Alle eventuelle indtægter i forbindelse med det patenterede mærke skal direkte eller indirekte overføres til mandanten og er dennes ejendom.

Skulle en af mandatarerne eller begge i forening overtræde denne aftale og i eget navn eller begge i forening gøre brug af eller anvende navnerettighederne til anden side, aftales en konventionalbod på DM 100.000,00 (ethundredetusind). Begge mandatarer hæfter solidarisk for denne.

Denne aftale indgås på ubestemt tid og ophører først med udløbet af patenttiden for mærket "H1" .

Skulle en af de ovennævnte bestemmelser eller aftaler stride mod gældende ret, vælges en tilsvarende formulering, der økonomisk kan tillægges samme betydning."

Det fradrag, som A i 2000 har foretaget på sin selvangivelse for befordring, vedrører kørsel mellem Tyskland og Danmark 36 gange.

A har for landsretten fremlagt en "Modtagelseskvittering", som han har underskrevet på vegne H2 GmbH den 5. juni 2001, hvoraf fremgår, at MK har foretaget fuld tilbagebetaling af 46.024,85 DM i henhold til mandatskontrakten.

Den 2. marts 2000 afslog Valgretsnævnet at optage A på folketingsvalglisten i henhold til § 2, stk. 2, i folketingsvalgloven.

Forklaringer

A har forklaret, at han var med til at starte H2 GmbH (i det følgende H2) i 1993. H2, der tidligere har heddet G1, beskæftigede sig med blandt andet asbestsanering samt maler- og gulvarbejde. Han var direktør og beskæftigede sig med tilbudsgivning og tilsyn med byggepladser, herunder pladsernes bemanding og levering af materialer. MK blev ansat som rådgiver og stod for det administrative. De havde i 2000 i gennemsnit 4-5 byggepladser i Tyskland, og han havde ekstremt meget arbejde. Han kunne spare skat ved at registrere sig på H2s adresse i Tyskland, der er en forstad til .... Selskabet havde en lejlighed bestående af en stue, et køkken, to soveværelser og et badeværelse. Lejligheden blev brugt af ham og også af de danske underentreprenører. Han var i Tyskland en stor del af weekenderne, men han var også i Danmark for at besøge familie samt hente post og tøj. Han var stadig gift, og det var på grund af arbejdet, han var så meget i Tyskland. Hans to børn boede i Danmark. MK kan forklare, hvorfor sagen om navnet H1 omfattede dem som privatpersoner. De søgte retten til navnet H1 i Tyskland, fordi de måske senere ville bruge det. Efter en henvendelse fra H1 A/S i 1992 havde de lavet en del arbejde og foretaget nogle investeringer. Da H1 A/S blev opmærksom på, at de havde beskyttet navnet i Tyskland, anlagde H1 A/S en sag, der endte med et forlig på betaling af 100.000 DM. Pengene blev betalt til ham og MK, men ved mandatskontrakten havde de forpligtet sig til at viderebetale til H2 på grund af selskabets udgifter til advokat, flybilletter m.v. Der er ikke lavet en egentlig opgørelse af selskabets krav. Han betalte løbende pengene tilbage, da han ikke kunne betale det hele på en gang. Bogholderen NR bekræftede, at pengene var betalt tilbage. Tilbagebetalingerne foregik på den måde, at han skrev en check, som han vekslede til kontanter og afleverede til NR, der kom dem i kassen. Byggepladserne skulle bruge kontanter, og pengene kan være gået ind i en byggekasse, hvilket gør, at man ikke umiddelbart kan se, at det er ham, der har betalt pengene. Den 23. marts 2001 skrev han en notits til bogholderiet om, at mellemværendet med H1 endnu ikke var helt afsluttet. Beløbet kunne derfor endnu ikke tages med i H2s regnskab for 2001. Regnskabet i 2001 blev dog ikke afsluttet, fordi selskabet gik konkurs. Han er ikke blevet afkrævet beløbet på 46.000 DM af konkursboet.

NR har forklaret, at hun er faglært hjælper i skatteret. Hun blev i 1989 ansat på kontoret i H2, hvor hun stod for lønafdelingen og bogholderiet. Når hun modtog en check, blev den afleveret i banken og indsat på selskabets bankkonto, mens kontanter blev lagt i kassen. Kontoret var beliggende ... i Tyskland. A var på adressen 4-5 dage om ugen, hvor han boede i lejligheden ved siden af kontoret. Hun ved ikke, hvor han opholdt sig i weekenderne. Hun ved, at H2 fik navnet H1 beskyttet, og at der blev lavet en aftale om, at MK og A sammen skulle gennemføre det. Der blev ført en retssag, der endte med, at der skulle betales 100.000 DM. A og MK betalte pengene til H2. Betalingen foregik i afdrag på forskellige beløb, nogle gange 4.000 DM, nogle gange 5.000 DM. Betalingen foregik over et halvt år. Betalingen foregik på den måde, at A betalte pengene kontant. De blev ekspederet videre med det samme til forskellige byggepladskasser. De blev indført i kassebøger med de beløb, der blev betalt, og man vil kunne finde de enkelte beløb i kassebøgerne for de forskellige byggekasser. Hun fik det samme beløb af MK. Brevet af 26. september 2000 må vedrøre de 46.000 DM fra H1. Omkostningerne vedrører advokatomkostninger og rejseomkostninger, da sagen foregik i Tyskland.

MK har forklaret, at han er uddannet diplom civiløkonom. Han begyndte at arbejde med A i Tyskland for ca. 20 år siden, og senere begyndte de at samarbejde igen i selskabet H2. Han stod for salg og marketing, herunder for udviklingen af et nyt arbejdsområde med sanering, mens A stod for det tekniske på byggepladserne. Kontoret var i Tyskland, men byggepladserne var placeret i hele Tyskland, og han rejste meget rundt. Han og A mødtes næsten dagligt, og nogle gange besøgte de byggepladserne sammen. A overnattede på hotel eller i lejligheden ved kontoret. Han husker ikke, hvor ofte A var i Danmark i 2000. Han og A registrerede navnet H1. H1 A/S havde bedt dem undersøge, om de havde en mulighed på det tyske marked. H2 udførte derfor en del forarbejde, hvorefter H1 A/S meddelte, at de alligevel ikke var interesseret. Han og A blev registreret som indehavere af navnet H1, fordi et selskab hurtigt ændres som følge af lovgivningsmæssige ændringer, kapitaludvidelse m.v., og disse ændringer skulle hver gang meddeles patentkontoret. Indadtil var det imidlertid selskabet, der havde alle rettigheder. Hvis der var økonomiske fordele ved navnet, skulle de tilfalde selskabet. De 100.000 DM i henhold til forliget skulle betales til dem, men de måtte betale beløbet tilbage til H2. Tilbagebetalingen foregik på den måde, at de betalte pengene til byggekasserne på byggepladserne. Byggekasserne blev brugt til betaling for opholds- og rejseudgifter samt materialer og værktøj. I bogholderiet blev der ført en liste over hans tilbagebetaling. Pengene blev betalt tilbage i portioner. Han betalte som regel kontant, men nogle gange skrev han en check. Pengene blev givet til den ansvarlige på byggepladsen. Han kan ikke sige, om NR har fået pengene, men hun har fået afregningerne fra byggepladserne og foretaget bogføringen. Han betalte ikke de 46.000 DM på en gang, idet selskabet havde en del udgifter og ikke altid vidste, hvor mange penge, der var brug for på byggepladserne. Han og A finansierede dette, således at firmaets likviditet ikke blev belastet.

Procedure

A har i første række gjort gældende, at han ikke var skattepligtig i Danmark i indkomståret 2000. Han havde meldt flytning til de danske og de tyske myndigheder, og valgretsnævnet fandt ham ikke berettiget til optagelse på folketingsvalglisten. Det fremgår af de afgivne forklaringer, at han i 2000 udførte et meget betydeligt arbejde i Tyskland, og at han i det væsentlige overnattede der, navnlig i H2s lejlighed i Tyskland. Der er herefter i det mindste en formodning for, at han har opgivet bopælen i Danmark, og han er derfor ikke fuldt skattepligtig i Danmark. Subsidiært må han anses for at have haft bopæl i både Danmark og Tyskland. Da han endvidere må anses for at have haft midtpunktet for sine interesser i Tyskland i 2000, er han ikke skattepligtig i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland.

A har i anden række gjort gældende, at beløbet på 175.400 kr. er videreført til H2. Det fremgår af mandatskontrakten og af de afgivne forklaringer, at indtægter fra mærket H1 tilhører H2. Forligsbeløbet på 100.000 DM tilhører derfor rettelig H2. Han har modtaget en andel på 46.024,85 DM, men ved erklæringen af 26. september 2000, kontoudtog vedrørende checkhævninger og de afgivne forklaringer er det bevist, at pengene er betalt til H2. Der er derfor ikke er grundlag for at beskatte ham af beløbet.

Skatteministeriet har gjort gældende, at A i indkomståret 2000 var fuldt skattepligtig i Danmark, idet han ikke har bevist, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det kan tværtimod lægges til grund, at han havde rådighed over ejendommen ..., Danmark, hvor hans ægtefælle, som han ikke havde ophævet samlivet med, fortsat boede. Han havde endvidere postadresse i Danmark og var på bopælen 36 gange svarende til det opgjorte befordringsfradrag for kørsel mellem Tyskland og Danmark. Han havde derfor pligt til at svare indkomstskat i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at det hverken er bevist, at A har modtaget beløbet på 46.024,85 DM på vegne af H2, eller at beløbet er viderebetalt til H2.

Landsrettens begrundelse og resultat

A har ikke bevist, at han i 2000 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Landsretten har herved lagt vægt på, at han fra 1996 til den 31. december 1999 var tilmeldt folkeregisteret på sin ægtefælles ejendom, ..., Danmark, og at han igen den 3. juni 2002 blev tilmeldt denne adresse. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at hans ægtefælle, med hvem han ikke havde ophævet samlivet, forblev boende i deres fælles hjem i Danmark, og på, at A opretholdt sin postadresse i Danmark og var på adressen 36 gange i 2000 svarende til det opgjorte befordringsfradrag. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Valgretsnævnet i relation til optagelse på folketingsvalglisten har vurderet, at han ikke kunne anses for at have fast bopæl i Danmark efter folketingsvalgslovens § 2, stk. 2. A er derfor skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

A og MK var parter i retssagen i Tyskland. A modtog den 10. maj 2000 46.024,85 DM, svarende til 175.400 kr., som en del af forliget, og det er oplyst, at MK modtog et tilsvarende beløb.

Erklæringen dateret 5. juni 2001 er udarbejdet af A, og erklæringen dateret 26. september 2000 er udarbejdet af NR, der var ansat i H2. Der er ikke i øvrigt fremlagt dokumenter, der støtter, at A har betalt beløbet fra H1 A/S på 46.024,85 DM til H2. Herefter og da forklaringerne om, hvordan den afdragsvise kontante betaling af 46.450 DM skulle være foregået, forekommer usandsynlig, er det ikke bevist, at A har betalt beløbet videre til H2.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 20.875 kr. Beløbet omfatter 18.000 kr. til udgifter til advokatbistand og 2.875 kr. til materialesamling, begge beløb inklusiv moms. Landsretten har lagt vægt på sagsgenstandens størrelse og sagens karakter og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 20.875 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.