Parter

A
(Advokat. Claus N. Kristiansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kaspar Lehmann Bastian)

Afsagt af landsdommerne

M. Stassen, Jan Uffe Rasmussen og Henrik Waaben (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 14. december 1998, angår spørgsmålet, om tab på tilgodehavender er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6.

Sagsøgeren, A, har efter sin endelige påstand, påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren i sin personlige indkomst for 1994 og 1995 kan fradrage sine tab på tilgodehavender hos F1 ApS under konkurs, hvorved skatteligningen for de tilsvarende indkomstår hjemvises til fornyet behandling i overensstemmelse hermed.

Sagsøgte har endeligt nedlagt påstand om frifindelse.

Landsskatteretten afsagde den 16. september 1998 kendelse, hvoraf blandt andet fremgår:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1994
Personlig indkomst
Tab på tilgodehavende i F1 ApS ikke anerkendt som driftstab, idet tabet er anset at udgøre et ikke-fradragsberettiget tab på privat udlån, jf. SL § 6	170.000 kr.
Indkomståret 1995
Personlig indkomst
Tab på tilgodehavende i F1 ApS ikke anerkendt som driftstab, idet tabet er anset at udgøre et ikke-fradragsberettiget tab på privat udlån, jf. SL § 6	44.070 kr.

Sagen har været forhandlet telefonisk med klagerens repræsentant.

Det fremgår af oplysningerne, at klageren er uddannet civilingeniør og har sin hovedbeskæftigelse som sådan gennem et af ham selv ejet selskab.

I december 1992 startede klageren den personligt drevne virksomhed H1 (herefter benævnt "H1"). Det er således oplyst, at H1 i henhold til fakturaer af 30. december 1992 købte et mobiltelefonlager for 60.577 kr. og et B&O-varelager for 104.758 kr. H1 købte endvidere inventar for i alt 230.000 kr. Sælgeren af aktiverne var F1 ApS, Høng (herefter benævnt "F1 ApS"). Dette selskab drev forretningen F2.

Klagerens broder, JJ, og klagerens fader, JS, var begge hovedaktionærer i F1 ApS. Klageren var selv bestyrelsesmedlem i selskabet.

Der er fremlagt kopi af leasingkontrakt af 30. december 1992 med H1 som ejer (udlejer) og F1 ApS som bruger (lejer) af nærmere specificeret inventar. Inventaret er det samme som H1 samme dato havde købt af F1 ApS. Som vederlag for brugsretten af inventaret skulle F1 ApS betale en månedlig afgift på 6.171 kr. (ex. moms) til H1, første gang den 28. februar 1993.

Den 31. december 1992 blev der i henhold til fremlagt kopi af konsignationsaftale mellem H1 som kommittent og F1 ApS som kommissionær indgået aftale om H1's levering af nyt radio- og TV-udstyr samt mobiltelefoner af mærket B&0 til F1 ApS. Salget skulle i henhold til konsignationsaftalens § 2 foregå fra et af H1 lejet andel af butiksarealet i F2. I henhold til konsignationsaftalens § 3 skulle konsignationseffekterne specificeres, prisfastsættes og registreres såvel ved levering som ved salg og F1 ApS skulle ved udgangen af hver uge afregne ugens salg med fradrag af den provision, der tilkom F1 ApS. Ligeledes hver uge skulle H1 foretage kontroloptælling og begge parter skulle underskrive beholdningsliste.

I henhold til konsignationsaftalens § 5 skulle F1 ApS' provision aftales løbende for 3 måneder ad gangen. Provisionens nærmere størrelse fremgår således ikke af konsignationsaftalen.

I henhold til konsignationsaftalens § 6 kunne aftalen opsiges af F1 ApS med 14 dages varsel, medens H1 kun kunne opsige aftalen med 6 måneders varsel.

I en allonge til konsignationsaftalen blev der samtidig indgået aftale mellem Jacobsen ApS som udlejer og H1 som lejer, om H1's leje af ca. 27 kvm. butiksareal i F2. Den årlige leje inkl. lys, varme m.v. var fastsat til 27.000 kr. Lejen afregnedes i henhold til aftalens § 8 månedligt bagud ved modregning i den provision som tilkom F1 ApS i henhold til konsignationsaftalen.

Det fremgår videre af oplysningerne, at nye varer blev købt af F1 ApS hos selskabets sædvanlige leverandører og derefter videresolgt til H1. Årsagen til denne konstruktion var efter det oplyste, at B&O ikke ville acceptere H1 som forhandler.

Alle afregninger mellem parterne gennemførtes som posteringer på mellemregningskonti. Der foretoges således ikke fysiske betalinger af mellemværenderne, heller ikke vedrørende leasingydelser og husleje.

I 1993 foretoges modregning med 850.000 kr. Ultimo 1993 udgjorde H1's tilgodehavende hos F1 ApS herefter 128.429 kr., medens H1 samtidig havde en gæld til F1 ApS på 21.557 kr.

Ultimo 1994 udgjorde H1's tilgodehavende hos F1 ApS 280.789 kr.

Den 12. december 1994 gik F1 ApS i betalingsstandsning. Selskabet gik konkurs den 29. september 1995.

Det er oplyst, at F1 ApS' aktiviteter ved købsaftale af 19. september 1995 blev solgt til JM, der er ægtefælle til JJ. JM købte herved varelageret af H1 for 155.026 kr.

Ultimo 1995 udgjorde H1's tilgodehavende hos F1 ApS 258.952 kr.

Det er i øvrigt oplyst, at der ikke blev tilskrevet renter på H1's tilgodehavende hos F1 ApS og at klageren ikke har forsøgt at inddrive tilgodehavendet. I perioden fra mellemværendets start og frem til betalingsstandsningen den 9. december 1994 er der kun foretaget en egentlig kontant betaling med 10.000 kr. den 4. juli 1994.

I henhold til regnskabet for H1 for 1994 har klageren som hensættelse til tab på debitorer fratrukket 170.000 kr. vedrørende tilgodehavendet hos F1 ApS.

I henhold til regnskabet for H1 for 1995 har klageren efter regulering med den tidligere foretagne hensættelse fratrukket 44.070 kr. i tab på debitorer for dette år.

Det fremgår i øvrigt af oplysningerne, at konkursboet for F1 ApS har anlagt sag mod klageren med påstand om omstødelse af visse af de ved modregning foretagne betalinger samt vedrørende salget af varelager til JM, bl.a. med henvisning til, at konsignationsaftalen ikke har sikret H1 den stipulerede ejendomsret til aktiverne, idet betingelserne for et gyldigt ejendomsforbehold ved konsignation ikke har været overholdt mellem F1 ApS og H1.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede ansættelse for indkomstårene 1994 og 1995 ikke godkendt de foretagne fradrag med 170.000 kr. henholdsvis 44.070 kr., jf. SL § 6.

Myndighederne har herved bl.a. henset til, at de selvangivne fradrag for tab på debitorer vedrørende F1 ApS ikke kan anses at udgøre et tab på varedebitorer, men må anses at udgøre et tab på privat udlån, der ikke er fradragsberettiget, at klageren i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i F1 ApS samt familieskabet til selskabets ejere må have haft kendskab til F1 ApS' økonomiske situation såvel ved indgåelsen af aftalerne ultimo 1992 som efterfølgende, at klageren ikke har sikret afregning af sit tilgodehavende i overensstemmelse med de indgåede aftaler, hvorved nærmere er anført, at der ved afregning må forstås en kontant pengestrøm til udligning af en gæld eller et tilgodehavende, at klageren løbende har ladet sit nettotilgodehavende stige, at en kreditor i den situation og med tilsvarende kendskab til sin debitors økonomiske vanskeligheder sædvanligvis ville have sikret sig kontant afregning af sit tilgodehavende, at klageren i det hele ved håndteringen af mellemværendet med F1 ApS ikke har handlet som en kreditor sædvanligt ville have gjort i et mellemværende mellem uafhængige parter, at der således ikke er tale om normale forretningsmæssige dispositioner, at tilgodehavendet må anses at have skiftet karakter fra et løbende debitorforhold til et egentligt udlån. Der er henvist til LV 1996, E.B.2.6.5. og E.A.2.8, Bjørn m.fl., Lærebog om indkomstskat, 6. udg., s. 391.

Klagerens repræsentant har under sagens behandling for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 anerkendes nedsat med 170.000 kr., henholdsvis 44.070 kr. vedrørende tab på debitorer, jf. SL 6.

Det er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at F1 ApS havde store økonomiske problemer i 1992 som man vurderede måtte henføres til mangler ved debitorstyringen samt et for stort varelager, at debitorstyringen blev lagt i faste rammer, og at klageren på den baggrund vurderede, at det ville være en fornuftig forretningsmæssig disposition at gå ind i F1 ApS med leasing og konsignationssalg, at aftalerne blev indgået på helt sædvanlige vilkår, at der er sket betalinger i perioden, idet disse er foretaget ved modregning, der er en fuldgyldig betalingsform, at det således ikke er oprindelig gæld som henstår, at en formel inddrivelse af tilgodehavendet ikke' ville have været i H1's interesse, fordi en konkurs måtte påregnes at medføre større tab, at der er tale om et mellemværende i erhvervsmæssigt øjemed, at myndighederne har anerkendt fremgangsmåden, ligesom etableringskontomidler er anerkendt anvendt til køb af inventaret, at klageren ikke ønskede at yde broderen eller selskabet lån, men indgik de omhandlede kontrakter, fordi han med sin indgående økonomiske indsigt vurderede, at der ville foreligge gode gevinstmuligheder, at der ikke er grundlag for at støtte en afgørelse på praksis om hovedaktionærers forhold til deres selskab eller på kaution.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten finder efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, at klagerens selvangivne fradrag for tab på tilgodehavende hos F1 ApS ikke kan anerkendes, jf. KGL § 4, jf. SL §§ 4-6, men må anses at udgøre et ikke-fradragsberettiget tab på privat udlån, jf. SL § 5. Der er herved særligt henset til, at afregningerne mellem parterne foregik ved posteringer på mellemregningskonti, og at klageren på trods af, at nettotilgodehavendet hos F1 ApS var stadigt stigende, ikke betingede fremtidige leverancer af kontant betaling endsige foranledigede tilgodehavendet inddrevet eller forrentet. Landsskatteretten har herved fundet, at arrangementet primært må antages at være kommet i stand med henblik på klagerens ydelse af likviditetsmæssig bistand til det af klagerens broder og fader ejede selskab.

Den påklagede ansættelse stadfæstes.

....."

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren samt vidneforklaring af JJ, JM, økonomisk rådgiver NO, statsautoriseret revisor NC og skatterevisor Jens Ryborg, .... Kommune.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han siden begyndelsen af 1990'erne har været teknisk chef på en trykfarvefabrik. Han ejede ikke anparter i F1 ApS, men havde gennem cirka 10 år været medlem af selskabets bestyrelse. Der var tale om en familiebestyrelse, hvor de øvrige medlemmer var hans far og hans bror samt dennes ægtefælle. Der var intet aktivt bestyrelsesarbejde, men de mødtes et par gange årligt. Sagsøgeren ejede 25% af anparterne i F3 Finans ApS, som var et finansieringsselskab, der samarbejdede med F1 ApS, som var et salgsselskab drevet under navnet F2. Finansieringsselskabet finansierede leje- og købekontrakter for salgsselskabet. Risikoen for tab på debitorer lå i 1992-1993 hos salgsselskabet.

Sagsøgeren var i tiden frem mod efteråret 1992 ikke blevet orienteret om, at salgsselskabet var i økonomiske vanskeligheder. I oktober 1992 blev han imidlertid af selskabets revisor orienteret om, at der var likviditetsproblemer. Han deltog i et møde, hvor situationen blev drøftet, blandt andet på baggrund af et foreløbigt regnskab for 1992 og et budget for 1992-93. Selskabets likviditet var meget ringe, og der var en betydelig gæld, navnlig til Expert-kæden. Expert havde på det tidspunkt stoppet en hidtidig ordning med genfakturering over for salgsselskabet, dvs. at hvor faktureringen tidligere var sket fra vareleverandørerne over for Expert, som så genfakturerede over for salgsselskabet, skete dette nu direkte fra vareleverandørerne over for salgsselskabet. De holdt møder med Expert, som foreslog en "Hafnia-løsning", dvs. at de skulle trække aktiverne ud og lade selskabet gå ned, men dette ville de ikke.

Sagsøgeren var ikke interesseret i at låne salgsselskabet penge. Der blev i stedet gennemført en kapitaludvidelse i finansieringsselskabet, og han tilførte derfor dette selskab cirka 270.000 kr. Disse penge blev anvendt til at indfri gæld til salgsselskabet, der på denne måde fik tilført likviditet. De havde dengang drøftet den økonomiske risiko og havde opgjort salgsselskabets likviditetsbehov til cirka 1,1 mio. kr. På et tidspunkt omlagde de gælden til Expert, men dette skete efter, at sagsøgeren havde skudt penge ind i finansieringsselskabet. Der var tab i salgsselskabet både i 1992 og 1993, og sagsøgeren forventede et tab på cirka 160.000 kr. på debitorer for regnskabsåret 1992-93 og et driftsoverskud på mere end 300.000 kr., men det gik meget værre. Han ville ikke have foretaget investeringen, hvis han havde kunnet forudse udviklingen.

Arrangementet med leasingaftalen og konsignationsaftalen mellem sagsøgeren, gennem hans personligt drevne virksomhed H1, som blev etableret i slutningen af 1992, og salgsselskabet, blev indgået efter drøftelser i efteråret 1992. NO deltog i disse drøftelser, og sagsøgeren mener, at det var NO, der kom med ideen til arrangementet, men han blev også rådgivet af salgsselskabets revisor. Sagsøgeren forventede en fortjeneste på leasingaftalen, og at konsignationsaftalen ville give ham cirka 10% af salgsvirksomhedens omsætning af de pågældende varer. Det var aftalt, at salgsvirksomhedens provision i forbindelse med konsignationsaftalen skulle udgøre 15%. Sagsøgeren havde ikke foretaget andre tilsvarende investeringer, men det virkede som en økonomisk god ide, som han ville kunne tjene penge på, idet det var det likviditetsmæssige, der var problemet, og ikke det forretningsmæssige. Han betalte en udbetaling til salgsselskabet, men var nødt til at låne resten, som han derfor betalte hen over foråret.

Sagsøgeren havde i begyndelsen af 1990'erne investeringskontomidler for i alt ca. 140.000 kr., som han brugte på investeringerne i H1. Nogle af disse midler skulle bruges i 1992. Han havde på det tidspunkt ingen planer om at investere og havde ikke regnet med at benytte investeringskontomidlerne. Sagsøgerens bror og svigerinde havde på det tidspunkt belånt deres private ejendom. Også sagsøgerens far havde skudt penge ind i salgsselskabet, vistnok 500.000 kr.

Fra begyndelsen af 1993 overtog NO administrationen af finansieringsselskabet, og der kom mere styr på dette selskab. Det blev imidlertid også konstateret, at der var flere tab på debitorerne. I januar 1993 meddelte Expert, at ordningen med genfakturering ikke ville blive genoptaget. Han fik også i januar 1993 at vide af B&O, at han ikke kunne købe varer af B&O, således som det oprindeligt var planlagt i forbindelse med konsignationsaftalen. Dette havde han ikke undersøgt i efteråret 1992, da han gik med til arrangementet. Derfor måtte salgsselskabet købe varerne hos B&O og derefter videresælge dem til H1.

Efter at aftalerne om leasing og konsignationssalg var begyndt at løbe, viste det sig, at han ikke modtog den aftalte betaling fra salgsselskabet. Han skyldte imidlertid endnu flere penge til selskabet, og derfor bekymrede det ham ikke i starten. Alle effekter, der var omfattet af konsignationsaftalen, blev forsynet med mærkater fra H1. Sagsøgeren var som regel i forretningen et par gange om måneden for at kontrollere salget. Ud fra beholdningslister afstemte han salg og varebeholdning, og han foretog også stikprøvekontroller. Salgsselskabets provision på 15% blev afregnet ved modregning. Der skete dog også ordinære betalinger, men der blev betalt alt for lidt. Dette tog han dog afslappet i starten, eftersom han skyldte salgsselskabet penge. Da regnskabet for 1992-93 forelå, blev han klar over, at det kun var et spørgsmål om overlevelse. Salgsselskabet fik to store smæk: Først ville Expert ikke længere genfakturere salgsselskabets varekøb hos leverandørerne, og dernæst konstateredes store tab på debitorer. Tabet på debitorer var mere end 500.000 kr., hvor han havde forventet et tab på 160.000 kr.

Han rykkede mundtligt for betalingen af de forskellige ydelser. Han ville ikke have fået noget ud af at gå hårdere frem og kræve salgsselskabet konkurs, blandt andet fordi finansieringsselskabet havde kautioneret for salgsselskabets gæld, og han havde selv investeret i finansieringsselskabet. Sagsøgeren havde ikke stillet flere penge til rådighed, end han trods alt havde råd til at tabe, og der var ikke likviditet til at fortsætte. Der blev indgået forlig med konkursboet, som derved anerkendte leasingaftalen og konsignationsaftalen. Det endte med, at hans svigerinde overtog varelageret til den bogførte værdi og indtrådte i leasingaftalen. De oprettede et gældsbrev på 300.000 kr. I begyndelsen blev der betalt på både leasingaftalen og gældsbrevet, men senere gik det i stå. Sagsøgeren har ikke fået forrentet sit tilgodehavende i salgsselskabet.

Under et møde den 17. februar 1994 drøftede han med skatterevisor Jens Ryborg, .... Kommune, sit engagement. Han gik ud fra, at hvis Ryborg så problemer i det, ville han få det at vide. I maj 1994 afleverede han alt sit bogføringsmateriale, herunder fakturaer, til Jens Ryborg. Efter ca. et halvt år ringede sagsøgeren til Ryborg og fik sine bilag igen.

JJ har forklaret, at han, der er bror til sagsøgeren, har været radioforhandler siden 1979. F1 ApS blev stiftet i midten eller slutningen af 1980'erne, og bestyrelsen med blandt andre sagsøgeren blev etableret dengang. Vidnet og hans far ejede hver 50% af selskabet. De økonomiske problemer for selskabet startede tidligere end 1992. Omsætningen var for lille, navnlig fordi de ikke havde likviditet til et tilstrækkeligt stort varelager. Forretningen var med i Expert-kæden. Normalt fakturerede leverandøren til Expert, som så genfakturerede til F1 ApS.

Selskabets gæld var nået op på mellem 1,1 og 1,5 mio. kr., og de forsøgte i efteråret 1992 at få deres pengeinstitut til at hjælpe, men forgæves. De prøvede også et andet pengeinstitut, men det lykkedes heller ikke. Derefter talte de med en god ven, som ligeledes driver forretning i ...., men han kunne heller ikke hjælpe.

Endelig henvendte han sig til sagsøgeren, vistnok efter forslag fra NO, der nu skulle være økonomisk rådgiver. Det var også NO, der kom med forslag til, hvordan problemerne for salgsselskabet kunne løses med sagsøgerens deltagelse. Der blev holdt flere møder i efteråret 1992, hvori blandt andre sagsøgeren, NO, statsautoriseret revisor NC og vidnet deltog. Vidnet var mest interesseret i at skaffe kapital, men han var ikke glad for, at sagsøgeren skulle investere. Sagsøgeren stillede betingelser for at deltage, blandt andet var det en klar forudsætning, at han ville have en forrentning af den investerede kapital. Det var ikke på tale, at sagsøgeren skulle yde lån. NO blev ansat til at administrere finansieringsselskabet.

De indgik en konsignationsaftale med sagsøgeren om salg af B&Oprodukter og mobiltelefoner. Disse varer skulle sælges fra et bestemt område af forretningen og opbevares i bestemte skabe, og dette blev overholdt. De satte også H1s mærkater på varerne. Der blev ført lister over H1s varer, og sagsøgeren foretog kontrol hermed et par gange om måneden. Salgsselskabet skulle have 15% i provision. Efter at aftalerne med sagsøgeren var begyndt at løbe, rykkede sagsøgeren flere gange for betaling. I efteråret 1994 kunne forretningen ikke løbe rundt mere, navnlig på grund af afdragene til Expert.

JM har forklaret, at hun er gift med JJ og har deltaget i driften af radioforretningen siden 1979. Hun tog sig blandt andet af bogføringen. Det var primært i efteråret 1992, at de på grund af tab på debitorer fik problemer med driften. Det var nødvendigt at få tilført kapital, men deres pengeinstitut ville ikke hjælpe. De prøvede også at få hjælp fra en god ven, men forgæves. Derefter spurgte de sagsøgeren, om han ville investere i virksomheden med mulighed for at opnå en fortjeneste. Der blev holdt flere møder om det, blandt andet med deltagelse af NO. Hun var ikke selv med til alle møderne. De overvejede alle muligheder for at redde virksomheden. Sagsøgeren ville ikke bare forære dem pengene, men ville have noget ud af det. På møderne drøftede de, hvordan det kunne ske. Arrangementet med en leasingaftale for inventaret og en konsignationsaftale for en del af varerne blev drøftet under møderne, så vidt vidnet husker efter forslag fra NO. De havde også et finansieringsselskab, som de indtil da selv havde drevet. NO overtog administrationen af dette selskab.

Arrangementet med sagsøgeren blev iværksat i begyndelsen af 1993. De købte varer hos B&O og viderefakturerede over for H1. Alle sagsøgerens varer blev påført mærkater fra H1 og blev opbevaret adskilt fra de øvrige varer. Ved salget af varerne udstedte de en kreditnota til H1, med fradrag af deres provision på 15%. Der blev foretaget betalinger til H1, men ikke hver uge. Sagsøgeren kom og førte kontrol ca. hver 14. dag ud fra beholdningslister. Der skete også betalinger i henhold til leasingaftalen, blandt ved modregning, men vidnet husker ikke nøjagtigt, hvordan det foregik. Sagsøgeren rykkede dem for betaling, både telefonisk, og når han var i forretningen. Det gav adskillige gange anledning til diskussioner.

De havde i efteråret 1992 lagt et budget for 1992-93. Der var imidlertid ikke hensat beløb til så store tab på debitorer, som der viste sig at blive. Der var store tab i de år, men vidnet husker ikke de præcise årstal. Vidnet husker heller ikke størrelsen på gælden til Expert, men det var på et tidspunkt blevet aftalt, at de skulle afdrage 30.000 kr. månedligt. Dette var sket efter, at sagsøgeren var gået ind i arrangementet.

NO har forklaret, at han er bankuddannet og arbejder som selvstændig økonomisk rådgiver. Han fik på et tidspunkt i 1992 en forespørgsel om, hvorvidt han var interesseret i at overtage administrationen af F3 Finans ApS. Der blev holdt nogle møder om det, og pr. 1. januar 1993 overtog han administrationen af selskabet. Under møderne drøftede de også salgsselskabets forhold. De vurderede både omkostningerne og mulighederne for en bedre indtjening. Problemerne skyldtes først og fremmest, at omsætningen var for lille, ligesom der manglede likviditet. Hertil kom, at der var store tab på debitorer i finansieringsselskabet, hvilket han konstaterede før eller i hvert fald umiddelbart efter, at han gik ind i det.

Vidnet deltog i mange møder i efteråret 1992 og senere. Der blev udarbejdet handlingsplaner for begge selskaber. Salgsselskabet skulle tilføres kapital, og leasing-aftalen med hensyn til inventaret blev aftalt, hvilket skete til markedsvilkår. Vidnet er bekendt med konsignationsaftalen, men det er ikke vidnet, der har lavet den. Det blev drøftet på møderne, at der skulle være kontrol med overholdelsen af aftalerne.

Sagsøgeren skød penge ind i finansieringsselskabet, som blev brugt til at indfri gæld til salgsselskabet. Finansieringsselskabet kørte fornuftigt, og efter vidnets opfattelse var det ikke afgørende for selskabet, at driften af salgsselskabet kunne løbe rundt.

Der skete betalinger til sagsøgeren, men efter vidnets erindring skete det ikke rettidigt. Hvis sagsøgeren havde sat dem stolen for døren, ville forretningen være lukket. Der blev foretaget kontrol med overholdelsen af konsignationsaftalen. Kontrollen blev foretaget ud fra beholdningslister, og det skete ca. en gang om måneden. De varer, der var omfattet af konsignationsaftalen, blev opbevaret helt adskilt fra de øvrige varer.

Statsautoriseret revisor NC har forklaret, at han har været revisor for F1 ApS, så vidt vidnet erindrer fra 1990 til 1992-93. I den periode, han kendte til selskabet, manglede indtjeningen og likviditeten en del, der var dårlig styring og tab på debitorer. Expert stillede krav om hurtigere afregning end før. JJ havde optaget lån i sin private ejendom, og hans far havde også skudt penge ind i selskabet. I efteråret 1992 blev der udarbejdet et budget, der viste, at det af hensyn til afdragene til Expert var nødvendigt at skaffe likviditet. Budgettet skulle bruges til at vurdere, om selskabet kunne overleve. Vidnet mener ikke, at budgettet specifikt blev udarbejdet til brug for sagsøgeren.

Da sagsøgeren trådte til, var det mere eller mindre sidste udvej. Vidnet ved ikke, hvem der kom med ideen til aftalerne om leasing af inventaret og konsignationssalget. Vidnet mener, at det blev aftalt på forretningsmæssige vilkår med mulighed for forrentning af sagsøgerens investering.

Skatterevisor Jens Ryborg, .... Kommune, har forklaret, at formålet med hans drøftelser i 1993-94 med sagsøgeren var at vurdere, om frigivelsen af investeringskontomidler i slutningen af 1992 var berettiget. Det skulle derfor klarlægges, om der kunne siges at være etableret en virksomhed ved udgangen af 1992. Til brug herfor bad han under mødet med sagsøgeren den 17. februar 1994 om at få forevist kontrakterne mellem H1 og F1 ApS. Nogen tid efter udbad han sig bogføringsmaterialet fra H1, hvilket ligeledes var med henblik på at vurdere, om der var reelle aktiviteter i virksomheden. Bogføringsmaterialet blev afhentet af sagsøgeren igen i efteråret 1994, men vidnet erindrer ikke, hvorfor der gik så lang tid. Vidnet har ikke drøftet med sagsøgeren, hvad der skulle ske, hvis H1 gav underskud. En vurdering af eventuelle tab på debitorer ville først finde sted, når selvangivelserne for de enkelte år forelå.

H1s regnskab for 1992 viste som driftsresultat kun en mindre revisionsudgift, hvilket ikke tydede på, at der var aktiviteter. Senere modtog vidnet oplysninger om blandt andet omsætning og overskud for 1993, og da det så fornuftigt ud, mente han ikke, det kunne anfægtes, at der var etableret en virksomhed. I maj 1994 henlagde han derfor sagen.

Procedure

Sagsøgeren har gjort gældende, at han er berettiget til fradrag i overensstemmelse med den nedlagte påstand, idet der er tale om et sædvanligt erhvervsmæssigt/forretningsmæssigt forhold, som medfører, at driftstab, herunder fradrag for tab på sagsøgerens tilgodehavender hos F1 ApS, som blev undergivet konkursbehandling, er fradragsberettiget.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at .... Kommune ved en gennemgang af sagsøgerens regnskabsmateriale og kontrakter udarbejdet i forbindelse med det engagement, der har givet anledning til tabet, ikke fremkom med indsigelser med den konsekvens, at engagementet er at anse for godkendt af skattemyndighederne, idet der ikke blev fremsat nogle bemærkninger over for sagsøgeren.

Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til, at skattemyndighederne i forbindelse med gennemgangen har haft lejlighed til at bedømme betalingsmåden, som i vidt omfang skete ved modregning, og inden sagen blev henlagt, til at vurdere, at der var ophobet et tilgodehavende for sagsøgeren over for F1 ApS, uden at det gav anledning til bemærkninger fra skattemyndighedernes side. Sagsøgeren er berettiget til at forvente, at arrangementet blev vurderet som et sædvanligt erhvervsforhold med fradragsret for tabene. Havde skattemyndighederne fremsat bemærkninger hertil, kunne sagsøgeren have ændret praksis.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at der er udført retligt relevante kontrolforanstaltninger i forhold til konsignationsaftalen, at forretningsmellemværendet mellem sagsøgeren og F1 ApS ikke var båret af interessefællesskab, og at det i den forbindelse er uden betydning, at der er familiemæssige relationer mellem sagsøgeren og ejerkredsen bag F1 ApS.

Sagsøgte har gjort gældende, at det er med rette, at skattemyndighederne har nægtet sagsøgeren fradrag som sket. Fradragsbetingelserne i kursgevinstlovens § 4, jf. statsskattelovens §§ 4-6, er ikke opfyldt, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at de påståede tab er fradragsberettigede driftstab. Sagsøgte har i den forbindelse anført, at der ikke var holdepunkter for at antage, at F1 ApS kunne give en forrentning af den investerede kapital, at sagsøgeren ikke iagttog de i leasingkontrakten og konsignationsaftalen nævnte kontrolforanstaltninger, og at sagsøgeren ikke forfulgte sine krav over for F1 ApS.

Sagsøgte har videre gjort gældende, at sagsøgeren ikke er blevet bibragt nogen retsbeskyttet, berettiget forventning om, at de af ham ønskede tabsfradrag ville blive godkendt. Sagsbehandlingen i forhold til sagsøgeren kan ikke tages som udtryk for en godkendelse og dermed have skabt en retsbeskyttet, berettiget forventning om, at de påståede tab ville være fradragsberettigede.

Landsrettens bemærkninger

Sagsøgeren, der som ingeniør var og er ansat som teknisk chef på en trykfarvefabrik, overtog i slutningen af 1992 varelager og inventar fra F1 ApS, som var ejet af hans broder og fader. Inventaret blev efterfølgende leaset til selskabet, som fik varelageret i konsignation. Under henvisning hertil og til at sagsøgerens tilgodehavende hos selskabet var stadigt stigende, uden at dette gav ham anledning til at betinge fremtidige leverancer af kontant betaling eller til at kræve tilgodehavendet inddrevet eller forrentet, findes det ikke godtgjort, at de af sagsøgeren foretagne fradrag for tab på debitorer er fradragsberettigede driftstab.

Det forhold, at sagsøgerens bogføringsmateriale blev indkaldt til gennemgang hos Kommunens skatteforvaltning i forbindelse med gennemgangen af hans selvangivelse for 1992 for at påse, om betingelserne for frigivelse af investeringskontomidler var opfyldt, findes ikke, som sagen foreligger oplyst, at have givet sagsøgeren en berettiget forventning om, at tabene kunne fratrækkes som driftstab.

Herefter tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage betaler A i sagsomkostninger til Skatteministeriet 18.000 kr.