Parter

Karup Kommune, Aalborg Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune
(advokat Andreas Fischer)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

og

Forsvarets Bygningstjeneste
(advokat Claus Holberg)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets KA afdeling den 22. maj 2001.

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Torben Melchior, Per Sørensen, Jørgen Nørgaard og Jytte Scharling.

Appellanterne, Karup Kommune, Aalborg Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune, har påstået dommen ophævet og sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten.

De indstævnte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, har påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse.

Kommunerne nedlagde for landsretten følgende realitetspåstande:

1. De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens kendelser af 22. juni 1999 vedrørende de militære flyvestationer beliggende i de sagsøgende kommuner er ugyldige.
   
2. De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 af de militære flyvestationer i de sagsøgende kommuner skal ske i overensstemmelse med den af vedkommende Told- og Skatteregion foretagne vurderingsansættelse efter Ligningsrådets afgørelse af 28. januar 1997.

Bestemmelsen i § 7, nr. 3, om befæstningsanlæg blev indsat i vurderingsloven ved lov nr. 179 af 23. juni 1956. Det hedder i bemærkningerne til § 7 (Folketingstidende 1955-56, tillæg A, spalte 1067):

"Ved spørgsmålet om, hvilke ejendomme der bør holdes udenfor vurderingen, må afgørelsen formentlig bero på, om ejendommene efter deres art ikke kan være genstand for almindelig omsætning, fordi de ikke har selvstændig økonomisk værdi, således at der ikke er holdepunkter for en værdiansættelse på grundlag af salgsværdien . ... Den omstændighed alene, at man ikke vil opkræve ejendomsskatter af en ejendom, kan ikke tilstrækkeligt begrunde, at ejendommen undtages fra vurderingen, idet en vurdering af ejendommene vil kunne være af interesse af anden grund, i hvilken henseende bl.a. skal henvises til den dækningsafgift, som kommunerne i henhold til lovgivningen om kommunal ejendomsbeskatning opkræver af visse ejendomme, der er fritaget for ejendomsskat til kommunen ..."

Bestemmelsen i vurderingslovens § 42 om en ejers adgang til at påklage ansættelsen af andres ejendom fik ved lov nr. 207 af 16. maj 1984 følgende formulering:

"En ejer kan også påklage ansættelsen m.v. af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse heri."

I bemærkningerne hertil hedder det (Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, spalte 2700):

"Bestemmelsen i § 42, stk. 1, 5. pkt., vedrører en ejers adgang til at påklage kontantantansættelsen m.v. af andres ejendom. Med den foreslåede ændring er bestemmelsen bragt på linie med den indskrænkende fortolkning, som landsskatteretten har lagt til grund for reglens anvendelse. Efter ændringen kan kommunerne fortsat påklage vurderingen af ejendomme, hvori de har en særlig interesse, f.eks. saneringsejendomme eller ejendomme, der er omvurderet i medfør af vurderingslovens § 4 A, og som kommunerne kan blive pligtige at overtage i medfør af loven om frigørelsesafgift."

Ved lov nr. 378 af 18. maj 1999 fik § 42 den formulering, der var gældende ved Landsskatterettens afgørelse af 22. juni 1999. Ved loven blev som et nyt - 5. - punktum umiddelbart efter punktummet vedrørende påklage af vurderingen af andres ejendom indsat følgende bestemmelse:

"En kommune kan påklage vurderingen af fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri."

Denne ordlyd svarede til ordlyden af § 23, stk. 3, 5. pkt., i skattestyrelsesloven, således som denne var blevet affattet ved lov nr. 824 af 19. december 1989. I bemærkningerne til denne bestemmelse hedder det bl.a. (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 248):

"Efter de gældende regler kan en kommune påklage vurderinger af en ejendom, hvori kommunen har en særlig retlig interesse, f.eks. p.g.a. byplanlægning eller lignende."

Bestemmelsen i vurderingslovens § 42, stk. 1, 5. pkt., om kommuners adgang til klage over vurderinger er nu ændret ved lov nr. 983 af 7. juni 2001 og er herved blevet affattet således:

"En kommune kan endvidere påklage vurderingen af en ejendom, som kommunen i medfør af lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage."

Det hedder i bemærkningerne hertil (Folketingsåret 2000-01, lovforslag L 183, side 16):

"Den foreslåede ændring angår rækkevidden af kommunernes adgang til at klage over en ejendomsvurdering.

Den gældende bestemmelse i § 42, stk. 1, 5, pkt., blev indsat i 1994 for at skabe overensstemmelse med de tilsvarende regler i skattestyrelsesloven om klageadgangen til Landsskatteretten. Bestemmelsen har imidlertid givet anledning til usikkerhed, hvilket til dels skyldes, at den skattestyrelseslov, som reglen i § 42, stk. 1, 5. pkt., er udformet efter, blev gennemført under andre forudsætninger, hvad angik ejendomsvurderingen, end dem forslaget ... byggede på: I den nye skattestyrelseslov af 1998 er klagereglerne disponeret anderledes end i 1989-loven, og kredsen af klageberettigede er ikke opregnet på samme måde som tidligere. Da vurderingsloven således ikke længere er bundet af den udformning, skattestyrelsesloven havde, findes tiden inde til at tydeliggøre, at § 42, stk. 1, 5. pkt., er et supplement til de regler, der gælder for ejere af fast ejendom, samtidig med at det præciseres, hvilke tilfælde bestemmelsen er møntet på. Der tilsigtes således ingen realitetsændring i forhold til gældende ret."

Højesterets bemærkninger

Det må for kommunernes søgsmålsret i denne sag være afgørende, om de var klageberettiget efter den dagældende lovgivning.

Efter de dagældende bestemmelser i vurderingslovens § 42, stk. 1, 5, pkt., og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt., kunne en kommune påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen "har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri". Hverken efter ordlyden eller efter forarbejderne var klageadgangen begrænset til kun at omfatte tilfælde, hvor kommunen i medfør af lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, jf. herved folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg A, spalte 2700 og Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 248.

Efter § 23, stk. 1, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme kan kommunalbestyrelsen bestemme, at bl.a. ejendomme, der tilhører staten og er fritaget for kommunal grundskyld efter lovens § 7, skal betale dækningsafgift som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunerne. Det er en forudsætning for opkrævning af dækningsafgift, at ejendommen er vurderet, og det fremgår af forarbejderne til vurderingslovens § 7 om undtagelse af ejendomme fra vurdering, at en vurdering - selv om man ikke opkræver ejendomsskatter af en ejendom - kan være af interesse for kommunernes opkrævning af dækningsafgift, jf. Folketingstidende 1955-56, tillæg R, spalte 1067.

Landsskatterettens kendelse af 22. juni 1999 om fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i vurderingslovens § 7 betød, at flyvestationerne ikke længere kunne pålægges dækningsafgift, og indebar således en begrænsning af kommunalbestyrelsernes adgang til at disponere efter § 23 i den kommunale ejendomsskattelov.

På denne baggrund finder Højesteret, at kommunerne ved anfægtelsen af vurderingsafgørelsen - ud over varetagelsen af deres almindelige økonomiske interesse i provenuet af ejendomsskatter m.v. - har haft en "særlig retlig interesse" i at få en prøvelse af fortolkningen af vurderingslovens § 7, nr. 3.

Højesteret tager derfor kommunernes påstand om hjemvisning til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.

I sagsomkostninger for Højesteret skal de indstævnte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, in solidum til appellanterne, Karup kommune, Aalborg Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale i alt 600.000 kr.

Spørgsmålet om sagsomkostninger for landsretten afgøres af landsretten i forbindelse med sagens fortsatte behandling.