På baggrund af en konkret henvendelse fra et vandværk, har Skatteministeriets Departement og Told- og Skattestyrelsen revurderet den momsmæssige behandling af gebyrer på vandforsyningsområdet.

Efter vandforsyningslovens §§ 10 - 13 d og § 17 varetager amterne samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner en række opgaver på vandforsyningsområdet inden for kortlægning af vandressourcerne og planlægningen af udnyttelsen af samme.

Efter lovens § 52 c fastsætter amtsrådene gebyrer til dækning af amternes udgifter til amternes opgaver på vandforsyningsområdet.

Efter hidtidig praksis har gebyrerne i henhold til vandforsyningslovens § 52 c, været anset for et gebyr på udstedelsen af tilladelser til vandindvinding. Gebyret har således ikke været anset for et vederlag for amternes opgavevaretagelse inden for områderne kortlægning og planlægning.

Da udstedelse af tilladelser sker i kraft af amternes egenskab som offentlige myndigheder, har derfor ikke skullet lægge moms på gebyrerne. Efter momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, er andre statslige, amtskommunale og kommunale institutioner nemlig alene momspligtige i de tilfælde, hvor de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Da gebyrerne har været momsfrie, har amterne ikke haft fradragsret for købsmomsen vedrørende indkøb til brug for amternes opgavevaretagelse inden for områderne kortlægning og planlægning.

Vandværkerne har skullet opkræve moms i forbindelse med den betaling, som de tager for at levere vand, uanset at prisen er fastsat på baggrund af produktionsomkostninger, der også indeholder gebyret til amtet. Derimod har vandværkerne ikke haft fradragsret for købsmoms, da gebyret var momsfrit og dermed formelt set ikke indeholdt moms, der var købsmoms for vandværkerne.

Der skal fremover opkræves moms af gebyrer efter vandforsyningslovens § 52 c, i henhold til bestemmelserne i 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 5, og bilag D, og momslovens § 3, stk. 2, nr. 2, om offentlig forsyningsvirksomhed.

Skatteministeriets Departement og styrelsen finder, at gebyrer efter vandforsyningslovens § 52 c, skal betragtes som et vederlag for amternes samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuners varetagelse af opgaver indenfor kortlægning og planlægning på vandforsyningsområdet.

Der er blandt andet lagt vægt på, at tilladelsesgebyret også skal betales i forbindelse med indvinding, der efter ikrafttrædelsesbestemmelser mv. i vandforsyningslovens § 86 ikke kræver tilladelse. Der er endvidere lagt vægt på, at visse grundejere på nærmere betingelser ikke er forpligtiget til at indhente tilladelse til vandindvinding, jf. vandforsyningslovens § 18. Primærkommunerne kan endvidere i visse andre tilfælde udstede tilladelse til vandindvinding, jf. vandforsyningslovens § 19.

Da den fremtidige praksis er fastlagt med udgangspunkt i andre hensyn end hidtil indenfor den foreliggende lovgivning, har den ændrede praksis vedrørende den momsmæssige behandling af gebyrer efter vandforsyningslovens § 52 c, alene fremadrettet virkning.

Praksisændringen træder i kraft pr. 1. april 2003.

Amterne skal opkræve moms af gebyrer, som amterne opkræver den 1. april 2003 eller senere.

Amterne kan tage fradrag for købsmoms vedr. indkøb af varer og ydelser, der rent faktisk er leveret den 1. april 2003 eller senere til brug for opgaverne vedrørende kortlægning og planlægning. Der henvises til Momsnævnets afgørelse i TfS 1997, 449, der finder tilsvarende anvendelse på praksisændringer, der alene har fremadrettet virkning.