Parter:
A
(Advokat Dan Christian Harild)
mod
Skatteministeriet, Departementet
(Kammeradvokat v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen v/advokat Martin Henriksen).
Afsagt af landsdommerne:
Linde Jensen, Kallehauge og Jesper Muller (kst.)
Denne sag, der er anlagt den 23. maj 2000, angår de skattefradrag, som sagsøger, A, har foretaget under henvisning til en forsørgelseskontrakt over for en slægtning i Pakistan. Skattemyndighederne har ikke godkendt sagsøgers ligningsmæssige fradrag.
Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgte ikke har været berettiget til at ændre den oprindelige ansættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for årene 1987-1995 i henhold til retten til fradrag for betaling af ydelser i henhold til forsørgelseskontrakt.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Landsskatteretten afsagde den 24. februar 2000 kendelse i sagen. Af kendelsen fremgår bl.a. .
"Klager: Indkomstår: Kommune: Skatteankenævn: Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt: | A 1987 - 1995 inkl. Høje-Taastrup Høje-Taastrup
|
Ligningsmæssige fradrag | |
Indkomståret 1987 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 14 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1988 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1989 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1990 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1991 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1992 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1993 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1994 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000 kr. |
Indkomståret 1995 Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12 | 10.000kr. |
Sagen har været forhandlet med klageren, klagerens advokat samt klagerens søn under tilstedeværelse af en tolk.
Det fremgår af sagen, at klageren med virkning fra den l.januar 1987 over for sin svigerinde, B, der bor i Pakistan, påtog sig en ensidigt bebyrdende forpligtelse, i henhold til hvilken han forpligtede sig til at betale 10.000 kr. årligt for resten af hendes levetid, dog ikke mere end 10 år. Forpligtelseskontrakten er underskrevet af klageren den 1. november 1986, samt underskrevet af B ved brug af fingeraftryk den 8. november 1986. Kontrakten er attesteret af to forskellige advokater, men ikke af en offentlig myndighed.
Klagerens to sønner, født i 1963 og 1970, har fra 1987 og 1993 haft forpligtelseskontrakter med B om, at de hver skal betalte 10.000 kr. årligt.
Det fremgår endvidere af sagen, at Kongelig Dansk Ambassade i Islamabad den 17. marts 1996 har skrevet til skatteforvaltningen i Høje-Taastrup kommune, af hvilken skrivelse det fremgår:
"Vedr. sag 0207.... A
Ambassaden, repræsenteret ved (udeladt) aflagde den 13. ds.uanmeldt besøg i landsbyen Y1-by (Pakistan), i forbindelse med efterforskningen af andre sager.
Da nyderen i ovenanførte sager, B, tidligere har haft bopæl i Y1-by (Pakistan), rettede ambassaden forespørgsler til en række af landsbyens beboere. Ingen kunne erindre en indbygger ved dette navn.
Ambassaden henvendte sig herefter i den lokale filial af United Bank Limited. Her bekræftede man at man havde en kunde ved navn B. Den pågældende havde for ca. 18 måneder siden meldt flygtning til Y2-by (Pakistan), som er beliggende ca. 30 kilometer fra Y1-by (Pakistan).
Ifølge bankpersonalet bibeholdt B sin konto hos United Bank Limited, og hun indfandt sig med regelmæssige mellemrum for at hæve kontanter fra kontoen. Sidstnævnte del af forklaringen forekommer usandsynlig da det strider imod lokal skik. En muslimsk kvinde kan normalt ikke 'rejse' alene i landdistrikterne i Pakistan.
Bankens officielle stempler fremgår af vedlagte papir. Til trods for at det underskriftsstempel som er anført på bankens bekræftelse af pengeoverførsler dateret 18. februar 1996 ikke kunne lokaliseres i banken, hævdede personalet at der var tale om et ægte dokument.
Ambassadens anmodning om at få lejlighed til at se en opgørelse for B's konto blev afvist. Banken ville heller ikke oplyse om B er den eneste som kan hæve på kontoen.
Ambassaden vil under en forestående tjenesterejse til Y2-by (Pakistan) søge at aflægge besøg hos nyderen selv."
Af ambassadens skrivelse af 26. maj 1996 til skatteforvaltningen fremgår:
"Vedr. sag 0207.... A
I fortsættelse af skrivelse herfra af 17. marts 1996 kan det meddeles, at ambassaden, repræsenteret ved (udeladt) lørdag den 25. maj aflagde uanmeldt besøg på adressen 926C, X1-vej, Y2-by (Pakistan), hvor nyderen, B, har bopæl.
B blev antruffet. Til stede under samtalen var endvidere B's ægtefælle samt en fætter. Endelig var dansk statsborger, HI, som er datter af yderen, A, til stede.
B bekræftede sin 'tommeltot' på affidavit dateret 17. juli 1995, og bekræftede ligeså at hun modtog penge fra A. Anmodet om at redegøre for hvorledes pengene blev overført forblev B tavs. Forespurgt om hun havde en bankkonto i Pakistan svarede hun ja, men hun var ikke i stand til at oplyse kontoens nummer, ej heller bankens navn. Anmodet om at oplyse hvor ofte hun fik overført penge fra Danmark og hvor store beløbene var, svarede hun ca. 3 gange om året og ca. 10. -15.000 Rupees. Forespurgt om hun nogen sinde havde modtaget en overførsel på ca. 100.000 Rupees, svarede hun, under stor moro fra de tilstedeværende familiemedlemmer, nej.
Da ambassaden anmoder om at få lov til at se bankkontoudtog for nyderens konto afvises det med en kommentar om at kontoudtogene befinder sig i en bankboks.
Foreholdt at de oplysninger som ambassaden har fra Danmark ikke stemmer overens med de oplysninger som B er fremkommet med, blander såvel nyderens ægtefælle som fætteren sig i samtalen. Sidstnævnte, der ikke ønskede at opgive sit navn, siger, at "all arrangements have been made by A", og forklarer på forespørgsel, at kontoen hos UBL i Y1-by (Pakistan) er en "joint account", som står i både nyder og yders navn. Yderen, A, har en aftale med bankbestyreren i UBL-filialen i Y1-by (Pakistan), og sender de danske checks direkte til banken. Nyder, eller dennes herboende familie, er ikke involveret i overførslerne på nogen måde. Kun fætteren er bekendt med indestående på kontoen, men han ønsker ikke at opgive dette.
Nyderen, B, har et checkhæfte til bankkontoen, men kan kun trække på kontoen efter aftale med yder. A selv kan disponere direkte over kontoen.
B går aldrig i banken i Y1-by (Pakistan), men sætter istedet sin 'tommeltot' på en blank.
checkblanket. Fætteren hæver herefter et beløb og udbetaler dette til B.
Med tolkning engelsk/urdu gennem ambassadens tolk og på dansk-/urdu gennem A's datter, HI, anmoder ambassaden nyderen, B, om at bekræfte disse oplysninger. B bekræfter de af fætteren afgivne oplysninger.
De til sagen hørende originaldokumenter vedlægges."
Af ambassadens skrivelse af 21. maj 1997 til skatteforvaltningen fremgår endvidere:
"Undersøgelse af forsørgelseskontrakter kommunens J.nr.0207...., 0601..... og 1207....
Under henvisning til Høje Tåstrup Kommunes telefax af 5. maj 1997 i ovennævnte sager kan ambassaden oplyse, at (udeladt) efter aftale indfandt sig til en samtale på ambassaden med undertegnede. Tilstede var endvidere som oversætter ambassadens lokalt ansatte vice- og konsularmedarbejder (udeladt)
(udeladt) bekræftede indledningsvis, at han havde været tilstede ved ambassadens møde med fru B i maj måned 1996, og at han (udeladt)
Han bekræftede ambassadens skriftlige fremstilling i skrivelserne til kommunen af 26. maj 1996. Han oplyste, at efter ambassadens besøg var de tre Ghani'er blevet pålignet ekstraskatter i Danmark. De havde derfor ændret Bs konto i juni/juli 1996, således at der nu var tale om en konto, som kun B rådede over. Der havde dog indtil da været tale om en "joint account". Til dokumentation herfor fremlagde han et udskrevet checkhefte og et par indsættelsestalloner for konto ....-3. Disse vedlægges i kopi.
De formelle ændringer af kontoforholdet ændrede dog ikke ved det grundlæggende. Der var og havde hele tiden været tale om, at fru B's konto blot havde været et parkeringssted for pengene. Hvornår og til hvad pengene skulle bruges blev bestemt af A og hans sønner. Ikke een rupee var kommet fru B tilgode.
Fru B var i øvrigt nu blevet så træt af alle de problemer, som denne sag havde påført hende, at hun var flyttet til en anden adresse hos sin bror i Y3-by (Pakistan)
De tre (A og hans sønner) var desuden nu begyndt at sende penge til C, der var fru Bs mand. Det var en "single account".
Med hensyn til de i Høje Tåstrup Kommunes fax af 5. maj 1997 stillede spørgsmål, var (udeladt) ikke i stand til at bidrage med detaljerede oplysninger.
Han vidste, at A for ca. 5 år siden havde købt ca. 9 "kanaler" jord. 1 kanal svarer til ca. 600 m2. Det var landbrugsjord.
Familien A's foretrukne fremgangsmåde var at holde pengene i bankerne ..."
...
"A havde afholdt 3 meget overdådige bryllupsfester for sine børn. (Efter pakistansk tradition er der tale om formuer, som anvendes på disse bryllupsfester, C's bmrk.).
Deres foretrukne fremgangsmåde var at medbringe pengene i danske kroner i kontanter og så veksle efter ankomsten til Pakistan for at skjule alle spor. De sendte kun små beløb via bankerne blot for at have et alibi for hvordan de fik penge til Pakistan og for ikke at vække mistanke.
(udeladt) udtalte, at han ikke længere vedstod sig sin underskrift på Affidavit af (udeladt). Han havde ingen arbejdsopgaver for A. Han havde fast arbejde (udeladt) og var uafhængig af A og hans familie. Han havde oprindeligt ageret som beskrevet af ambassaden, fordi det havde han fået besked om af A og hans familie. Senere var det gået op for ham, at der var tale om ulovligheder, og det havde fået ham til at fortælle sandheden.
Han kunne ikke disponere over konto ....-3. Han havde ikke nogen fuldmagt til at handle på vegne af A og han vidste ikke, hvor kontoudtogene for årene 1993-95 befandt sig. Han kendte ikke indeståendet på ....-3. og mente, at fru B nok kunne have et checkhefte til sin "nye" konto, som hun formelt set nu rådede over alene. Han hjalp ikke A i dennes arbejde, og havde ikke noget udestående med A og hans familie.
A var i øvrigt netop kommet til Pakistan for at rydde op i forskellige penge- og familiesager."
.....
"Der fremkom ikke yderligere oplysninger under samtalen således heller ikke om motivet udover det allerede oplyste. Han havde ikke været befuldmægtiget ifølge ham selv, og han havde sit gode job. Det var hans samvittighed, der havde drevet ham til at give ambassaden disse oplysninger. Han ønskede ikke sit navn frem, hvilket ambassaden lovede at meddele til Kommunen."
Af "Affidavit" affattet på engelsk på stemplet papir underskrevet af B ved brug af fingeraftryk og attesteret af en advokat den 23. november 1993 fremgår:
"I, B wife of C, Muslim adult, resident of Village Y1-by Gujrat-Pakistan, do hereby solemnly affirm and declare as under :-
1. That I have received Cheque No. ........96 on 5-5-1992 amounting to Rs 50,000/- from MR A, TAASTRUP,DENMARK.
2. That I have received Cheque No. ........89 on 5-5-1992 amounting to Rs 50, 000/- from
D, TAASTRUP, DENMARK.
Certified that the contents of this affidavit are tru and correct to the best of my knowledge and belief.
Declared at Y1-by (Pakistan) in the District of Gujrat on this 22ndday of Nov 1993."
Det fremgår af banknotaer fra Den Danske Bank, at klageren har foranlediget, at der til B, a/c no. ...., United Bank Limited er udstedt checks den 6. februar 1987 på 29.339,85 PKR (pakistanske rupees) svarende til 12.000 kr., den 14. januar 1988 på 35.812,67 PKR svarende til 13.000 kr., den 17. april 1989 på 40.760,- PKR svarende til 15.000 kr., den 2. januar 1990 51.948,05 PKR svarende til 16.000 kr., den 11. marts 1991 på 84.095,06 PKR svarende til 23.000 kr., den 14. april 1992 på 50.000,00 PKR svarende til 12.885,00 kr., den 29. januar 1993 på 100.672,27 PKR svarende til 23.960,00 kr. og den 21. februar 1994 på 100.000 PKR svarende til 22.250,00 kr.
Af kopi af checkhæfte vedrørende konto ....-3 samt indbetalingsnotaer af 12. juli 1988 og 8. august 1990 vedrørende konto ...., der er fremsendt med ambassadens skrivelse af 21. maj 1997, fremgår, at kontoen tilhører A og B.
De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for ydelser i henhold til den forelagte forpligtelseskontrakt. Skattemyndighederne har herved lagt vægt på:
"Vedr. forældelse:
Skatteankenævnet anser ikke skatteansættelserne for indkomstårene 1990, 1991 og 1992 for ugyldige, da forældelsesreglerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 anses for suspenderet efter samme lov § 35, stk. 4, idet klager anses for forsætligt eller groft uagtsomt at have bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
Skatteankenævnet bemærker:
at det er uomtvistet, at der mindst er fremsendt kr. 10.000 årligt til nyder,
at skatteadministrationen via ambassaden forgæves har forsøgt at få verificeret, at de angivne pengeoverførsler er indgået på nyders konto nr. ....-3 for derigennem at stille yderligere krav, jfr. ligningsvejledningen afsnit A.F.4.4.4 via originalkontoudskrifter eller bekræftede kopier heraf,
at erklæring af 20/1-97 med underbilag ikke afkræfter de afgivne oplysninger og foreliggende dokumentationer om, at konto nr. ....-3 er en fælleskonto med yder, og at kontoen først på et efterfølgende tidspunkt er registreret alene i Bs navn,
at ankenævnet ikke stiller spørgsmål til, om bankens bekræftelse af 18/2-96 er ægte, men konstaterer, at der efter nævnets opfattelse ikke er tale om et underskriftsstempel men om en fortrykt tekst, hvorimod de erklærede modtagelsesdatoer for checkene er forkerte, idet de anførte datoer formentlig er checkudstedelsesdatoerne i Danmark. Ankenævnet bemærker endvidere, at banken attesterer indsætning af danske kroner, medens der rettelig er fremsendt checks lydende på rupees,
at pengeoverførslerne iflg. bankbilagene er fremsendt een gang årligt, men at nyder desuagtet overfor ambassadens repræsentanter erklærer at have fået overførsler ca. 3 gange årligt fra klager. Nyder afviser tillige at have fået overførsler i størrelsesordenen 100.000 Rupees, selvom yders overførsler de seneste 3 indkomstår alle har oversteget 100.000 Rupees,
at de totale pengeoverførsler til nyder fra klager og hans 2 sønner de seneste 9 år gennemsnitligt har udgjort knap kr. 40.000, medens årslønnen for en ufaglært arbejder i Punjabi-området i Pakistan i 1995 udgjorde ca. kr. 5.000,
at Ambassaden i telefax af d. 6/10-96 udtaler, at man altid benytter sig af en tolk, der kan tale urdu og punjabi, når man behandler sager i punjabitalende områder,
at ankenævnet anser det for irrelevant for sagens bedømmelse, hvorledes der er tolket via klagerens datter, og om ambassaden har besøgt een eller flere banker,
at den af klager fremskaffede udskrift af konto ....-3 for perioden 1/1-1993 - 21/9-1995 ikke udviser en sådan løbende aktivitet, at den bekræfter at være benyttet af B til hendes løbende underhold, og at nyder efterfølgende afviser at give adgang til hendes konto,
at klager ikke nærmere har dokumenteret eller sandsynliggjort, at checkomslag og indsættelseskvitteringer er falske, og at de derimod stemmer overens med oplysningerne om fælleskonto afgivet overfor ambassaden d. 25/5-96,
at det ikke forekommer sandsynligt, at nyder i årene 1993 og 1994 til sit personlige underhold har modtaget samlede ydelser som svarer til ca. 12,8 og 9,5 årslønninger for ufaglærtearbejdere set i sammenhæng med, at klager og dennes ægtefælle alene oppebærer understøttelse i Danmark,
at sønnen Es betalinger i de første 2 år på kr. 25.000 og kr. 21.000 står i skærende kontrast til hans egen dagpengeydelser på kr. 94.485 og kr. 101.381 før skat,
at vidnet på affidavit af 17/7-95 iflg. ambassadens indberetning af 21/5-97 ikke længere vedstod sig sin underskrift,
at den på ankenævnsmødet d. 10/12-98 fremlagte erklæring fra vidnet er dateret så langt tilbage som d. 30/6-1997. Ankenævnet anser ikke den mellemliggende erklæring afgivet overfor ambassaden d. 21/597 for at være afgivet af en falsk person, idet samme person har underskrevet affidavit af 17/7-95 og henvendelsen til ambassaden d. 16/4-97.
Ankenævnet konkluderer sammenfattende, at klager ikke har fremlagt fornøden dokumentation for, at nyder mindst har modtaget kr. 10.000 årligt af de overførte pengemidler til konto nr. ....-3 til eget underhold, og at der trods opfordring hertil ikke er fremvist originale kontoudskrifter eller bekræftede kopier af konto nr. ....-3 for perioden 1993-1995, som kan understøtte påstanden, hvorfor de fremsendte midler anses at være kommet klager og dennes egen familie til gode.
Kontrakten anses herefter for misligholdt af klager, og der er herefter ikke fradragsret, jf. den dagældende ligningslovs § 12, stk. 4 for hele kontraktsperioden, og forældelsesfristerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 anses dermed for suspenderet."
Klagerens advokat har påklaget skatteankenævnets afgørelse.
Advokaten har fremlagt bekræftelse af 4. januar 1999 fra Councilor i Y1-by (Pakistan), der angiver status i henseende til bopæl for B, der er nyder i henhold til den i sagen omtvistede forsørgelseskontrakt, bekræftelse af 23. januar 1999 fra National Bank of Pakistan angående nyders og ægtefællens fælles bankkonto nr. ....-1 samt bekræftelse af 8. februar 1999 fra United Bank Ltd., Y1-by (Pakistan), angående nyderens egen bankkonto nr. ....-3.
Advokaten har tidligere ved skrivelse af 26. februar 1997 til skatteforvaltningen anført:
"Vedr.: Deres j. nr. 0207....., A
I fortsættelse af tidligere brevveksling sender jeg hermed yderligere dokumentation og bemærkninger.
1) Vedlagt fremsendes erklæring af 20.01.1997 fra United BankLtd. med underbilag angående konto no. ....i banken, om indestående pr. 01.07.1996 om "profit" (sandsynligvis rentetilskrivning) den 18.07.1996 og om overførsel til kontoen den 25.07.1996 af 33.658 rupees.
2) For så vidt angående den tilsvarende erklæring af 18.02.1996 skal jeg anmode kommunen om at oplyse, hvorvidt det lægges til grund, at dette dokument er ægte, eller om kommunen er af samme opfattelse som den danske ambassade i skrivelse af 17.03.1996, hvorefter dokumentet ikke anses for at være ægte.
3) For så vidt angår spørgsmålet om en fælles konto, er forholdet, at der er to konti.
Af disse to konti er konto .... den konto, der vedrører opfyldelse af forsørgelseskontrakten.
Denne konto er alene oprettet i B's navn (altså i nyderens navn).
Det er på samme måde alene B, der kan disponere over indestående på denne konto, ikke min klient (yderen).
Den konto, der er fælles, er den, der blev oprettet efter at B og hendes ægtefælle flyttede til en anden by, hvilket skete omkring september 1994. Denne konto er imidlertid ikke fælles for B og min klient, men for B og hendes ægtefælle.
4) For så vidt angår måden for overførsel fra Danmark til Pakistan, fremgår betydningen heraf ikke klart af kommunens afgørelse af 22.11.1996.
Imidlertid er det ikke sket, som angivet i nævnte afgørelse.
Min klient har fået udstedt en bankcheck i Danmark, som er blevet sendt til B i Pakistan. Denne har fremsendt checken til den lokale afdeling af United Bank, hvorefter denne afdeling har sendt checken til hovedsædet.
Efter 4 - 5 uger er det af hovedsædet blevet bekræftet, at der var dækning for checken, hvorefter beløbet er blevet indsat på Bs konto (no. ....) .
5) For så vidt angår det faktiske grundlag for den afgørelse, der den 22.11.1996 er truffet af kommunen, bemærker jeg, at skrivelserne fra den danske ambassade i Pakistan er behæftet med en del unøjagtigheder.
Først og fremmest støtter ambassaden sig på forklaring fra en unavngiven fætter.
Desuden er det i første omgang anført, at der er tolket på urdu. Senere har det vist sig, at der muligvis er tolket på punjabi.
Det er anført, at der er tolket over for min klients datter, uanset at hun er fastboende i Danmark og både taler og forstår dansk.
Det fremgår ikke af indberetningerne fra Pakistan, hvorvidt ambassaderepræsentanterne har besøgt een eller flere banker.
Min ovennævnte redegørelse for en fælles konto viser, at de repræsentanter for ambassaden, som har aflagt besøg i en eller flere banker og hos min klients svigerinde, ikke fuldt ud har sat sig ind i baggrunden og dispositionsretten for de to konti."
Advokaten har over for Landsskatteretten anført, at såvel forside til checkhæfte vedrørende konto nr. ....-3, hvoraf fremgår både Bs og klagerens navne, som kvitteringer for indsættelser på denne konto, hvoraf begges navne også fremgår, meget vel kan være falske.
Advokaten har endvidere anført, at Bs forklaring til ambassaden ikke kan tillægges nogen stor vægt, idet denne var afgivet af en uuddannet kvinde, der hverken kan læse eller skrive urdu. Der havde i øvrigt været problemer i forbindelse med tolkningen.
Advokaten har nævnt, at der var store usikkerhedsmomenter i sagen, ligesom der var konstateret korruption på ambassaden i Islamabad.
Advokaten har fremlagt en på engelsk affattet kopi af skrivelse af 27. januar 1998 fra B, hvori hun har dokumenteret, at hun har modtaget penge fra klageren. Bs ægtefælle samt en anden person har bevidnet dette.
Advokaten har endvidere fremlagt udskrift fra Den Danske Bank af 16. februar 1995, hvoraf fremgår, at klageren har foranlediget, at der er udstedt en check til B, kontonr. ...., på 103.482,18 PKR svarende til 20.000 kr.
Advokaten har over for Landsskatteretten fremlagt kopi afskrivelse af 15. februar 2000 fra Den Danske Bank vedrørende "Udstedelse af udenlandsk check den 16.02.1995 for/på dkk 20.000,00", hvoraf fremgår, at det til banken er oplyst, "at ovennævnte check er indløst i udlandet, men ikke hvor i udlandet."
Landsskatteretten skal indledningsvis bemærke, at praksis - når det drejer sig om fradrag for ydelser betalt i henhold til forpligtelseserklæringer til fordel for modtagere bosiddende i udlandet - opstiller krav til dokumentationen for, at ydelserne bliver betalt og kommer de berettigede i henhold til forpligtelseserklæringerne ihænde. Som behørig dokumentation er således i praksis anerkendt post- og bankkvitteringer samt kopi af checkbilag fra banker, når det af disse klart fremgår, at den i forpligtelseserklæringen angivne ydelse er fremsendt til den i erklæringen nævnte berettigede. Endvidere anerkendes i et vist omfang kvitteringer udstedt af den berettigede, såfremt der kan konstateres en nær tidsmæssig sammenhæng mellem den stedfundne betaling og kvitteringens afgivelse.
Retten skal herefter bemærke, at de af B afgivne erklæringer af 22. november 1993 og 27. januar 1998, der er affattede på engelsk, hvilket sprog klageren efter det oplyste ikke forstår, og som ikke er attesteret af en offentlig myndighed, ikke kan sidestilles med en kvittering for modtagelse af ydelser i henhold til forpligtelseskontrakt. Vedrørende de fremlagte banknotaer som dokumentation for betaling af ydelser til B, kan disse bilag, der alene er dokumentation for, at der er udstedt checks af en bank, efter Landsskatterettens opfattelse heller ikke sidestilles med de ovenfor nævnte kvitteringer, idet bilagene hverken dokumenterer, at der er fremsendt beløb til modtageren i henhold til forpligtelseskontrakt, eller at beløbene er kommet modtageren i hænde.
Landsskatteretten finder for så vidt angår indkomstårene 1990, 1991 og 1992, at.ansættelserne i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 517 af 14. juni 1996) må anses for forældede, hvorfor retten skal træffe afgørelse om, hvorvidt den indtrådte forældelse må anses for suspenderet i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.
Landsskatteretten finder for så vidt angår indkomstårene 1990, 1991 og 1992, at den skattepligtige i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, har handlet mindst groft uagtsomt, hvorfor skattemyndighederne har foretaget de omhandlede skatteansættelser på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Retten har herved særligt lagt vægt på de af Den danske Ambassade i Islamabad indhentede oplysninger og kopier af forside til checkhæfte samt kvitteringer vedrørende kontoen, hvoraf fremgår, at klageren har haft rådighed over denne konto. De påklagede ansættelser for indkomstårene 1990, 1991 og 1992 er derfor gyldige.
Det bemærkes, at § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven alene har virkning fra og med indkomståret 1990, jf. § 40, stk. 3. For indkomstårene forud for indkomståret 1990 fandtes ingen generel regel svarende til § 35, stk. 1, men alene en særlig regel i § 15, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984), for skønsmæssige ansættelser, hvorefter disse ikke kunne forhøjes senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. De for klageren foretagne skatteansættelser for indkomstårene 1987, 1988 og 1989 er ikke skønsmæssige ansættelser, hvorfor skattemyndighederne har været berettiget til at foretage disse. Forhøjelsen af skatteansættelserne for indkomstårene 1993, 1994 og 1995 kan heller ikke anses for forældede, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, og de påklagede ansættelser for indkomstårene 1987, 1988, 1989,1990, 1991, 1992, 1993, 1994 og 1995 er derfor gyldige.
...."
Om sagen er yderligere oplyst, at Skatteforvaltningen i HøjeTaastrup kommune i skrivelse af 27. oktober 1993 meddelte sagsøger, at "underholdsfradrag fratrukket med kr. 10.000" ikke kunne godkendes i mangel af dokumentation. Ved skatteforvaltningens skrivelse af 31. januar 1994 fik sagsøger meddelelse om, at han kunne se bort fra skrivelsen af 27. oktober 1993. Det fremgik videre, at sagsøgers fradrag på 10.000 kr. var godkendt.
Ud over den i Landsskatterettens kendelse nævnte "Affidavit" af 23. november 1993 fremgår af "Affidavit Life Certificate" af 17. juli 1995 bl.a., at B, født den 1. .... 1952, gift med C, er flyttet fra "Village Y1-by (Pakistan), til "Block No. 926/C X1-vej Y2-by PAKISTAN", og at hun er "sister In-Law of A who is donating DKR 10,000/- every year". Erklæringen fremstår som påtegnet med fingeraftryk fra B og bevidnet af F, en "Oath Commissioner" og underskrevet tillige af sagsøger.
Ved skrivelse af 13. oktober 1995 anmodede skatteafdelingen i Høje-Taastrup Kommune sagsøger om at indsende dokumentation for betalt underholdsbidrag i henhold til forsørgelseskontrakt vedrørende indkomståret 1994, og ved skrivelse af 6. november 1995 anmodede skatteafdelingen sagsøger om "B's kontoudtog for 1993-1995 i originalform".
Sagsøger har i den anledning fremskaffet følgende kontoudtog:
Som anført i Landsskatterettens kendelse afgav den danske ambassade i Islamabad udtalelser af 17. marts og 26. maj 1996 til sagen. Der foreligger endvidere skrivelse stemplet som modtaget af ambassaden den 22. april 1997, hvor en person, hvis navn fremstår som skjult af overstregning, henviser til ambassadens besøg hos B i april/maj 1996 og ønsker "to supply more correct information". Endvidere foreligger oversættelse fra urdu til engelsk af en erklæring, der ifølge oversættelsen angiver, at den sidstnævnte skrivelse ikke er "concerned with the deponent in any way". Denne erklæring, der fremstår underskrevet af 2 vidner og en "Oath Commissioner" fremstår som underskrevet af "F". Endvidere foreligger kopi af håndskreven skrivelse af 1. juli 1997 "To whom it may Concern" angående "Mr. F".
Den kopi af et checkhæfte vedrørende konto nr. ....-3 samt kopi indbetalingsnotaer af 12. juli 1988 og 8. august 1990, der fremgår af landsskatterettens kendelse, er også blevet gennemgået under domsforhandlingen i landsretten.
I en engelsksproget skrivelse af 27. januar 1998 har B med sit fingeraftryk bl.a. bekræftet over for sagsøgers advokat, at hun har anvendt 600.000 pakistanske rupies til køb af fast ejendom. Beløbet blev ,drawn by me from U.B.L.Y1-by (Pakistan) " i den først uge af december 1994. 2.vidner har påtegnet skrivelsen. Der foreligger videre bekræftede erklæringer af 10. november 1999 fra sælgeren af jord til B og dennes ægtefælle C for 100.000 rupies, fra B om anvendelsen af 600.000 rupies til opførelsen af hus m.v., og af 3. februar 2000 fra entreprenøren, der i følge erklæringen færdigopførte huset i 1997 for i alt 450.000 rupies.
Af håndskrevne "Certificate"s af 8. februar 1999, 8. november 1999 og 25. februar 2000 fra United Bank Ltd. UBL har banken bl.a. bekræftet, at B er og har været eneindehaver af konto ....-3.
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøger, under bistand af tolk.
Sagsøgeren forklarede, at forsørgelseskontrakten af 8. november 1986 blev oprettet på en formular, han fik udleveret ved en henvendelse til kommunen. Formularen var på engelsk. Han forstår i begrænset omfang engelsk, og han læste kontrakten igennem, inden han bragte den til Pakistan. Han underskrev kontrakten i Pakistan, og kontrakten blev viderebragt til hans svigerinde 35 km fra hans opholdssted. Han var ikke til stede ved svigerindens underskrift, og kontrakten blev overbragt af en pårørende. Stemplerne og underskrifterne nederst på siden er foretaget af 2 advokater, hvoraf den ene tillige var oath commissionær. Han overførte pengene ved i Den Danske Bank årligt at få udstedt check til svigerinden på et beløb i rupies. Checkene var crosset og med angivelse af svigerindens konto. Med bistand fra pårørende blev checken plus en checkkopi bragt til Pakistan. Der blev givet besked til budbringeren om, at checken personligt skulle afleveres til svigerindens husstand. Checken blev herefter bragt til lokalafdelingen i United Bank i Pakistan, der videresendte checken til hovedkontoret. Her blev checken "clearet". Der gik flere uger efter checken var kommet til lokalafdelingen, og til pengene blev noteret i lokalafdelingen som indgået på kontoen.. Der kunne gå op til 3 måneder, medregnet den tid der kunne gå fra han modtog checken i Danmark til denne kom frem til Pakistan. Der har i intet tilfælde været problemer med at indløse checken, uanset der var gået lang tid. De checks, der blev udstedt i Danmark i 1993-1995, fremgår af kontooversigt fra konto ....-3 i United Bank vedrørende perioden 9. februar 1993 til 21. september 1995. Tidsforskellen var en følge af nævnte ekspeditionstid, og den omstændighed, at beløbene ikke stemte ved noteringen på kontoen, skyldtes at banken beregnede sig et gebyr ved ekspeditionen af checken. Angivelsen "OBC" på kontoudtoget var efter hans opfattelse en forkortelse af "Outboard Bill of Collection". Konto ....-03 har han ikke på noget tidspunkt haft ret til at råde over. Den fotokopi af en forside på et checkhæfte, der indeholder såvel hans eget navn som svigerindens navn og kopi af 2 indbetalingskvitteringer for kontoen, der ligeledes indeholder hans eget og svigerindens navn, anser han som falske, blandt andet fordi de anvendte stempler med.hensyn til stedsangivelsen er ukorrekt. F, der havde afgivet en erklæring til den danske ambassade i Pakistan i Islamabad, er svigerindens fætter. Fætteren havde tidligere haft funktion som familieoverhoved, det vil sige, at han var den person, der traf beslutninger om løsning af indbyrdes konflikter, og han traf afgørelse om indgåelse af ægteskaber i familien. Positionen som familieoverhoved var opnået som følge af, at store dele af familien var bosat og arbejdede i udlandet. Den rådgivning, han udøvede, var ikke betinget af nogen betaling. Familien er imidlertid på nuværende tidspunkt uvenner med ham og hører ikke længere på, hvad han mener. Baggrunden for fjendskabet var, at sagsøgers søn havde været gift tre gange. De første to gange var ægteskabet arrangeret af fætteren uden succes. Ved det tredie ægteskab havde fætteren været holdt udenfor. Dette var sket umiddelbart før fætterens besøg på ambassaden.
Om anvendelsen af pengene har sagsøgeren forklaret, at svigerinden havde været nødsaget til at bygge et hus til sig selv og sin mand. De havde tidligere boet sammen med familien, men efter sagsøgerens forældre var døde, var der opstået uvenskab mellem dem og en anden af sagsøgers brødre og dennes ægtefælle, der tillige boede i huset. Svigerinden er ude af stand til at klare sig selv, da hun er invalid, og hendes ægtefælle havde i midten af 80'erne været udsat for en alvorlig arbejdsulykke, der ligeledes har forhindret ham i at arbejde. Det økonomiske grundlag for betalingen til svigerinden var ved kontraktens indgåelse således, at sagsøger og hans kone havde arbejde. Han arbejdede som arbejdsmand og hans kone som rengøringsassistent. De havde en husstandsindkomst på ca. 300.000 kr., og i de perioder, hvor han ikke var i arbejde og var på understøttelse, modtog han ca. 120.000 kr. om året. De havde en meget beskeden levefod, og der var ingen problemer med at afse det nødvendige beløb til opfyldelsen af kontrakten. Ofte blev der sendt flere penge end det fastsatte beløb på 10.000 kr. Han har ikke brugt penge på kontoen direkte eller indirekte, og han er ikke ejer eller har nogen andel af det hus, som svigerinden har ladet opføre. Han har ikke sendt penge til søsterens mand og har i øvrigt ingen penge i Pakistan. Han har i Pakistan afholdt bryllupsfester for sine børn. Det er ikke ualmindeligt, at en bryllupsfest medfører udgifter på ca. 5.000 kr. Familien har stor betydning for ham i lighed med, hvad der er almindeligt i Pakistan. Med hensyn til ambassadens besøg hos svigerinden og de oplysninger, der skulle være afgivet under dette møde, mener han ikke, at svigerinden har sagt det, der står i referatet. Gengivelsen må skyldes en fejl i tolkningen. Han fik et brev om dette i juni 1996 fra svigerinden, der havde fået en anden til at skrive. Han har ikke gemt brevet. Han kasserede det, da han ikke syntes, at det var vigtigt. Med hensyn til søsterens konto ved han ikke, om der blev lavet en skriftlig aftale mellem banken og søsteren. Men han mener, at kontoen blev åbnet i 1987. Han kom selv til Danmark i 1972 og arbejdede indtil 1994, hvor han gik på efterløn. Efterlønnen i dag er ca. 6.000 kr. om måneden efter skat.
Sagsøger har til støtte for sin påstand navnlig anført, at det for indkomstårene 1987 - 1992 principalt gælder, at sagsøgte på grund af de for skatteforvaltningen gældende forældelsesregler har været afskåret fra at ændre ved de oprindelige ansættelser. I henseende til indkomstårene 1987 - 1989 gøres det desuden gældende, at skattemyndighederne har været vidende om det omtvistede fradrag for ydelsen efter forsørgelseskontrakten, siden sagsøger i 1987 første gang selv angav fradraget, og at skattemyndighederne på et langt tidligere tidspunkt kunne have foretaget de i sagen nævnte undersøgelser.
Skattemyndighederne har derfor ikke har været i utilregnelig uvidenhed om det påståede kravs eksistens, og suspensionsbestemmelsen i § 3 i forældelsesloven af 1908 kan derfor ikke finde anvendelse. Som følge af forældelse kan der derfor ikke foretages ændring i den foretagne skatteansættelse.
Også for indkomstårene 1990 - 1992 har sagsøger over for skattemyndighederne udelukkende afgivet korrekte oplysninger, og det bestrides, at sagsøger over for skattemyndighederne skulle have tilbageholdt oplysninger, der var relevante for skatteansættelsen. Sagsøger har derfor hverken forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvorfor suspensionsbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 ikke bør finde anvendelse. Fristen for skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen er overskredet, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, og som følge af forældelse kan der derfor ikke foretages ændring i den foretagne skatteansættelse.
Subsidiært gøres for de omhandlede år 1987 - 1992 gældende, at det af sagsøger er dokumenteret, at der i henhold til den fremlagte forsørgelseskontrakt er fremsendt årlige beløb på mindst 10.000 kr. til den person, der er nyder i henhold til kontrakten. Disse beløb er kommet den pågældende nyder i hænde, hvorfor sagsøger har krav på fradrag for de nævnte ydelser.
For årene 1993 - 1995 gøres tilsvarende gældende, at det af sagsøger er dokumenteret, at der i henhold til den fremlagte forsørgelseskontrakt er fremsendt årlige beløb på mindst 10.000 kr. til den person, der er nyder i henhold til kontrakten, at disse beløb er kommet den pågældende nyder i hænde, og at sagsøger derfor har krav på fradrag for de nævnte ydelser.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand navnlig anført, at sagsøger ikke er berettiget til fradrag i henhold til den oprettede forpligtelseserklæring, jf. ligningslovens § 12, stk. 1 og stk. 4 (tidligere § 14). Det er ikke dokumenteret, at de i forpligtelseserklæringen angivne beløb er tilfaldet B i de af sagen omfattede år.
Det er således godtgjort, at den konto, som de omtvistede beløb ifølge sagsøgerens oplysning blev indsat på, var en fælles konto for sagsøgeren og B. Dermed er det ikke dokumenteret, at B var indehaver af en bankkonto, som hun i de omhandlede år var eneberettiget til at råde over. Sagsøgeren har således haft rådighed over den konto, som beløbene ifølge sagsøgerens oplysninger er indsat på, og dette medfører, at beløbene ikke kan anses for at være modtaget af B, selvom det måtte blive lagt til grund, at beløbene blev indsat på den pågældende konto.
Det gøres endvidere gældende, at de af B afgivne erklæringer ikke udgør dokumentation for, at hun har modtaget beløbene.
Det gøres endvidere gældende, at de fremlagte banknotaer og skrivelser fra Den Danske Bank hverken dokumenterer, at der er fremsendt beløb til B i henhold til forsørgelseskontrakten, eller at beløbene er kommet B i hænde, ligesom det ikke ved de af den pakistanske bank afgivne erklæringer er dokumenteret, at beløbene er modtaget af B. Sagens oplysninger peger på, at B ikke har modtaget de omtvistede beløb, og at sagsøgeren fortsat har rådighed over disse.
Skattemyndighederne har ikke på grund af forældelse været afskåret fra at foretage de af sagen omfattede skatteansættelser. Det gøres for så vidt angår ansættelserne for indkomstårene 1990 til 1992 særligt gældende, at sagsøgeren i hvert fald har udvist grov uagtsomhed, der har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget de oprindelige skatteansættelser på et urigtigt eller ufyldestgørende grundlag, hvorfor en i medfør af den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens 35, stk. 1, indtrådt forældelse er suspenderet i henhold til 35, stk. 4.
At der i hvert fald er udvist grov uagtsomhed støttes navnlig på, at det har vist sig, at sagsøgeren har haft rådighed over den pågældende bankkonto.
For så vidt angår indkomstårene 1987 til 1989, hvor skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, ikke var gældende, gøres det særligt gældende, at der ikke er tale om skønsmæssige ansættelser, og at den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, derfor ikke var til hinder for ansættelsernes foretagelse. Det gøres endvidere gældende, at en eventuel formueretlig forældelse af et skattekrav i henhold til forældelsesloven af 1908 er uden betydning for, om en skatteansættelse kan foretages eller ej, og at der i øvrigt heller ikke foreligger forældelse efter 1908-loven.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Sagsøger har i perioden fra den 6. februar 1987 til den 16. februar 1995 udstedt årlige checks trukket på sagsøgers konto i Danske Bank og i alt væsentligt enslydende stilet til B a/c nr. ...., United Bank Ltd., Y1-by, Pakistan. De årlige beløb steg fra 12.000 kr. i 1987 til 23.960 kr. i 1993 og udgjorde herefter 22.250 kr. i 1994 og 20.000 kr. i 1995. For de pågældende ni indkomstår fradrog sagsøger 10.000 kr. i hvert af årene under henvisning til forsørgelseskontrakten af november 1986, som sagsøger havde vedlagt sin selvangivelse for 1987.
Betingelsen for disse fradrag var efter den dagældende ligningslovs § 14 og siden § 12 bl.a., at sagsøgers ensidige forpligtelse også reelt indebar, at sagsøger hverken helt eller delvist havde dispositionsadgang over de pågældende beløb. Det er i retspraksis antaget, at der inden for det retsområde, der regulerer forsørgelseskontrakter i relation til personer bosat i udlandet, ikke påhviler sagsøger nogen skærpet bevisbyrde. Men dette hindrer ikke, at sagsøger efter de konkrete omstændigheder i nærværende sag har en særlig anledning til på overbevisende måde at kunne redegøre for omstændighederne for overførslerne og for dispositionsadgangen over de overførte beløb. Retten lægger herved vægt på, at sagsøger til et familiemedlem over en 9-årig periode har betalt beløb, der efter de lokale indtægtsforhold i udlandet må anses for betydelige, at beløbene efter det oplyste om sagsøgers indkomstforhold i Danmark heller ikke kan anses for uvæsentlige, og at der er rejst begrundet tvivl om fremgangsmåden i forbindelse med beløbsmodtagelsen i udlandet og dispositionsadgangen.
Sagsøgers forklaring om, at han i hvert af de omhandlede år sendte en check ledsaget af en kopi af notaen eller debetopgaven fra Danske Bank vedrørende checken til B, hvorefter denne, der efter det oplyste alene taler punjabi og ikke kan læse, foretog alt videre vedrørende checkindløsningen, hævninger og modtagelse af bilag, uden at sagsøger i Danmark modtog nærmere underretning, findes usandsynlig og ikke overbevisende. Retten lægger vægt på navnlig indholdet af den danske ambassades skrivelse af 26. maj 1996 og finder ikke, at det fremlagte kontoudtog sandsynliggør, at det alene var B, der disponerede over kontoen. Sagsøgers forklaring først under domsforhandlingen om, at han i juni 1996 modtog et brev, som B havde fået udfærdiget, og hvor hun forklarede om de misforståelser af hendes svar, som fremgik af ambassadens sidstnævnte skrivelse, hvilket brev sagsøger kasserede, da han ikke fandt det vigtigt, findes utroværdig.
Sagsøger har til brug for sagen fremskaffet erklæringer vedrørende en del af de overførte midlers anvendelse i form af bekræftede udtalelser fra angivne modtagere af i alt 600.000 rupier, der skulle være betalt af B i forbindelse med køb af grund og opførelse samt indretning af en bolig.
Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for, at B i forhold til offentlig myndighed på det relevante tidspunkt skulle være endelig adkomsthaver til den angivne ejendom.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen finder retten ikke at kunne lægge til grund, at sagsøger har påtaget sig en sådan ensidig forpligtelse over for B, at betingelserne for fradrag i sagsøgers indkomst for de pågældende år kan anses for opfyldt. De fremlagte erklæringer, der bl.a. foreligger fra B og United Bank Ltd., findes ikke at kunne føre til et andet resultat.
Det tiltrædes af de af sagsøgte anførte grunde, at der ikke er indtrådt forældelse, og at skattemyndighederne har kunnet ændre sagsøgers skatteansættelser som sket. Det forhold, at sagsøger ved skatteforvaltningens skrivelse af 31. januar 1994 fik meddelelse om, at sagsøgers fradrag på 10.000 kr. var godkendt, kan ikke føre til en anden vurdering
Sagsøgte får derfor medhold i den nedlagte påstand om frifindelse. Sagsøger betaler sagsomkostninger til sagsøgte som anført nedenfor.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, frifindes.
Sagsøger, A, betaler inden 14 dage fra denne doms dato sagsomkostninger til sagsøgte v/ Kammeradvokaten med i alt 20.000 kr.