Der klages over, at udbetalt rejsegodtgørelse i forbindelse med arbejdet på Øresundsforbindelsen er anset for skattepligtig, og at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, fradrag for rejseudgifter, efter ligningslovens § 9, stk. 5, (differencefradrag).

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har anset rejsegodtgørelse, 47.503 kr. for skattepligtig.

Landsskatteretten ophæver ansættelsen.

Ligningsmæssige fradrag

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for rejseudgifter, selvangivet med 19.487 kr.

Landsskatteretten godkender det selvangivne fradrag for rejseudgifter, 19.487 kr.

Fradrag for befordring hjem/arbejde ansat til 35.640 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i forbindelse med weekends med 13.348 kr.

Sagens oplysninger

Klageren har i det pågældende indkomstår været ansat hos B A/S. Han har arbejdet på Øresundsforbindelsen som jord- og betonarbejder på den kunstige ø Peberholm.

Klageren har boet i en campingvogn på arbejdsgiverens camp i X. Arbejdsgiveren har ført den lovkrævede kontrol med, at klageren rent faktisk har overnattet i campingvognen, således at arbejdsgiveren skattefrit har kunnet udbetale rejsegodtgørelse med 265 kr. pr. overnatning.

Den daglige arbejdstid på Peberholm har været fra kl. 06.15 til kl. 18.15. Hertil kommer transporttid fra X til Y i bil og med båd fra Y til Peberholm. Båden sejlede fra Y kl. 05.45 om morgenen og fra Peberholm kl. 18.20. Sejltiden var 15 - 20 minutter. Sejltiden til og fra Peberholm blev betragtet som arbejdstid og blev honoreret med 100 kr. pr. dag af arbejdsgiveren. Denne ydelse blev beskattet.

Arbejdstiden var mandag til torsdag 13 timer pr. dag og fredag ca. 6 timer.

Skatteankenævnets afgørelse

Betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, har ikke været til stede. Rejsegodtgørelsen er derfor anset for personlig indkomst, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for befordring mellem klagerens bopæl i Z og Y Havn for 231 ture med 35.640 kr.

Afstanden mellem hjemmet i Z og arbejdspladsen på Peberholm er beregnet til 76 km. Klageren har ikke haft længere mellem hjem og arbejdsplads, end at han har kunnet køre frem og tilbage på samme dag, idet transporttiden må anses for overkommelig. Afstanden har været 76 km, og transporttiden har udgjort mindre end 1 time.

Den omstændighed, at klageren har valgt ikke at køre frem og tilbage, berettiger ikke til fradrag for rejseudgifter. Det berettiger ej heller til fradrag, at man har valgt at have lange arbejdsdage.

Det fremgår af lovhjemmelen, at der skal være tale om rejseudgifter, der er påført lønmodtageren, fordi denne på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejde ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren skal anses for at have været på rejse og derfor berettiget til skattefri godtgørelse med 265 kr. pr. dag til dækning af udgifter til kost på baggrund af følgende:

• De faktiske arbejdsforhold samt det forhold at klageren rent faktisk her været under rejse og overnattet i campingvogn i X.
• Klagerens forventning om uændret skattemæssig stilling på området i 1999 i forhold til tidligere år, hvor han har arbejdet såvel på Peberholm som andre arbejdspladser i X for den samme arbejdsgiver og i den forbindelse modtaget skattefri rejsegodtgørelse. De foretagne ændringer af de skattemæssige regler på området giver ikke noget grundlag for en ændret skærpet vurdering af, hvorvidt klageren ikke har haft behov for at overnatte i campingvogn i X.
• De stedlige skattemyndigheder har hævdet, at man kan anvende en bindende forhåndsbesked fra den 24. oktober 2000 til at afgøre praksis på området i 1999. Det kan man ikke, idet det ikke ville være rimeligt at lægge en afgørelse fra oktober 2000 til grund i en sag vedrørende 1999. Denne afgørelse er i øvrigt ikke offentliggjort, ligesom den ej heller er nævnt i Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning.
• Der henvises til en afgørelse fra Landsskatteretten af 15. november 1999. De stedlige skattemyndigheder har afvist denne afgørelse under henvisning til, at der forelå en bopælserklæring, og at den pågældende skatteyder boede alene og ikke havde nogen børn. Ligningslovens regler indeholder intet om lønmodtagerens familiære status. Bemærkningen om bopælserklæringen er heller ikke relevant, da arbejdsgiveren har ført kontrol med klagerens faktiske overnatning i X. De stedlige skattemyndigheder har herudover ikke bestridt, at klageren rent faktisk har overnattet i campingvognen i X.
• Der henvises endvidere til Landsskatterettens ikke offentliggjorte kendelse af 2. oktober 2002 (2-1-1918-0828), hvor Landsskatteretten har forudsat, at den pågældende skatteyder, der havde bopæl i X, havde været på rejse i forbindelse med sit arbejde i Y. Sagen drejede sig på dette punkt ikke om, hvorvidt klageren havde været på rejse, men alene om begyndelsestidspunktet for rejsen.

Man kan ikke udelukkende fokusere på afstanden mellem klagerens bopæl i Z og Y og den medgåede transporttid hertil. Man må ved beregningen af transporttiden også medregne den tid, der er medgået til transporten fra Y til Peberholm tur/retur.

Man må ligeledes medinddrage de meget lange arbejdsdage på 12 - 13 timer, hvortil kommer transporttiden.

Den maskine, som klageren har betjent på arbejdspladserne, var en rammemaskine, som kostede 5 mill. kr. i anskaffelse. Det har derfor været vigtigt for arbejdsgiveren, at arbejdskraften har været til stede hver dag, hvilket har forudsat stabilitet, som igen har været afhængig af, at arbejdskraften ikke har boet for langt borte fra arbejdsstedet. Hertil kommer, at rentabilitetshensyn tilsiger, at så dyre maskiner ikke henstår ubenyttede. Det er ikke så lige til at finde en afløser til at betjene en af disse maskiner, idet det forudsætter et meget indgående kendskab til maskinen at benytte den, uden at der opstår omkostningskrævende skader.

Blandt andet derfor har arbejdsgiveren indrettet camps, således at trafikale forhold ikke kunne influere på fremmødet på arbejdspladsen

Arbejdsgiveren, B A/S, har haft en forventning om at kunne udbetale godtgørelse skattefrit, idet skattemyndighederne i Ø tidligere har fokuseret meget på, om betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser var opfyldt. Efter skattemyndighedernes aktion over for arbejdsgiveren er alle krav om kontrol med de skattefri godtgørelser opfyldt.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Godtgørelse til dækning  af rejseudgifter, som påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, såfremt godtgørelsen ikke oversiger satser fastsat af Ligningsrådet. Dette fremgår af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, (lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997) og dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, (lovbekendtgørelse nr. 754 af 28. september 1999).

Fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.

Ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1998 - 35 og 1999 - 7, der er udstedt i medfør af dagældende ligningslov § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. ovennævnte cirkulærers pkt. 6.1.1.

Det må lægges til grund, at klageren i det pågældende indkomstår har arbejdet på en projektarbejdsplads, der hele tiden er flyttet i takt med færdiggørelsen af projektet, og at klageren derfor må anses for at have arbejdet på midlertidige arbejdspladser, således at klageren opfylder betingelsen om midlertidighed i dagældende ligningslovs § 9, stk. 5. Der henvises i den forbindelse til Skatteministeriets tilkendegivelser i TfS.1999.642.

Østre Landsret har i 2 lignende sager den 23. november 2005 (SKM2005.492.ØLR) afsagt dom vedrørende rejsebegrebet. Landsretten tog i dommen stilling til, hvorvidt 2 lønmodtagere, der selv havde taget direkte ansættelse på et midlertidigt arbejdssted, var omfattet af ligningslovens rejsebegreb. Landsretten fandt, at de pågældende lønmodtagere var omfattet af ligningslovens rejsebegreb i det tilfælde, hvor lønmodtagernes samlede transport- og arbejdstid oversteg 13 timer, således at lønmodtagerne ikke kunne opholde sig på deres sædvanlige bopæle i 11 timer i døgnet.

Østre Landsret udtalte endvidere, for så vidt angår den ene lønmodtager, at den omstændighed, at han ikke med sikkerhed havde godtgjort, om han for hver enkelt arbejdsdag opfyldte betingelserne for at kunne foretage fradrag for rejseudgifter, ikke kunne føre til, at han for hele perioden blev nægtet et sådant fradrag.

Det må efter det oplyste om afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdsstederne på Øresunds - projektet lægges til grund, at klageren ikke har haft mulighed af at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. dagældende ligningslovs § 9, stk. 5. Der henses herved til det oplyste om, at klageren har haft arbejdsperioder på 12 - 13 timer, hvortil kommer transporttiden.

Da retten endvidere ikke finder grundlag for at bestride klagerens oplysninger om, at han har overnattet på den af arbejdsgiveren opførte camp, anses klageren for berettiget til skattefri rejsegodtgørelse og fradrag for ophold og fortæring efter reglerne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, i overensstemmelse med sin påstand.

Klageren er endvidere berettiget til det selvangivne fradrag for befordring i weekenden mellem hjem og arbejdssted.