Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvordan grundskylden opgøres for ejendomme omfattet stigningsbegrænsningsordningen.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af grundskyld i 2024
  • Opgørelse af grundskyld fra og med 2025
  • Nyopståede ejendomme mv.
  • Eksempler på beregning af grundskyld med stigningsbegrænsning.

Se også

Se også afsnit C.H.4.3.4.1 om beskatningsgrundlaget for grundskyld.

Opgørelse af grundskyld i 2024

Regel

For kalenderåret 2024 udgør grundskyld af ejendomme omfattet af stigningsbegrænsningsordningen efter ESL § 45, stk. 1, det laveste af følgende:

1) Grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for kalenderåret.

2) Grundskyld opgjort efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, for kalenderåret med anvendelse af den grundskyldspromille, som kommunalbestyrelsen har fastsat for kalenderåret 2023, og med anvendelse af en reguleringsprocent på 2,8 pct.

Grundskylden efter nr. 1, er den grundskyld, der opgøres ud fra det beskatningsgrundlag, der er fastsat i ESL kapitel 1-5. Se opgørelsen af beskatningsgrundlaget i ESL § 17.

Det vil sige med anvendelse af 80 pct. af grundværdien som beskatningsgrundlag for grundskylden med den grundskyldspromille, der er fastsat for kalenderåret 2024. For produktionsjord udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden dog hele grundværdien. Se EVL § 28, stk. 2 og 3.

Se også afsnit C.H.4.3.4.1 om beskatningsgrundlaget for grundskyld.

Grundskylden efter nr. 2, er i 2024 den grundskyld, der opgøres efter reglerne i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.

Det vil sige med anvendelse af 80 pct. af grundværdien som beskatningsgrundlag for grundskylden efter de tidligere gældende regler om grundskatteloftet samt med den promille, som kommunalbestyrelsen har fastsat for 2023 og med anvendelse af en reguleringsprocent på 2,8 pct.

ESL § 45, stk. 1, betyder, at grundskylden for kalenderåret 2024 ikke vil kunne overstige den grundskyld, der skulle være betalt efter reglerne i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.

Den grundskyld, der pålægges for kalenderåret 2024, vil være det laveste af de to opgjorte beløb. Er beløbet efter nr. 1 større end beløbet efter nr. 2, er det et udtryk for, at reglerne i ejendomsskatteloven vil medføre en højere beskatning end ved anvendelse af reglerne i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.

Opgørelse af grundskyld efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat

Til brug for opgørelsen af grundskylden for kalenderåret 2024 efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat (KESL) anvendes der en reguleringsprocent på 2,8 pct.

Efter KESL § 1, stk. 2, 2. pkt., opgøres grundskylden således, at der af grundværdien ansat efter ejendomsvurderingsloven, pålignes de afgiftspligtige ejendomme grundskyld af 80 pct. af den afgiftspligtige grundværdi. Dette gælder, medmindre der er tale om produktionsjord efter EVL § 28. For produktionsjord pålignes grundskyld af hele den afgiftspligtige grundværdi.

Efter KESL § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, er der fastsat et loft for grundskylden, som også benævnes grundskatteloftet. Efter grundskatteloftet beregnes grundskylden med den grundskyldspromille, som kommunalbestyrelsen har fastsat, af den laveste af følgende grundværdier med anvendelse af forsigtighedsprincippet:

1)      Ejendommens grundværdi efter fradrag for grundforbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld.

2)      Den skattepligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld for det forudgående år. Dette beløb forhøjes med en reguleringsprocent.

Ved beregning af grundskyld efter ESL § 45, stk. 1, nr. 2, opgøres der derfor en reguleringsprocent til brug for afgørelsen af, hvilken grundværdi der vil være den laveste i kalenderåret 2024.

Reguleringsprocenten for kalenderåret 2024 udgør 2,8 pct., som svarer til reguleringsprocenten i KESL § 1, stk. 3, sidste pkt. Se ESL § 39, stk. 1, 2. pkt.

Bemærk

Er ejendommen omfattet af ESL § 45, stk. 3, udgør grundskylden af ejendommen for det første kalenderår i stigningsbegrænsningsordningen altid grundskylden efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

Det gælder følgende ejendomme:

  • nyopståede ejendomme,
  • ejendomme, der omkategoriseres efter ejendomsvurderingsloven,
  • ejendomme omfattet af ESL § 41, stk. 2, eller § 43, stk. 3, 2. pkt., og
  • ejendomme, hvis identifikationsnummer (BFE-nummer) bortfalder.

Opgørelse af grundskyld fra og med 2025

Regel

For kalenderåret 2025 og efterfølgende kalenderår udgør grundskyld af ejendomme omfattet af stigningsbegrænsningsordningen det laveste af følgende:

1) Grundskyld opgjort efter kapitel 1-5 for kalenderåret.

2) Grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. af grundskylden efter nr. 1, dog kun med tillæg af 3,50 pct. af grundskylden efter nr. 1 til og med kalenderåret 2040 for almene boliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

Der er særlige regler for nyopståede ejendomme, som ikke har haft et beskatningsgrundlag i det nærmest forudgående kalenderår. Se afsnit nedenfor om nyopstået ejendomme.

Det fremgår af boligskatteforliget, at stigningsbegrænsningsordningen indebærer, at grundskylden for den enkelte ejendom hvert år højst kan stige med 5 pct. af den fuldt indfasede grundskyld.

Stigningsprocenten blev som led i drøftelser i forligskredsen bag boligskatteforliget forud for vedtagelsen af lovforslag nr. L 107 A, jf. lov nr. 291 af 27. februar 2021, sænket fra 5 pct. til 4,75 pct.

Grundskylden efter nr. 1, er den grundskyld, der opgøres ud fra det beskatningsgrundlag, der er fastsat i ESL kapitel 1-5. Se ESL § 17.

Det vil sige, at beskatningsgrundlag udgør 80 pct. af grundværdien i det forudgående kalenderår og med anvendelse af den grundskyldspromille, der er fastsat for det pågældende år. For produktionsjord udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden dog hele grundværdien. Se EVL § 28, stk. 2 og 3.

Se også afsnit C.H.4.3.4.4. om opgørelsen af beskatningsgrundlaget for grundskyld.

Grundskylden efter nr. 2 er den grundskyld, der er opgjort for det nærmest forudgående år med tillæg af 4,75 pct. af grundskylden i indeværende år efter ESL § 45, stk. 1, nr. 1.

Grundskylden kan fra og med kalenderåret 2025 højst stige med 4,75 pct. af den fuldt indfasede grundskyld. Ved den fuldt indfasede grundskyld forstås den grundskyld, der bliver opgjort efter ESL kapitel 1-5.

Det betyder, at Skatteforvaltningen for kalenderåret 2025 og efterfølgende kalenderår skal opgøre følgende to beløb for de ejendomme, der er omfattet af stigningsbegrænsningsordningen:

1.      Grundskyld for det indeværende år efter ESL kapitel 1-5.

2.      Sidste års grundskyld med tillæg af 4,75 pct. af det indeværende kalenderårs grundskyld.

Den grundskyld, som disse ejendomme bliver pålagt for kalenderåret, er det laveste af de to opgjorte beløb.

For kalenderåret 2025 er grundskylden efter nr. 2 grundskylden opgjort for det nærmest forudgående kalenderår, det vil sige kalenderåret 2024, med tillæg af 4,75 pct. af den fuldt indfasede grundskyld. Grundskylden for 2024 kan være opgjort efter lov om kommunal ejendomsskat. Se ESL § 45, stk. 1, nr. 2.

Er grundskylden opgjort efter ESL kapitel 1-5 lavere end grundskylden opgjort efter reglerne i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, finder stigningsbegrænsningen på 4,75 pct. ikke anvendelse i 2025, fordi grundskylden er den fuldt indfasede grundskyld, medmindre der i efterfølgende kalenderår indtræder en grundskyldsstigning på grund af fx stigninger i ejendomsvurderingen.

Er forskellen mellem grundskyldsbeløbene efter nr. 1 og 2 lille, indebærer stigningsbegrænsningsordningen en hurtig indfasning af den fulde grundskyldbetaling. Er forskellen omvendt stor, indebærer stigningsbegrænsningsordningen en langsom indfasning af den fulde grundskyldsbetaling.

Hvis grundskylden når op på den fuldt indfasede grundskyld, kan grundskylden herefter kun stige i takt med stigende grundværdier og stigende grundskyldspromiller. Hvis den aktuelle grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 i et år udgør mere end grundskylden i det nærmest forudgående år med tillæg af 4,75 pct. af det indeværende års grundskyld (altså den fuldt indfasede grundskyld), vil stigningsbegrænsningen i nr. 2 indtræde på ny.

Se eksempler sidst i afsnittet.

Bemærk

Efter stigningsbegrænsningsordningen er det ikke en forudsætning for at være omfattet af ordningen, at den pågældende ejendom er overtaget på et bestemt tidspunkt.

Det vil dog være en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen i ESL § 45, stk. 1, at ejendommen er pålagt grundskyld for kalenderåret 2024.

Hvis ikke ejendommen er pålagt grundskyld for kalenderåret 2024, opgøres grundskylden i det år, hvor ejendommen første gang pålægges grundskyld efter ESL kapital 1-5.

Særligt om grundskylden for almene boliger

Bestemmelsen i ESL § 45, stk. 2, nr. 2, indebærer også, at grundskylden for almene boliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., er den grundskyld, der er opgjort for det nærmest forudgående år med tillæg af 3,50 pct. af grundskylden i det indeværende år efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5, til og med kalenderåret 2040.

Der gælder til og med kalenderåret 2040 en særskilt stigningsprocent for almene boliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. Det vil være afgørende, om en ejendom anses som en almen bolig efter kapitel 1 i lov om almene boliger m.v., hvor det defineres, hvad der forstås ved almen boligvirksomhed.

Skatteministeriet har under høringen af ejendomsskatteloven bekræftet, at uanset, at den samlede ejendommen består af flere matrikler, hvoraf ikke alle anvendes til beboelse, eller der på ejendommen ligger bygninger, som anvendes til andre formål end beboelse, fx fællesfaciliteter, driftsbygninger mm., vil ejendommen være omfattet af stigningsbegrænsningsordningen. Se Skatteministeriets høringssvar til L 113, af 26. april 2023 til BL - Danmarks Almene Boliger.

Efter 2040 vil stigningsprocenten for almene boliger udgøre 4,75 pct. ligesom for erhvervsejendomme og andre ejendomme, der er omfattet af stigningsbegrænsningsordningen.

Særligt om stigningsbegrænsning ved omvurdering

Hvis en ejendom omvurderes efter ejendomsvurderingslovens § 6, fx fordi ejendommens grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelsesmuligheder pga. ændret planforhold, er den stigning i grundskylden, som omvurderingen medfører, omfattet af stigningsbegrænsningen på 4,75 pct. eller 3,50 pct. af den fuldt indfasede grundskyld fra det første år.

Hvis der sker omvurdering, opgøres grundskyld således ikke altid efter ESL kapitel 1-5 det første år for en omvurderet ejendom. Om grundskylden for en omvurderet ejendom det første år vil udgøre grundskyld opgjort efter ESL 1-5 eller grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. eller 3,50 pct. af den fuldt indfasede grundskyld, afhænger derfor af, hvilket et af disse beløb, der er det laveste. Se Skatteministeriets høringssvar til L 113, af 26. april 2023 til Danske advokater.

Stigningsbegrænsning ved bortfald af overgangsordningen i EVL § 83, stk. 2

I tilfælde, hvor en ejendom er blevet omkategoriseret pr. 1. marts 2021 fra landbrug til ejerbolig, og hvor overgangsordningen efter EVL § 83, stk. 2, bortfalder, er ejeren ikke længere omfattet af stigningsbegrænsningsordningen på produktionsjorden (restejendommen), hvis der efter bortfald af overgangsordningen er tale om en ejerbolig nævnt i EVL § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer.

Ejeren er dog indtil et eventuelt ejerskifte omfattet af rabatordningen for ejendomsværdisskat og grundskyld for så vidt angår boligdelen af landbrugsejendommen.

Se om ophør af overgangsordningen afsnit H.A.2.2.7 Overgangsbestemmelser for ejendomskategorisering af landbrugsejendomme og skovejendomme.

Ved et ejerskifte og hermed bortfald af overgangsordningen efter EVL § 83, stk. 2, bortfalder både rabatordningen og stigningsbegrænsningen. Skatterabatten bortfalder altid ved ejerskifte. Se ESL § 43. Stigningsbegrænsningsordningen bortfalder også efter salget, fordi ejendommen efter salget vil være en ejerbolig. Ejerboliger er ikke omfattet af stigningsbegrænsningsordningen efter ESL § 44.

Nyopståede ejendomme mv.

Regel

Det følger af ESL § 45, stk. 3, at grundskylden for følgende ejendomme, udgør grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for det første kalenderår:

  • nyopståede ejendomme,
  • ejendomme, der omkategoriseres efter ejendomsvurderingsloven,
  • ejendomme omfattet af ESL § 41, stk. 2, eller § 43, stk. 3, 2. pkt., og
  • ejendomme, hvis identifikationsnummer (BFE-nummer) bortfalder.

For de efterfølgende kalenderår udgør grundskylden det laveste beløb af:

1) Grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

2) Grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. af grundskylden efter nr. 1, dog kun med tillæg af 3,50 pct. af grundskylden efter nr. 1 til og med kalenderåret 2040 for almene boliger omfattet af lov om almene boliger mv.

Det betyder, at grundskylden det første kalenderår for de ovennævnte ejendomme, altid udgør grundskyld opgjort ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

Hermed udgør grundskylden den fulde grundskyld efter ejendomsskatteloven, og ejeren skal betale grundskyld af beskatningsgrundlaget efter ESL § 17 og med den grundskyldspromille, der fastsættes efter ESL § 28 for den pågældende kommune, som ejendommen er beliggende i.

Beskatningsgrundlaget efter ESL § 17 udgør 80 pct. af grundværdien i det forudgående kalenderår. For produktionsjord udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden dog hele grundværdien i det forudgående år. Se ESL § 17, stk. 3, og EVL § 28, stk. 2 og 3.

Nyopståede ejendomme

Nyopståede ejendomme er ejendomme, som ikke har været omfattet af grundskyld i det forudgående år, og derfor ikke har noget beskatningsgrundlag for det nærmest forudgående kalenderår at tage udgangspunkt i.

Ejerskifte til en juridisk person

Omfattet af bestemmelsen er også ejendomme, hvor ejeren har været omfattet af rabat i grundskyld, men hvor rabatten er bortfaldet som følge af ejerskifte til en eller flere juridiske personer, og ejendommen derfor skal omfattes af stigningsbegrænsningsordning. Se ESL § 41, stk. 2.

Ændret anvendelse

Omfattet af bestemmelsen er også tilfælde, hvor den del af den samlede rabat, der udgør rabat i grundskyld, bortfalder, når en ejendom ændrer anvendelse, hvorefter den ikke længere er en ejendom som nævnt i ESL § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, eller ikke længere er en ejendom som nævnt i EVL § 3, stk. 1, nr. 1. Se ESL § 43, stk. 3, 2. pkt.

Det vil sige, når ejendommen skifter kategori fra:

  • Landbrug
  • Skovejendom, eller
  • Ejerbolig som defineret i EVL § 4.

Afgrænsningen er den samme, som beskrives ovenfor under afsnittet ejendomme ejet af fysiske personer, der er omfattet af rabat i grundskyld.  

Ejendomme, hvor BFE-nummeret bortfalder

BFE står for »bestemt fast ejendom«, og BFE-nummeret er en entydig identifikation af fast ejendom i Danmark, som Skatteforvaltningen anvender til identifikation af fast ejendom. Hvis en ejendoms BFE-nummer bortfalder, og ejendommen tildeles et nyt BFE-nummer, indebærer ESL § 45, stk. 3, at grundskylden det første kalenderår efter altid udgør grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

Det skyldes, at der ved tildeling af et nyt BFE-nummer er tale om en helt ny ejendom.

En ejendom kan tildeles et nyt BFE-nummer i tilfælde, hvor ejendommen bliver opdelt i to separate ejendomme, her vil BFE-nummeret videreføres for den ene ejendom, mens den anden del af ejendommen tildeles et nyt BFE-nummer.

BFE-nummeret for den oprindelige ejendom videreføres for en af de nye ejendomme, og grundskylden opgøres det første kalenderår efter stigningsbegrænsningsordningen efter ESL § 45, stk. 2, mens grundskylden for den anden ejendom det første kalenderår udgør grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

Baggrund for bestemmelsen

Bestemmelsen er en følge af, at det vil være en forudsætning for anvendelse af stigningsbegrænsningsordningen, at ejendommen er pålagt grundskyld det forudgående kalenderår.

For nyopståede ejendomme, for ejendomme, der omkategoriseres efter ejendomsvurderingsloven, for ejendomme, der bliver omfattet af ESL § 41, stk. 2, eller for ejendomme, hvis identifikationsnummer (BFE-nummer) bortfalder, er der ikke et forudgående kalenderårs grundskyld at tage udgangspunkt i. Derfor udgør grundskylden for disse ejendomme det første kalenderår altid grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret.

De efterfølgende kalenderår udgør grundskylden for de  ovennævnte ejendomme det laveste beløb af enten grundskyld opgjort efter ESL kapitel 1-5 for kalenderåret eller grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. af den fulde grundskyld. For almene boliger er det dog kun med tillæg af 3,50 pct. af den fulde grundskyld til og med kalenderåret 2040.

Eksempler på beregning af grundskyld med stigningsbegrænsning

Eksempel 1

Stigningsbegrænsningsordningen for grundskyld af erhvervsejendomme (indfasning)

     Kr.

   Kr.

    Kr.

Beregningsgrundlaget for grundskyld
efter lov om kommunal ejendomsskat 1)

(1)

500.000

Beregnet grundskyld i 2024
efter lov om kommunal ejendomsskat

(2)=26‰ af (1)

13.000

Grundværdi ved vurderingen pr. 1. jan. 2023

(3)

2.500.000

Beregningsgrundlag for grundskyld
i 2024 og 2025

(4)=80% af (3)

2.000.000

Beregnet grundskyld i 2024 efter ejendomsskatteloven

(5)=7‰ af (4)

14.000

Grundskyld for året forud

(6)=(2)

13.000

Grundskyld, der skal betales i 2024

(7)=min af
(5) og (6)

13.000

Beregnet grundskyld i 2025 efter ejendomsskatteloven

(8)=7‰ af (4)

14.000

Grundskyld for året forud

(9)=(7)

13.000

Indfasningsbeløb

(10)=4,75‰ af (8)

665

Grundskyld for året forud + indfasningsbeløb

(11)=(9)+(10)

13.665

Grundskyld, der skal betales i 2025

(12)=min af
(8) og (11)

13.665

Grundværdi ved vurderingen pr. 1. jan. 2025

(13)

2.550.000

Beregningsgrundlag for grundskyld
i 2026 og 2027

(14)=80% af (13)

2.040.000

Beregnet grundskyld i 2026 efter ejendomsskatteloven

(15)=7‰ af (14)

14.280

Grundskyld for året forud

(16)=(12)

13.665

Indfasningsbeløb

(17)=4,75‰ af (15)

678,3

Grundskyld for året forud + indfasningsbeløb

(18)=(16)+(17)

14.343

Grundskyld, der skal betales i 2026

(19)=min af
(15) og (18)

14.280

Beregnet grundskyld i 2027 efter ejendomsskatteloven

(20)=7‰ af (14)

14.280

Grundskyld for året forud

(21)=(19)

14.280

Indfasningsbeløb

(22)=4,75‰ af (20)

678

Grundskyld for året forud + indfasningsbeløb

(23)=(21)+(22)

14.958

Grundskyld, der skal betales i 2027

(24)=min af
(20) og (23)

14.280

1) Det mindste beløb af grundværdien pr. 1. okt. 2012, stigningsbegrænset grundværdi (grundskatteloftværdien) og 80 pct. af grundværdien ved vurderingen pr. 1. jan. 2023.

Eksempel 2

Stigningsbegrænsningsordningen for grundskyld af erhvervsejendomme (genindtrædelse)

 

     Kr.

    Kr.

   Kr.

Beregningsgrundlaget for grundskyld
efter lov om kommunal ejendomsskat1)

(1)

500.000

Beregnet grundskyld i 2024
efter lov om kommunal ejendomsskat

(2)=26 ‰ af (1)

13.000

Grundværdi ved vurderingen
pr. 1. jan. 2023

(3)

2.500.000

Beregningsgrundlag for grundskyld
i 2024 og 2025

(4)=80 pct. af (3)

2.000.000

Beregnet grundskyld i 2024 efter Ejendomsskatteloven

(5)=7‰ af (4)

14.000

Grundskyld for året forud

(6)=(2)

13.000

Grundskyld, der skal betales i 2024

(7)=min af
(5) og (6)

13.000

Beregnet grundskyld i 2025 efter Ejendomsskatteloven

(8)=7‰ af (4)

14.000

Grundskyld for året forud

(9)=(7)

13.000

Indfasningsbeløb

(10)=4,75‰ af (8)

665

Grundskyld for året forud
+ indfasningsbeløb

(11)=(9)+(10)

13.665

Grundskyld, der skal betales i 2025

(12)=min af
(8) og (11)

13.665

Grundværdi ved vurderingen
pr. 1. jan. 2025

(13)

2.500.000

Beregningsgrundlag for grundskyld
i 2026 og 2027

(14)=80 pct.af (13)

2.000.000

Beregnet grundskyld i 2026 efter Ejendomsskatteloven

(15)=7‰ af (14)

14.000

Grundskyld for året forud

(16)=(12)

13.665

Indfasningsbeløb

(17)=4,75‰ af (15)

665

Grundskyld for året forud
+ indfasningsbeløb

(18)=(16)+(17)

14.330

Grundskyld der skal betales i 2026

(19)=min af
(15) og (18)

14.000

Beregnet grundskyld i 2027 efter Ejendomsskatteloven

(20)=7‰ af (14)

14.000

Grundskyld for året forud

(21)=(19)

14.000

Indfasningsbeløb

(22)=4,75‰ af (20)

665

Grundskyld for året forud
+ indfasningsbeløb

(23)=(21)+(22)

14.665

Grundskyld, der skal betales i 2027

(24)=min af
(20) og (23)

14.000

Grundværdi ved vurderingen
pr. 1. jan. 2027

(25)

2.800.000

Beregningsgrundlag for grundskyld i 2028 og 2029

(26)=80 pct.af (25)

2.240.000

Beregnet grundskyld i 2028 efter Ejendomsskatteloven

(27)=7‰ af (26)

15.680

Grundskyld for året forud

(28)=(24)

14.000

Indfasningsbeløb

(29)=4,75‰ af (27)

745

Grundskyld for året forud
+ indfasningsbeløb2)

(30)=(28)+(29)

14.745

Grundskyld, der skal betales i 2028

(31)=min af
(27) og (30)

14.745

1) Det mindste beløb af grundværdien pr. 1. okt. 2012, stigningsbegrænset grundværdi (grundskatteloftværdien) og 80 pct. af grundværdien ved vurderingen pr. 1. jan. 2023.
2) Det resterende stigningsbegrænsningsnedslag svarende til forskellen mellem (27) og (30) udløses gradvist i de følgende år.