Forkyndelse kan ske enten overfor hver enkelt skyldner efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 (individuel forkyndelse) eller ved bekendtgørelse i de mest almindelige dagblade, jf. SKINDL § 9, stk. 1.
Endvidere kan udlæg foretages uden forudgående forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis dette tydeligt er angivet på et indbetalingskort, hvor beløbets størrelse og sidste rettidige indbetalingsdag er anført, jf. SKINDL § 9, stk. 2.
SKINDL § 9, stk. 2, kan også anvendes ved udlægsforretninger mod subsidiært hæftende ægtefæller ifølge Retten i Brønderslevs kendelse af 25. marts 2002 i sagen FS 3-690/2001 (fogedretskendelse).
Udlæg kan dog tidligst foretages 7 dage efter sidste rettidige betalingsdag. Gives meddelelsen efter sidste rettidige betalingsdag, kan udlæg tidligst foretages 7 dage efter afsendelse af meddelelsen.
Denne forkyndelsesform anvendes ved udlæg for selskabsskatter, B-skatter samt restskatter, og kan som anført ovenfor også anvendes mod subsidiært hæftende ægtefæller.