| Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og afgiftslove
og via bekendtgørelse nr. 1107 af 13. december 2000 om sagsudlægning, (sagsudlægningsbekendtgørelsen).
Klagestrukturen på told-, skatte- og afgiftsområdet afhænger i høj
grad af de enkelte områder og af sagens karakter. Der gælder dog som udgangspunkt
et to-instansprincip, der medfører, at en afgørelse som hovedregel kun
kan påklages en gang. (Den vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser
for fysiske personer og dødsboer.)
Hvor Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste
sagstyper, er Told- og Skattestyrelsen klageinstans for klager over afgørelser
i sager af mere administrativ karakter, fx sager om registrering, regnskab, kontrol,
afgiftsbetaling og lignende.
Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk.
I bilag 1 findes en oversigt over reglerne
i sagsudlægningsbekendtgørelsen. I afsnit H.1. til H.6
er klagevejene på de konkrete områder beskrevet. Klagefrister og sagsbehandling,
når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit H.7.
Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk Sagsudlægningsbekendtgørelsen
omfatter sager på såvel skatteområdet som på told- og afgiftsområdet.
Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete
sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen
gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.
Regioner/toldcentre er 1. instans Bekendtgørelsen er bygget op omkring
en hovedregel i § 2, stk. 1 og §§ 3-7 om, at told- og skatteregionerne
og toldcentrene træffer afgørelse i første instans både for
så vidt angår skat, afgifter og told, medmindre området i medfør
af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til en anden myndighed. Er en sagstype
således ikke særskilt nævnt i bekendtgørelsen, gælder hovedreglen
i § 2, stk. 1 eller § 7.
I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 2, stk.
1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale
skatteforvaltninger i henholdsvis København og Frederiksberg, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen,
sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven
og sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren
for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende
et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt
§ 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således
bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt
region, gælder dette også sager, som efter § 2, stk. 2 ellers skulle
behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren
for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er
beskrevet i bilag 3.
Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelse for klage over afgørelser,
som regionerne/toldcentrene har truffet i 1. instans er, at afgørelserne kan
påklages til Told- og Skattestyrelsen efter bestemmelsen i § 18, stk.
1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Det
skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser,
der træffes af Københavns og Frederiksberg kommuner efter § 2, stk.
2.
Kommunerne er 1. instans I § 8 og § 9 er opregnet de sager, hvor
de kommunale skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i
1. instans. Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til told- og skatteregionerne,
jf. § 17, og regionernes afgørelser som klageinstans i disse sager kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.
Den selskabslignende myndighed er 1. instans Bekendtgørelsens §
10 opregner de sager, hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL §
12 A foretager skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer,
træffer afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende
myndighed er en kommune, en region eller Told- og Skattestyrelsen, se også
afsnit H.1.1.
Told- og Skattestyrelsen er 1. instans
Bekendtgørelsens § 11 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen
er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når
Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer
bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse
kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. §
19 og § 20 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 21,
stk. 1, nr. 3.
Ligningsrådet er 1. instans Bekendtgørelsens § 12 opregner
de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse
i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke
påklages administrativt, jf. § 21, stk. 1, nr. 4.
Skatteministeren er 1. instans Bekendtgørelsens § 13 opregner de
tilfælde, hvor skatteministeren selv træffer afgørelse i 1. instans.
Skatteministerens afgørelse i disse sager kan ikke påklages, jf. §
21, stk. 1, nr. 6.
Klagefrist Bekendtgørelsens § 16 angiver en generel klagefrist
på 3 måneder. Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan
påklages efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Klageinstanser Bekendtgørelsens §§ 17-20 angiver klageadgangen
til henholdsvis en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet
og Landsskatteretten, og § 21 angiver hvilke afgørelser, der ikke kan
påklages administrativt.
|